Svar i anledning af angreb fra bl.a. journalistik-professor Erik Albæk i INFORMATION (22.jan. 2007).

 

Professorer i den ideelle verden

Af redaktionsleder Jørgen Øllgaard, FORSKERforum

 

13 professorer i statskundskab – med SDU-professorerne Peter Munk Christiansen og Erik Albæk  i spidsen – har skrevet under på en klage over magasinet FORSKERforum (se www.forskerforum.dk). De kræver, at bladet laver ”god journalistik”. Hvis ikke stilen ændres, så beder de deres fagforening DJØF, som er en af udgiverne, om at trække DJØFs økonomiske tilskud tilbage til bladet.

 Som INFORMATIONs artikel herom (17.januar) gjorde opmærksom på, så klages der over ”insinuerende indhold”, anonyme interviews og ”forhold, som er positivt forkerte”, men det er bemærkelsesværdigt, at professorerne ikke er i stand til at give et eneste eksempel på positivt forkerte oplysninger.

 Det prøver professor i journalistik Erik Albæk så at rette op på i en ordrig klumme: ”Tendentiøs partsjournalistik” (22. januar). Han henviser til et eksempel, hvor en kilde er citeret for at sige, at en magtfuld, navngivet embedsmand er dygtig til magtspillet og at han i øvrigt ”har lavet magtpolitisk ph.d.-grad (sammen med RUC-professoren Jacob Torfing)”. Det er positivt fejlagtigt, noterer Albæk, og antyder at der overhovedet ingen forbindelse er mellem embedsmanden og RUC-professoren. Men det er der: De har taget mastergraden – ikke ph.d.-graden – sammen på et udenlandsk universitet.

 Om det er ph.d.-grad eller mastergrad er fløjtende ligegyldigt for den journalistiske historie, som beskrev embedsmandsmiljøet. Men i sin jagt på fejl skal kildens fejlhuskning altså pustes op til at betyde noget.

 

Professorerne harcellerer over brugen af anonyme kilder. Erik Albæk er angiveligt professor i journalistik, men med meget begrænset kendskab til fagets arbejdsbetingelser og -praksis gør han sig klog på, hvornår og hvordan der må bruges anonyme kilder.

 Typisk for førende danske politologer indtager han det ideelle synspunkt, at det danske samfund er et dukkehus, der kan analyseres ud fra formelle indflydelses-veje og –kanaler. Virkeligheden er, som den beskrives i lærebøgerne og som magthavere beskriver den.  

 Albæk afslører i hvert fald en himmelrådende mangel på viden om realiteterne, når han indtager det ideelle synspunkt, at universiteter er ren, magtfri og åben verden: at ”netop universiteterne, der ellers står for åbenhed, skal affinde sig med anonyme kilder”. Et sådant udsagn er horribelt, når opsøgende journalister ikke kan få kilder til at træde åbent frem til citat. Når de danske universiteter er blevet et fåmands-vælde med central ministeriel styring, hvor universitetslærerne er blevet kujonerede til tavshed. Jo, de udtrykker sig i korridoren, men ikke til citat. (Det tavsheds-miljø blev i øvrigt beskrevet meget præcist i en artikel i INFORMATION: ”En idiot kan ødelægge alt”, oktober)

 Hvis FORSKERforum derfor skulle have en chance for at beskrive de voldsomme kontroverser omkring rektor Poul Holm, så kunne det derfor kun ske anonymt. Anonyme kilder skal kun bruges i nødstilfælde, og jeg talte med 10-20 fra de forskellige fløje på RUC. Alternativet var at lade være med at skrive om den særprægede ledelsesstil, som RUCs ansatte er mødt med, og nøjes med den pæne, bonede overflade, hvor alt går rigtig godt, ifølge ledelsen. Og det er måske den slags journalistik, som professorerne gerne vil have, så ledelserne kan regere i fred og ro bag lukkede døre?

 

Professorerne klager over, at FORSKERforum kører ”kampagner mod enkeltpersoner”.

 Erik Albæks tilgang til RUC-kontroverserne lyder: ”Jeg kender Poul Holm som en hædersmand” (fagbladet JOURNALISTEN). Hallo, det er uhyrligt, at en professor, som skal lære studerende, hvordan magten hænger sammen i vores samfund, aflyser en kritisk stillingtagen med henvisning til et old-boys-netværk.

 Til enkeltpersoners rolle er der kun at sige, at den nye universitetslov giver enormt magtfulde ledere – og minimal medarbejderdemokrati og offentlig indsigt. Regeringens politisering af universiteterne i disse år er drastisk. Og systemerne agerer ikke af sig selv, men er drevet af enkeltpersoners handlinger. Professorerne forholder sig slet ikke til det fåmandsvælde og den politiske styring, som er indført på universiteterne – og som er et problem for arbejdspladserne, for de ansatte og for demokratiet.

 Sådanne forhold er det journalistikkens opgave at bore i. For det falder åbenlyst ikke de politologiske professorer ind, at det måske også var deres opgave at analysere det danske samfund med kritiske øjne? De vil hellere skyde dem, som gør det.