18-9 2008. Upubliceret. Afvist som klumme-skitse hos JOURNALISTEN.

(Det med kursiv / understregede indgik ikke i den tekst, som blev forelagt for JOURNALISTEN).

Journalistikkens nye væsentligheds-kriterium

 

JOURNALISTER BLIVER TIT BESKYLDT FOR AT VÆRE FLOKDYR, som render efter de samme historier. Denne fortælling handler om det modsatte:

 Som journalist / redaktionsleder på et lille niche-medie med halvanden journalist (månedsbladet FORSKERforum som udgives til 7500 forskere og universitetslærere om arbejdsvilkår, forskningspolitik, forskning, undervisning) er man afhængig af synergi og samarbejde med den øvrige presse.De skal helst overtage vores historier, i det mindste omtale dem for at holde temaet varmt og for at løfte omtalen af kontroversielle sager op på et højere niveau. Solo kan nichemedier ikke løfte større historier i en større offentlighed, så de får resonans.

 Det er min oplevelse, at den synergi er blevet mindre efter 2001. Det er sværere at sælge gode historier til de landsdækkende dagblade. Jeg giver dem på forskud til udvalgte medier – når jeg ved, at jeg har skrevet en god og kontroversiel sag. Hver tredje gang bliver de taget, som da JP i juni tog vores historie om, at DTUs rektor sidder med dobbeltkasketter (hhv. som DTU-rektor og som medlem af AP Møllers bestyrelse). Men to ud af tre gange får jeg at vide, at det rigtignok er en god og vigtig historie, men at der desværre ikke er tid eller ressourcer til at løfte den på redaktionerne. Beklager.

 Jeg oplever det mere og mere. Og det er ikke, fordi mine historier bliver mindre interessante eller kontroversielle.

 Sidste gang det skete var historien om DIIS’ rapport om EU-forbeholdene, hvor FORSKERforum (nr.217) kunne dokumentere politisk indblanding i rapportens konklusioner, med det formål at problematisere EU-forbeholdene så meget som muligt. Jeg trykte såmænd tekstuddrag, som indikerede at forskerne var blevet ‘censureret’ af politisk udpegede parter. Og jeg havde fået fingrene i en intern mail (fra forskningslederen hamselv) som brokkede sig over det umulige i at lave ‘uafhængig forskning’ når politiske interessenter kunne blande sig.

 Min vinkel var ikke EU, men det demokratiske problem i, at en offentlig forskningsinstitution siger de laver ‘uafhængig forskning’, men i realiteten laver politisk bestillingsforskning i kontroversielle spørgsmål.

 DIIS var faktisk en vanvittig god, veldokumenteret, vigtig og kontroversiel historie, som det imidlertid var umuligt at sælge til såvel Information, POLITIKEN og såmænd også EU-skeptiske Ekstra Bladet. Tilbuddet til indlandsredaktørerne var, at de kunne få DIIS-historien i forskud, mod at de tidligst offentliggjorde den samme dag, som FORSKERforum udkom. De takkede alle nej. Begrundelserne for afvisningen var først på POLITIKEN og dernæst på Information, at man desværre ikke havde ressourcer til at dække den. Det betød, at der aldrig kom synergi i den historie. Den døde altså med det samme i et lille nichemedie …

 (Bag POLITIKENS nej tak lå der en tankevækkende prioritering, som eksponerer min pointe, og som ikke gjorde mig mindre galsindet:

 POLITIKEN havde samme dag (4.sept.), som FORSKERforum udkom med DIIS-historien – som POLITIKEN altså ikke havde tid til at dække – en fremtrædende indlands-historie om, at Helge Sander ville give universiteterne større frihedsgrader. Den historie havde POLITIKEN fået solo dagen før den øvrige presse, som spindoktorerne nu har for vane. Og som det nu er blevet skik, takker journalisten for solonyheden ved at holde mikrofon for den venlige elitekilde, i dette tilfælde Videnskabsministeren. Selvfølgelig uden at stille væmmelige spørgsmål, for så får man jo ikke solohistorier en anden gang. 

 Substansen i Sanders initiativ var imidlertid hul, for der var ikke ‘større frihedsgrader til universiteterne’, derimod kun til universiteternes topledere, som fx fremover kan bestemme deres egen løn og lade være med at fortælle om deres bijobs …)

 

MEN HVORFOR BLEV DIIS-HISTORIEN SORTERET FRA?Jeg går selvfølgelig ud fra, at der ikke er tale om simpel indolens, men at der findes en rationel forklaring.

 Første test er, om DIIS-historien nu også er så væsentlig? Absolut, den er kontroversiel og konfliktuel. Og hallo: Den handler altså om forvaltningen af demokratiet.

 Anden test er så, om redaktørernes henvisning til ressourcemangel holder? Kun delvis. Her spiller også andre forhold ind, fx at redaktionerne er blevet tømt for fag-medarbejdere, som kender deres stof og kan vurdere væsentligheden i sager. Fagmedarbejdere er erstattet af omnipotente, effektive springfyre og -piger som ved lidt om alt – men ikke for meget – og som kan levere hæmningsløst og overfladisk om hvadsomhelst, på dagstemaer. Det er en vigtig forfaldsform i pressen.

 Men ressource-henvisningen er en dårlig undskyldning for en skjult politisk prioritering. Danmark har siden 2001 haft en flertalsregering med Pia Kjærsgaard som skygge-statsminister, og det har i praksis sat oppositionen uden for indflydelse. Det har skabt et nyt væsentlighedskriterium i dansk journalistik: Historier vurderes ud fra, om der er parlamentarisk flertal i folketinget for eller imod en sag – eller ud fra om en sag måske kan skabe rummel i regeringens alliance med Dansk Folkeparti! På redaktørernes regnebræt er et forudsigeligt flertal nok til at diskvalificere en god journalistisk historie. Og er der ikke udsigt til en skarp konflikt / konfrontation mellem Regeringen og en stor pposition, så er der ikke en historie i redaktørens øjne – uanset dens betydning for demokratiet.

 I den optik kan DIIS-historien bedømmes fra to vinkler. Dels en EU-vinkel og dels en ‘fri forsknings’-vinkel:

 1. Vurderer indlandsredaktøren den som en EU-historie, så frasorteres den, for der er jo stort parlamentarisk flertal om EU mellem Regeringen og Socialdemokraterne og De Radikale! Hele midten i Folketinget er jo enige om EU, så hvorfor skrive kritisk om det? Måske er der et problem for vores demokrati, at DIIS ikke kan lave uafhængige rapporter, fordi politikerne blander sig, men det mener et stort Folketingsflertal altså ikke, så hvor stort er problemet for demokratiet så? Groft sagt er kun Folketingets yderfløje, som er EU-skeptikere: Dansk Folkeparti, Enhedslisten, og måske nogle soloryttere i SF.

 Indlandsredaktørerne lugter altså bøvl og besvær, hvis der bruges tid og kræfter på at skrive om DIIS. Man risikerer at få chefredaktører og politikere på nakken: ‘Er en kritisk EU-historie nu også nødvendig’?

 2. Og hvis redaktøren i øvrigt vælger forskningsvinklen – at DIIS’s forskning er politiseret – så aflives den af samme kriterium. Her er flertallet lidt mindre, for her står kun Socialdemokraterne og Regeringen sammen om topstyring via universitetslov og nytteforskning, mens De Radikale og SF kræver ‘forskningsfrihed’. Så når DIIS-historiens forskningsvinkel også frasorteres, så gøres det, fordi et stort Folketingsflertal igen er enigt, kombineret med, at forskning er eksotisk og elitær, og ikke har den brede befolknings ‘fru-Jensens’ interesse.

 (Og det er iøvrigt netop den tankegang – det nye væsentlighedskriterium kombineret med fru-Jensen – som betyder, at universitets- og forskningsstoffet får så ringe opmærksomhed i pressen. Universiteterne er grundstenen for ytringsfrihed og den frie tanke i et demokrati, men siden 2000 har Regeringen og Socialdemokraterne undermineret grundstenen gennem topstyring og strategier og økonomi – uden større offentlig omtale og tumult. Og en indikator på den stedmoderlige behandling af universitetsfrihed i pressen, er for eksempel, at jeg to år i træk fik afvist kronik-forslag til POLITIKEN (2005-06) – så nu gider tudefjæset altså ikke spilde mere tid på at skrive kronikker om den sag …).

 Det nye væsentlighedskriterium er en forfaldsform i dagspressen. Det fører til simpel mainstream og flertals-leflen. Og den journalistiske festtale om at være den 4. statsmagt reduceres til et tomt ideal.

 Helt bortset fra, at når der ikke kommer synergi på en meget kontroversiel historie for det politiske establishment – dels fordi EU er enormt sensitivt stof og dels fordi DIIS’ rapporter kan fungere som legitimations-instans for politikerne – så er jeg isoleret og får et problem: Da DIIS-formand og politologiprofessor Georg Sørensen ikke kan tilbagevise mine artikler, fordi researchen holder, så prøver han i stedet at intimidere og sortliste mig og gøre mig utroværdig for forskerverdenen (‘Journalist Jørgen Øllgaard lyver’, FORSKERforum 218-219).

 Det kunne han aldrig tillade sig, hvis andre i pressen havde fulgt DIIS-historien op.