[1]

 Rektorer, dekaner og institutledere får – i effektivitetens navn – enevældige beføjelser og offentlighedens indblik i beslutninger og forvaltningen forringes. (Nye ansættelsesregler betyder fx at rektor / dekaner suverænt kan beslutte, hvilke fagområder, der skal opprioriteres, og ansøgningsprocedure og –behandling er hemmelig, så lederen suverænt kan styre, hvem der ansættes – uden offentlig indsigt).

 Ikke bare universiteterne reformeres, men også forskningssystemet. Hvor  forskningsråd tidligere havde ”frie bevillinger”, som forskerne kunne søge, så oprettes der sideordnede ”strategiske råd og puljer” med egne pengekasser. Det betyder, at politikerne kan styre offentlige bevillinger hen mod de mest ”samfundsrelevante” felter, dvs. mod politisk øremærkede programmer rettet mod erhvervslivets eller ministerie-myndigheders behov. Og universiteterne tvinges til at markedsrette sine aktiviteter, af samfinansiere projekter med erhvervslivet, at udtage patenter (jf. Regeringens intention ”Fra forskning til faktura”).

 

Magtforholdene omkring de offentlige universiteter og forskningssystemet er ændret drastisk på få år. Erhvervslivets og ministerie-myndigheders indflydelse er pludselig blandt de største i den vestlige verden. Sektoren er ”politiseret”. Hvor der tidligere var en høj grad af medindflydelse for de ansatte og en høj grad af offentlig indsigt i prioriteringerne, så er disse i dag overladt til et fåmandsvælde af meget magtfulde mænd, typisk fra den private sektor.

 Systemet er konstrueret således, at erhvervslivet har ”en privilegeret position”[2] i den politiske og administrative beslutningsproces[3], alene gennem den måde, systemet er skruet sammen på. VK-regeringen har skabt nye forskningsorganer med dominerende deltagelse fra erhvervslivet, ofte med en erhvervsmand som formand. Disse formænd har som sagt stor magt, idet de disponere beslutningsoplæg til organet, repræsenterer organet udadtil, har den direkte kontakt med ministeren og topembedsmænd osv. I denne verden synes det at være en selvfølgelighed, at ”nytte og relevans” skal være kriterierne for, hvad den offentlige forskning skal beskæftige sig med – og den neoliberale tankegang gør det til en selvfølge, at det er markedet, som definerer hvad der er ”nytte og relevans”.

 

De danske universitets- og forskningsreformer er drastiske. Reformerne er endnu ikke ført ud i den yderste konsekvens med fx brugerbetaling for uddannelse og (års-) kontraktansættelser af universitetslærere, men er foreløbig landet på nogle mellemformer, som ikke direkte eller alt for åbenlyst udfordrer traditionelle velfærdsgoder som fx gratis uddannelse og faste ansættelsesformer.

 Men liberaliseringen af sektoren er langtfra fuldt udfoldet. Første fase var en reform af toppen og af strukturen, som indførte topstyring. Næste fase er indførelse af konkrete styringsinstrumenter nede i systemet.

 Kodeordene i Regeringens strategi handler om incitamenter, konkurrence og kontrol, fortæller anbefalingerne fra det såkaldte Globaliseringsråd (2005-06):

–         Universiteternes basismidler skal fordeles således at de belønner høj kvalitet via konkurrence mellem universiteterne. Kvalitetsvurdering foretages af internationalt sagkyndige.

–         Sektorforskningen skal integreres i universiteterne og understøtte uddannelserne. Videns-beredskabet skal sikres ved kontraktstyring og et internationalt panel skal bedømme sektorforskningen. Udviklingsopgaver kan udbydes i konkurrence med private virksomheder.

–         Der etableres et akkrediteringsorgan til vurdering af universitetsuddannelser. Alle uddannelser skal løbende vurderes efter internationale standarder

–         Uddannelsessystemet skal være mere fleksibelt og dynamisk. Der skal etableres obligatoriske aftagerpaneler for at få en systematisk dialog med aftagerne om uddannelsernes kvalitet og relevans

–         Der skal etableres mange flere Ph.D.-stipendier og erhvervsstipendier inden for det teknisk/naturvidenskabelige, IT og sundhedsvidenskabsområdet. Kvaliteten af Forskerskolerne skal løbende evalueres.

–         Der skal etableres elitekandidatuddannelser, men kun på få universiteter og formuleret som tillæg til udviklingskontrakterne. Der kan også etableres erhvervsorienterede eliteforløb i samarbejde med private virksomheder

–         God undervisning skal belønnes ligesom god forskning. De studerendes evalueringer af undervisningen skal offentliggøres.

–         Der skal gives mulighed for at tiltrække de bedste danske og internationale forskere ved at anvende lønnen mere fleksibelt og målrettet. Der skal kunne ansættes særlige superprofessorer.

–         Forskerne skal tilskyndes til at nyttiggøres deres forskningsresultater f.eks. ved salg af patenter, samarbejdsprojekter med virksomheder mm. Der skal opstilles mål herfor i udviklingskontrakterne.

 Disse initiativer markerer en egentlig overgang til et mere markedsbaseret undervisnings- og forskningssystem.

 

Der sker en markedsgørelse, ikke mindst under indflydelse af den globale konkurrence, som skærper det neoliberale imperativ, idet svaret på den skærpede internationale konkurrence er en yderligere national, konkurrencepræget oprustning. Universiteterne bliver i stigende grad presset over mod at fungere som private virksomheder.

 Denne politiske dagsorden er blevet kraftigt tematiseret i den liberale tænketank OECD[4] og EU[5]. Rapporterne fra disse institutioner markerer et farvel til den Humboldtske tradition og en introduktion af et universitet, der i langt højere grad skal fungere på markedsvilkår. Værdimæssigt fortolkes systemet i markedsmetaforer[6].

 I sin mest udfoldede form tilstræber den neoliberalisme konstruktion, at aktiviteter i forsknings- og universitetsverdenen skal være eller skal forestille markedstransaktioner, hvor alle aktiviteter udspringer af en konkurrencesituation. Og strukturen indrettes herpå.

 Selv om den universitære verden i mange år har været international, vil de afledede institutionelle ændringer som følge af den neoliberale konstruktion føre til homogenisering af universitets- og forskningssystemet. Dette udspringer primært af ”europæisering” af forskningssystemet. Der afsættes store beløb til EU’s rammeprogrammer, der primært fokuserer på de tekniske videnskaber. Og det afføder en tænkning om at organisere forskning som stordrift[7].

 På samme måde er det formentlig bare et spørgsmål om tid inden GATS-forhandlingerne ender med at der af konkurrencemæssige hensyn indføres brugerbetaling for alle videregående uddannelser på Europæisk plan (intro af nyt perspektiv: KILDE???) …

 

DE NYE STYRINGSINSTRUMENTER: Kontrakter og managerialism’  

Bevillinger til universiteter og offentlig forskning er central styringsknap for politikerne. Trods Regeringens påstande om stigende bevillinger er fakta, at disse er stagneret eller ligefrem faldet (FORSKNINGSSTATISTIKKEN NETOP UDKOMMET, HAR DEN IKKE HER). Med faldende basisbevillinger tvinges forskerne til at løbe efter bevillinger fra cigarkasser, som er øremærket til forskning i bestemte områder, som politikerne har defineret, fx nanoforskning, it-teknologi, materialeforskning eller lignende tekniske, naturvidenskabelige eller medicinske felter. Bevillinger virker på den måde adfærdsregulerende for forskernes og universiteternes prioriteringer og aktiviteter.

 Men ved siden af styringen via økonomi er det interessant at belyse på de nye styringsredskaber i sektoren: Universiteterne har fået formelt ”institutionelt selvstyre”, der imidlertid kombineres med kontraktstyring gennem meget detaljerede ”udviklingskontrakter” mellem Videnskabsministeriet og universitetet / sektorforskningsinstitutionen, der præciserer opgaver, mål, succeskriterier osv. Hvor ejendomsret blev betragtet som omdrejningspunktet i den klassiske liberalisme, så bliver kontrakter det centrale i neoliberalismen. Alt skal kontraktlægges og gerne genforhandles tit.

 KONTRAKTTEORI?????

 Kontraktgørelsen har store konsekvenser i praksis: Under den gamle styrelseslov kunne en minister ikke lægge pres på et universitet for at få dem til at udføre en bestemt type forskning. Det kan en minister formelt set heller ikke under den nye universitetslov, men det ”institutionelle selveje” med ”øgede frihedsgrader” er bundet op på kontrakter (målsætninger, indsatser, succeskriterier) og hvis samtidig det økonomiske grundlag er spinkelt, så indskrænkes friheden til at omdisponere ressourcer eller til at søge eksterne projektmidler, som er bundne til strategiske formål og ikke til fri disponering.

 ”Udviklingskontrakter” – som i virkeligheden er ”resultatkontrakter” – er et sådant instrument. Det har foreløbig fået sin mest veludviklede form på Danmarks Pædagogiske Universitet, hvilket ikke er tilfældigt, idet man her har en meget påtrængende kunde i Undervisningsministeriet. Dette Ministerium kræver bistand til at udvikle redskaber til (kontrol af) folkeskolen i forlængelse af de omdiskuterede PISA-undersøgelser (som angiveligt viste, at danske skolebørns færdigheder er ringere end andre landes). Når Ministeriet har stillet disse krav hænger det sammen med, at der på DPU er integreret et sektorforskningsinstitut, som tidligere tog sig af opgaven. Om dette også vil blive en del af en ny virkelighed for andre universiteter, hvor der indfases sektorforskningsinstitutioner, vil fremtiden kunne afsløre.

 Undervisningsminister Bertel Haarder stillede krav om forskning, der er ”evidens-baseret”, dvs. forskning der kan bruges til noget[8]. Den samme type forskningskrav har for længst sneget sig ind på Landbohøjskolen, hvor landbrug og fødevareindustri har kontante krav til forskningen. Og sådanne relevans-krav vil også snige sig ind på andre områder, i første omgang påtrykt af ”kunder” med de mest påtrængende problemer.

 Hermed sker der en politisering af den offentlige forskning, som ikke længere udpeges af faglig-saglig indsigt, men ud fra nytte og relevans. De store fusionsplaner, hvor sektorforskningsinstitutioner skal integreres i universiteterne, kan i den forstand også opfattes som en trojansk hest, som skal nyttig- og relevans-gøre forskning, hvor det er rekvirenterne der bestiller / afgør, hvad der skal forskes i.

 Kontrakt-gørelsen vil få betydning for de ansattes løn- og ansættelsesforhold. Den perfekte forskeransættelse ske på konkrete projekt/opgavevilkår – et markedsideal, der minder om havnearbejdernes. Det vil indebære et utal af jobansøgninger med hvad dertil hører af dokumentations- og vurderingsarbejde. Ligeledes vil der sikkert udvikle sig nogle tilstødende markeder for coaching, hvor både institutioner og forskere vil søge råd om hvilke tests, der bør gennemføres og samtidig hvorledes man klarer disse tests osv.

 På samme måde som aktiemarkederne vil forsknings- og universitetssystemet udvikle sig til et transaktions-intensivt marked. (Perspektivet heri er, at der givetvis vil opstå et stadig større misforhold mellem antallet af transaktioner og det præsterede arbejde. Dette har allerede vist sig i øgede transaktionsomkostninger i form at stor vækst i projekt- og kontraktforhandlingskontorerne omfang på institutionerne. Der kan herud over udvikle sig kunstige markeder, hvor forskere kan byde på optioner på forsknings- eller undervisningsopgaver).

 

 

 

 Også i selve styringsmekanikken vil universiteterne tvinges til i højere grad at agere virksomheds-rationaler. Der indføres en managerialism’ retfærdiggjort af økonomiske kalkuler, indgår i det nye neoliberale styringsregime for universiteterne, som ellers tilhører en type institutioner, der tidligere var styret i henhold til bureaukratiske, professionelle eller andre normer.

 I den forstand sker der en fornyelse af forholdet mellem det politiske og det ikke-politiske i nye former, ved oversættelse af ’offentlige’ formål til value-for-money, effektivitet, produktion, gennemsigtighed, konkurrenceevne, sensitivitet over for kunders ønsker og normer, innovationsevne osv. Nonprofit-organisationer forpligtes på at organisere deres aktiviteter som om de var små business’er. Deres aktiviteter omkodes til et nyt vokabular som indkomst, allokering, omkostninger, besvarelser, ja selv overskud. En ny finansiel rationalitet bliver nedlagt over organisationens aktiviteter. Bogholderi-færdigheder bliver en magtfuld teknologi til at bevise, at man forstår at agere på distance efter andres anvisninger.

 Finansiel rationalitets overherredømme efterlader ikke organisationerne uberørte. Der sker et re-design af de målbare og organisatoriske rum, indskrevet i nye budgetregler og –rammer, indgraveret i måderne at kommunikere på, indbygget i organisationsdiagrammer, som ’konfigurerer’ det ledelsesmæssige ansvar. Konstruktionen af bogholder-kalkulerbare rum gør det muligt for politikere, embedsmænd og systemer at præsenteres som en serie af finansielle flows, muliggør opstillingen af kalkulerbare succeskriterier og evaluering efter finansielle rationaler. Det muliggør partikulære indsatser i hver del-komponent af organisationen.

 

Styringen bliver ikke bare en ydre, men økonomiske rationaler bliver selvfølgeligheder. Det nye regime er – jf. New Public Management – ikke bare bliver ydre krav og kontrolmekanismer, men noget der ”inderliggøres” i systemet / aktørerne[9]. Hver af de nye bogholder-rum kræver af organisationens aktører, at de kalkulerer, oversætter deres aktiviteter til finansielle termer, for at søge maksimal produktivitet for en given bevilling, at skære fedt bort, at restrukturere aktiviteter som ikke er cost-effektive, at prioritere efter cost-benefit, kort sagt at blive bogholder for deres egne professionelle aktiviteter.

 Budgetansvar overlades til professionelle managere (som når fx direktøren fra Højteknologifonden rekrutteres fra finansverdenen).: ”Bogholder-diskurser tilkendes en helt ny magt i management af ekspertise. I denne proces bliver eksperter og bureaukrater subjektiviceret på to måder: Som objekter for kalkyler og som transmittere af kalkyler. Som objekter for kalkyler dikteret fra centralt hold på arbejdere, managere, læger eller lærere i et forsøg på at bedømme deres præstationer (performance) i relation til specificerede standarder. Og som transmitter kan enkeltpersoner tilskyndes til at evaluere deres egne aktiviteter eller andres gennem rutinemæssige bogholder-kalkuler. Kalkyle-teknologier gør det muligt at synliggøre individers både nære og fjerne aktiviteter, at udregne i hvilket omfang de afviger fra præstationsnormer, og akkumulere sådanne aktiviteter i computere og filer og sammenligne dem”[10].

 Evaluering (’auditering’: revision) får samtidig en kernerolle. Nogle (Rose 1999) taler ligefrem om et auditerings-society: Et samfund organiseret til at observere sig selv gennem evaluerings-mekanismer med henblik på kontrol og korrektion. Et batteri af kontrolmekanismer gør, at der kan ”decentraliseres”, alt imens der distancestyres fra centralt hold.

 Styring gennem auditering ændrer den proces, som skal auditeres. Når der opstilles målsætninger og succeskriterier, standardiserede procedurer og formularer, nye former for målinger og papirgangen indretter organisationer og aktører deres arbejdsformer. Det betyder, at tidligere praksis som var lagt an på professionsfaglighed omformes efter bogholderiske mønstre. Der skabes målbarhed efter et bestemt normsæt: Gennemsigtighed, observerbarhed, standardisering og objektivitet, alt sammen forberedelse til evaluering og kontrol. Målbarhed bliver et selvstændigt kriterium for organisationers sundhed.

 Alt sammen etableret som synliggørelses-teknikker, der skal legalisere den formelle uafhængighed af professionerne. De er en vigtig del af de avancerede neoliberale styringsmekanismer: Autonomisering plus respons-isering. Forskellige typer ”auditering” afløser den tillid, som der tidligere var til professionel visdom og beslutninger og handlinger fra eksperter og specialister. Auditering er en ny distanceret form for kontrol mellem de politiske beslutningscentre og de decentraliserede sektorer, som nu overlades ansvaret for at styre efter nøje fastlagte standarder, som bruges til at kontrollere dem.

 

NEOLIBERALISME SOM REFORM AF UNIVERSITETER – OG AF VELFÆRDSSTATEN

Universiteternes autonomi før reformerne var et irritationsmoment for finans- og forskningsministre samt embedsmænd og gjorde at aktiviteterne var svær at styre, måle og veje. Finansministeriet havde tydeligvis svært ved at indpasse sine moderniseringsprogrammer på især universitetsområdet, som ellers var kørt hen over andre dele af den offentlige sektor i 80’erne og 90’erne.

 

Men moderniseringen er til gengæld gået stærkt i de seneste 5 år, så stærkt, at det ligefrem kræver en drastisk omdefinering af, hvad der adskiller det traditionelle universitet fra det nyes opgaver.  Universiteterne tilhører en type institutioner[11], som ideelt set har været styret i henhold til bureaukratiske, professionelle eller andre normer[12] – netop dette, som den forbruger-orienterede og ”korporative” universitetsform[13] vil reformere.

 Reformerne er udtryk for, at sektoren ikke længere overlades frirum som en (isoleret, autonom) sektor med sine egne lovmæssigheder og regler, en menneskelig (dannelses-) aktivitet som fungerer efter andre regler end erhvervslivets profitrationale. Økonomiske rationaler, markedsmekanismer og management er for alvor begyndt at ”kolonisere” universitetssektoren. Der ses stort på, at universiteter ikke er en institution, som bare kan måles på én bundlinie, med det formål at producere og sælge een aktivitet. Universitetets flersidige formål i de ovennævnte former for vidensproduktion reduceres, når viden uden videre reduceres til noget, der skal måles efter samfunds-økonomiske parametre. Det sker, fordi viden er forfremmet til at være en vigtig vare i den globale konkurrence.

 Reformerne udfordrer opfattelsen af, hvad der traditionelt har været universiteternes samfundsmæssige opgave. Forvaltningspolitisk kan man konstatere, at den ”new public-management”, som ramte den offentlige sektor i 1990’erne ramte universiteterne med nogen forsinkelse, dvs. efter årtusindeskiftet. I praksis betyder new public management, at der fokuseres på detail-styring af det offentlige forbrug i de enkelte sektorer. Indførelse af de såkaldte stå’er – udbetaling af studentertaksametre på basis af beståede eksamen’er – i begyndelsen af 1990’erne var en forløber, som nu foldes ud på andre felter

 I uddannelsessektoren fokuseres på forskellige brugergruppers (erhvervslivets, statens, de studerendes, censorernes, arbejdsmarkedets osv.) nyttevurderinger, samt objektivt registrerbare data (taksameterbetaling, frafald, gennemførelse, output og input osv.). Universitetsreformen realiseret i praksis henter således direkte inspiration i New Public Management. Det kan ses i institutioners formelle autonomisering og decentralisering, i udviklingen af evalueringssystemer og kontrolmekanismer, i udviklingen af kontraktmæssige mål og resultatstyring.

 Universiteterne har fået ”udviklingskontrakter”, hvor formålsbeskrivelser og strategiformuleringer skal være succesmål og grundlag for bevillingsstyring. Universiteterne skal drives som private selskaber, der opererer med kunder, produktion, præstation, konkurrence, kvalitetskontrol, mål- og rammestyring, innovation og management for at nævne nogle begreber i flæng fra det neoliberale vokabularium.

 

 

Universiteterne omdefineres, og er et eksempel på, at neoliberalismen [14] indebærer andre styringsprincipper i velfærdsstaten. Det handler om at ændre organiseringsprincippet for politiske, økonomiske og sociale beslutninger – og som sådan er den et løbende angreb på velfærdsstatens offentlige goder og demokratiske værdier. Det offentlige serviceniveau sættes konstant under pres af neoliberale mekanismer så som deregulering, privatisering, de-centralisering, kommercialisering m.m.[15]

 Den neoliberale reform af universiteterne afvikler nogle af de goder og demokratiske standarder i forsknings- og uddannelsessystemet, som blev opbygget i perioden 1968-1999. Neoliberalismen med dens hægen om det frie markeds princip fremstår som antitesen til et statsligt ansvar for en række grundlæggende livsvilkår:”.. the new neoliberal corporate capitalism has transformed citizens into consumers. It has challanged and restructured the old institutions of production, reproduction and the state in ways that have radically transformed relations of dependence and care between people and social groups …”[16]

 VI SKAL UDLÆGGE, HVAD CITATET SAMMENFATTER: DET TALER BEFOLKNINGEN SOM KONSUMENTER, HVOR DET VI EGENTLIG KONSTATERER ER, AT STATEN PÅ FORSKNINGSOMRÅDET IKKE LÆNGERE SKAL SERVICERE ALMENHEDEN (ELLER KONSUMENTERNE), MEN ERHVERVSLIVET.

 Neoliberalisme er en hyldest til de frie markedsmekanismer som samfundets motor og målestok. Derfor taler den nuværende regering i sin globaliseringsstrategi om formålet med uddannelse og forskning som det afgørende bidrag til ”samfundets konkurrencekraft, vækst og velstand”, og derfor har regeringen indsat erhvervsrepræsentanter på alle centrale poster, der skal rådgive om og fordele offentlige midler inden for dansk forskning. Denne forbindelse mellem offentlig økonomi og erhvervsliv, forekommer neoliberalismen selvfølgelig og sammenknytningen begrundes ”i almenhedens interesse”. Med afgivelse af magt til erhvervslivet, fremmes den vækstideologi, som netop er den private sektors drivkraft. Og med det frie markeds fundamentalisme sker der således en centralisering af magten og en politisk favorisering af erhvervslivet.

 

Det er imidlertid en misforståelse bare at behandle neoliberalisme som blot og bare en ”markedsgørelse” af velfærdssamfundet, den har også økonomiske, politiske, sociale og kulturelle implikationer. Neoliberalisme repræsenterer nemlig en afpolitisering af kulturen. Kollektive beslutninger i ”almenhedens interesser” er afløst af selv-promovering og personlige interesser. Det er således meget vanskeligt at tematisere udhulingen af demokratiet ved at tale om menneskelige behov, fælles ansvar og demokratiske beslutninger. Begreber som lighed, sociale retfærdighed og frihed er frataget betydning[17].

 Der sættes spørgsmål ved uddannelse som velfærdsgode – ikke bare en lurende brugerbetaling (fx Velfærdskommissionen foråret 2006). Derimod gøres der nu en voldsom indsats for at adfærdsstyre ud fra neoliberale normer eller incitamenter: Alle har formelt ret til en uddannelse, men den konkurrencedygtige skal have et fortrin (belønnes), mens den svage skal tilskyndes eller ekskluderes (straffes).

 På samme vis skal forskningen i højere grad ”konkurrenceudsættes”, idet fremtidens tildeling af basisforskningsmidler ikke blot stilles til rådighed for universitetet, men kun kan opnås via en konkurrence mellem alle forskere[18].

Det må i denne forbindelse bemærkes, at det faktisk har været begrænset, hvor omfattende debatten omkring det neo-liberale nedslag i universitetspolitikken har været i Danmark sammenlignet med mange andre lande[19].

 

NEOLIBERALISME SOM AFPOLITISERING

Det økonomiske rationale bliver i den neoliberale konstruktion en raffineret bemestrings-teknologi: Politisk erklæres det, at områder decentraliseres og tilkendes autonomi. Men det sker først efter, at man har etableret økonomiens selvfølgelige, naturlige og nødvendige overherredømme samt tilhørende bogholderregler som individer og institutioner skal agere efter.

 Det er ”den økonomiske fornufts dominans”. Gitret, der skal beskytte sektoren fra ’politisk indblanding’ i en professionel autonomis navn, nedbrydes samtidig med at gærder formelt opstilles under stor festivitas. ”Nye gitre af gennemsigtighed er etableret som synliggør aktiviteter i relative omkostningstermer i forhold til lignende operationer på forskellige hospitaler, sammenlignelige udgifter ved gadefejning i forskellige byer, omkostninger ved at producere studerende ved forskellige universiteter. Hver af disse beslutninger er ikke længere enestående; de er blevet indskrevet og sammenlignelig i numerisk form, i tabeller der kan blive sendt til kalkulationscentre, tilpasset, relateret, kortlagt over tid, præsenteret i rankingtabeller, bedømt på det nationale ge