BOG: Jørgen Øllgaard: Magten og universitetet (kan købes ved henvendelse til Jørgen Øllgaard)

 

X:2) kolofon:

Det korporative universitet

 & Den instrumentaliserede forskning

 & Magten og universitetet

Copyright: Jørgen Øllgaard. All rights reserved.

FORSKERforum-extra, juni 2001

 

 

 

 

 

 

@U:INDHOLD

 

@R:Det korporative universitet

– den uafhængige videnskab og forskersamfundet under pres

 

@B:0. Universitetets basis: Uafhængighed og faglige selvforvaltning

1. New public management

2. DTU-loven

3. Styrelsen: Corporate management

4. DTU-modellens logik

5. Bestyrelsens logiske prioritering: Anvendelsesorientering

6. Universitetets inerti

7. Den kritiske masse?

 

 

@R:Den instrumentaliserede forskning

– om den tiltagende politisering af videnskaben

 

@B:0. Den klassiske kontrakt mellem forskning og samfund under nedbrydning

1. Stigende styringslyst

2. Finansministeriet og ”new public management”

3. Programmatik: Kvalitet, nytte og relevans

4. Tilskyndelse til samfinansiering

5. Forskningsfinansiering som styringsinstrument

6. Sidste: Krav om social robusthed

7. Universitetet og ”en ny kontrakt mellem forskning og samfund”

                      <I>Kritikken: Modus-2 – ”den postmoderne videnskab”

Post-akademisk videnskab

Modus-2 –instrumentalisering

Operationaliseringen i den statslige politik

Videnskabens tab af troværdighed og upartiskhed<I>

8. Hvem udpeger indsatsområderne?

 

 

@R:Magten og universitetet

– et studie i beslutningsprocessen bag DTU’s selveje og nye styrelsesmodel

@U:

0.0  INTRO:

@B:0.0 Indledning

0.1 DTU-lovens betydning og rækkevidde

0.2 Problemformulering

0.3 Analysens opbygning

 

I.                   del
@U:1.0 FORSPILLET

@B:1.1 De hemmelige sonderinger

1.2 Rektoratets og ministeriets problem: Konsistorium havde initiativretten

 

@U:2. DEN CENTRALE BESLUTNING: Konsistoriums princip-tiltrædelse (1. marts) @B:

2.1 Beslutningstagerne fik et ultimatum

 

@U:3. DE MANGE DELBESLUTNINGER: Modellen tager form

@B:3.1 Rektoratet lagde ikke op til debat

3.2 Rektoratets legitimation: Ministeriets betingelser

3.3 Beslutningsgrundlaget gled

 

@U:4. LOVFORSLAGETS FREMSÆTTELSE OG BEHANDLING

 

                                                                 II. del

@U:5. ANALYSE AF BESLUTNINGSPROCESSERNE

@B:5.1 Om DTU som case

5.2 Om beslutningsprocesser og magtanalyse

5.3 Traditionel teori: Den rationelle beslutningsproces

5.4 Dagsorden-sættelse og filtrering

5.5 Fase A med forsonderinger

5.6 Fase B med principtiltrædelsen: Fårefolden

5.7 Fase C med de mange del-beslutninger: ”Strategisk garbage can”

 

@U:6. KONKLUSION: Beslutningslimbo og demokrati

@B:6.1 Hvem og hvad bestemte?

6.2 Hvordan foregik beslutningsprocesserne?

6.3 Hvor demokratisk foregik det?

 

                                                                 III. del

@U:7. DISKUSSION: Universiteter og akademisk selvforvaltning

@B:7.1 Universitetsloven: Magten ud i uformelle strukturer

7.2 Skrøbelig akademisk selvforvaltning?

 

 

@X:TXT nr. 1

@R:Det korporative universitet

@U:– den uafhængige videnskab og forskersamfundet under pres

 

@B:”Universiteterne er (derved) med til at vedligeholde, udbygge og formidle en del af samfundets fond af viden. Universiteterne tillægges som regel også en rolle for den kritiske offentlighed. Universiteterne må være et sted, hvor den frie tanke dyrkes, og hvor magthaverne kan blive talt imod. Derfor er universiteternes uafhængighed af politiske og økonomiske magthavere også meget vigtig”. <I>(Magtudredningens eliterapport, 2001)<I>

 

 

@U:Indhold

 

@B:0. Universitetets basis: Uafhængighed og faglige selvforvaltning

1. New public management

2. DTU-loven

3. Styrelsen: Corporate management

4. DTU-modellens logik

5. Bestyrelsens logiske prioritering: Anvendelsesorientering

6. Universitetets inerti

7. Den kritiske masse?

 

 

 

@R:Det korporative universitet

@U:Med DTU-loven får politikere og erhvervsliv direkte indflydelse på universitetets liv og prioriteringer. Universitetets faglige-akademiske autonomi og selvforvaltning reduceres.

 Essay’et påpeger faren ved, at såvel statens (politikernes) som markedets indflydelse bliver så stor, at den kommer til at dominere universitetets prioriteringer.

 Det truer med at lamme den akademiske frihed, ”den kritiske masse”. Og almeninteressen kan dermed ikke være sikre på at få den uafhængige og kritiske vurdering af teknologier, teknikker eller produkter, som burde være en hovedopgave for et teknisk universitet

 

@M:0. Universitetets basis: Uafhængighed og faglige selvforvaltning

@B:Universitetet skal tjene almenheden, hele samfundet. Ikke lederne, ikke bestemte erhverv eller særlige interesser. I praksis skal det skabe ny viden, oplære nye forskere, formidle ny viden til samfundet samt uddanne studerende til at kunne løse akademiske opgaver ude i samfundet.

 Sagt lidt mere højstemt, så er universitetet også stedet, hvor der skabes ny viden, men det er samtidig også stedet, hvor der sker en bevarelse og videreførsel af den kendte viden. Studenterne får en indføring i den faglige tradition og viden på et felt, og den peger både bagud og fremad. Universitetet er således i sit grundlag både med til at forny og med til at sikre traditionen.

 Som sådan har universitetet flere formål: Undervisning og forskning, nybrud og tradition osv. Universitetet er derfor en meget kompleks mekanisme med flere formål.

 Den bedste ramme til at sikre uafhængigt arbejde med videnskab og undervisning ”til det højeste videnskabelige niveau” skabtes i begyndelsen af sidste århundrede i den humboldt’ianske model, hvor universitetet er kendetegnet ved sin uafhængighed og ved den akademiske selvforvaltning:

 ”De humboldtske reformers virkning på langt sigt var således ikke opretholdelsen af en bestemt opfattelse af den rette videnskabelige specialisering, men genoplivelsen, eller måske rettere skabelsen af en autonom institutionel ramme for de intellektuelle aktiviteter, som senere blev kendetegnende for det moderne forskningsorienterede universitets aktivitet” (Bjørn Wittrock, 1997).

 Det humboldt’ianske universitetet er institutionelt selvstyrende med ”forskersamfundet” i centrum for de faglige prioriteringer <B>(se FIGUR A)<B>. Her er det de kyndige, med den højeste faglige indsigt på sit område, som træffer de afgørende videnskabelige valg og prioriteringer. Derfor fik lærere / forskere ”forskningsfrihed”. Og derfor blev lederne valgt af de faglige kolleger, fordi der hermed sikres en (faglig) kontinuitet og en konsensus: En fælles og forpligtende forståelse om, hvad man arbejder sammen om. Den traditionelle akademiske form er således ikke bare en ”metode”, men en distinkt kultur – en stamme med sin egen rationalitet, egne værdier og moral, sine uskrevne regler osv. (Ziman 2000, 24; Jacobsen 2001)

 Som organisation er universitetet altså en kompleks mekanisme med en inerti, der groft sagt skyldes, at det både skal tjene til fornyelse og til traditionssikring. Alle med kendskab til organisationer har en fornemmelse af, hvor svært det må være at opfylde sådanne flersidige formål.

 

@X:en sides  illu

 

@M:1. ”New public management”

@B:Men universiteternes inerti irriterer i stigende grad ministre, politikere og embedsmænd. De er utålmodige og kan ikke forstå, at universiteterne har så svært ved at tilpasse sig de nye tiders krav om aktivitet, produktion, effektivitet….

 Universiteterne er derfor sat under pres. Dels er der systematisk sat flere studenter ind, uden at lærerressourcerne er fulgt med. Og dels er basisbevillingerne til forskning blevet udhulet og omlagt til at være målrettede program-, pulje- og rådsbevillinger, dvs. politisk øremærkede til bestemte forskningsområder.

 Den almindelige forklaring på den udvikling hedder, at universiteterne skal effektivisere (spare) ligesom andre offentlige områder. Men politikernes motiver kan være langt mere udspekulerede og kyniske: Måske er underfinansiering simpelthen en måde at knytte universiteterne tættere til industrien?

 Uanset hvorvidt det er en effektivitetsbestræbelse eller en kynisk politisk strategi – eller begge dele – så er virkningen den samme: Underfinansieringen virker som en styringsmekanisme, hvor universiteterne tvinges mod markeds-gørelse, kommercialiering og partnerskab med den private sektor.

 Resultatet er en firmatisering. Sagt på internationalt hedder det <B>”corporate”<B><I> (på dansk med dobbelte betydninger: Såvel virksomhedsbasering som sammenslutning af flere organisationer med samme mål).<I> I den verden hersker erhvervslivets terminologi. Stærkt motiveret af Finansministeriet og new public-management tænkning <I>(se essayet: ”Instrumentalisering af forskningen”)<I>.

har universiteterne således fået ”udviklingskontrakter” og ”virksomhedsregnskaber”, hvor formålsbeskrivelser og strategier skal ligge til grund for (bevillings-) styring. De skal fremover drives som private selskaber, der opererer med kunder, produktion, præstation, konkurrence, kvalitetskontrol, mål- og rammestyring, innovation og management for nu at nævne nogle af de nye udtryk.

 I praksis er den følelige konsekvens, at man samtidig overlader universitetet til større forretnings-gørelse og markedsafhængighed, hvilket DTU-loven er et klart udtryk for. 

 

@M:2. DTU-loven

@B:Loven om DTU’s selveje og nye styreformer er det renlivede udtryk for de nye vinde omkring universiteterne. Med en snedig bogholdermanøvre forærede staten bygningerne bort med det angivelige formål, at DTU som selvejer kan belåne bygningerne for at skaffe penge til renoveringer samt for at gøre stedet mere indbydende for studenter og erhvervsliv.

 Det lyder altsammen som en ressonabel disposition for statskassen. Men Forskningsministeren og hendes embedsmænd stillede betingelser for manøvren. Formelt hed det, at DTU’s konsistorium helt frivilligt – fordi organet havde initiativretten – bad om at få ændrede styrelsesforhold, så konsistorium blev tømt for magt og så rektor ikke længere skal vælges kollegialt. I virkeligheden gav Forskningsministeriet konsistorium et vink med en vognstang om, at betingelsen var en hierarkisk styrelsesmodel a la den private sektors. Ellers kunne DTU sige farvel til de rare selvstyre-millioner<I> (se analysen af beslutningsprocessen: ”Magten og universitetet”).<I>

 Styingsmodellen er langt fra det ’humboldt’iansk’ ideal, tværtimod er det den mest radikale ændring af en 150 år gammel universitetsmodel. <B>Det korporative universitet<B> betyder nemlig exit for det akademiske selvstyre. DTU-loven varsler ikke bare en strukturel ændring, men en politisk og ideologisk ændring af forholdet mellem universitetet og det omgivende samfund. Loven er gennemsyret af en korporatistisk tankegang. <B>(1)<B>

NOTE 1: I den traditionelle definition defineres korporatisme som et system af interesserepræsentation, hvor den offentlige politik udformes gennem en koordineret beslutningsproces. I min sammenhæng er der vel nærmere tale om en ny-korporatisme, hvor interessevaretagelsen ikke sker direkte gennem organisationsrepræsentation, men hvor de væsentlige interessegrupper (stat og erhvervsliv) er i spil gennem mere diffus repræsentation.

 Tankegangen er kendt fra arbejdsmarkedets parter, fra arbejdsgiverne (i Dansk Industri) og fra fagbevægelsen (LO), som gang på gang understreger nødvendigheden af produktionsrelation, ”anvendelsesorientering” og ”arbejdspladser”.

 I DTU-loven gøres ”samfundsinteresse” synonymt med erhvervslivets interesse. Hvad der er i erhvervslivets interesse er i alles interesse, lyder underteksten. Og samfundets fællesinteresse om universitetet kan i den tankegang handles af i trekanten universitet – stat – erhvervsliv. Og her får såvel politikerne som erhvervslivet direkte adgang til universitetets livsnerve og dispositioner.

 Det er meget sigende, at Forskningsministeriet i sit første udkast til DTU-loven uden omsvøb kaldte universitetet for et <B>”erhvervsuniversitet”<B>. En sådan ligefremhed – der jo leder tankerne hen mod det amerikanske McDonald-universitetet <I>(for sådan et findes skam)<I> eller japanske ditto for store elektronikfirmaer –  fik i al sin udanskhed protesterne frem. Så i selve lovforslaget hed det udglattende, at DTU skal være ”et erhvervsrettet universitet”. Men hensigten er ikke til at tage fejl af: Universitetet skal tjene dansk erhvervsliv i en verden, hvor ”viden og innovation spiller en stadigt stigende rolle. Derfor skal studiemiljøerne tiltrække studerende, der kan matche de deraf afledte krav, og universitetets forskning skal skabe grundlaget for den erhvervsudvikling, der er så betydningsfuld for dansk velfærd” (om DTU’s formål).

 Perspektivet i ”reformen” handler om forholdet til erhvervslivet: ”Det er regeringens opfattelse, at et tæt samarbejde mellem industrien og universitetet er vejen frem, hvis DTU skal være en national dynamo for udviklingen af de teknisk-naturvidenskabelige fagområder i Danmark til gavn for dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser”, hedder det om universitetets formål. <B>(2)<B>

 NOTE 2: Heri ligger dog nogle strukturelle modsætninger, der handler om hvordan DTU på samme tid kan opfylde den udtalte ambition om at være ”erhvervsuniversitet” med hud og hår – og samtidig være lige så forpligtet til grundforskning som de andre universiteter?!

 Hele manøvren er fra politikernes side et forsøg på at lave politik på området. Og vel er det legitimt, at politikerne søger at øve indflydelse på, hvad skatteborgernes penge bruges til! Men samtidig er det bekymrende, at radikaliteten i den nye DTU-styrelsesmodel blev gennemført uden en grundig politisk debat. Loven blev hastet igennem Folketinget, og hverken menige politikere, offentligheden eller – for den sags skyld – universitetsverdenen uden for DTU fik klargjort radikaliteten.

 

@M:3. Styrelsen: ”Corporate management”

@B:For at vise, at man skam mente det alvorligt med det effektive erhvervsuniversitet skulle DTU indføre en anden styrelsesform, ”corporate management”. Det betød en god gammeldags hierakisk organisationsmodel med styring ovenfra. På toppen sidder en bestyrelse, som udpeger en direktør (rektor), der igen udpeger underdirektører (dekaner og institutledere).

 Bestyrelsen erstatter konsistorium som universitetets øverste myndighed, fastsætter retningslinierne for universitetets langsigtede virksomhed og disponerer (”godkender”) de årlige budgetter (efter indstilling fra rektor). Og for at ingen skal være i tvivl om, hvem der bestemmer, så skal 4 ud af bestyrelsens 7 medlemmer komme udefra. Det bliver centrale erhvervsfolk og dygtige teknokrater hentet fra (halv-) offentlige institutioner. Bestyrelsen skal være DTU’s kontakt udadtil, men bliver også modtagelig for <B>interesser<B> fra såvel staten (politikerne) som fra erhvervslivet <B>(SE FIGUR B).<B>

@X:en sides illu

@B: Rektor udpeges af bestyrelsen. Han står for den daglige ledelse og er forpligtet opad mod bestyrelsen og ikke nedad mod de ansatte.

 Hele styrelsesmodellen afvikler universitetets traditionelle akademiske selvforvaltning, fx at lederne vælges af de faglige og fagkyndige kolleger. DTU-loven nævner godt nok noget om, at der fortsat skal sikres ”medarbejder- og studenterindflydelse”, at der skal ”værnes om forskningsfriheden”, og at DTU ”fortsat er forpligtet til grundforskning”, selv om man bliver et erhvervsuniversitet. Men disse bisætninger har karakter af besværgelser, kun tilføjet fordi sådan nogle ord hører med til et rigtigt universitet. I praksis er det hensigtserklæringer i anden række; de er ikke udtryk for en ret eller en pligt for de ansatte.

 Ud over at bestyrelsen har eksternt flertal, og at rektor udpeges udefra, så er der også andre elementer i loven, der strider mod den traditionelle akademiske selvforvaltning. Jeg skal blot nævne 3 eksempler:

– Der er 15 institutter og centre med hver sit fagområde. Lederne her udpeges ikke kollegialt, men af rektor. Der er altså ikke sikkerhed for en fagligt baseret ledelse, som står for kontinuitet og konsensus: En fælles og forpligtende forståelse om, hvad man arbejder sammen om. Det er bestyrelsen og rektor angiveligt bedre til at styre!

– Og går man så længere op i systemet findes så konsistorium, der godt nok er tømt for magt. Derfor betyder det ikke så meget, men det er alligevel sigende, at ud af konsistoriums 13 medlemmer er de 6 repræsentanter for ledelsen. Ud af resten har det teknisk-administrative personale (med 2 medlemmer) lige så mange repræsentanter som det akademisk-videnskabelige personale (med 2), mens studenterne har flere (med 3).

– Konsistorium får ingen ret til indsigt i bestyrelsens eller rektors dispositioner. Rektor kan forelægge sager for organet: ”Rektor drøfter væsentlige oplæg om strategi, organisatoriske ændringer og økonomi med konsistorium, med mindre bestyrelsen af særlige grunde har besluttet andet. I så fald orienteres konsistorium efterfølgende af rektor” (DTU’s vedtægt). Tilbage står, at Konsistorium får myndighed til at uddele medaljer (”tildele doktorgrader”), nedsætte bedømmelsesudvalg og godkende studieordninger o.lign. såkaldt ”akademiske sager”.

 

DTU-modellen er udtryk for en hierarkisering af magten, som mere ligner et privat firmas struktur end et universitets <I>(SE FIGUR B).<I>

 Det største problem herved er, at ”forskersamfundet” ikke længere har en naturlig magtbase. Der findes således <B>ikke længere et sagligt-fagligt akademisk forum med opgaven, ansvar for og forpligtelsen til<B> at diskutere og prioritere forskningen og relatere den til curriculum <I>(SE FIGUR A).<I> Magten er suverænt placeret hos de udpegede ledere.

 De faglige prioriteringer – som forskersamfundet var en slags ”almenhedens garant” for – risikerer at blive underordnet andre interesser, herunder kortsigtede politiske eller industrielle.

 

@M:4. DTU-modellens logik

@B:I DTU-konstruktionen kan markedet få absolut dominans. Det vil således være i logisk forlængelse af de udtalte intentioner, om bestyrelsen, rektor og institutledere prioriterer satsningsområder af særlig interesse for erhvervslivet (og dermed automatisk nedprioriterer bredden i forskning og undervisning). Det ligger nemlig i loven, at erhvervslivet og ingeniørprofessionen skal have direkte mulighed for at sætte sine interesser igennem (”det naturlige mødested for udbud og efterspørgsel”, jf. loven). Firmaer får tilmed mulighed for at købe sig indflydelse ved at leje sig ind i lokaler og faciliteter klods op af de institutter og forskere, som de ønsker at suge viden fra.

 Det ligger i lovens logik, at bestyrelsen kan diktere, at alle forskningsprojekter med samfinansiering (med en privat kilde) får fortrinsret, når ledelsen skal vælge, hvad der skal forskes i.

 Det er den udfoldede korporative økonomi, hvor skatteyderne (staten) yder direkte eller indirekte subsidier til erhvervslivet. Begrebet ”det korporative universitet” angiver en politisk og økonomisk struktur på det nye DTU, hvor tingene handles af i trekanten universiteter – stat – erhvervsliv. Her får både stat og erhvervsliv direkte indflydelse udenom forskersamfundets fagligt-akademiske selvforvaltning.

 Styrken i det korporative arrangement er, at interesser kan formulere sig i en organiseret form. Som idealtype betyder det, at de vigtige beslutninger kan tages i et nært samspil mellem staten og de organiserede interesser. Virkeligheden er imidlertid, at magten er hierarkisk, så den demokratiske indflydelse og indsigt er yderst begrænset. Magten vil være på få hænder, der er ingen forpligtelse til at inddrage de underliggende lag, og mange beslutninger vil være taget på forhånd eller i kulisserne. 

 I tilfældet med DTU’s bestyrelse er processen yderligere mudret, idet de enkelte medlemmer fra private industrier og halvoffentlige virksomheder ikke åbent repræsenterer nogen eller har særlige opgaver ud over at fremme ”det erhvervsrettede universitet”. Bestyrelsen – og bestyrelsens enkelte medlemmer – har heller ingen forpligtelse til at agere åbent. <B>(3)<B>

NOTE 3: Bestyrelsen markerede fra starten, at der ikke skulle være offentlighed om bestyrelsens arbejde. Af den udarbejdede forretningsordenen fremgår således, at bestyrelsens medlemmer har tavshedspligt om arbejdet i bestyrelsen (se S2022-S2026 samt S2039-S2040 i Uddannelsesudvalget fra marts 2001).

Bestyrelsen har også indført nye standarder for åbenhed, idet fagbladet FORSKERforum er nægtet aktindsigt i bestyrelsens dagsordener med henvisning til, at der er tale om ”interne arbejdsdokumenter”, hvilket har medført en klage til Ombudsmanden.

 I en sådant arrangement er banen åbnet, så det bliver den mest magtfulde aktør, der får den afgørende indflydelse. Og her står de økonomiske markedsmekanismer med gode kort på hånden.

 

@M:5. Bestyrelsens logiske prioritering: Anvendelsesorientering

@B:Når man lukker erhvervsinteresser eller statsinteresser ind i universitetets centrale prioriteringer, så hedder punkt 1 på dagsordenen: ”anvendelsesorientering”.

 Den nye bestyrelse med eksternt flertal lægger da også op til en kontant og direkte markedsrelatering: ”DTU skal for så vidt angår forskning gøre en særlig indsats inden for de områder, hvor der er en stor grad af direkte overførelse af resultater til videnbaserede udviklingsvirksomheder” <I>(Interimbestyrelsens foreløbige overvejelser, december 2000).<I>

 Forskningens perspektivet er klart: ”DTU er et erhvervsorienteret universitet, og det betyder, at institutionen og medarbejderne bør være fokuseret på at omsætte de emner, man arbejder med på DTU, til resultater i erhvervslivets verden, samtidig med, at forpligtelsen som universitet fastholdes.

 Dette betyder, at DTU skal forberede de studerende til erhvervslivets funktioner, at DTU skal udføre forskning, som er relevant og vigtig for samfundets teknologiske og erhvervsmæssige udvikling og være opmærksom på, hvilke grundforsknings-, forsknings- og udviklingsmæssige resultater, der vil kunne omsættes til produkter, koncepter og/eller videnbaserede virksomheder”.

 Og hvad angår curriculum, så skal det i højere grad indrettes på de enkelte branchers krav. Der skal stilles særlige krav til de professionsrettede uddannelser:

 ”Generalistviden, her forstået som den klassiske polytekniker, er væsentlig, men utilstrækkelig inden for fx kommunikations- og bioteknologibranchen. Universiteterne kan kun vanskeligt følge med i videnskapløbet, lige som produktion af kandidater og ph.d.’ere ikke i tilstrækkeligt omfang er afstemt efter markedets behov. På disse områder er der behov for at etablere strategiske samarbejder mellem stærke universiteter og brancher …”, hedder det.

 Bestyrelsens prioritering er logisk, for som selvejere skal firmaet forrentes. Man skal gå efter det størst mulige afkast inden for DTU’s forsknings- og uddannelsesområder.

 Det betyder omsat på praksis, at hvis en stor entreprenørk