Selvfølgelig skulle Jeppe Nybroe steges, for han havde jo manipuleret groft med billederne fra kampvognen. Hvis jeg som almindelig journalistisk noller havde lavet samme kiks, så var jeg også blevet stegt.

Men andre har såmænd løjet og manipuleret, uden at det fik medie-etikkken til at summe. Helt ufortjent undslap de en lammende kollegial kritik.

I nyere tid husker jeg Foghs eks-spindoktor Michael Kristiansen, der benægtede, at han overhovedet havde været indblandet i eller kendte til Christopher Arzrounis ghost-writing af Statsministerens nytårstale i 2004. Lige indtil Ekstra Bladet afslørede en mail, som viste, at Kristiansen var fuldt indblandet og part. Han var altså fuld af løgn. Hvor mange i pressekorpset spurgte, om spindokter Kristiansen må lyve? Eller om lyveriet diskvalificerede ham, og fra hvad? Næh, Kristiansen var tilgivet med det samme – no regrets – uden skrammer på troværdigheden og tumler i dag lystigt derudaf som ’kommentator’ og ’konsulent’. Jeg synes selv, han er dygtig og kompetent, men det var alligevel godt gået at slippe uden skrammer efter at være taget som regulær løgnhals.

Så var der David Trads, der blev fyret som chefredaktør på Information, fordi han havde meget lidt fornemmelse for medarbejdere. Bagefter pustede han sig selv og Nyhedsavisen op, bl.a. ved at latterliggøre betalingsavisernes manglende evne til at modernisere sig. Og da gratisnyhederne havde lammet økonomien og lukket den dyre kvalitetsjournalistik i den danske medieverden, og Nyhedsavisen var på vej mod afgrunden, forlod han den skude. Det skete efter at han havde prøvet at bosse kritiske journalister fra at beskæftige sig med Nyhedsavisens økonomi og journalistik. Så blev han ansat på Berlingske (i en ’tænkerolle’?!). I dag sidder Trads såmænd som Berlingskes USA-korrespondent – den mest attråede korrespondent-stilling på en dansk avis. Det var elligot grove godt gået.

Så var der Ulla Østergaard, hende med de dårlige råd og den sur-arrogante attitude i dokumentarfilmen om Naser Khader. Hun burde være indskrevet i spin-doktorers hall-of-fame for den præstation, men det skete ikke. Først kom den offentlige debat naturligt nok til at handle om, at Khader ikke havde formatet til at fylde sit projekt ud. Så handlede det om Guldbrandsens metoder. Så handlede det om, at Rasmus Jønsson fik skånsom særbehandling, fordi han er gode venner med Guldbrandsen. Ingen besk debat om hendes faglige rolle og attituder, på trods af at hun formentlig var den eneste i Khader-selskabet, der ikke var velmenende, men bare kynisk. Det var godt nok godt undsluppet.

Senest har vi så set Erik Ove – fhv. DR-journalist, der bagefter har levet af at medietræne potentielle medieofre – optræde som kommunikationsrådgiver for IT-Factory. Det kom frem, at før IT-Factory brast, brugte han grovfilen over for Dorte Toft, da hun tillod sig at bore i Baggers falske mastergrad. Han truede Toft med retssager og Pressenævn, da hun tvivlede på IT-factorys økonomi og kontrakter. Da boblen brast, var han med til at cleare Baggers hemmelige kontor, inden politiet blev tilkaldt. Så hjalp han uskyldigheden Asger Jensby ved et TV-transmitteret pressemøde. Men der kom ingen substansiel fagligt-etisk debat i medieverdenen om Erik Oves anløbne rolle. I stedet blev den journalistiske debat drejet over til at handle om det problematiske i blognmediets troværdighed og status (underforstået en mistænkeliggørelse af Dorte Tofts rolle).

Erik Oves bog fik halvgode anmeldelser på trods af, at den burde være behandlet som et rent partsindlæg (hvad den blev i JP). Han indkaldes fortsat som sandhedsvidne af journalistkorpset, senest til TV1s Bagger-dokumentar, hvor han aggressivt bedyrede, at han skam intet kendte til Baggers svig og at der heller ikke var fagligt-etiske krav til at han burde have undersøgt noget.

Og i Information gik hans tidligere DR-kollega Lone Kühlmann til nogle af de andre aktører, men om Ove stod der bare, at hun husker ham som ”en smadderdygtig journalist og god kollega”. Og da Politiken d. 29. marts havde en i øvrigt fremragende researchet reportage om Baggers sorte huller inde i avisen, ilede Politiken-redaktør Bo Maltesen kommunikationsdirektøren til hjælp med et besynderligt lobhudlende portræt (på side 2 i samme avis). De to artikler skreg til hinanden.

Men hvad er forklaringen på, at de nævnte personer kan overleve som løgnhalse og manipulatorer i en branche, som ellers er nådesløs over for den slags?

De må jo være ekstraordinært dygtige. Eller have rigtig gode venner i branchen, Erik Ove bakkes jo åbenlyst op af journalister fra sit old-boys netværk.

Det kræver en vis distance og en aktiv indsats aktiv indsats at holde kammerateriet på afstand. Og det gøres ikke nemmere af, at der aldrig er sket en afklaring af de faglige og etiske grænser mellem journalisten og så forskellige kommunikations-jobs: informationsmedarbejdere, kommunikationschefer og spindoktorer. Debatten om etikken og roller – hvad du må som det ene eller det andet, og ikke mindst, hvad der diskvalificerer – har svære vilkår, bl.a. fordi alle er med i samme forbund. Som det forsonende lyder på et eller andet tidspunkt, når de forsøger at forsone rollerne, når man går til dem: ”Vi er jo alle journalister”.

Gu er vi ej.