2002. Sanders krig mod demokratiet

051202 KLUMME bragt i Politiken

Sanders krig mod demokratiet

– af JØRGEN ØLLGAARD, journalist & sociolog

 

Et universitet i vestlig forstand skal ud fra bedste faglige overbevisning udvikle viden og levere kritisk input til alle samfundets grene. Universitetet skal derfor være uafhængigt af magthaverne og særinteresser, fx ministerier eller industri, så det ikke bliver kortsigtede særinteresser, der kommer til at styre undervisningen eller forskningen. Bl.a. derfor har universiteterne autonomi og selvstyre.

 Det vil Regeringen og Socialdemokratiet nu have afskaffet. Der skal indføres bestyrelser med eksternt flertal og ledere skal udpeges. Universiteter skal fremover styres ovenfra gennem strategier og prioriteringer. Hvor uafhængigheden nu er et værn mod forskellige særinteresser, så skal ministerier og industrien fremover have direkte indflydelse på de faglige og økonomiske prioriteringer. Det bliver konsekvensen med eksterne interessenter i ledelsen, med ”løbende stratgisk udvælgelse og prioritering”, med lovkrav om sam-finansiering med erhvervslivet, med ministerpålæg i udviklingskontrakter mm. 

 Universiteterne skal altså ikke længere være uafhængige og selvstændige institutioner – på linie med retsvæsenet! – men groft sagt være halv-offentlige selskaber, hvor politikere og erhvervsliv får direkte mulighed for at styre udenom fagligheden. En anbefaling fra et ministerium eller en stor forskningsbevilling fra et medicinalfirma kan således – bag lukkede døre – påvirke et universitets forskningsstrategi. En ministeriel prognose om dårlige udsigter for humanister kan lukke studier. Osv.

 Denne liberalisering af universiteterne er en afgørende af-demokratisering af det danske samfund.

 Det er uhyggeligt, at det sker uden offentlighedens store interesse. Medierne er fulde af historier om Lykketofts fipskæg, samtidig med Regeringen og Socialdemokratiet er ved at afmontere en af de vigtigste institutioner i demokratiet! Redaktionerne har i denne sag blindt accepteret historier om for lange studietider, nulforskere, manglende samarbejde med erhvervslivet osv. som legitimation for at politikerne nedbryder værnet mellem faglighed og politik/økonomi. Men det handler ikke om universitetslæreres selvstyre og ret til at dangdere den, som nogle fremstiller det, men om nedbrydning af en uafhængig institution, som burde være en selvfølge i et demokrati.

 

Selve den politiske proces bag er et lærestykke i, hvordan universiteterne vil komme under usagligt pres udefra:

 Københavns Universitets høringssvar om lovudkastet tager ”skarp afstand” fra væsentlige elementer i lovudkastet og dets bagvedliggende tankesæt. Det lægger op til ”markeds-gørelse af uddannelse og forskning”. Og så giver det tilmed ikke flere frihedsgrader, men er nærmere en manual for ministeriel detail-styring.

 Den melding passer ikke videnskabsminister Sander, som påtaler KU’s kritiske udtalelser. Det et vink med en vognstang om at holde kæft, når han siger, at universiteterne risikerer at spænde ben for sig selv i forhold til fremtidig støtte fra samfundet:

 Befolkningen har i forvejen det indtryk, at universiteterne får meget store beløb – knap ti milliarder kroner årligt. Og nu virker rektorerne sure og skuffede, fordi de pludselig skal leve op til samme krav om ledelse, indsigt og kvalitetsvurdering, som det øvrige samfund skal«, siger videnskabsministeren Sander. I Politiken prøver han desuden ”med et grin” at udstille KU som de største kværulanter, idet 120 af 600 siders høringssvar angiveligt skulle stamme fra KU…

Leave a comment