November 2002. Kronikforslag afvist på POLITIKEN, INFORMATION OG DJØF-bladet.  

 (se artiklen ‘Magtens diskenspringere)

 

Magtudredningen – fræk midtvejsevaluering

Magtudredningen er pæn og poleret kortlægning, som ikke ægger til eftertanke eller debat. Den er berøringsangst, og vil ikke føre til ny og kritisk indsigt om magtens væsen og udøvelse.

 Magtudredningen bliver dermed selv et lærestykke i magt, fordi man ikke udsætter magten for et kritisk eftersyn. Er sandheden den simple, at faget ikke kan have distance til magten, fordi man selv er en del af den …

 

Magtudredningen bliver en fuser, spåede Mandag Morgen i november 1994. Og her i november 2002, hvor nogle af de sidste projektbevillinger udløber, vil en fræk midtvejs-evaluering give spådommen ret. 

 50 millioners-bevillingen til projektet var en gigantisk chance for at lave en magtbeskrivelse og -kritik, som kunne give et indblik i magtens veje, mekanismer og ikke mindst magtens usynlige hånd. Begrebet magt bliver stadig mere komplekst i et viden-samfund med mere og mere tekno-bureaukratiske og sofistikerede magtformer. Så en magtudredning var påtrængende.

 Forskningsminister Jytte Hilden sagde ved igangsættelsen i 1997, at det ikke skulle være ”en gråhåret magtpolitisk analyse”. Udredningen skulle også skabe debat: ”Jeg forestiller mig, at vi skal skrive rapporter og bøger – ikke til andre forskere, men noget, som kan indgå i den almindelige offentlige debat i samfundet”, udtalte Magtudredningens leder.

 Men hvor er projektet dog pænt og poleret – og underligt uinteressant.  

 

I Folketinget blev Magtudredningen skruet sammen som et kompromis. Efter en del partipolitisk drilleri besluttede et flertal i marts 1997 et bredt kommisorium: ”… at belyse folkestyrets funktion i bred forstand, herunder organisationers, bevægelsers og økonomiske magtstrukturers indflydelse i samfundet samt internationaliseringens konsekvenser for gennemsigtighed og synliggørelse af beslutninger, indflydelse og magt i samfundslivet” samt at ”blotlægge magt- og indflydelseskanaler”.

 Der blev igangsat 75 store og små projekter (se www.ps.au.dk/magtudredningen). De handler primært om kortlægning af forskellige samfundsområder, som spænder fra en undersøgelse af ”samfundseliten” over ”journalisters fødekæder” til ”grundlovsmøders historie”. Vi får også noget at vide om kønsmagt, politikernes rekruttering, ventetids-garantier, abortlovgivning, forebyggelsespolitik mm. Ud fra sine egne præmisser er det utvivlsomt udmærket forskning.

 Problemet ligger et andet sted: Udredningen er uambitiøs, består af indbyrdes uafhængige projekter og vil derfor ikke skabe overblik eller sammenhæng. Den vil heller ikke aktivt opsøge magtens rand-, konflikt- eller gråzoner og dermed eventuelt skabe debat. Udredningen vil kort sagt kortlægge, men ikke stille kritiske spørgsmål ved magtens placering eller udøvelse. Den vil ikke udfordre nogen magthavere. Kun detaljer vil fortælle os det nye eller overraskende om samfundets store magtforhold eller om de små magtrelationer, som vi indgår i til daglig. Vel lokaliseres enkelte dys-funktioner, men som helhed gives vi indtryk af, at magten er godt og rimeligt fordelt og forvaltet.

 Men kan det virkelig passe, at vores samfund bare er så velfungerende, så konsensuspræget, så harmonisk, så konfliktløst, så retfærdigt, så demokratisk?

 

Forskningsminister Hilden (S) satte politologer (:statskundskab) til at styre projektet. I praksis blev det således en særlig fondsbevilling til den danske politologi, som i øvrigt er rigt repræsenteret i Folketinget (Auken, Brixtofte, Buksti, Brian Mikkelsen m.fl.).

 Lederen blev Lise Togeby (som er mest kendt som indvandrerforsker). Der kom en enkelt humanist ind i styregruppen som gidsel, men ingen økonomer eller sociologer. Det fravalg forekom som en selvfølge for politologer, for deres traditionelle forståelse af magt har koncentreret sig om staten og dens magt. Her er et indforstået lighedstegn mellem magt og ”politisk magt”. Spørgsmålet ”hvad er magt?” bliver her til det politologiske ”hvem er det, som styrer?”

 Det lå vistnok i modellen, at Magtudredningens ledelse dernæst ansatte sig selv som projektledere og bevilgede sig selv penge. Projekter blev primært givet til politologer, som så kunne forske videre i det, som de arbejdede med i forvejen!

 Det lyder umiddelbart fornuftigt, at velmeriterede forskere forsker i deres kendte kompetencefelter. Den forudsigelige bagside er imidlertid, at det er begrænset, hvad nyt der kommer ud af de 50 millioner. Det fortæller et hurtigt overblik over de igangsatte og færdiggjorte projekter. Enkelte uafsluttede, på papiret spændende projekter kan bryde den kedelige trend (fx hoved-projektet: ”Politik, magt og beslutning”), men hvis der ikke sker en total omvæltning i den afsluttende afrapportering, bliver Magtudredningen i sig selv et lærestykke i magthåndtering: I Folketinget gik det op i ideologiske afpisninger;i forskningen groede det til i fagchauvinisme og traditionalisme. Udbyttet i form af ny og kritisk indsigt samt debat om magtens væsen og udøvelse bliver yderst begrænset. Magtudredningen bliver dermed ikke en magtkritik, men en legitimation af magten. En simpel kortlægning af magten er nemlig også et forsvar af den som naturlig og universel.

 

Der findes meget få danske case-studier i magtudøvelse og -forvaltning, selv om det er politologisk stof. Hvis man vil have konkrete afdækninger af, hvordan magten fungerer skal man ikke søge den i politologien, men i journalistikken (se fx ”Magtens bog” (2002) som burde være obligatorisk pensum for 1. års studerende på statskundskab). Derfor var det journalister, som afslørede Farumskandalen. Jeg har selv skrevet om den luskede beslutningsproces bag DTUs overgang til selvstyre i 2001 (Magten og universitetet, 2001). Hvor mange politologer har lavet et tilsvarende gravearbejde i den beskidte virkelighed? (Ironisk nok tegner netop medie-forskningen til at levere noget af det nye i Magtudredningen).

 Politologiens praksis vrimler med udgrænsninger (politologsprog: ”non-decisions”). Her er fire forsømte felter:

 – I politologien kan berørings-angsten måles på, hvor få analyser, der tager springet fra teorien til det konkrete studium af en central – og måske ureglementeret – beslutningsproces. Denne proces sætter sig ikke formaliseret igennem (ved interessegruppers åbne anmeldelser), men som et forhandlingsspil bag lukkede døre. Hvad sker der for eksempel, når den jyske motorvejsmafia kører derudaf? Hvorfor holder politikerne lige nu en lav profil på missilskjoldet, og hvorfor speedes beslutningsprocessen i Folketinget snart op, så den i praksis afvikles i et snuptag på fjorten dage? Osv.

 – En traditionel magtcase vil se på de enkelte aktørers ageren, men spørgsmålet er i langt højere grad, hvem der sætter dagsordenen og hvem der bestemmer, hvordan der forhandles? Det interessante er i den forstand ikke, hvad der står på dagsordenen, men nærmere hvad der er udgrænset fra forhandlingen (”non-decisions”)? Det er fx en kendt tese i politologien, at erhvervslivet altid indtager ”en privilereret position” i den politiske beslutningsproces alene gennem den måde, det økonomiske system er skruet sammen på. Det betyder, at der uvilkårligt tages hensyn hertil, når der skal planlægges eller lovgives om samfundets forhold. Politologien har dog ikke været meget for at eftervise tesen igennem konkrete cases, selv om der er eksempler nok at øse af i Folketinget: Hvilke begrænsninger er givet forud af særlige hensyn (økonomiske, strukturelle osv.), før et samfundsspørgsmål kommer til politisk debat og behandling?

 – Det danske samfund er baseret på ”en forhandlingsøkonomi”, siger nogle, men der findes ingen konkrete case-studier i den danske lobby’isme. Vi ser derfor spændt frem til magtudredningens rapportering på dette område (projektet: ”Samspillet mellem interesseorganisationer og myndigheder”).  Hvilken indflydelse havde arbejdsgiverne i Dansk Industri og de faglærte arbejdere i Dansk Metal fx ad bagdøren, da videnskabsministeren og socialdemokratiet begravede universitetsdemokratiet i oktober? Hvem besluttede, at Rigsarkivet skulle flyttes til Odense? Eller at netop Middelfart i sin tid fik et ludomani-center? Der er hundredevis af den slags fordækte magthandlinger, som burde være selvfølgeligt stof for politologisk undersøgelse og forskning.

 – Hvis man vil vide noget om, hvordan det går med offentlighed i forvaltningen må man ty til Ombudsmandens årlige beretninger. I dagligdagen er indsigt et avanceret spil kispus mellem embedsværk (politikere) på den ene side og aktive journalister på den anden (med Farum-sagen in mente). Selv om offentlig indsigt jo egentlig er den bedste målestok på demokratiets tilstand, så ser politologien det tydeligvis ikke som sin rolle kritisk af følge dette felt.

 Som det fremgår af mangel-felterne, er konflikt-skyheden udbredt i politologien. Man kan i forlængelse heraf stille spørgsmålstegn ved, om politologi på dansk er en kritisk videnskab eller en forvaltningsteknologi?

 

Spørgsmålet om magten er statskundskabens vigtigste, men også det sværeste. Mange forskere undgår at beskæftige sig med selve begrebet, fordi det indebærer et afgørende valg af tilgang og dermed grundlag for samfundsanalysen.

 Faget har berøringsangst overfor magt, der opfattes som svær at måle og gøre til genstand for empiriske studier. Mens journalister i enkelte tilfælde fanger sager, hvor der er foregået magtfordrejning eller –manipulation (med tamilsagen og Farumsagen som de mest oplagte), så er det meget sjældent at se politologer gå så konkret til værks eller kritisk kommentere sager som andet end isolerede forvaltningskiks.

 Herhjemme diskuteres magt som et demokratispørgsmål. Selve Magtudredningens metodiske hovedproblem er måske, at politologerne opererer med et implicit og konsensusorienteret demokrati-begreb, hvorudfra man vurderer magtens udøvelse. Ledelsen blev da også kritiseret for ikke klart at have defineret nogle grundbegreber om magt (fx Hjarvard, 1998).

 Der mangler en nærmere definition af begrebet magt, som forskningen og offentligheden kunne tage afsæt i:  Er magt og indflydelse det samme? Er magt noget, som giver sig udtryk gennem aktører (fx politikere eller erhvervsfolk) eller gennem strukturer (fx administrative strukturer, netværk, status, økonomi)?

 Magtforestillinger er de samme i alle tider. De varierer med opfattelsen af legitimiteten i den givne periode eller forvaltning. Vi er ikke præsenteret for, hvilke fundamenter af normativ art, som en magtudredning kan basere sig på anno 2002: Det repræsentative demokrati og dets forvaltningsgrene? Retssikkerhed? Indsigt og offentlighed? Den private ejendomsret?

 Magtudredningens snævre magtforståelse – hvem er det, som styrer – blokerer også for studier i andre magt-former, som en dansker omgiver sig med i dagligdagen. Hvor møder det menige menneske magten, hvor domineres man? osv. Men her vil traditionelle politologer formentlig melde hus forbi og henvise til antropologien eller psykologien! (Et enkelt projekt forsøger sig dog i det felt: ”Det magtfulde møde mellem system og klient”).

 Ud fra en konfliktuel magt-tilgang kunne delprojekter have undersøgt konkrete konfliktflader, fx hvordan nyliberal ideologi ændrer velfærdsstatens og det offentliges rolle (fx i form af rettigheder på arbejdsmarkedet, i sundhedssektoren, i bistandssystemet og i uddannelsessystemet).

 Meget sigende for udredningens konfliktløshed, så har den største debat om magtudredningen faktisk været helt ufrivillig: I eliteundersøgelsen (”Den danske elite”, 2001) ”identificerede” magtudredningen angiveligt magtens mænd og kvinder. Problemet var bare – påpegede andre forskere og journalister – at den ikke satte navne på magtens udøvere (WA 23. marts 2001). Det tonløse forsvar fra udredningen lød, at eliteundersøgelsen skam var gennemført ”i strikt overensstemmelse med samtlige forskrifter for god samfundsvidenskabelig praksis”! Diskretion er en embedsdyd; selv om magtudredningen faktisk havde navnene, forspildte man altså lejligheden til at sætte fokus på magthavere og dermed skabe debat.

 

Som et meget uoplyst felt er belysningen af økonomisk magt.

 Forskningsledelsen identificerede den økonomiske magtforskning som et mangelområde. Ledelsen efterlyste derfor projekter under overskriften ”Forskning om erhvervslivets magt / økonomisk magt” med undertitlerne ”Magten over erhvervslivet, erhvervslivets magt, fordeling af økonomiske ressourcer mellem forskellige befolkningsgrupper” m.m.

 Kun få meldte ind på temaet – og ledelsen lavede ikke nødopkald – og der er derfor kun 2-4 projekter med primær økonomisk relation i Magtudredningen.

 Det er tyndt og meget kritisabelt. Økonomiske magtressourcer er en magtform, som ikke er synlig på samme måde som de demokratiske politiske institutioner. Der er delte meninger om den økonomiske magts indflydelse, såvel politisk som videnskabeligt. Men det er næppe helt forkert at påstå, at den kritiske belysning af den økonomiske magt ikke er legitim. Privatejendommen sætter grænser for offentlighedens ret til indsigt. Nogle politiske partier mener slet ikke, temaet er relevant.

 Og videnskabeligt undgår traditionelle nationaløkonomer alle overvejelser om magt! Deres paradigme – princippet om det balancerede marked – giver ikke giver plads til spørgsmål om uligheder og dermed spørgsmål om magt. Groft sagt er det markedet som fastsætter priser, og derfor er der heller ingen, som har ”magt”. Penge er bare et byttemiddel og ikke en social mekanisme med en magtrelation.

 Magtudredningen burde i det mindste have igangsat et pixibog –belysning af økonomisk magt. Kunne vi ikke bare have fået en oversigt over, hvem der ejer penge, firmaer og ejendom – eventuelt med en diskussion af, om penge og magt er det samme? Kunne vi ikke få en oversigt over ejerforholds-netværk, selv om magten ikke er så personificeret som i tilfældet med Mærsk og operaen? Og kunne vi ikke få et bud på, hvordan økonomien – herunder erhvervslivet – direkte eller indirekte påvirker de politiske og økonomiske beslutningsprocesser? Eller på hvordan erhvervslivets dispositioner har indflydelse på almindelige menneskers liv (lønninger, beskæftigelse m.m.)?

 Magtudredningens ledelse prøvede retfærdigvis at lokke økonomer ud af busken. Det lykkedes ikke, og det undrer mig, at ingen har fordømt denne passivitet og konkluderet, at dansk økonomisk videnskab er virkelighedsfjern og ukritisk. Karakteristikken ville ellers ligge fint i forlængelse af prof. Jørn Henrik Pedersens karakteristik af ”de tavse økonomer” (Samfundsøkonomen 3/2002).

 

Selvdisciplineringen i politologien er udbredt. En samfundsforsker har således fortalt mig uden for referat, at systemerne lagde ham til afkøling i årevis, efter at han havde lavet et meget kritisk case-studie i Øresundsforbindelsens skjulte beslutningsprocesser. Uden for referat kan man også få politologer til at kritisere Magtudredningens koncept, men til citat vil ingen sige noget kritisk, for man har måske selv fået en luns af de 50 mio. kroner – og man vil i hvert fald ikke diskvalificere sig fra magtens sympati i fremtiden.

 Den frie forskning skal imidlertid også tale magten imod. Men hvad skal samfundsforskere egentlig bruge ”forskningsfriheden” til, når de ikke udnytter den til åbent at kritisere magten?

 Man spørger forgæves til Magtudredningens selvreflektionen: Hvad er politologiens aktuelle rolle – og begrænsninger? Hvilke samfundsmæssige funktioner har den? Er politologien i stand til at have distance til magten? Og hvordan har faget i øvrigt bevæget sig i takt med fremvæksten af nyliberal ideologi?

 Når udredningen skal lave sin afsluttende afrapportering ville det være befriende med en selvkritik, som fx kunne se sådan ud:

 Statskundskaben er en magtfuld videnskab, fordi den har retten til at beskrive, analysere og kritisere magten. Men konfliktskyheden er indbygget i politologien, fordi faget selv er en del af magten. Når man skal analysere Staten, risikerer man at gentage Statens egen forståelse af sig selv (Bourdieu). Derfor ligger det i faget at søge konsensus på magtens præmisser, og derfor er fagets udøvere uvillige til at gå bag om facaden.

 De almindelige scient.pol.’er har selvforståelse som embedstænkere: rationelle forvaltningsteknokrater, hvis karriereperspektiv primært ligger i systemerne (: statsapparatet). Magten er givet. I fagets selvforståelse er hovedopgaven tilsyneladende at levere ”neutrale instrumenter” til at gøre forvaltningen mere effektiv og responsiv.

 Selvforståelsen præger desværre også forskerne i faget. Forskerne er ukritiske, fordi de har erfaring for, at mainstream og konsensus er et kvalitetsmærke. Angsten for tab af anseelse giver en forskningstradition med metodisk-teoretiske studier, som kan læses af fagkolleger. Eller empiriske (positivistiske) undersøgelser, som er uangribelige i deres tonløse kortlægning. Man risikerer ikke de konfliktorienterede tilgange med følgende risiko for kontroverser, hverken internt eller i offentligheden.

 Forskerne har en personlig interesse i at undgå beskyldninger om ”at politisere”. De undgår den samfundskritiske vinkling, fordi faget har tradition for at stille med forvaltningseksperter til udredningsarbejde, nævn og udvalg. Og man vil nødigt diskvalificere sig selv til den slags meriterende bijobs.

 Endelig finder forskerne det også unødvendigt at fremtræde med en kritisk profil overfor de studerende, som ideelt set skal kvalificeres til et job i statsapparatet. Nutidens stud.scient.pol. søger tilsyneladende ikke den kritiske fagforståelse. De interesserer sig for et magtfuldt job i et konkurrenceorienteret miljø, og er derfor mere interesserede i forvaltningsteknik end i demokratiets tilstand. Deres studiemotiv er ”karrieremuligheder”, mens det derimod er de humanistiske, som har ”samfundsmæssigt engagement” som studiemotiv! (jf. spørgeskemaundersøgelse, DJØFbladet nr. 18)

 Det indikerer et alvorligt problem for politologien – og for demokratiet – når de studerende tænker sådan. Men hvem kan egentlig fortænke dem i det, når den politologiske kultur – eks. Magtudr