2000. Lovgivning for ‘erhvervslivets universitet’ (KRONIK)

Kronik i Politiken 12. dec. 2000

Erhvervslivets universitet

Lovforslaget om Danmarks Tekniske Universitet, der er til behandling i Folketinget i disse dage, er så radikalt, at der ikke længere vil blive tale om et universitet i traditionel forstand, mener kronikøren, der er sociolog og journalist ved ‘Forsker Forum’.

Universitetet skal tjene almenheden, hele samfundet. Ikke lederne, ikke bestemte erhverv eller særlige interesser. I praksis skal det skabe ny viden, oplære nye forskere, formidle ny viden til samfundet samt uddanne studerende til at kunne løse akademiske opgaver ude i samfundet. Sagt lidt mere højstemt, så er universitetet stedet, hvor der skabes ny viden, men det er samtidig også stedet, hvor der sker en bevarelse og videreførelse af den kendte viden. Studenterne får en indføring i den faglige tradition og viden på et felt, og den peger både fremad og bagud. Universitetet er således i sit grundlag både med til at forny og med til at sikre traditionen.

Som sådan har universitetet flere formål: undervisning og forskning, nybrud og tradition osv. Universitetet er derfor en meget kompleks mekanisme med flere formål. Den bedste ramme til at sikre uafhængigt arbejde med videnskab og undervisning ’til det højeste videnskabelige niveau’ skabtes i begyndelsen af sidste århundrede i den humboldtianske model, hvor universitetet er kendetegnet ved sin uafhængighed og ved den akademiske selvforvaltning. Her er det de kyndige, med den højeste faglige indsigt på sit område, som træffer de afgørende videnskabelige valg og prioriteringer. Derfor har lærere og forskere ‘forskningsfrihed’. Og derfor bliver lederne valgt af de faglige kolleger, fordi der hermed sikres en (faglig) kontinuitet og en konsensus: En fælles og forpligtende forståelse om, hvad man arbejder sammen om.

Som organisation er universitetet altså en kompleks mekanisme med en inerti, som groft sagt skyldes, at det både skal tjene til fornyelse og til traditionssikring. Alle med kendskab til organisationer har en fornemmelse af, hvor svært det må være at opfylde sådanne flersidige formål. Men universiteternes inerti irriterer i stigende grad ministre, politikere og embedsmænd. De er utålmodige og kan ikke forstå, at universiteterne har så svært ved at tilpasse sig de nye tiders krav om aktivitet, produktion, effektivitet …

Universiteterne er derfor sat under pres. Dels er der systematisk sat flere studenter ind, uden at lærerressourcerne er fulgt med. Og dels er basisbevillingerne til forskning blevet udhulet og lagt om til at være målrettede program-, pulje- og rådsbevillinger, det vil sige politisk øremærkede til bestemte forskningsområder. Den almindelige forklaring på den udvikling hedder, at universiteterne skal spare ligesom andre offentlige områder. En mere kynisk forklaring kunne være, at det er en styringsmekanisme, hvor politikerne sparer for at tvinge universiteterne mod partnerskab med den private sektor (hvilket faktisk kan forklare, hvorfor forskningsminister Weiss ikke fik et mærkbart løft til basisforskningen på årets finanslov, selv om alle sagkyndige havde anbefalet det).

Resultatet er en firmatisering. Sagt på internationalt hedder det ‘corporate’ (på dansk med dobbelt betydning: såvel virksomhedsbasering som sammenslutning af flere organisationer med samme mål). I den verden hersker erhvervslivets terminologi. Universiteterne har således fået ‘udviklingskontrakter’ og ‘virksomhedsregnskaber’. De skal drives som private selskaber, der opererer med kunder, produktion, præstation, konkurrence, kvalitetskontrol, mål- og rammestyring, innovation og management for nu at nævne nogle af de nye udtryk. Det seneste tiltag er lovforslaget om DTUs selveje. Med en snedig bogholdermanøvre forærer staten bygningerne bort med det angivelige formål, at DTU som selvejer kan belåne bygningerne til at renovere samt til at gøre stedet mere indbydende for studenter og erhvervsliv. Det lyder alt sammen tilforladeligt. Men forskningsministeren og hendes embedsmænd stillede betingelser for manøvren.

 Formelt hed det, at DTUs konsistorium helt frivilligt (fordi organet har initiativretten) bad om at få ændrede styrelsesforhold, så konsistorium tømmes for magt, og så rektor ikke skal vælges kollegialt. I virkeligheden havde Forskningsministeriet givet konsistorium et vink med en vognstang om, at betingelsen var en styringsmodel a la den private sektors. Ellers kunne DTU sige farvel til de rare selvstyremillioner. Styringsmodellen er langt fra det ‘humboldtianske’ ideal. Tværtimod er det den mest radikale ændring af en 150 år gammel universitetsmodel. Det korporative universitet betyder nemlig exit for det akademiske selvstyre i en grad, så det er tvivlsomt, om det nye DTU overhovedet kan kalde sig et universitet!

DTU-loven varsler ikke bare en strukturel ændring, men en politisk og ideologisk ændring af forholdet mellem universitetet og det omgivende samfund. Lovforslaget er gennemsyret af en korporatistisk tankegang. Helt fundamentalt gøres ‘samfundsinteresse’ synonymt med erhvervslivets interesse. Hvad der er i erhvervslivets interesse, er i alles interesse, lyder underteksten (med inspiration fra fascismen, uden sammenligning i øvrigt!). Og samfundets fællesinteresse om universitetet kan i den tankegang handles af i trekanten universitet – stat – erhvervsliv.

 Det er meget sigende, at Forskningsministeriet i sit første udkast til DTU-loven uden omsvøb kaldte universitetet for et ‘erhvervsuniversitet’. En sådan ligefremhed – der jo leder tankerne hen mod det amerikanske McDonald’s-universitet (jo, sådan et findes skam) eller japanske ditto for store elektronikfirmaer – fik i al sin udanskhed protesterne frem. Så i selve lovforslaget hedder det udglattende, at DTU skal være »et erhvervsrettet universitet«. Men hensigten er ikke til at tage fejl af: Universitetet skal tjene dansk erhvervsliv i en verden, hvor »viden og innovation spiller en stadig stigende rolle. Derfor skal studiemiljøerne tiltrække studerende, der kan matche de deraf afledte krav, og universitetets forskning skal skabe grundlaget for den erhvervsudvikling, der er så betydningsfuld for dansk velfærd« (om DTUs formål).

Hele perspektivet i ‘reformen’ handler om forholdet til erhvervslivet: »Det er regeringens opfattelse, at et tæt samarbejde mellem industrien og universitetet er vejen frem, hvis DTU skal være en national dynamo for udviklingen af de teknisk-naturvidenskabelige fagområder i Danmark til gavn for dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser«, hedder det. Men for at kunne være et erhvervsuniversitet skal DTU altså have en anden styrelsesform, ‘corporate management’. Som for at vise, at politikerne og embedsmændene skam mener det alvorligt, så indføres en god gammeldags hierarkisk organisationsmodel med styring ovenfra. På toppen sidder en bestyrelse, som udpeger en direktør (rektor), som igen udpeger underdirektører (institutledere). Bestyrelsen erstatter konsistorium som universitetets øverste myndighed, fastsætter retningslinierne for universitetets langsigtede virksomhed og disponerer (‘godkender’) de årlige budgetter (efter indstilling fra rektor).

 Og for at ingen skal være i tvivl om, hvem der bestemmer, så skal fire ud af bestyrelsens syv medlemmer komme udefra. Det bliver betydningsfulde erhvervsfolk og dygtige teknokrater hentet fra (halv)offentlige institutioner. Rektor udpeges af bestyrelsen. Han står for den daglige ledelse og er forpligtet opad mod bestyrelsen og ikke nedad mod de ansatte. Hele styrelsesmodellen afvikler universitetets traditionelle akademiske selvforvaltning, som at lederne vælges af de faglige og fagkyndige kolleger, og at de faglige prioriteringer sker i et kollegialt forum. DTU-loven nævner godt nok, at der fortsat skal sikres »medarbejder- og studenterindflydelse«, at der skal »værnes om forskningsfriheden« og at DTU »fortsat er forpligtet til grundforsk- ning«, selv om man bliver et erhvervsuniversitet. Men disse bisætninger har karakter af besværgelser, kun tilføjet fordi sådan nogle ord hører med til et rigtigt universitet. I praksis er det hensigtserklæringer i anden række; de er ikke udtryk for en ret eller en pligt for de ansatte.

Ud over at bestyrelsen har eksternt flertal og at rektor udpeges udefra, så er der også andre elementer i loven, som strider mod den traditionelle akademiske selvforvaltning. Jeg skal blot nævne tre eksempler: – Der er femten institutter og centre med hver sit fagområde. Lederne her udpeges ikke kollegialt, men af rektor. Der er altså ikke sikkerhed for en fagligt baseret ledelse, som står for kontinuitet og konsensus: En fælles og forpligtende forståelse om, hvad man arbejder sammen om. Det er bestyrelsen og rektor angiveligt bedre til at styre! – Længere op i systemet findes så et konsistorium, der er tømt for magt. Derfor betyder det ikke så meget, men er alligevel sigende, at ud af konsistoriums tretten medlemmer er de seks repræsentanter for ledelsen. Ud af resten har det teknisk-administrative personale (med to medlemmer) lige så mange repræsentanter som det akademisk-videnskabelige personale (med to), men studenterne har flere (med tre)! – Konsistorium får ingen ret til indsigt i bestyrelsens eller rektors dispositioner, bortset fra at rektor skal orientere om (‘drøfte’) væsentlige oplæg om strategi, organisatoriske ændringer og økonomi med konsistorium. Ellers får konsistorium myndighed til at uddele medaljer (’tildele doktorgrader’), nedsætte bedømmelsesudvalg og godkende studieordninger og lignende akademiske sager.

Det korporative universitet er et gennemført brud med den akademiske selvforvaltning. Den korporative tankegang er kendte lyde fra arbejdsgiverne (i Dansk Industri) og fra fagbevægelsen (SiD og LO), som gang på gang understreger nødvendigheden af produktionsrelation, ‘anvendelsesorientering’ og ‘arbejdspladser’. Det er derfor også en del af Socialdemokratiets tankegods. Men det kan undre, at forslaget kan hastes igennem Folketinget uden større diskussion. Der må da være nogle socialdemokrater, som ikke har det helt godt med forslaget, fordi det næppe kan harmonere med partiets idealer om medindflydelse og økonomisk demokrati? Endelig må der være nogle af demokratiets forsvarere blandt de radikale, som ser den anden vej i disse dage. Endelig må der da også være nogle liberalister, som ikke har det så godt med, at ‘den frie tanke og den frie forskning’ målrettes så systematisk …

Nogle må også stille spørgsmål ved de strukturelle modsætninger i forslaget, for eksempel hvordan DTU på samme tid vil opfylde den udtalte ambition om at være ‘erhvervsuniversitet’ med hud og hår og samtidig være lige så forpligtet til grundforskning som de andre universiteter! Det kan også undre, at rektorer fra andre universiteter ikke har protesteret mod det rabiate forslag. Men rektorerne holder sig nok til ‘en taktisk tavshed’, for det kan være deres tur næste gang. De ved, at politikerne gerne vil overføre den korporative model til andre universiteter og fakulteter (først og fremmest ingeniørområdet i Aalborg, naturvidenskab i Århus og i København). Når de menige universitetslærere har været helt tavse i denne sag, skyldes det først og fremmest ukendskab til forslagets radikalitet. Og så spiller det da også en rolle, at DTUs ingeniører traditionelt har haft en større erhvervsrelatering, så loven er vel bare en formel detailændring?

Korporatisering er et internationalt fænomen, med mere eller mindre brutalt udtryk. De rene korporative universiteter findes i USA og Asien, hvor universiteter er ‘købt’ af private firmaer og ligefrem har fået navn efter firmaet, for eksempel Microsoft. Firmaerne ønsker primært træningssteder for deres kommende ansatte, men selv om de har deres egne udviklingsafdelinger, ønsker de også at trække på forskningen på universitetet. I mindre rene udgaver har universiteter lavet forskerparker, centre, samarbejdsaftaler med mere. I USA er der en lang tradition for samarbejde med private, men her er der på det seneste også slået alarm: »Der er selvfølgelig fordele ved den private kapital, når der skæres ned på offentlige basisbevillinger. Men ulempen er, at universiteterne pludselig hovedsagelig skal indrette sig på markedet. Hvis markedet for en bestemt forskning kølnes, kommer der ikke flere penge. Det betyder, at hvis der ikke kommer hurtige resultater, der kan bruges i produktionen, så stopper pengene. Men der har universitetet allerede lavet omprioriteringer på forskning og curriculum.

Men værre er måske, at man har flyttet fokus fra viden og forskning til indtægter. For instituttet og forskeren er det ubehagelige dilemma: vælger man nobelprisen for den banebrydende forskning eller 100 millioner dollar-kontrakten med det private firma …«, sagde professor Ellen Schrecker (redaktør af tidsskriftet Academe) på den amerikanske professorforenings (American Association of University Professors) årsmøde i juni 2000, der havde ‘corporatism’ som hovedtema. På trods af det traditionelle samarbejde med industrien har den frie grundforskning været respekteret i USA: »Men lige nu sker der en korporatisering. Kodeordet er ‘fleksibilitet’ på universitetet, som i højere grad skal tvinges til at arbejde sammen med private aktører. Politisk betyder det imidlertid bare, at de private aktører får lov til at komme helt ind i beslutningernes livsnerve på universitetet: i forskningen og i curriculum! Og i praksis betyder det, at man giver administrationen mere kontrol over det akademiske. Det bliver stadig mere uklart, hvem der i praksis tager beslutninger om ansættelser, forskning og curriculum«.

Det betyder, at flere beslutninger tages af forretningsmænd og DJØFere i en hierarkisk struktur og ikke mindst i en korporativ mentalitet. Der kommer et entreprenant net ind med andre interesser, som betyder, at akademia svækkes, herunder den akademiske frihed. Det fik den ansete sociolog Stanley Aronowitz (‘The knowledge factor’) til på ovennævnte årsmøde at kræve, at den akademiske verden protesterer: »Korporatiseringen har ført til en kulturkrig mellem det traditionelle akademia og de nye ledere, for de sidste har ingen interesser i universitetets fremtid. De vurderer kun aktiviteten ud fra, hvad der er økonomisk rentabelt. Studerende er således ikke personer, men ‘råvarer’ og senere ‘produkter’. Alt gennemtvinges under dække af en ‘funny-language’ som ‘exellence’ og lignende trylleord. Endnu findes der fri akademisk tænkning på amerikanske universiteter, men forretningsgørelsen er et radikalt angreb på den næste generation studenter. Og vi akademikere i systemet har pligt til at modstå angrebet på den akademiske frihed«.

Nu vil nogle indvende, at jeg forsvarer noget, som ikke er værd at forsvare. Og jeg indrømmer gerne, at der findes institutter, som kunne trænge til et los bagi, som det akademiske selvstyre ikke er i stand til at give. Men det er et fåtal, som slet ikke legitimerer den rabiate DTU-model. Andre vil indvende, at jeg maler fanden på væggen, for der findes jo ræssonable folk i toppen af systemet! Jo, vel findes der fornuftige rektorer, som vil søge at afbøde de værste ulykker. Og vel findes der rigtignok fornuftige erhvervsledere, som ved, at komplekse organisationer med flere mål ikke skal styres hårdt ovenfra. De ved, at moderne organisationer kræver engagerede medarbejdere, der kan tænke selv. Og de kender værdien af det særlige ved universiteterne: fri grundforskning og ideudvikling, for det er noget, som selv store firmaer aldrig har ressourcer til.

Men uanset de fornuftige erhvervsledere, så lægger lovforslaget op til en anden fornuft: markedets. Det vil nemlig være i logisk forlængelse af de udtalte intentioner, om bestyrelsen, rektor og institutledere prioriterer satsningsområder af særlig interesse for erhvervslivet (og dermed automatisk nedprioriterer bredden i forskning og undervisning). Det ligger nemlig i loven, at erhvervslivet og ingeniørprofessionen skal have direkte muligheder for at sætte sine interesser igennem (»det naturlige mødested for udbud og efterspørgsel« jævnfør lovforslaget). Firmaer får tilmed mulighed for at købe sig indflydelse ved at leje sig ind i lokaler og faciliteter klos op ad de institutter og forskere, som de ønsker at suge viden fra. Det ligger i lovforslagets logik, at bestyrelsen kan diktere, at alle forskningsprojekter med samfinansiering (med en privat kilde) får fortrinsret, når ledelsen skal vælge, hvad der skal forskes i. Det er den udfoldede korporative økonomi, hvor skatteyderne (staten) yder direkte eller indirekte subsidier til erhvervslivet.’

 Som en væsentlig bigevinst virker samfinansieringen i øvrigt adfærdsregulerende, idet forskerne lærer at målrette deres aktivitet direkte mod erhvervslivet. En sådan ren markedsstyring af fagligheden er et muligt scenario inden for DTU-modellen, idet den højeste faglighed (forskersamfundet) ikke længere har den afgørende rolle i prioriteringerne. Dermed har samfundet ikke sikkerhed for, at DTU uafhængigt og efter bedste saglige skøn vil definere forskningsopgaver og undervisningstemaer. Borgere og forbrugere har heller ingen garanti for, at forskerne uafhængigt og kritisk vil belyse teknologier og produkter. Der skal nemlig ikke arbejdes i almenhedens, befolkningens, borgerens, samfundets interesse, men i erhvervslivets. Derfor burde lovgiverne være ærlige og hente det gamle professionsrelaterede navn frem igen: Polyteknisk Læreanstalt. For et universitet i traditionel forstand bliver det nye DTU ikke.