1997. Til gennemsyn

Jeg får det vel at se

– før det trykkes? Flere og flere ofre kræver ret til at “tjekke” eller “godkende”. Det er irriterende og tidrøvende og kræver, at journalisten har en klar kodeks for, hvad offeret må blande sig i

 

Der bliver flere og flere af dem, som kræver at tjekke det, du citerer dem for – eller som måske ligefrem kræver at “godkende” historien.

 Det er min fornemmelse, at der er blevet flere af dem. Årsagen kan være en almindelig Papparazzi-effekt med mistroen overfor nyhedsjægerne. Det kan være, fordi offeret i almindelighed har svært ved at acceptere, at et delelement af deres virkelighed bliver blæst op til en “historie”. Det kan også være, fordi de har været på et Myrthu-kursus i “mediehåndtering”, hvor han har fået at vide, at ofre altid skal bede om at se det, som journalisten laver. Eller det kan være, fordi de simpelthen har dårlige erfaringer med journalisters evne til at citere korrekt…

 Uanset årsagen; det er irriterende og tidsrøvende – hvis du da ikke lige selv har brug for deres gennemsyn som din egen “livsforsikring”. Enten skal du bruge tid på at læse op i telefonen eller også skal du vente på, at de reagerer på den fax, som du har sendt dem.

 

Problemet er selvfølgelig størst, når det gælder kontroversielle historier, især hvis journalisten har fat i en konflikt, hvor offeret faktisk står dårligt. Så kan krav om tjekning være et forsøg på at få kontroversen blødt op. Det kan i praksis gøres ved at dynge forbehold op. I værste fald kan der lægges pres på journalisten: “Det kan du ikke skrive. Jeg klager over dig”.

 Hvordan journalisten modstår det pres afhænger af, hvor tykhudet man er, eller hvor gerne man vil have historien ud. Men det er under alle omstændigheder vigtigt, at have ret faste grænser for, hvor meget man vil lade offeret blande sig i ens arbejde. Og en af grænserne som skal være klar på forhånd: Hvordan håndterer man krav om tjekning eller godkendelse.

 

Tjekningen plejer ikke at være et problem på topniveau: Ministre eller top-direktører har ikke tid til den slags. De ved måske erfaringsmæssigt, at deres position gør, at de citeres loyalt. Journalisten ønsker jo ikke at ødelægge sine arbejdsbetingelser i fremtiden.

 Tjekningen er et større problem på de lavere niveauer. Her er der stigende tendens til, at personerne gerne vil udtale sig udenfor citat, men skal der citater på blokken, så må man henvise til chefen ovenover. Hvis det endelig lykkes at få en mellemleder – som måske er den, som kender mest til sagen – til at udtale sig, så kræver han at få godkende historien. Det er ligefrem en betingelse for at han udtaler sig, at de får ret til at “godkende” historien.

 Og så er der endelig de almindelige, som egentlig ikke siger noget særlig kontroversielt, men som gerne “vil se, hvad jeg citeres for”. I min sammenhæng er det universitetslærere – og tro det eller lad være: Der er faktisk ikke så mange pedanter og pikkelnosser i den sektor, som man skulle tro. Men når de så endelig er der, er de vanvittig irriterende. Typen bliver voldsomt forskrækket, når han eller hun ser deres egne udsagn på skrift. Tekst har en anden autoritet, og offeret gør sig de voldsomste krumspring for at bløde op på det, de selv har sagt – og i øvrigt mener.

 Forleden skulle jeg på den måde tjekke en – relativt ukontroversiel – tekst, som en freelancer havde lavet med en af de rigtig besværlige. Hun startede med “at stille forslag” til rettelser i journalistens tekst. Men da hun derefter begyndte at trække nogle af sine egne udsagn tilbage, som hun indrømmede at hun havde sagt, måtte jeg sige stop: “Du må da stå ved det, du har sagt”, med lyst til at blive spids: “Vi har dig jo på bånd”!

 Det kunne hun ikke af taktiske hensyn overfor lederen af arbejdspladsen, forklarede hun og så kom hendes trumf: “Jeg forstår ikke, at du har problemer med at rette i det. Det plejer jeg da ikke at have overfor Berlingske-journalisten …”.

 

Vi journalister har altså forskellige tærskler for, hvor langt vi lader offeret blande sig i vores arbejde. Min kodeks er ret klar:

– Når jeg laver længere interviews eller hvor offerets kildeudsagn er omfattende (og kontroversielle) gør jeg forudsætningerne klar på forhånd:

 For det første gør jeg klart, at der er tale om et interview og at de bliver citeret for, hvad de siger – hvis de ikke gør udtrykkelig opmærksom på, at der er tale om underhåndsinformation.

 For det andet giver jeg dem tilbuddet, at de kan få “deres” passager læst op eller telefaxet mod at de reagerer straks på faktuelle fejl i deres egne udsagn eller de kan tilføje noget, som uddyber historien.

 Jeg skal jo ikke glemme mine egoistiske interesse i, at de tjekker citaterne og dele af historien. Jeg får renset den vanskelige historie for tekniske eller meningsforstyrrende fejl.

 Når det gælder de længere interviews synes ofrene, at det er fair betingelser, som får dem til at slappe mere af, når de udtaler sig.

– I almindelige nyhedshistorier gør jeg også opmærksom på, at de bliver citeret – undtaget det, de udtrykkeligt holder ude. Hvis de så udtrykkeligt beder om ret til at tjekke, bliver det på de samme betingelser: De kan rette faktuelle fejl i deres egne udsagn, eller de kan tilføje noget, som uddyber historien.

 Men det er mig, som disponerer stoffet…

Leave a comment