• April 2026. UPUBLICERET (nok ikke muligt, den er for meget på tværs af konsensus-anmeldelserne …)

Niels Krause-Kjær har høstet roser for sin generationsfortælling. Den formidler loyalt land-Danmarks selvforståelse. Men graver den dybt i den nutidens store konflikt: Land-Danmarks sammenstød med almenhedens interesser i natur og miljø? Og er romanen “talentløs borgerlig kunst”?

Niels Krause-Kjær følger i romanen “Ude for uden” generationsspor i jyske landbrugsfamilier. Romanen har høstet ros hos læsere og anmeldere for sin loyale og genkendelige fortælling om landbrugets omstilling over en periode på 50-75 år. Den er fiktion, men bygget på Krause-Kjærs familiehistorie:

Den fortæller om faderen Erik, bonden der med hårdt slid bygger en gård op og oplever stigende medgang og velstand, men bliver offer for landbrugets rationalisering i 1970-80’erne. Sønnen Svend har dog et uafklaret forhold til faderen, for han føler sig snydt i den traditionelle arvefølge, da faderen i en lynhandel sælger slægsgården til stordrift: “Det kunne du fandeme godt have snakket med din eneste søn om”. Svend lander dog en bekvem karriere i et sprøjtemiddel-koncern, for at ende som folketingsmedlem for Venstre.

Fortælleteknisk bruges en vandre-dagbog sendt mellem fire Røddinghøjskole-venner så til at skabe kronologi og flow i historien. 

Prisbelønnet

Svend vælger at opsøge fortiden, da barndomsgården skal rives ned. Han tager datteren Karoline med på roadtrip til hjemegnen midt i, at han er i et politisk stormvejr, fordi Ekstra Bladet har fat i en giftig sag om hans fortid. Og romanens kapitler klipper så mellem fortid og nutid med loyal gengivelse af det jyske landmiljø. Fortællingen om landbrugets rationalisering er en indirekte kritik af for kapitaliseringen, som for nogle bliver personlige tragedier. Kritikken af landbrugets industrialisering repræsenteres så i glimt af datteren, der er storbyens unge skeptiske stemme overfor landbruget forurening, grisefabrikker og udpining af jorden.

Nu er jeg ikke litterat, så jeg skal ikke dømme om romanens litterære kvaliteter på miljøskildring, persontegning, sproglige dynamik m.m. Jeg nøjes med at konstatere, at Krause-Kjær har fået Boghandlernes gyldne Laurbær og senest Bibliotekernes pris. Disse brugere roser romanen for at være “skrevet i et nøgternt, næsten journalistisk sprog, der giver spændstighed og stor troværdighed til det, der er på spil i bogen rent menneskeligt”. Og videre: “Den er ikke direkte politisk, men bestemt samfundsengageret. Den er ikke privat, men dybt personlig. Den vidner om, at vores liv er formet af den tid og de systemer, vi lever i”.

Genkendelig generationshistorie

Jeg (årgang 1954) har med personlig fornøjelse genkendt Krause-Kjærs romans land-historie og familiekrønike. Jeg har selv kørt traktor, hakket roer og haft husmænd som naboer. Læserreaktioner fortæller da også, at mange ældre genkender romanens historie om landbrugets pinefulde rationalisering og de tusindvis af forliste livsperspektiver, da først husmænd og senere landmænd måtte gå fra gården, fordi økonomien ikke hang sammen. 

Romanen gengiver i sit grundtema loyalt den landlige omverdens- og selvopfattelse, hvor man som en selvfølge stemmer på Venstre. Det miljø findes endnu i land-Danmark, overleveret i generationer, især udenfor storbyerne. Her findes en sejlivet, usamtidig mytologi om landbrugets rolle i Danmark: Den danske nation har et fundament, først bygget af vikingerne og dernæst af landbrugets arbejdsomme bønder, som bærer en ånd fra højskolernes dannelse osv.

Det store mysterium: Landbrugets særstilling

Men der var noget, som generede mig. Nærmere granskning førte frem til, at det skyldes en uforløsthed i romanen, Den er overloyal med land-miljøet – og det er dens svaghed. Vi får kun glimtvis antydninger af den dramatiske konflikt / magtkamp mellem landbrugernes privatinteresser (ejendomsret) kontra almenvellets interesser, vores allesammens natur. Romanen giver ikke dybere forståelse af det store mysterium i dansk politik og kultur, nemlig hvorfor landbruget indtager en mytologisk særstilling i det politiske landskab, som er helt ude af proportion med erhvervets faktuelle (økonomiske) betydning. Landbruget har ikke været vores vigtigste erhverv siden 1959. 

Partiet Venstres krampagtige valgkamp eksponerede konflikten og dilemmaet. Venstre blev pinligt udstillet som et simpelt landbrugslobby-parti. Venstres og landbrugets interesse-organisationers valgannoncer bekræftede deres usamtidighed med skinger offerretorik (“Hvorfor er I efter flinke bondemand Per”) eller skræmmekampagne (“I dør af sult, hvis vi ikke laver jeres mad”). 

Det drilske spørgsmål til romanen er derfor, hvordan den beskriver land-Danmarks egen dybe forståelse af deres sammenstød med almenvellet: Har de da ingen moral, når de

  • påstår at forureningen stammer fra polakkerne og fra husholdningers spildevandsudledninger, selv om videnskaben siger, at 70 pct. af forureningen af havene stammer fra landbrugets gylle og sprøjtemidler?
  • faktisk siger – når omsvøb pilles ud – at landbrugets ejendomsret giver dem ret til at sprøjte egne marker, og at det med forurening er noget, dem på Djævleøen har fundet på?
  • er i deres gode ret til at kræve, at  menigdanskeren skal betale landbruget for at lade være med at forurene dyr, jord og hav?

Det må vel være (moralske) konflikter for dem i dette sammenstød mellem landbruget og almenvellet. Et nærliggende spørgsmål til ‘Ude for uden’ er derfor, hvad den fortæller om land-Danmarks / landbrugernes forståelse af dette – hvad er deres “dybere samfundsmoral”?

Kritiske spørgsmål i glimt

Det kritiske repræsenteres i romanen af datteren Karoline, som kommer med glimtvise, programmatiske indspark. Hun fremstilles lettere parodisk som jydernes forestilling om en venstreorienteret. Som faderen – Venstre-folketingsmanden Svend – tænker: “med en lille næsering, der irriterede ham så frygteligt”. En typisk Nørrebro-ung med automat-holdninger mod svinefabrikker og deres ukrainske arbejdere og landbrugets forurening af naturen. Og så selvfølgelig “cortado, dobbelt espresso og økologisk avocado på ristet surdejsbrød”. Og genbrugsbutikker.

Hun har en skarp replik overfor en svinebonde: “Du har ukrainere til at fodre dine svin med soja fra Sydamerika, inden de bliver kørt til Polen for at blive fedet op og slagtet, hvorefter du spreder deres gylle ud ovre markerne, så der ikke er flere fisk i søen. Hvordan er det en god forretning for Danmark?” (s.75). Men svaret fra bonden og hans selvreflektion får vi ikke.

Et andet sted i bogen slår det politiske og moralske gnister, da Venstre-folketingsmanden Svend pludselig bliver irriteret og modsiger storbonden og barndomsvennen Store Gunnar: “I er jo fuldstændig marineret i støtte fra staten og EU. Halvdelen af jeres overskud er offentlige penge. Det er fandeme ikke til at holde ud at høre på!” Hvorefter Store Gunnar stilfærdigt erkender, at den romantiske Morten Korch-idyl ikke findes: “Det her er jo ikke en bondegård længere. Det ved jeg da godt”. Den erkendelse og selvreflektion får lov at hænge i luften.

“Ikke direkte politisk”

Nu kan Krause indvende, at det ikke er romanens tema at bore i disse politiske dilemmaer, og det er jo hans valg. Boghandlernes begrundelse for at uddele årets pris er i den forstand præcis: “Den er ikke direkte politisk, men bestemt samfundsengageret”. 

Det er korrekt, at romanen ikke er ‘direkte politisk’ og så alligevel, vil jeg påstå, Dens ideologiske undertekst er politisk, den bærer en bestemt politisk-ideologisk-moralsk orden. Den formidler passivt land-Danmarks selvfølgelighed med – og uforståenhed om – deres egen rolle, og svigter boring i konflikten med almenheden. Det bliver ved anslaget: “Det her er jo ikke en bondegård længere. Det ved jeg da godt”. Og så graves der ikke mere i, hvad det handler om.

Den fiktive romangenre giver – i modsætning til journalistikken? – mulighed for at dykke dybere under overfladen. Hvad tænker land-Danmark inderst-inde, nedenunder det der siges? Men Krause-Kjær udfordrer ikke ved at grave i den “den dybe moral” hos land-Danmark. Det er det uforløste. Resultatet er en ukritisk naturalisering / selvfølgeliggørelse af land-Danmark for læseren. Og dermed legitimeres landbrugets ageren overfor almenhedens interesser – helt som landbrugslobby’isterne gerne vil have os til at forstå den sag…

Er romanen “talentløs borgerlig kunst”?

Nu er Krause-Kjær så udnævnt til den magtfulde post som formand for Statens Kunstfond, og her landede han straks i fejde. Det skete efter at WA’s begavede provokatør Lars Bukdahl hånede “talentløs borgerlig kunst”, hvorefter forfatteren og præsten Kristian Ditlev Jensen replicerede, at borgerlige kunstnere er nødt til at holde lav profil og må selvcensurere sig for ikke at blive mobbet af den venstreorienterede kulturelite – samt at Statens Kunstfond fravælger borgerlige kunstnere. Det sidste afviste fonds-formand Krause-Kjær som “vrøvl” (Berlingske 20. april). 

Men i forlængelse af denne fejde er det da fristende at drille med spørgsmålet, om Krause-Kjærs roman er talentløs borgerlig kunst? 

Lars Bukdahl definerer “talentløs borgerlig kunst” som noget, der er pæn og konventionel og ikke udfordrer: De mest talentfulde kunstnere er venstreorienterede, fordi de er mere kompromisløse og eksperimenterede end det, som lever i et borgerligt kunstsyn, der ofte søger orden og bekræftelse. Borgerlig kunst bliver i den forstand til “tryghedskunst”. 

Jeg løber risikoen for at blive kaldt en venstresnoet ideologi-marxist fra 1970’erne. Men bedømt efter Bukdahls kriterier er “Ude for uden” genkendelig, bekræftende og tryg i sin skildring af land-Danmarks selvforståelse. Den udfordrer ikke den herskende orden, og kan derfor kaldes “borgerlig kunst”, jo. Og så et nej: den er ikke ”talentløs”, for roman tilføjer loyalt og begavet nye forståelser af land-dansk samtidshistorie.