2011. Penkowa: Trofæjagt på Ralf Hemmingsen

– POLITIKEN 7. april 2011 –

Journalisterne Davidsen-Nielsen og Drachmann er i Penkowa-sagen på trofæjagt, som det hedder i jægersproget. Som blodhunde jager de Ralf Hemmingsen. Og det er åbenbart en redaktionel linje, for Politiken har indtil nu offentliggjort et utal af mistænkeliggørende artikler, fire ledere samt to kronikker om især Hemmingsens forsømmeligheder. Det sker efter en primitiv tankegang – det vi vel alle har på fornemmelsen – nemlig at nepotismen trives i de højpandedes elfenbenstårn!

 Men nepotismesporet slører for langt mere principielle og betydningsfulde spor i sagen.

 En grundpræmis skal lige slås fast, nemlig at alt peger på, at Penkowa er en fupmager, der mere eller mindre listigt har bedraget forskerverdenen. Det er imidlertid uundgåeligt, at sådan noget sker i en tillidskultur. Forskere er nødt til at stole på hinanden og kan ikke efterkontrollere alt hos kolleger. Fup og fusk vil dog blive afsløret med tiden, og sådan gik det også for Penkowa til sidst. Men tillid er altså en indbygget systemrisiko, som ikke skal afhjælpes med mere kontrol, for så bliver forskerverdenen utålelig bureaukratisk. Spørg bare den højeste ekspertise i den sag, fx forskningsrådene.

 Den nemme løsning på skandalen er at give dekan/rektor Hemmingsen skylden. Men han har altså ikke begået misforvaltning i nær samme grad som fx CBS-rektor Johan Roos (fyret 1. april) eller RUCs eks-rektor Poul Holm (fyret i sept. 2008). Hemmingsen har – med Kammeradvokatens ord – forvaltet retligt korrekt, men rigtignok foretaget grove fejlskøn. Men det kan man med lige stor ret beskylde 2002-bedømmelsesudvalget for, dvs. dem som fik spalteplads i søndagens Politiken-kronik til at mistænkeliggøre ”rektors dømmekraft”. De var de egentligt fagkyndige i Penkowas forskning, og hvorfor indklagede de hende ikke for uredelighedsudvalget UVVU dengang, i stedet for nu at anklage Hemmingsen for, at han undlod at gøre det? (Hvis udvalget havde indklaget Penkowa, var dekanen faktisk sluppet for at sætte særundersøgelsen i gang!). Og hvorfor protesterede bedømmelsesudvalget ikke fagligt højlydt, da det udenlandske revurderings-udvalg nedgjorde dem?

 I den simple og enøjede trofæjagt sker der en grov forsømmelse af langt vigtigere spor i Penkowa-sagen:

 – For det første Sander-sporet med en forvaltningsskandale om embedsmænds deltagelse i politisering. Videnskabsministeriets departementschef tillod Sanders mistænkeliggørelse af det medicinske forskningsråd. Sanders placerede 30 anonyme spørgsmål i sin forvaltning (ulovligt ifølge forvaltningsloven). Og bagefter tog Sander ministeriets foreløbige sagsbehandling ud af huset til den anonyme part (ulovligt ifølge forvaltningsloven). Og den anonymes 14 siders kommentar eller smædeskrift bar Sander så ind i ministeriet (ulovligt ifølge forvaltningsloven). Men embedsmændene ’glemte’ at journalisere det (ulovligt ifølge forvaltningsloven). Og alle disse ulovligheder var slet ikke uskyldigt, fordi den anonymes (Penkowas) lobbyarbejde blev brugt af Sander til at mistænkeliggøre forskningsrådene til at skabe det rette politiske klima for en lovændring, der fratog forskningsrådene en stor del af deres selvstændighed (så de nu er  langsommere og dyrere i drift!).

 – For det andet er det paradoksalt, at uvidende bestyrelsesformænd og enevældige rektorer er resultatet af netop den Universitetslov, som politikerne selv indførte i 2003 for at få ”mere og bedre ledelse” og for at skabe ”tillid i det omgivende samfund”. Politikerne indførte en styringsstruktur med eksterne bestyrelsesformænd, med magtfulde rektorer, med kommandostruktur nedad – og med en fuldstændig mangel på checks-and-balances og indsigt nedefra. Det er eksterne parter som politikere, embedsmænd eller private selskaber, der sætter præmisserne, og som universitets magthavere orienterer sig imod. Hvis der havde været en åbenhedskultur og mulighed for kritik nedefra, havde hverken Penkowa-skandalen eller CBS-RUC-rektorerne fået plads til at udfolde sig, som det nu ses. Sagerne er i den forstand konsekvensen af demokratimangel på en vidensarbejdsplads, som har skabt en kritikløs tavshedskultur, hvor forskere kun tør ytre sig samlet i store underskriftsindsamlinger.

 – For det tredje har politikerne med skandalerne om KU-Penkowa og om CBS-rektoren fået et bekvemt argument til at fortsætte den mistillidspolitik, som har drevet Folketinget siden 2000, hvor forspillet til Universitetsloven foregik. Uni-bestyrelsernes årelange arbejde med at fedte for minister Sander for at få mere frirum / selvstyre til bestyrelserne er spildt, for bestyrelserne er slået tilbage til start! Nu vil der i årevis blive henvist til Penkowa og CBS som bevis på, at universiteterne ikke er værdige til mere selvstyre, og at det er nødvendigt, at politikerne fortsat styrer. 

– Det fjerde spor er, at når Videnskabsminister Sahl-Madsen sætter KU under ”skærpet tilsyn” fordi ministeriet har en ”tilsynsrolle”, så er det en skinbegrundelse, for det vil ikke føre til noget som helst, og det ved ministeren godt. Det handler mere om, at ministeren vil fjerne opmærksomheden fra Sander-sporet og sine embedsmænd. Og så handler det især om, at ministeren vil skabe et passende beslutningsklima i Folketinget før aprils færdigbehandling af en lovrevision, der skal give politikerne endnu flere styringsredskaber: Dels skal Videnskabsministeren have ret til at fastsætte 4-5 pligtige mål i universiteternes resultatkontrakter. Og dels bemyndiges rektor til suverænt – efter ministerens godkendelse – at fastlægge den lokale struktur (og dermed at sætte grænserne for medarbejdernes medbestemmelse).  

 Det ville klæde Politiken at droppe trofæjagten. Det gavner hverken KU eller universitetssektoren, at Hemmingsen tvinges til at gå, for så foregives, at problemet er løst. Forfølg i stedet nogle af sagens andre spor.