2006. Det danske fusionsuniversitet (afvist KRONIK)

Afvist som Politikens kronik dec. 2006.

Det danske fusionsuniversitet

Det nye danske fusionsuniversitet får en broget buket af forpligtelser. Det skal både lave undervisning og fri forskning, men samtidig får de pligt til at lave ’bestillingsforskning’ for staten. Det er en politisering, som ikke finder sin lige i andre lande – ikke siden østkommunismens planstyring har man set et lignende projekt…

 

De danske universiteter er ikke længere universiteter i klassisk forstand. De styres af ministre via strategier, udviklingskontrakter, ministerbekendtgørelser, pålæg om at udføre ”myndighedsopgaver” osv. De skal på centrale samfundsområder – miljø, fødevarer, forskningsudvikling på udvalgte industrifelter m.m. – være redskaber for den statslige planlægning og for erhvervslivet. Groft sagt: Erhvervsskoler og avancerede laboratorier for erhvervslivet og for ministerierne.

 De sidste styringsredskaber er netop nu til behandling i Folketinget: Dels et lovforslag om ”akkreditering” af uddannelser, hvor ”relevans” bliver et centralt kriterium for godkendelse af uddannelser. Og dels forslaget om oprettelse af det særligt danske fusionsuniversitet, som i fremtiden også skal påtage sig ’bestillingsforskning’ fra ministerier o.a.

 De danske universiteter bliver hermed enestående i international sammenhæng. I modsætning til tilstanden i Sverige, Norge, England og delvis Holland så skal de danske universiteter indgå en ”udviklingskontrakt” med ministeriet, der fastlægger, hvad universitetet skal lave og hvad deres strategi skal være. De danske universiteter skal påtage sig ”myndighedsopgaver” for statslige myndigheder. Endelig har en dansk institutleder ”instruktionsbemyndigelse” til at pålægge en forsker at udføre en bestemt forsknings- eller kontraktopgave.

 Det danske fusionsuniversitet er ”politiseret”. Det er ikke en frit, autonom institution, uafhængigt af magthavere og andre interesser. På det frie universitet dyrkes den videnskabelige viden i almen ud-dannelse og forskning i forskellige fag, og denne viden er frakoblet politiske interesser samt økonomisk og teknologisk nyttetænkning. Det er det klassiske universitets formål at søge ”videnskabelig sandhed” efter bedste viden og faglig-saglige overbevisning, som skal udbredes via uddannelsen og forskningen. Det mest ekstreme udtryk for det er grundforskningen, som netop er defineret ved sin manglende nytte: Forskeren søger i ukendt land og kender ikke resultater på forhånd! Universitetsforskeren er den uafhængige røst, der skal vurdere samfundsudviklingen og modsige magthaverne – og netop derfor er det vigtigt, at universiteterne er uafhængige af de samme magthavere og særinteresser.

 

Men det er de danske universiteter ikke længere. Med Universitetsloven 2003 afviklede politikerne universiteternes selvstyre og uafhængighed: Universiteterne fik bestyrelser med eksterne flertal; typisk med en pensioneret erhvervsdirektør som formand). Og den tidligere medindflydelse, hvor de fagkyndige medarbejderne havde indflydelse på valget af universitets ledere blev afløst af eksternt udpegede ledere, der igen vælger deres underledere osv.  Den tidligere medindflydelse blev til ’chefernes selvstyre’ med store magtbeføjelser til lederne og uden offentlig indsigt og kontrol. (Nogle af bagsiderne har vist sig i form af kontroverser på Danmarks Tekniske Universitet, Danmarks Pædagogiske Universitet og senest på RUC, der fik en ny rektor).

 Samtidig blev også forskningssystemet politiseret, så erhvervsinteresser nu sidder i toppen af beslutningskæden. I toppen af 6 af de 8 øverste offentlige forskningsråd fonde og tænketanke sidder der en formand, der har baggrund i et af de store danske firmaer: Novo, Danisco, Grundfos, Danfoss, Carlsberg, Arla, Haldor Topsøe, B&O, Siemens m.fl. De skal angiveligt repræsentere ”almenhedens interesser”, når de rådgiver, lægger strategier, prioriterer indsatser eller uddeler penge. Den systematiske udnævnelse af topfolk fra industrien var et skift på få år. Ved VK-regeringens tiltrædelse i 2001 var formandsposterne typisk besat med en offentligt ansat sagkyndig forsker.

 Også i udvælgelsen af eksperter sker der en klar favorisering. Ingeniører og scient’er dominerer rådgivningen af regeringen. En tredjedel af de 27 topfolk i det danske rådssystem er ingeniører. En anden tredjedel er naturvidenskabsfolk. Og den sidste tredjedel er en blanding af medicinere og samfundsvidenskabsfolk (dvs. økonomi og forvaltning). Og endelig er der en enkelt forkølet magister – en cand.mag. i engelsk – blandt de 27 forskningskyndige (FORSKERforum 182).

 Ændringen af styringsformerne, ekstern topstyring, udviklingskontrakter m.m. var alt sammen delelementer i en tålmodig masterplan, som skal reformere universiteternes uddannelser og forskning. 

 

En central del af masterplanen er, at universitets-studier skal indrammes i en nyttetænkning, der får dem til at ligne erhvervsskoler: ”De videregående uddannelser skal have et indhold, som dækker samfundets behov for højtuddannede. Flere unge skal tage en uddannelse inden for teknik, natur og sundhed” (Globaliseringsrådet, efteråret 2005). Studierne skal erhvervsrettes, så de unge udrustes med specifikke kvalifikationer og ikke brede almenkvalifikationer, som ellers er universitetsuddannelsers særkende. De unges valgmuligheder skal indskrænkes, så de sluses mod de mest erhvervsrelevante uddannelser (fx ingeniørfaget). Og de unges ophold i systemet skal forkortes ved at de kun skal beskæftige sig med det mest funktionelle og erhvervsrelevante. Det første år på universitetet skal skolegøres til en slags 4.G, så overgangen ikke bliver for hård for de unge. Det rigtige universitet med forskning og studier på højeste akademiske niveau skal især være for elitestuderende. Studieordninger skal indrettes efter ”aftagernes” behov. Der skal saneres ud i unyttige (humanistiske) uddannelser eller deres vilkår skal gøres så svære, at de afvikler sig selv. Og så videre. (På Aarhus Universitet har bestyrelsen med en Arla-direktør i spidsen forstået signalet, og indført adgangsbegrænsning på humaniora med den begrundelse, at arbejdsløsheden for de nyuddannede er for høj).

 Regeringens seneste redskab til at styre uddannelsesudbud og indholdet i uddannelserne er ”akkreditering”. Hensigten er at indføre en ny styringsmekanik. Lov L111 om akkreditering vedtages i slutningen af februar. Ifølge loven skal et Akkrediteringsråd kontrollere uddannelser efter nogle objektive kriterier og efter ”centralt fastsatte kriterier for relevans”. Og ministeren – der udpeger rådets medlemmer – kan i øvrigt af egen drift nedlægge veto mod en uddannelse, fx hvis den ”ikke skønnes hensigtsmæssig ud fra en samfundsmæssig betragtning”.

 Videnskabsministeren fastsætter kvalitets- og relevans-kriterier i en bekendtgørelse, hvor det interessante er det elastiske relevanskriterium, der angiveligt handler om der er behov for uddannelsen på arbejdsmarkedet, om uddannelsen har et klart erhvervssigte og om der kan identificeres ”klare aftagergrupper”. Ministeren har lovet, at arbejdsgiverne i Dansk Industri får stor indflydelse, når kriterierne skal fastlægges. Uddannelsers værdi fastlægges således af politisk og erhvervsmæssigt definerede nyttekriterier; det er forudsigeligt, at vægtningen kommer til at ligge på arbejdsgiveres ønsker om konkrete kvalifikationer, om flere uddannede inden for teknik, natur og sundhed m.m. Med disse politiske kriterier i spil fortrænges universiteternes fagligt-saglige kriterier om højeste kvalitet til anden række. Der skal sættes turbo på strategisk udvalgte områder, og mere unyttige humanistiske fag køres ned på lavt blus (metoden kendes fra gymnasiereformens lukning af dannelsesfag som latin og tysk).

 Det usædvanlige ved akkrediteringsloven er, at ministerens stærke statsstyring af institutionen ikke overholder EUs kommende standarder på området (om uafhængighed af rådet og ministeren), samt at minister Sander blankt indrømmer, at Danmark er helt alene om at arbejde med de nævnte ”relevanskriterier”! Det er der gode grunde til. Relevanskriteriet er usagligt, politiseret og indbyder til kortsigtet tænkning. Hvis en uddannelse ikke målrettes mod bestemte arbejdsmarkeder kan ministeren lukke denne. Hvis relevans havde været et kriterium for godkendelse af uddannelser i 1990, så ville kinesiske og russiske sprog være ikke findes som fag i Danmark, hvor de i dag er yderst relevante for erhvervslivets markedsekspansion. 

 Der er ingen grund til at afdramatisere, hvad undervisningsminister Haarder og universitetsminister Sander vil bruge relevanskriterier til. Godkendelser og studieindhold vil blive politiseret. Hvor uimodtagelige ministrene er for saglighed, fortæller sidste års ideologiske korstog mod gruppeeksamen, som blev afskaffet på trods af voldsomme protester fra fagfolk, studerende – og tilmed også af de mere moderne dele af erhvervslivet, som lever af at unge kan samarbejde.

 

Regeringen vil have, at den offentlige forskning skal konkurrenceudbydes, hvorved den i højere grad kan styres strategisk:

 ”En større andel af de offentlige forskningsmidler, der udbydes i konkurrence, skal målrettes den strategiske forskning, hvor det politisk er fastsat, hvilke forskningsområder midlerne skal anvendes på” (Globaliseringsrådet efteråret 2005).

 Universiteterne skal prioritere forskning i det, som er ”relevant” og ”nyttig”. I praksis får det drastiske konsekvenser. Forskningsmidler skal ”konkurrenceudbydes”. Det er regeringens plan, at 50 pct. af alle forskningsmidler skal udbydes i fri konkurrence, hvor det i dag er 35 pct. Ingen kan være uenig i, at nogen konkurrence fremmer dynamikken, men konkurrencen er allerede kørt over i det uproduktive i dag, hvor fx kun hver femte ansøger hos forskningsrådene får penge.

 Der vil selvfølgelig fortsat være en vis ramme til ”fri forskning” og til grundforskning i (unyttig) humaniora. Men universiteternes aktiviteter skal i hovedtræk målrettes, i sin ideelle form indrettes på at være avancerede forskningslaboratorier for erhvervslivet og industrien. Relevans-kriterier skal styre de offentlige forskningsressourcer mod i strategiske programmer (cigarkasser) på udvalgte områder for erhvervslivet. Der er et element af østkommunistisk flerårsplan over projektet: Forskningen skal kortlægges og styres i bestemte retninger. Hvert fjerde år skal der laves en analyses af ”teknologiske tendenser og de forskningsbehov, som samfunds- og erhvervsudviklingen skaber og som dansk forskning har kapacitet til at løs” (Globaliseringsrådet).

 Oveni konkurrence-mekanikken om penge får politikerne også et helt nyt styringsmiddel over for universiteterne. Universiteterne skal ifølge lovforslag L140, som netop nu er til behandling i Folketinget, i fremtiden udføre ”myndighedsopgaver” (fx fugle-influenza-beredskab), rådgivning og bestillingsforskning (fx rapporter og analyser) for ministerier o.a. Ministeriernes tidligere sektorforsknings-institutioner er fusioneret ind under universiteterne. For traditionelle universitetsfolk varsler det nemlig universitetets død, for der kommer en trojansk hest ind: Eksterne rekvirenter kan bestille bestemte forskningsopgaver, forskere kan blive beordret til at lave bestillingsforskning om formiddagen for om eftermiddagen at lave ”fri forskning” i samme emne.

 Det bliver et særligt dansk fusionsuniversitet, fordi ingen ministerier i andre lande har sådan ret til at indgå udviklingskontrakter eller til kræve bestillingsforskning. Ingen anden regering – bortset fra i autoritære regimer – kan blande sig så direkte i universiteternes virksomhed.

 Udviklingskontrakterne, strategisk konkurrenceudbydelse og myndighedsopgaver bliver en kæde af kontraktforhold, som samlet betyder, at den danske regering får enestående redskaber til at styre universiteternes faglige aktiviteter. Det er tom snak, hvis det påstås, at universiteterne skam får frihed til selv at indgå kontrakter. Dels fordi universiteterne overtager personale, som skal lønnes, og hvis man siger nej tak til en usaglig eller dårligt betalt myndighedsopgave, så er konsekvensen at der skal fyres personale. Og dels fordi universiteterne faktisk slet ikke har frihed til at takke nej til en kontrakt;  ifølge loven kan ministre simpelthen påtvinge universiteter bestemte opgaver!

 Det betyder i praksis – følg-pengene – indsnævrede frihedsgrader for universiteterne og for forskerne. Der åbnes for en usminket politisering af universitetets forskningstemaer og -metoder. Universiteterne er jo ikke dummere end at de ved, at de kun får kontrakter, hvis de laver ”bestillingsforskning” med nogenlunde de resultater, som kunden ønsker, for ellers får man ikke den næste kontrakt! Den logik betyder, at fremover kan Fødevareministeren diktere forskningstemaer til Landbohøjskolen, industriministeren og fødevareministeren til Danmarks Tekniske Universitet, sundhedsministeren til de medicinske fakulteter, beskæftigelsesministeren til de samfundsfakulteterne osv. (Og næste trin er, at Lundbeck kan ønske sig forskning i 2. generations lykkepiller, Danish Crown eller Danisco i metoder til forædling af affaldskød osv.)

 Universitetets eller forskerens frihed til at sige fra på et uafhængigt saglig-fagligt grundlag – det klassiske universitets basis – fordufter, fordi frihedsgraderne er til forhandling i hver enkelt konkret projekt, dvs. bliver til et simpelt magtpolitisk spørgsmål. Det bliver den stærkes ret, i dette tilfælde ministrene som sidder på pengekassen.

 Der er ingen, absolut ingen forudsætninger for, at universiteterne i fremtiden undgår den utaknemmelige rolle at skulle udføre ”bestillingsforskning” på kontroversielle felter – den rolle som sektorforskningen hidtil har været i! Der er nemlig ikke i loven indført vandtætte skotter mellem den frie forskning og så ”myndighedsopgaverne”. Myndighedsopgaverne skrives tilmed ind i universitetets resultatkontrakt, hvorved politiseringen ligefrem legaliseres.

 Fagligheden bliver politiseret. Når universitetets frihedsgrader ikke længere er absolutte, så bliver konsekvensen, at universiteter som indgår kontrakter på kontroversielle forskningsområder (landbrugets kvælstofudledning, slagteriernes fødevarekvalitet, politikker til aktivering af langtidsledige, arbejdsmiljøskader osv.) må bøje fagligheden, fordi en minister ikke ønsker en rapport / udredning / analyse, som modsiger hans politiske ønske. Det siger sig selv, at når sådanne mekanismer sniger sig ind, så bliver det ildeset hos universitetsledelserne, hvis medarbejderne ikke leverer den vare, som kunden ønsker. Og fagmedarbejderen vil ikke lægge sig ud med chefen, så selvcensuren bliver den personlige overlevelses-strategi. Hermed bliver alle tilsyneladende tilfredse: Ministrene får deres myndighedsbetjening, chefen får sine penge og kan opretholde staben og den ansatte bevarer job, hus og hjem.

 

Det eneste offer er fagligheden og sagligheden. Og så det dramatiske demokratitab, når den offentlige forskning og ”frie universiteter” bestyres af politikere, erhvervsfolk, erhvervslivets interesser og management (”firmatisering”). Styringslystne politikere, embedsmænd og erhvervsfolk vil i de kommende år præge forskningsmiljøer og uddannelser med strategisk tænkning og management, som er fremmed for en verden, hvor den frie tanke burde regere.

 Universiteterne skal ikke længere arbejde for ”almenhedens interesser”, dvs. for klodens og befolkningens velfærd, men for snævre erhvervsmæssige eller ministerielle mål. Sådan bliver det, når befolkningens ”velfærd” og samfundets højeste værdier gøres lig med nationens ”konkurrencekraft”.  I det klima skal biologiprofessoren ikke arbejde for rent drikkevand, men komme med testresultater, som ikke modsiger Miljøministerens nødløsninger. Trafikprofessoren skal foreslå transportløsninger, som ikke anfægter privatbilismen. Miljøprofessoren skal foreslå løsninger, som ikke støder landbruget. Fødevare-professoren skal ikke kræve bedre kvalitet, men hjælpe forarbejdningsindustrien til mere rationelle produktionsmetoder osv.

 Universitetsfolket skal altså ikke længere arbejde efter bedste faglig-saglige overbevisning, men efter hvad der er relevant for ministre, embedsmænd og erhvervslivet. Slut med de uafhængige, kritiske forskere, som får os til at se verden på en anden måde end magthaverne. Passiviseringen og selvcensuren er allerede omfattende; de manglende protester mod demokrati-tabet taler for sig selv.

 Socialdemokraternes passivitet er påfaldende. Partiet står bag regeringens drastiske forslag, så eneste forfægtere af det frie universitet er de radikale, SF og Enhedslisten. Man kan have en lumsk mistanke om at Socialdemokraterne kynisk opfatter forskningspolitik som industripolitik (der skal føre til LO-arbejdspladser) eller fordi de ved, at der ikke er stemmer i at forklare hr. Jensen den demokratiske bagtanke med, at et rigt samfund afsætter penge, så Kloge-Ågerne på universiteterne har frihed til at tænke andre tanker! Sådan går det til, at danske universiteter i al stilhed bliver til erhvervsskoler og industrilaboratorier, mens den frie tanke og den kritiske røst i vores samfund diskret lempes ud ad bagdøren.

 

Jørgen Øllgaard er sociolog og journalist

Leave a comment