2005. De nye universiteter: Industrilaboratorier … (afvist KRONIK)

                                            Afvist som POLITIKENs kronik dec. 2005. Omarbejdet til indlæg på Social forum på CBS febr. 2006

De nye universiteter: Erhvervsskoler og industrilaboratorier …

Regeringen lover, at den offentlige forskning får flere penge inden 2010, men varsler samtidig en dramatisk stramning af den politiske styring af universiteternes aktiviteter, af uddannelserne og af den offentlige forskningsindsats. Konsekvensen er et demokratitab for samfundet, for den voksende politisering afmonterer det klassiske universitets frihed og uafhængighed

 

Stort set ubemærket i offentligheden er Folketingets flertal ved at underlægge universiteterne og den offentlige forskning under en dramatisk økonomisk, strategisk og erhvervsmæssig styringslogik. Forskningspolitik gøres til erhvervspolitik.

 Hensigten viser sig klart i det nye forskningsråds-system, der er totalt erhvervsdomineret: I toppen af 6 af de 8 øverste offentlige forskningsråd fonde og tænketanke sidder der en formand, der har baggrund i et af de store danske firmaer: Novo, Danisco, Grundfos, Danfoss, Carlsberg, Arla, Haldor Topsøe, B&O, Siemens m.fl. De skal angiveligt repræsentere ”almenhedens interesser”, når de rådgiver, lægger strategier, prioriterer indsatser eller uddeler penge. Den systematiske udnævnelse af topfolk fra industrien var et skift på få år. Ved VK-regeringens tiltrædelse i 2001 var formandsposterne typisk besat med en offentligt ansat forsker (FORSKERforum 184).

 Der sker samtidig en systematisk forskningspolitisk favorisering af de fag, som politikerne og arbejdsgiverne i Dansk Industri bedst kan lide. Den strategiske favorisering af bestemte fagområder (fx nano-teknologi, biomedicin, IT, material-forskning m.m.) og oprettelsen af nye cigarkasser og forskningsprogrammer sker, selv om VK-regeringen har som sin erklærede politik at forenkle og nedlægge råd og nævn.

 Også i udvælgelsen af eksperter sker der en klar favorisering. Ingeniører og scient’er dominerer rådgivningen af regeringen. En tredjedel af de 27 topfolk i det danske rådssystem er ingeniører. En anden tredjedel er naturvidenskabsfolk. Og den sidste tredjedel er en blanding af medicinere og samfundsvidenskabsfolk (dvs. økonomi og forvaltning). Og endelig er der en enkelt forkølet magister – en cand.mag. i engelsk – blandt de 27 forskningskyndige (FORSKERforum 182).

 Også hvad angår uddannelse af fremtidens forskere sker der en helt systematisk skævdeling, fordi regeringen ikke giver humanisterne og samfundsvidenskaberne andel i tilvækst i ph.d.-stipendier. Tilvæksten går alene til ingeniørerne, naturvidenskaberne og sundhedsvidenskab.

 Det er alt sammen delelementer i overordnet og tålmodig masterplan, hvis fundament er en total reform af forskningen og universiteterne. Med universitetsloven, som er indført med små skridt 2000-2004, kom der bestyrelser med eksternt flertal og bestyrelsesformænd fra det private erhvervsliv. Den tidligere medarbejderindflydelse blev til ”chefernes selvstyre” med store magtbeføjelser til lederne uden offentlig indsigt og kontrol.

TESE 1. Det er et dramatisk demokratitab, når den offentlige forskning og ”frie universiteter” bestyres af politikere, erhvervsfolk, erhvervslivets interesser og management (”firmatisering”). Styringslystne politikere, embedsmænd og erhvervsfolk vil i de kommende år præge forskningsmiljøer og uddannelser med strategisk tænkning og management, som er fremmed for en verden, hvor den frie tanke burde regere.

 Det beklagelige er, at reformerne ikke er resultatet af en større offentlig debat om, hvad der bør være universiteternes samfundsmæssige opgave. Regeringens teknologiske og økonomiske nyttetænkning har givet sig selv frit spil til at hærge sektoren. I det åndløse univers er der ikke plads til ord som humaniora, dannelse eller livskvalitet. Mottoet er nytte, relevans og vækst.

 For superliberalister forekommer det som en selvfølge at overlade sektoren til markedskræfterne. Skeptikere vil sige, at der bør være et ”armslængde-princip” så universitetet og politikere / erhvervsliv er adskilt. Groft sagt er markedskræfterne ligeglade med almenhedens interesser. Landbruget, forarbejdningsindustrien, medicinalbranchen osv. tænker miljø, energi, sundhed og fødevarer i afkast – ikke i almennytte eller langsigtet samfundspolitik.    

 Heroverfor er det desværre nødvendigt at minde om, hvad det frie universitet er: Først og fremmest en selvstændig institution, uafhængig af magthavere og andre interesser (ideelt set med egen pengetank som Harvard, Yale, Stanford og MIT). På det frie universitet dyrkes den videnskabelige viden i almen ud-dannelse og forskning i forskellige fag, og at denne viden er frakoblet økonomisk og teknologisk determinisme. Det giver sit klareste udtryk i universitetets mest ekstreme aktivitet, grundforskningen, som netop er defineret ved sin manglende nytte: Forskeren søger i ukendt land og kender ikke resultater på forhånd!

 Det er det klassiske universitets formål at søge ”videnskabelig sandhed” efter bedste viden og faglig-saglige overbevisning, og den søgen er hævet over aktuel og kortsigtet politik eller økonomiske særinteresser. Det er en uafhængig røst, der skal vurdere samfundsudviklingen og modsige magthaverne – og netop derfor er det vigtigt, at universiteterne er uafhængige af de samme magthavere og særinteresser.

 Men denne ideelle verden – hvor universitetet skal fungere i ”almennyttens interesse” – eroderer i hastigt tempo. Det sker under dække af en glaseret retorik om ”uddannelser i verdensklasse”, eliteforskning på topniveau, ”konkurrence”, selveje m.m.

 

Studierne skal indrammes i en nyttetænkning: ”De videregående uddannelser skal have et indhold, som dækker samfundets behov for højtuddannede. Flere unge skal tage en uddannelse inden for teknik, natur og sundhed”, hedder det tilforladeligt i Globaliseringsrådets oplæg: ”Videregående uddannelser i verdensklasse”. Rådet skal i februar 2006 rådgive om regeringens politik på uddannelse og forskning.

TESE 2. Universitetsuddannelserne: Det kyniske rationale bag reformen er, at masseuniversitetet skal droppe de brede akademiske krav og gøre sig til en slags erhvervsskoler for den brede masse. Overordnet skal uddannelserne effektiviseres og billiggøres, og studierne skal erhvervsrettes.

De unges valgmuligheder skal indskrænkes, så de sluses mod de mest erhvervsrelevante uddannelser (fx ingeniørfaget). Og de unges ophold i systemet skal forkortes ved at de kun skal beskæftige sig med det mest funktionelle og erhvervsrelevante. Det første år på universitetet skal skolegøres til en slags 4.G, så overgangen ikke bliver for hård for de unge. Det rigtige universitet med forskning og studier på højeste akademiske niveau skal især være for elitestuderende. Studieordninger skal indrettes efter ”aftagernes” behov. Der skal saneres ud i unyttige (humanistiske) uddannelser eller deres vilkår skal gøres så svære, at de afvikler sig selv. Og så videre. På Aarhus Universitet har bestyrelsen med en Arla-direktør i spidsen forstået signalet, og indført adgangsbegrænsning på humaniora med den begrundelse, at arbejdsløsheden for de nyuddannede er for høj.

 Regeringen / Globaliseringsrådet foreslår, at hvor det i dag er Videnskabsministeriet, som godkender oprettelse af nye uddannelser, så skal der indføres ’akkreditering’, dvs. godkendelse efter på forhånd fastsatte kvalitetskriterier. Det lyder alt sammen tilforladeligt og liberalt, fordi universiteterne så slipper udenom den nuværende langsommelige byrokratiske procedure i Videnskabsministeriet. Bagtanken er imidlertid en ny styringsmekanik og centralisering. Godkendelses-kriterierne fastlægges nemlig af Videnskabsministeriet, som får vide styringsrammer i kraft af et udefineret og elastisk ”relevanskriterium”. I praksis bliver det til et politisk defineret nyttekriterium, dvs. arbejdsgivernes ønsker om konkrete kvalifikationer, om flere uddannede inden for teknik, natur og sundhed m.m. Borte er universiteternes fagligt-saglige kriterier om højeste kvalitet osv.

 Samtidig står undervisningsminister Bertel Haarder og universitetsminister Helge Sander heller ikke tilbage for at lancere renlivede ideologiske korstog, senest ved aflivningen af gruppeeksamen’. Ministrene besværer sig dog ikke med argumenter eller analyse af de læremæssige konsekvenser, og er da også mødt af voldsomme protester fra fagfolk, studerende og såmænd også af det erhvervsliv, som nyder godt af at unge kan samarbejde.

 

Ifølge Statsministeren er der bred enighed i Globaliseringsrådet om større politisk (mål-) styring af forskningen:

 ”En større andel af de offentlige forskningsmidler, der udbydes i konkurrence, skal målrettes den strategiske forskning, hvor det politisk er fastsat, hvilke forskningsområder midlerne skal anvendes på” (Globaliseringsrådet 5.dec.).

TESE 3: Nytte og relevans. Universiteterne skal prioritere forskning i det, som er ”relevant” og ”nyttigt”. I praksis får det drastiske konsekvenser. Der vil selvfølgelig fortsat være en vis ramme til ”fri forskning” og til grundforskning samt til den luksusprægede (unyttige) humaniora. Men universiteternes aktiviteter på især de anvendelsesorienterede områder skal i hovedtræk målrettes, i sin ideelle form indrettes som avancerede forskningslaboratorier for erhvervslivet og industrien.

 Derfor er der sat erhvervsfolk i spidsen af forskningssystemet. Derfor er universitetsstyret gået fra ”medarbejder-selvstyre” til ”chefernes selvstyre”, hvor enkeltpersoners magt er blevet en faktor i sig selv: Universitetsbestyrelsesformænd (typisk erhvervsfolk) har fået den direkte kontakt til ministrene. Ministeriets embedsmænd har fået en hotline til universitetsdirektører. Rektorer skal ikke rådspørge de kollegiale organer, blot ”orientere”. Dekaner kan beslutte, hvilke fagområder, der skal have stillinger og såmænd også, hvem han vil ansætte, selv om han ikke er fagkyndig, for bedømmelserne er hemmelige og dekanen skal ikke begrunde udvælgelsen. 

 Med universitetsloven har politikere og erhvervsinteresser et redskab til at blande sig direkte i universiteternes forskning. Loven ophæver det klassiske ”frie universitet” som juridisk eller politisk uafhængigt af samfundets magthavere. Konsekvensen af politiseringen viste sig klokkerent i oktober, hvor det blev afsløret, at undervisningsminister Bertel Haarder og topembedsmænd havde aflagt Danmarks Pædagogiske Universitet en hemmelig visit, og hvor ministeren stillede krav til, hvad universitetet skulle lave, nemlig PISA-lignende redskaber til brug for Haarders folkeskole (FORSKERforum 189).

 Armvridningen, som var ganske utænkelig tidligere hvor universiteterne formelt var uafhængige, har chokeret de dele af universitetsverdenen, der forstår, at der hermed er åbnet for usminket politisering af universitetets forskningstemaer og -metoder. Det legaliserer, at Fødevareministeren dikterer forskningstemaer til Landbohøjskolen, industriministeren til Danmarks Tekniske Universitet, sundhedsministeren til de medicinske fakulteter, beskæftigelsesministeren til de samfundsfakulteterne osv. Og næste trin er, at Lundbeck kan ønske sig forskning i 2. generations lykkepiller, Danish Crown eller Danisco i metoder til forædling af affaldskød osv.

 Universitetets eller forskerens frihed til at sige fra på et uafhængigt saglig-fagligt grundlag fordufter, fordi frihedsgraderne er til forhandling i hver enkelt konkret sag, dvs. bliver til et simpelt magtpolitisk spørgsmål. Det er den stærkes ret – aktuelt Haarders. Men mens universitetsfolk er i chok, så forekommer det helt legitimt for universitetsminister Sander, at magtfulde kunder sådan kan stille krav bag lukkede døre. Og bestyrelsesformændene protesterer ikke mod politiseringen; de er jo indsat for at fremme ministerens politik.

 Bagved ligger, at forskningen skal instrumentaliseres. Der skal tænkes i strategier, dvs. i det anvendelsesorienterede, det industrielle, det salgbare og det kortsigtede. I regeringens retorik hedder det, at universiteter skal have færre basismidler og i stedet konkurrere om penge: ”Konkurrence giver bedre forskning. Det skyldes, at konkurrence også giver høj kvalitet. Konkurrence skal bruges til at skabe forskningsmiljøer i verdensklasse” (Helge Sander). I praksis er det regeringens plan, at 50 pct. af alle forskningsmidler skal udbydes i fri konkurrence, hvor det i dag er 35 pct. Ingen kan være uenig i, at nogen konkurrence fremmer dynamikken, men den type konkurrence er allerede kørt til bristepunktet i dag, hvor konkurrencen benhård, idet kun hver femte ansøger hos forskningsrådene får penge. Men den konsekvensbedømmelse besværer forslaget sig ikke med.

 Konkurrence-argumentet ligner derfor ren ideologi, når Regeringen ikke sandsynliggør, at forskere bliver bedre af at blive stresset! Mere sandt er det, at forskerne løber derhen hvor pengene er! Og det er da også den lumske bagtanke med forslaget. Regeringen ønsker styringsredskaber: ”Konkurrence” bliver således en omskrivning af, at politikerne vil have ret til at lave cigarkasser med øremærkning til bestemte fagområder, som forskerne så skal løbe efter.

 Det hedder, at alle nye midler skal udloddes efter ”kvalitetsvurdering” og ”relevans”.  Kvaliteten skal bedømmes i undervisning, forskning og videnspredning. De universiteter, som opnår højeste bedømmelse får tilført flest basismidler. Kvalitetsvurderingen skal ske af et internationalt og uafhængigt ”dommerpanel” (s.6), hedder det – men da spillereglerne ikke beskrives, er det en politisk styringsknap. 

TESE 4: Stram strategisk udvælgelse og styring af forskningsfelter. Især relevans-kravet skal være et redskab til større politisk styring af forskningen, især mod industri- og erhvervsmæssige relatering. Flere midler skal bindes i strategiske cigarkasser-programmer på udvalgte områder, og det betyder, at universitetsbestyrelser og forskningsfelter motiveres til at prioritere i den retning – og nedprioritere andre områder.

 Det er her et signal i Globaliseringsrådet, når det konstateres som et problem, at teknisk videnskab får alt for lidt og humaniora for meget, sammenlignet med vores nabolande.

 Der er et element af østeuropæisk flerårsplan over projektet: Forskningen skal kortlægges og styres i bestemte retninger. Hvert fjerde år skal der laves en analyses af ”teknologiske tendenser og de forskningsbehov, som samfunds- og erhvervsudviklingen skaber og som dansk forskning har kapacitet til at løs” (s. 11). Metoden til kortlægning – som skal styrke den politiske prioritering mellem fagområder – er ikke nærmere beskrevet.

 Krav om samarbejde og samfinansiering mellem universiteter og private aktører virker i praksis som korporatisme, som tvinger universiteterne til at prioritere sin indsats på de udvalgte områder og tilsvarende nedprioritere andre områder.

 Det er også et smart styringsredskab, når sektorforskningen fusioneres ind under universiteterne, senest i tilfældet med Danmarks JordbrugsForsknings fusion under Landbohøjskolens universitet. Det bliver i praksis til et gadekryds: Sektorforskningen afvikles ved at ressourcerne lægges ind under universitetet. Og universitetets skal til at udføre ”myndighedsopgaver” for Fødevareministeriet, hvorved der flyttes ved universitetets forskningsfrihed og ved universitetets ret til selv at lægge strategier m.m. Og hvor det tidligere har været sektorforskningen, som blev mistænkeliggjort for at lave ”bestillingsforskning” for ministerier og ministre, så er det nu universiteterne, som får denne utaknemmelige rolle. Myndighedsopgaverne skal tilmed skrives ind i universitetets resultatkontrakt, hvorved politiseringen legaliseres.

 

TESE 5. En politiseret sektor: Universitetsloven blev vedtaget med en masse retorik om institutionelt selveje, øgede frihedsgrader m.m. samtidig med, at universiteterne forvaltningsmæssigt formelt set er underlagt de offentlige forvaltningsregler. I praksis har der dog etableret sig en gråzone, fordi lovens bogstav er elastisk og udleveret til politiske fortolkninger og dermed til markedskræfterne og magtfulde aktører.

Universiteternes bestyrelsesformænd (erhvervsfolk) troede, at universiteterne var ”givet fri”, men er chokerede over Videnskabsministeriets detail-styring og –kontrol. Bestyrelserne prøver at vriste sig fri hvor de kan ved at opføre sig som halvoffentlige institutioner (som Øresundskonsortiet eller Metro-selskabet m.fl.), der unddrager sig at overholde almindelige forvaltningsmæssige principper. Det har de fået lov til hvad angår offentlighed i forvaltningen, der stort set er suspenderet i væsentlige sager, fordi sager behandles i al hemmelighed, aktindsigt afvises osv.

 Det dækker over en voksende politisering og gråzone-forvaltning. Eksemplerne er flere:

 Et klokkerent eksempel på flytning af det offentliges regler var fusk’en, da DTU-rektor Lars Pallesens bevilgede sig selv fri bil. Via et DTU-relateret selskab, som Pallesen automatisk var formand for som rektor, havde man købt hans brugte luksusbil for 210.000 kr. og stillet den til hans fri disposition! Tankegangen var tilsyneladende, at når nu var DTU en slags privat firma (”erhvervslivets universitet”), så havde chefen krav på fri luksusbil som andre erhvervsspidser.

 Men arrangementet var ulovligt, fordi Pallesen bevilgede sig selv en fryns, som var i strid med de offentlige regler. Han var nemlig allerede fuldt lønnet igennem sin millionhyre som rektor. Men arrangementet var yderligere belastet, fordi bilordningen blev konstrueret for at omgå ministeriets udtrykkelige forbud mod den slags fryns. Videnskabsministeriets departementschef dømte bilordningen ulovlig, bilen blev solgt (med et tab på 368.490 kr. skattekroner). Men sagen fik ingen tjenstlige konsekvenser for rektor Pallesen, for ministeriet spillede tossedumme og kaldte ordningen for lavet ”i god tro”. Hermed fik ministeriet også signaleret, at alle spilleregler i det nye system er til forhandling, dvs. et magt-spørgsmål. Hvis bare en part er magtfuld nok, så er der frit spil.  

 Meget alvorligere end Pallesens personlige magtmisbrug er indfasning af universitetslovens principper. Her sker der en regulær lovglidning, hvor et er lovens ånd, noget andet dens elastiske bogstav. Jeg har allerede nævnt eksemplet med Haarders hemmelige visit på DPU. Et andet eksempel er lovens tale og universitetsministerens mange løfter under lovbehandlingen om ”videst mulig åbenhed om bestyrelsernes arbejde”. Hokus-pokus, så lukker bestyrelsesformanden bare halvdelen af mødepunkterne for offentligheden (som på DTU, Syddansk Universitet, Handelshøjskolen i København og Aarhus Universitet). Eller hokus-pokus, så censurerer bestyrelsesformanden bare mindretallets indstilling ved at undlade at referere mindretallet eller ved at udelade mindretallets indstilling fra beslutningsgrundlaget (som i Aalborg).

 Og det sker alt sammen med Videnskabsministeriets accept. Selv om ministeren er tilsynsførende for universiteterne, siger han, at han ikke kan blande sig i bestyrelsernes arbejde – uanset ministeriet udsætter universiteterne for stærk detaljestyring i mange andre sager! Logikken er åbenbart, at når det passer i ministerens ideologi og interesser, så får bestyrelserne frit spil til at opføre sig som private firmaer.

 

TESE 6. Politisk ligegyldighed eller konsensus? I folketinget er der tilsyneladende enighed om den nuværende VK-regerings politik, for der er ikke interesse for universiteter eller fri forskning, som derfor heller ikke bliver et tema i offentligheden. Sektoren er dermed udleveret til markedskræfterne, erhvervslivet og teknokratiske embedsmænd.

Socialdemokraternes totale passivitet er påfaldende. Netop åbenhed var partiets eneste krav til den nye universitetslov, men nu hvor den omfattende og vilkårlige lukkethed har bredt sig som regelen, er S’ fuldstændig tavst. Partiet signalerer hermed enighed i, at forskningspolitik er erhvervspolitik; samt at demokratitabet er en nødvendig omkostning! Konsekvensen af den brede konsensus blandt Folketingets store partier er, og at der ikke er politisk pres og offentlig opmærksomhed på sagen. De Radikale, SF og Enhedslisten får ikke deres dagsorden på. Og sådan går det til, at danske universiteter i al stilhed bliver til erhvervsskoler og industrilaboratorier, mens den frie tanke og den kritiske røst i vores samfund diskret lempes ud ad bagdøren.

 

Jørgen Øllgaard er sociolog og journalist, redaktør af fagbladet FORSKERforum.

Leave a comment