2001. Magten over universitetet (ESSAY)

260901 Bragt i UNIVERSITETSAVISEN

Magten over universitetet

Af JØRGEN ØLLGAARD

 

Universitetet skal tjene almenheden, hele samfundet. Ikke lederne, ikke bestemte erhverv eller særlige interesser. I praksis skal det skabe ny viden, oplære nye forskere, formidle ny viden til samfundet samt uddanne studerende til at kunne løse akademiske opgaver ude i samfundet.

 Så langt kan alle formentlig blive enige.

 Først når vi begynder at diskutere, hvordan universitetet skal styres, bliver vi uenige. Aktuelt har interessegrupper og politiske partier stillet krav om, at universitetets styrelsesform skal ændres. Den nuværende valgte ledelse skal afløses af (politisk) udpegede bestyrelser og af udpegede ledere (rektorer, dekaner og institutledere).

 

Uenigheden om styrelsesformen afspejler, at der er forskellige politiske holdninger til universitetet:

 Der er de klassiske idealister, som ønsker at pluralistiske samfund skal have frie og uafhængige universiteter. De argumenterer for den humboldt’ianske model, som er kendetegnet ved den akademiske selvforvaltning, hvor universitetet i høj grad styrer sig selv. Det er disse klassikeres model, som i dag styrer de fleste danske universiteter med medarbejder- og studentervalgte rektorer, konsistorium og institutledere m.m. Når positionen kaldes idealistisk, er det selvfølgelig fordi universitetet fungerer i samfundet og ikke er uafhængigt af dette (fx økonomisk).

 Der er de markeds-liberalisterne, som ønsker at erhvervslivet skal have større indflydelse på universiteterne, fordi erhvervene skaber samfundets værdier og velstand og dermed har et berettiget krav på at kunne få indflydelse på, hvad universiteterne forsker i (fx noget anvendelsesorienteret) og på, hvad de studerende skal lære. De mener også, at universiteterne kan lære noget af erhvervslivets måder at styre og lede på, fx af de koncern-bestyrelser som findes i aktieselskaber. Blandt andet derfor skal erhvervslivet repræsenteres i universiteteternes nye bestyrelser.

 Der er management-modernister, som ønsker effektivisering. Det er en tankegang, som driver Finansministeriet modernisering af den offentlige sektor, ”new-public-management” kaldes den. Filosofien er value-for-money i alle offentlige sektorer – ud fra en tankegang om, at offentlig administration er ineffektiv, amatøragtig og dyr. Mål- og rammestyring samt en aktiv ledelse er deres model til universiteterne. De argumenterer imod valgte ledelser, fordi disse modvirker fornyelse; de valgte vil nemlig være tvunget til at bevare det kendte og eksisterende, og ikke træde nogle af dem som har valgt dem, over tæerne.

 Det kan være svært for den utrænede at høre forskellen på retorikken, når de tre holdninger præsenterer sig. De vil alle i festtaler omtale universitetets demokratiske rolle:

”Det skal være med til at sikre, at den offentlige debat er kritisk, fri og levende og bidrage til samfundets demokratisering. De skal levere troværdig og uafhængig ekspertise og danne modvægt til politiske, mediemæssige og økonomiske magthavere” (fra Socialdemokratiets debatoplæg om universiteterne).

 Men når festtalens retorik så skal omsættes på den rå virkelighed, må man konstatere, at de tre holdninger har meget forskellige meninger om, hvor højt universitetets demokratiske rolle skal prioriteres.

 For at komme bag om de enkelte holdninger kan det være hensigtsmæssigt at analysere, hvilke interesser der ligger bag. Hvem får magt og indflydelse over universitetets styring, hvis der indføres bestyrelser med et flertal af eksterne personer og hvis lederne ikke længere skal vælges, men udpeges?

 En grov politologisk fortolkning vil sige, at når arbejdsgiverne i Dansk Industri og fagforeningen Dansk Metal i forsommeren dannede en uhellig alliance med krav om større samfundsindflydelse på universiteterne har de een fælles interesse: Ønsket om flere arbejdspladser, større produktion og økonomisk vækst. Universitetet ses som et instrument, et sted, der skaber viden (forskning), der skal anvendes i industrien.

 Det var formentlig den samme tankegang, som fik Socialdemokratiet til at støtte den samme ledelsesmodel med eksternt dominerede bestyrelser og udpegede ledere. Og det er netop denne model, som nu er til diskussion.

 

Bestyrelsesmodellen med eksternt flertal samt udpegning af lederne er allerede indført på DPU (Danmarks Pædagogiske Universitet) og på DTU (Danmarks Tekniske Universitet).

 På DTU har man fået en stærkt hierarkisk og topstyret ledelsesmodel, som ikke bare er en strukturel, men en politisk og ideologisk ændring af forholdet mellem universitetet det omgivende samfund. Her styres efter en magtpyramide (se figur s. 14) hvor

          flertallet i bestyrelsen er udpeget af ministeren og kommer udefra (4/7)

          konsistorium ikke længere har indflydelse og ikke engang ret til indsigt i bestyrelsens eller rektors dispositioner

          bestyrelsen udpeger rektor, der står for den daglige ledelse og der er forpligtet opad mod bestyrelsen og ikke nedad mod de ansatte

          rektor udpeger institutledere, der er forpligtet opad og ikke nedad.

 DTU-modellen er udtryk for en hierarkisering af magten, der ligner et privat firmas struktur (med koncernledelse, direktør og underdirektører).

 Der er flere problemer i denne topstyringsmodel. Dels at de, som arbejder i strukturen – lærerne, forskere, tap’erne og studenterne – ikke har væsentlig indflydelse på, hvem der bliver deres ledere og hvad der besluttes. Og dels at ”forskersamfundet” – universitetslærernes fællesskab – ikke længere har et sagligt-fagligt forum, der har opgaven, ansvaret og forpligtelsen til at diskutere og prioritere efter bedste faglige overbevisning. Magten er suverænt placeret hos de udnævnte ledere.

Og disse ledere med bestyrelsen i toppen er sårbare overfor pres udefra, fx fra staten / politikerne eller fra erhvervslivet. At universitetet skulle være ”almenhedens garant” for det faglige, kritiske og upartiske er ikke længere så selvfølgeligt, når universitetets beslutninger kan underordnes andre interesser, herunder kortsigtede politiske eller industrielle (se bare magtpyramiden).

 Magten samles hos få personer eller interessegrupper.

 På Danmarks Pædagogiske Universitet sidder for eksempel eks-departementschef fra Undervisningsministeriet, Inge Thygesen, i spidsen for den nye bestyrelse. Og på Danmarks Tekniske Højskole hedder bestyrelsesformanden Mogens Bundgaard-Nielsen, der er direktør i det halv-offentlige Sund- og Bælt-konsortium. (På DTU har den nye bestyrelse samtidig udnævnt en ny rektor, som mærkeligt nok har nogenlunde den samme profil og baggrund som Bundgaard).

 Selv om ministeren forsikrer om, at de skam er udpeget i kraft af deres ”personlige egenskaber” er det svært at se, hvordan de undgår at blive repræsentanter for bestemte interesser. Det er svært at se Inge Thygesen som andet end som kontrollant for ministeriet, som repræsentant for management-modernisterne! Og Bundgaard skal være garant for de private og offentlige ingeniør-interesser og erhvervslivet, som repræsentant for en blanding af de markeds-liberale og modernisterne!

 Disse ledere er personifikationen af, at der kommer således et helt nyt politisk element ind på det universitet, som hidtil har været ”upåvirkeligt”.

 

Historisk har begrundelsen for den nuværende model med valgte ledere været dobbelte: Dels at den bedste ledelse får man af dem, som har den fagligt-saglige indsigt og som arbejder med tingene til daglig, dvs. lærerne, tap’erne og de studerende. Og dels at valget var en indirekte garanti mod at udefra-kommende særinteresser skulle blande sig i universiteternes prioriteringer. Det handler nemlig også om universitetets rolle, jf. festtalen.

 Hvis politikerne indsætter en eksternt domineret bestyrelse og rektor med magt over planlægning og økonomi, så er det ikke bare en strukturel ændring, men en afmontering af den fagligt-saglige styring. Får særlige interessenter adgang til universiteternes beslutningsproces vil befolkningen ikke have den bedste garanti for at få den kritiske og uafhængige belysning af et emne. Hvis landbruget og slagterierne får indflydelse på Landbohøjskolens prioriteringer, vil der ikke være en eentydig forbruger-interesse i at forske i BSE (kogalskab). Hvis Dandy sætter penge i tandforskning, skal Tandlægehøjskolens forskning helst ikke vise, at tyggegummi er skadelig for tænderne eller i hvert fald unyttig. Hvis Novo-Nordisk opdager, at det medicinske institut er ved at opfinde en billig konkurrent til insulinen, så vil Novo søge at undertrykke produktet.

 Disse eksempler bruger jeg kke for at hænge private firmaer, interessegrupper, embedsmænd eller enkeltpersoner ud som skurke, men blot eksemplificere, at det er en illusion at gøre dem interesseløse.

 Der er også en anden fare i modellen. Det ligger nemlig i dens logik, at markedet skal have en betydelig indflydelse. Universitetet skal planlægge ud fra, hvordan de kan tjene penge, hvordan forskningen kan tjene erhvervslivet (anvendelsesorientering), hvordan studenterne hurtigst og nemmest uddannes inden for noget der aktuelt er efterspørgsel efter (fx bioteknologi eller IT) osv. Problemet er ikke, at universitetet skal indrette sig på markedet, for det gør de allerede i dag; problemet er, hvis markedet bliver det dominerende kriterium.

 

Vel er der problemer i, at universitetets styrelsesformer indbyder til inerti, HVIS der ikke er klare ansvarsfordelinger, performancekrav og incitamenter for både institutter og ansatte. Derfor må institutterne arbejde aktivt for at undgå en ødelæggende stilstand og for troværdigt at kunne imødegå påstande om, at der blandt universitetslærerne er alt for mange fribilletter, som hverken forsker eller underviser ordentligt. Og for mange ledere, som ikke tør tage beslutninger.

 Men universitetet er i defensiven. Problemet over for offentligheden er, at alle har en mening om universitetet! De, som aldrig har gået der, undrer sig grundlæggende over, hvordan nogle offentligt ansatte faktisk kan få lov til at styre sig selv og ser gerne, at styringen ligner noget, som de kender. Og de, som er kandidater fra et universitet, kan altid pege på en eller flere lærere, som både var dovne og ukvalificerede. Så kritikken får nemt vind i sejlene.

 En hovsaændring af universitetets ledelse og større politikerstyring er imidlertid et meget rabiat skridt, som først bør tages som en sidste kriseløsning; som et puf udefra til noget, der har alvorlige problemer. Nogle institutter er tidligere sat under administration (senest psykologifaget), men politikerne og embedsmændene har ikke dokumenteret, at det gælder for hele universiteter. Derfor findes der næppe bedre styrelsesmodeller end det klassisk-idealistiske selvstyre. Både set med demokratiske og faglige øjne.

 

Jørgen Øllgaard – der er sociolog og journalist – har netop udgivet bogen ”Magten og universitetet” (FORSKERforum-ekstra, 112 sider, kr. 99. Bestilles på fofo@inet.uni2.dk)

 

.dk)

 

 

Leave a comment