2001. Magten og universitetet (BOG)

BOG: Jørgen Øllgaard: Magten og universitetet (kan købes ved henvendelse til Jørgen Øllgaard)

 

X:2) kolofon:

Det korporative universitet

 & Den instrumentaliserede forskning

 & Magten og universitetet

Copyright: Jørgen Øllgaard. All rights reserved.

FORSKERforum-extra, juni 2001

 

 

 

 

 

 

@U:INDHOLD

 

@R:Det korporative universitet

– den uafhængige videnskab og forskersamfundet under pres

 

@B:0. Universitetets basis: Uafhængighed og faglige selvforvaltning

1. New public management

2. DTU-loven

3. Styrelsen: Corporate management

4. DTU-modellens logik

5. Bestyrelsens logiske prioritering: Anvendelsesorientering

6. Universitetets inerti

7. Den kritiske masse?

 

 

@R:Den instrumentaliserede forskning

– om den tiltagende politisering af videnskaben

 

@B:0. Den klassiske kontrakt mellem forskning og samfund under nedbrydning

1. Stigende styringslyst

2. Finansministeriet og ”new public management”

3. Programmatik: Kvalitet, nytte og relevans

4. Tilskyndelse til samfinansiering

5. Forskningsfinansiering som styringsinstrument

6. Sidste: Krav om social robusthed

7. Universitetet og ”en ny kontrakt mellem forskning og samfund”

                      <I>Kritikken: Modus-2 – ”den postmoderne videnskab”

Post-akademisk videnskab

Modus-2 –instrumentalisering

Operationaliseringen i den statslige politik

Videnskabens tab af troværdighed og upartiskhed<I>

8. Hvem udpeger indsatsområderne?

 

 

@R:Magten og universitetet

– et studie i beslutningsprocessen bag DTU’s selveje og nye styrelsesmodel

@U:

0.0  INTRO:

@B:0.0 Indledning

0.1 DTU-lovens betydning og rækkevidde

0.2 Problemformulering

0.3 Analysens opbygning

 

I.                   del
@U:1.0 FORSPILLET

@B:1.1 De hemmelige sonderinger

1.2 Rektoratets og ministeriets problem: Konsistorium havde initiativretten

 

@U:2. DEN CENTRALE BESLUTNING: Konsistoriums princip-tiltrædelse (1. marts) @B:

2.1 Beslutningstagerne fik et ultimatum

 

@U:3. DE MANGE DELBESLUTNINGER: Modellen tager form

@B:3.1 Rektoratet lagde ikke op til debat

3.2 Rektoratets legitimation: Ministeriets betingelser

3.3 Beslutningsgrundlaget gled

 

@U:4. LOVFORSLAGETS FREMSÆTTELSE OG BEHANDLING

 

                                                                 II. del

@U:5. ANALYSE AF BESLUTNINGSPROCESSERNE

@B:5.1 Om DTU som case

5.2 Om beslutningsprocesser og magtanalyse

5.3 Traditionel teori: Den rationelle beslutningsproces

5.4 Dagsorden-sættelse og filtrering

5.5 Fase A med forsonderinger

5.6 Fase B med principtiltrædelsen: Fårefolden

5.7 Fase C med de mange del-beslutninger: ”Strategisk garbage can”

 

@U:6. KONKLUSION: Beslutningslimbo og demokrati

@B:6.1 Hvem og hvad bestemte?

6.2 Hvordan foregik beslutningsprocesserne?

6.3 Hvor demokratisk foregik det?

 

                                                                 III. del

@U:7. DISKUSSION: Universiteter og akademisk selvforvaltning

@B:7.1 Universitetsloven: Magten ud i uformelle strukturer

7.2 Skrøbelig akademisk selvforvaltning?

 

 

@X:TXT nr. 1

@R:Det korporative universitet

@U:– den uafhængige videnskab og forskersamfundet under pres

 

@B:”Universiteterne er (derved) med til at vedligeholde, udbygge og formidle en del af samfundets fond af viden. Universiteterne tillægges som regel også en rolle for den kritiske offentlighed. Universiteterne må være et sted, hvor den frie tanke dyrkes, og hvor magthaverne kan blive talt imod. Derfor er universiteternes uafhængighed af politiske og økonomiske magthavere også meget vigtig”. <I>(Magtudredningens eliterapport, 2001)<I>

 

 

@U:Indhold

 

@B:0. Universitetets basis: Uafhængighed og faglige selvforvaltning

1. New public management

2. DTU-loven

3. Styrelsen: Corporate management

4. DTU-modellens logik

5. Bestyrelsens logiske prioritering: Anvendelsesorientering

6. Universitetets inerti

7. Den kritiske masse?

 

 

 

@R:Det korporative universitet

@U:Med DTU-loven får politikere og erhvervsliv direkte indflydelse på universitetets liv og prioriteringer. Universitetets faglige-akademiske autonomi og selvforvaltning reduceres.

 Essay’et påpeger faren ved, at såvel statens (politikernes) som markedets indflydelse bliver så stor, at den kommer til at dominere universitetets prioriteringer.

 Det truer med at lamme den akademiske frihed, ”den kritiske masse”. Og almeninteressen kan dermed ikke være sikre på at få den uafhængige og kritiske vurdering af teknologier, teknikker eller produkter, som burde være en hovedopgave for et teknisk universitet

 

@M:0. Universitetets basis: Uafhængighed og faglige selvforvaltning

@B:Universitetet skal tjene almenheden, hele samfundet. Ikke lederne, ikke bestemte erhverv eller særlige interesser. I praksis skal det skabe ny viden, oplære nye forskere, formidle ny viden til samfundet samt uddanne studerende til at kunne løse akademiske opgaver ude i samfundet.

 Sagt lidt mere højstemt, så er universitetet også stedet, hvor der skabes ny viden, men det er samtidig også stedet, hvor der sker en bevarelse og videreførsel af den kendte viden. Studenterne får en indføring i den faglige tradition og viden på et felt, og den peger både bagud og fremad. Universitetet er således i sit grundlag både med til at forny og med til at sikre traditionen.

 Som sådan har universitetet flere formål: Undervisning og forskning, nybrud og tradition osv. Universitetet er derfor en meget kompleks mekanisme med flere formål.

 Den bedste ramme til at sikre uafhængigt arbejde med videnskab og undervisning ”til det højeste videnskabelige niveau” skabtes i begyndelsen af sidste århundrede i den humboldt’ianske model, hvor universitetet er kendetegnet ved sin uafhængighed og ved den akademiske selvforvaltning:

 ”De humboldtske reformers virkning på langt sigt var således ikke opretholdelsen af en bestemt opfattelse af den rette videnskabelige specialisering, men genoplivelsen, eller måske rettere skabelsen af en autonom institutionel ramme for de intellektuelle aktiviteter, som senere blev kendetegnende for det moderne forskningsorienterede universitets aktivitet” (Bjørn Wittrock, 1997).

 Det humboldt’ianske universitetet er institutionelt selvstyrende med ”forskersamfundet” i centrum for de faglige prioriteringer <B>(se FIGUR A)<B>. Her er det de kyndige, med den højeste faglige indsigt på sit område, som træffer de afgørende videnskabelige valg og prioriteringer. Derfor fik lærere / forskere ”forskningsfrihed”. Og derfor blev lederne valgt af de faglige kolleger, fordi der hermed sikres en (faglig) kontinuitet og en konsensus: En fælles og forpligtende forståelse om, hvad man arbejder sammen om. Den traditionelle akademiske form er således ikke bare en ”metode”, men en distinkt kultur – en stamme med sin egen rationalitet, egne værdier og moral, sine uskrevne regler osv. (Ziman 2000, 24; Jacobsen 2001)

 Som organisation er universitetet altså en kompleks mekanisme med en inerti, der groft sagt skyldes, at det både skal tjene til fornyelse og til traditionssikring. Alle med kendskab til organisationer har en fornemmelse af, hvor svært det må være at opfylde sådanne flersidige formål.

 

@X:en sides  illu

 

@M:1. ”New public management”

@B:Men universiteternes inerti irriterer i stigende grad ministre, politikere og embedsmænd. De er utålmodige og kan ikke forstå, at universiteterne har så svært ved at tilpasse sig de nye tiders krav om aktivitet, produktion, effektivitet….

 Universiteterne er derfor sat under pres. Dels er der systematisk sat flere studenter ind, uden at lærerressourcerne er fulgt med. Og dels er basisbevillingerne til forskning blevet udhulet og omlagt til at være målrettede program-, pulje- og rådsbevillinger, dvs. politisk øremærkede til bestemte forskningsområder.

 Den almindelige forklaring på den udvikling hedder, at universiteterne skal effektivisere (spare) ligesom andre offentlige områder. Men politikernes motiver kan være langt mere udspekulerede og kyniske: Måske er underfinansiering simpelthen en måde at knytte universiteterne tættere til industrien?

 Uanset hvorvidt det er en effektivitetsbestræbelse eller en kynisk politisk strategi – eller begge dele – så er virkningen den samme: Underfinansieringen virker som en styringsmekanisme, hvor universiteterne tvinges mod markeds-gørelse, kommercialiering og partnerskab med den private sektor.

 Resultatet er en firmatisering. Sagt på internationalt hedder det <B>”corporate”<B><I> (på dansk med dobbelte betydninger: Såvel virksomhedsbasering som sammenslutning af flere organisationer med samme mål).<I> I den verden hersker erhvervslivets terminologi. Stærkt motiveret af Finansministeriet og new public-management tænkning <I>(se essayet: ”Instrumentalisering af forskningen”)<I>.

har universiteterne således fået ”udviklingskontrakter” og ”virksomhedsregnskaber”, hvor formålsbeskrivelser og strategier skal ligge til grund for (bevillings-) styring. De skal fremover drives som private selskaber, der opererer med kunder, produktion, præstation, konkurrence, kvalitetskontrol, mål- og rammestyring, innovation og management for nu at nævne nogle af de nye udtryk.

 I praksis er den følelige konsekvens, at man samtidig overlader universitetet til større forretnings-gørelse og markedsafhængighed, hvilket DTU-loven er et klart udtryk for. 

 

@M:2. DTU-loven

@B:Loven om DTU’s selveje og nye styreformer er det renlivede udtryk for de nye vinde omkring universiteterne. Med en snedig bogholdermanøvre forærede staten bygningerne bort med det angivelige formål, at DTU som selvejer kan belåne bygningerne for at skaffe penge til renoveringer samt for at gøre stedet mere indbydende for studenter og erhvervsliv.

 Det lyder altsammen som en ressonabel disposition for statskassen. Men Forskningsministeren og hendes embedsmænd stillede betingelser for manøvren. Formelt hed det, at DTU’s konsistorium helt frivilligt – fordi organet havde initiativretten – bad om at få ændrede styrelsesforhold, så konsistorium blev tømt for magt og så rektor ikke længere skal vælges kollegialt. I virkeligheden gav Forskningsministeriet konsistorium et vink med en vognstang om, at betingelsen var en hierarkisk styrelsesmodel a la den private sektors. Ellers kunne DTU sige farvel til de rare selvstyre-millioner<I> (se analysen af beslutningsprocessen: ”Magten og universitetet”).<I>

 Styingsmodellen er langt fra det ’humboldt’iansk’ ideal, tværtimod er det den mest radikale ændring af en 150 år gammel universitetsmodel. <B>Det korporative universitet<B> betyder nemlig exit for det akademiske selvstyre. DTU-loven varsler ikke bare en strukturel ændring, men en politisk og ideologisk ændring af forholdet mellem universitetet og det omgivende samfund. Loven er gennemsyret af en korporatistisk tankegang. <B>(1)<B>

NOTE 1: I den traditionelle definition defineres korporatisme som et system af interesserepræsentation, hvor den offentlige politik udformes gennem en koordineret beslutningsproces. I min sammenhæng er der vel nærmere tale om en ny-korporatisme, hvor interessevaretagelsen ikke sker direkte gennem organisationsrepræsentation, men hvor de væsentlige interessegrupper (stat og erhvervsliv) er i spil gennem mere diffus repræsentation.

 Tankegangen er kendt fra arbejdsmarkedets parter, fra arbejdsgiverne (i Dansk Industri) og fra fagbevægelsen (LO), som gang på gang understreger nødvendigheden af produktionsrelation, ”anvendelsesorientering” og ”arbejdspladser”.

 I DTU-loven gøres ”samfundsinteresse” synonymt med erhvervslivets interesse. Hvad der er i erhvervslivets interesse er i alles interesse, lyder underteksten. Og samfundets fællesinteresse om universitetet kan i den tankegang handles af i trekanten universitet – stat – erhvervsliv. Og her får såvel politikerne som erhvervslivet direkte adgang til universitetets livsnerve og dispositioner.

 Det er meget sigende, at Forskningsministeriet i sit første udkast til DTU-loven uden omsvøb kaldte universitetet for et <B>”erhvervsuniversitet”<B>. En sådan ligefremhed – der jo leder tankerne hen mod det amerikanske McDonald-universitetet <I>(for sådan et findes skam)<I> eller japanske ditto for store elektronikfirmaer –  fik i al sin udanskhed protesterne frem. Så i selve lovforslaget hed det udglattende, at DTU skal være ”et erhvervsrettet universitet”. Men hensigten er ikke til at tage fejl af: Universitetet skal tjene dansk erhvervsliv i en verden, hvor ”viden og innovation spiller en stadigt stigende rolle. Derfor skal studiemiljøerne tiltrække studerende, der kan matche de deraf afledte krav, og universitetets forskning skal skabe grundlaget for den erhvervsudvikling, der er så betydningsfuld for dansk velfærd” (om DTU’s formål).

 Perspektivet i ”reformen” handler om forholdet til erhvervslivet: ”Det er regeringens opfattelse, at et tæt samarbejde mellem industrien og universitetet er vejen frem, hvis DTU skal være en national dynamo for udviklingen af de teknisk-naturvidenskabelige fagområder i Danmark til gavn for dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser”, hedder det om universitetets formål. <B>(2)<B>

 NOTE 2: Heri ligger dog nogle strukturelle modsætninger, der handler om hvordan DTU på samme tid kan opfylde den udtalte ambition om at være ”erhvervsuniversitet” med hud og hår – og samtidig være lige så forpligtet til grundforskning som de andre universiteter?!

 Hele manøvren er fra politikernes side et forsøg på at lave politik på området. Og vel er det legitimt, at politikerne søger at øve indflydelse på, hvad skatteborgernes penge bruges til! Men samtidig er det bekymrende, at radikaliteten i den nye DTU-styrelsesmodel blev gennemført uden en grundig politisk debat. Loven blev hastet igennem Folketinget, og hverken menige politikere, offentligheden eller – for den sags skyld – universitetsverdenen uden for DTU fik klargjort radikaliteten.

 

@M:3. Styrelsen: ”Corporate management”

@B:For at vise, at man skam mente det alvorligt med det effektive erhvervsuniversitet skulle DTU indføre en anden styrelsesform, ”corporate management”. Det betød en god gammeldags hierakisk organisationsmodel med styring ovenfra. På toppen sidder en bestyrelse, som udpeger en direktør (rektor), der igen udpeger underdirektører (dekaner og institutledere).

 Bestyrelsen erstatter konsistorium som universitetets øverste myndighed, fastsætter retningslinierne for universitetets langsigtede virksomhed og disponerer (”godkender”) de årlige budgetter (efter indstilling fra rektor). Og for at ingen skal være i tvivl om, hvem der bestemmer, så skal 4 ud af bestyrelsens 7 medlemmer komme udefra. Det bliver centrale erhvervsfolk og dygtige teknokrater hentet fra (halv-) offentlige institutioner. Bestyrelsen skal være DTU’s kontakt udadtil, men bliver også modtagelig for <B>interesser<B> fra såvel staten (politikerne) som fra erhvervslivet <B>(SE FIGUR B).<B>

@X:en sides illu

@B: Rektor udpeges af bestyrelsen. Han står for den daglige ledelse og er forpligtet opad mod bestyrelsen og ikke nedad mod de ansatte.

 Hele styrelsesmodellen afvikler universitetets traditionelle akademiske selvforvaltning, fx at lederne vælges af de faglige og fagkyndige kolleger. DTU-loven nævner godt nok noget om, at der fortsat skal sikres ”medarbejder- og studenterindflydelse”, at der skal ”værnes om forskningsfriheden”, og at DTU ”fortsat er forpligtet til grundforskning”, selv om man bliver et erhvervsuniversitet. Men disse bisætninger har karakter af besværgelser, kun tilføjet fordi sådan nogle ord hører med til et rigtigt universitet. I praksis er det hensigtserklæringer i anden række; de er ikke udtryk for en ret eller en pligt for de ansatte.

 Ud over at bestyrelsen har eksternt flertal, og at rektor udpeges udefra, så er der også andre elementer i loven, der strider mod den traditionelle akademiske selvforvaltning. Jeg skal blot nævne 3 eksempler:

– Der er 15 institutter og centre med hver sit fagområde. Lederne her udpeges ikke kollegialt, men af rektor. Der er altså ikke sikkerhed for en fagligt baseret ledelse, som står for kontinuitet og konsensus: En fælles og forpligtende forståelse om, hvad man arbejder sammen om. Det er bestyrelsen og rektor angiveligt bedre til at styre!

– Og går man så længere op i systemet findes så konsistorium, der godt nok er tømt for magt. Derfor betyder det ikke så meget, men det er alligevel sigende, at ud af konsistoriums 13 medlemmer er de 6 repræsentanter for ledelsen. Ud af resten har det teknisk-administrative personale (med 2 medlemmer) lige så mange repræsentanter som det akademisk-videnskabelige personale (med 2), mens studenterne har flere (med 3).

– Konsistorium får ingen ret til indsigt i bestyrelsens eller rektors dispositioner. Rektor kan forelægge sager for organet: ”Rektor drøfter væsentlige oplæg om strategi, organisatoriske ændringer og økonomi med konsistorium, med mindre bestyrelsen af særlige grunde har besluttet andet. I så fald orienteres konsistorium efterfølgende af rektor” (DTU’s vedtægt). Tilbage står, at Konsistorium får myndighed til at uddele medaljer (”tildele doktorgrader”), nedsætte bedømmelsesudvalg og godkende studieordninger o.lign. såkaldt ”akademiske sager”.

 

DTU-modellen er udtryk for en hierarkisering af magten, som mere ligner et privat firmas struktur end et universitets <I>(SE FIGUR B).<I>

 Det største problem herved er, at ”forskersamfundet” ikke længere har en naturlig magtbase. Der findes således <B>ikke længere et sagligt-fagligt akademisk forum med opgaven, ansvar for og forpligtelsen til<B> at diskutere og prioritere forskningen og relatere den til curriculum <I>(SE FIGUR A).<I> Magten er suverænt placeret hos de udpegede ledere.

 De faglige prioriteringer – som forskersamfundet var en slags ”almenhedens garant” for – risikerer at blive underordnet andre interesser, herunder kortsigtede politiske eller industrielle.

 

@M:4. DTU-modellens logik

@B:I DTU-konstruktionen kan markedet få absolut dominans. Det vil således være i logisk forlængelse af de udtalte intentioner, om bestyrelsen, rektor og institutledere prioriterer satsningsområder af særlig interesse for erhvervslivet (og dermed automatisk nedprioriterer bredden i forskning og undervisning). Det ligger nemlig i loven, at erhvervslivet og ingeniørprofessionen skal have direkte mulighed for at sætte sine interesser igennem (”det naturlige mødested for udbud og efterspørgsel”, jf. loven). Firmaer får tilmed mulighed for at købe sig indflydelse ved at leje sig ind i lokaler og faciliteter klods op af de institutter og forskere, som de ønsker at suge viden fra.

 Det ligger i lovens logik, at bestyrelsen kan diktere, at alle forskningsprojekter med samfinansiering (med en privat kilde) får fortrinsret, når ledelsen skal vælge, hvad der skal forskes i.

 Det er den udfoldede korporative økonomi, hvor skatteyderne (staten) yder direkte eller indirekte subsidier til erhvervslivet. Begrebet ”det korporative universitet” angiver en politisk og økonomisk struktur på det nye DTU, hvor tingene handles af i trekanten universiteter – stat – erhvervsliv. Her får både stat og erhvervsliv direkte indflydelse udenom forskersamfundets fagligt-akademiske selvforvaltning.

 Styrken i det korporative arrangement er, at interesser kan formulere sig i en organiseret form. Som idealtype betyder det, at de vigtige beslutninger kan tages i et nært samspil mellem staten og de organiserede interesser. Virkeligheden er imidlertid, at magten er hierarkisk, så den demokratiske indflydelse og indsigt er yderst begrænset. Magten vil være på få hænder, der er ingen forpligtelse til at inddrage de underliggende lag, og mange beslutninger vil være taget på forhånd eller i kulisserne. 

 I tilfældet med DTU’s bestyrelse er processen yderligere mudret, idet de enkelte medlemmer fra private industrier og halvoffentlige virksomheder ikke åbent repræsenterer nogen eller har særlige opgaver ud over at fremme ”det erhvervsrettede universitet”. Bestyrelsen – og bestyrelsens enkelte medlemmer – har heller ingen forpligtelse til at agere åbent. <B>(3)<B>

NOTE 3: Bestyrelsen markerede fra starten, at der ikke skulle være offentlighed om bestyrelsens arbejde. Af den udarbejdede forretningsordenen fremgår således, at bestyrelsens medlemmer har tavshedspligt om arbejdet i bestyrelsen (se S2022-S2026 samt S2039-S2040 i Uddannelsesudvalget fra marts 2001).

Bestyrelsen har også indført nye standarder for åbenhed, idet fagbladet FORSKERforum er nægtet aktindsigt i bestyrelsens dagsordener med henvisning til, at der er tale om ”interne arbejdsdokumenter”, hvilket har medført en klage til Ombudsmanden.

 I en sådant arrangement er banen åbnet, så det bliver den mest magtfulde aktør, der får den afgørende indflydelse. Og her står de økonomiske markedsmekanismer med gode kort på hånden.

 

@M:5. Bestyrelsens logiske prioritering: Anvendelsesorientering

@B:Når man lukker erhvervsinteresser eller statsinteresser ind i universitetets centrale prioriteringer, så hedder punkt 1 på dagsordenen: ”anvendelsesorientering”.

 Den nye bestyrelse med eksternt flertal lægger da også op til en kontant og direkte markedsrelatering: ”DTU skal for så vidt angår forskning gøre en særlig indsats inden for de områder, hvor der er en stor grad af direkte overførelse af resultater til videnbaserede udviklingsvirksomheder” <I>(Interimbestyrelsens foreløbige overvejelser, december 2000).<I>

 Forskningens perspektivet er klart: ”DTU er et erhvervsorienteret universitet, og det betyder, at institutionen og medarbejderne bør være fokuseret på at omsætte de emner, man arbejder med på DTU, til resultater i erhvervslivets verden, samtidig med, at forpligtelsen som universitet fastholdes.

 Dette betyder, at DTU skal forberede de studerende til erhvervslivets funktioner, at DTU skal udføre forskning, som er relevant og vigtig for samfundets teknologiske og erhvervsmæssige udvikling og være opmærksom på, hvilke grundforsknings-, forsknings- og udviklingsmæssige resultater, der vil kunne omsættes til produkter, koncepter og/eller videnbaserede virksomheder”.

 Og hvad angår curriculum, så skal det i højere grad indrettes på de enkelte branchers krav. Der skal stilles særlige krav til de professionsrettede uddannelser:

 ”Generalistviden, her forstået som den klassiske polytekniker, er væsentlig, men utilstrækkelig inden for fx kommunikations- og bioteknologibranchen. Universiteterne kan kun vanskeligt følge med i videnskapløbet, lige som produktion af kandidater og ph.d.’ere ikke i tilstrækkeligt omfang er afstemt efter markedets behov. På disse områder er der behov for at etablere strategiske samarbejder mellem stærke universiteter og brancher …”, hedder det.

 Bestyrelsens prioritering er logisk, for som selvejere skal firmaet forrentes. Man skal gå efter det størst mulige afkast inden for DTU’s forsknings- og uddannelsesområder.

 Det betyder omsat på praksis, at hvis en stor entreprenørkoncern stiller med 10 millioner kroner om året til betonforskning, fordi det nu engang er koncernens kerneområde, så kommer det højt op på listen, når DTU skal prioritere sine indsatser inden for materialeforskningen.

 Prioriteringer har imidlertid nogle konsekvenser, hvilket bestyrelsen er pinligt bevidst om, når den konstaterer, at DTU ikke kan være førende på alle områder, og derfor må ”bortvælge eller revitalisere de områder, hvor kvaliteten ikke lever op til universitetets målsætninger”.

 Prioriteringer betyder i den forstand ikke bare valg, men også fravalg, for når DTU prioriterer betonen, så kommer andre emner længere ned på listen eller ryger helt ud. Den forskning som ikke har umiddelbar udsigt til at kunne blive ”nyttiggjort” får svært ved at legitimere sig. Og den grundforskning, som retter sig mod nye og originale felter, risikerer at blive frasorteret som ”højrisiko-projekter”.

 

@M:6. Universitetets interti

@B:Nogle vil indvende, at jeg forsvarer noget på universitetet, som ikke er værd at bevare.

 Og det er da rigtigt, at der findes institutter, som kunne trænge til et los bagi, og at det akademiske selvstyre ikke er i stand til at sparke. Men det er et fåtal, som slet ikke legitimerer den rabiate DTU-model.

Og det er også rigtigt, at universitetssystemet har en enorm inerti, som ofte virker konserverende eller blokerende for fornyelse. Det er det negative element i den dialektik, som universiteterne nødvendigvis må leve med: Bevarelse og traditionsfornyelse på samme tid. Intertien kan ses som et  systemproblem, idet der ikke er iboende, kraftfulde, interne mekanismer til at initiere fornyelse. Det medfører tendens til at blive selvtilstrækkeligt og selvbekræftende, hvis miljøet ikke konstant er opmærksom på faren.

 Man skal imidlertid ikke overdrive universiteternes mangel på evne til at reformere sig: ”Implementering af reformer synes ofte på kort sigt partiel, selektiv og præget af inerti, men over tid synes reformernes betydning samtidig af være/blive stor”, konstaterer således Foss Hansen efter at have studeret udviklingen over 35 år. Hun opkaster to tilsyneladende modsatrettede teser om såvel dynamik som interti. Hun konstaterer om dynamikken, at tilpasningsevnen i forhold til at tage ansvar for flere og nye opgaver samt organisere sig efter ændrede krav og normer har – betragtet over tid – været betydelig. Og om intertien siger hun: ”Sektoren har på produktionsniveau <I>(forstået som universitetetssystemet modsat det politisk-administrative niveau, jø)<I> gennemgående været mere præget af snak om modstand mod forandring end egentlig modstand mod forandring. Selv om reformer altid synes at blive mødt med kritik, synes det også at være en undtagelse, at de ikke over tid får betydelig gennemslagskraft” (Foss Hansen 2001).

 Men hvis et universitetsmiljøs interti og selvtilstrækkelighed er for stor, så kan påvirkninger udefra <I>– herunder fra det politiske niveau eller fra markedet – <I>være nødvendige for at initiere ændringer. Studiestrukturen må således være i stand til både at reflektere et fags grundkvalifikationer og markedets behov. Og evalueringer kan – trods ressourceforbruget – have den positive indflydelse, at institutter i krise bliver tvunget til at se selvkritisk på deres virksomhed og til at legitimere sig udadtil.

 Men disse puf udefra bør være doseret nøje – ikke komme som en bureaukratisk kontrolstrøm eller konstante forandringskrav. Og i den forstand kan nødvendigheden af at puffe til intertien på DTU ikke retfærdiggøre den rabiate styrelsesmodel, som blev indført.

 Andre har fremført, at der ikke er grund til at afvise den nye management. Ressonable folk i systemet er garanter mod, at topledelse og erhvervsstyring løber af med systemet. Jo, vel findes der da fornuftige rektorer, som vil søge at afbøde de værste ulykker. Og vel findes der rigtignok fornuftige erhvervsledere, som ved, at komplekse organisationer med flere mål ikke skal styres hårdt ovenfra. De ved, at moderne organisationer kræver engagerede medarbejdere, der kan tænke selv. Og de kender værdien af det særlige ved universiteterne: Fri grundforskning og ideudvikling, for det er noget, som selv store firmaer aldrig har ressourcer til.

 Men uanset de fornuftige erhvervsledere, så indbyder loven til markedets styring. Der er ikke noget galt i markedsrelatering, for den kan være det nødvendige puf eller inspiration til fornyelse; markedet må bare ikke blive dominerende.

 

@M:7. Den kritiske masse?

@B:En sådan ren markedsstyring af fagligheden er det sandsynlige scenario inden for DTU-modellen, idet den højeste faglighed (forskersamfundet) ikke længere har den afgørende rolle i prioriteringerne.

 Det nye DTU bryder imidlertid ikke sammen, fordi den akademiske selvforvaltning har fået en sekundær rolle! Det korporative universitet vil komme til at fungere og måske endog blive en partiel succes, fordi nogle fagområder vil ligge i front. Succeshistorier vil med garanti blive stort eksponeret i lighed med GIGA (et højteknologisk udviklingsfirma, som blev solgt til udlandet, mens IT-aktierne ramte loftet i sommeren 2000).

 I praksis vil der formentlig i fire ud af fem prioriteringer være enighed mellem lederne og de menige. Tilfælde af uenighed kommer vi imidlertid ikke til at høre om; de bliver indenfor murene, eller de kommer aldrig op til overfladen. Og netop i denne mangel på en kritisk offentlighed ligger DTU-modellens største problem: Begrænsningen i den frie akademiske tanke.

 Mens forskersamfundet før havde direkte indflydelse og ansvar, så er det nu lederne, der har retten til at prioritere. Det betyder, at der kommer flere kriterier i spil, og at det ikke længere primært er den faglige kvalitet, der er det væsentligste. Der sker en forskydning mod markeds-gørelsen, som vil favorisere noget og dukke noget andet.

 Det mest radikale vil være, hvis bestyrelsen med en stor ekstern bevilling som motivation bosser et bestemt forskningsemne igennem helt ned på institutniveau. Det kan i praksis lade sig gøre gennem den hierarkiske ledelsesstruktur: Bestyrelse – rektor – dekan – institutleder.

 Men også i mere diskret form vil markedsvurderingen sætte sig igennem. Den vil betyde, at institutlederen prioriterer bestemte aktiviteter. Hvis forskerne enkeltvis eller samlet ikke er enige i denne prioritering, så har institutlederen  altid det finale argument: Pengene på markedet. I den afvejning bliver ”faglig kvalitet” ofret til fordel ”nytte og relevans”.

 Også tilskyndelsen til samfinansiering med private firmaer vil virke stærkt adfærdsregulerende. Det indgår i bestyrelsens planer, at institutterne skal være i stand til at skaffe mindst en tredjedel af deres midler udefra. Det bliver et vigtigt succeskriterium, og forskerne vil tvinges til at målrette deres aktivitet direkte mod erhvervslivet.

 Og det vil virke dobbelt, for de statslige basismidler vil fordeles efter de samme succeskriterier: De universiteter, som forstår at tiltrække flest eksterne midler, er dem med succes, og de skal belønnes med ekstra midler fra det offentlige! Og hvis de private midler falder på bestemte forskningsområder (fx medicin eller bioteknologi), så forstærker staten indsatsen ved at søsætte særlige forskningssatsninger netop på disse områder! På den måde vil det offentlige bidrage med enorm skattefinansieret støtte til bestemte (nationale) industrier.

 I en sådan struktur vil der blive forskere, som vil opleve at få underkendt deres forskningsideer. Deres (mulige) nytænkning vil blive kasseret af nytte- og kasse-tænkningen.

 Nogle projekter vil aldrig nå så langt som til at blive afvist. Dem vil forskernes selvcensur på forhånd have frasorteret. De vil simpelthen undlade at fremlægge ideerne åbent, fordi mulighederne for at få dem igennem på forhånd anses for umulige. I stedet for at risikere at blive underkendt, vil man hellere lade det forblive ukendt!

 Og på samme måde vil institutter og forskere have sværere ved at stille sig uafhængigt frem, når de kritisk skal bedømme problematiske teknologier, som der er penge i.

 Denne tilbageholdenhed og det medfølgende ikke-debatterende klima bliver det største akademiske problem ved DTU-modellen. Den akademiske frihed vil være begrænset.

 

Når forskersamfundet ikke har et forum for en åben diskussion og et fagligt-sagligt ansvar for at prioritere – og når magten er placeret udenfor – vil det begrænse den frie udveksling af tanker og ideer. Spillerummet og motivationen vil være begrænset for ”den kritiske masse”. 

 Samfundet har dermed ikke sikkerhed for, at DTU uafhængigt og efter bedste saglige skøn vil definere forskningsopgaver og undervisningstemaer. Der er heller ingen garanti for, at forskerne uafhængigt og kritisk vil belyse teknologier og produkter til gavn for borgere og forbrugere – det, som burde være et teknisk universitets hovedopgave.

 

 

 

 

 

@M:Kilder:

@B:- Lovforslaget og –behandlingen.

– DTU-Interimbestyrelsens foreløbige overvejelser, december 2000.

– William Graham: Academic Freedom or Commercial License?

– Michael Conlon: Betrayal of the Public Trust: Corporate Governance og Canadian Universities.

– William Bruneau: Shall We Perform or Shall We be free?

– Janice Newson: To not intend, or to intend not … that is the question.

  (alle in James L. Turk (ed.): The corporate campus (Lorimar and Comp. Ltd. Publishers, Toronto 2000).

– Hanne Foss Hansen: Dynamisk interti: Universitetssektoren gennem 35 år (in Antonsen / Beck Jørgensen: Forandringer i teori og praksis – skiftende billeder fra den offentlige sektor, DJØFs forlag 2001)

– Peter Scott: A Tale of Three Revolutions? Science, Society and the  University (in Scott (ed.): Higher Education Re-formed (Falmer Press, London 2000).

– George Monbiot: The captive State: The corporate takeover of East England (London 2000)

– Bo Jacobsen: Danske forskningsmiljøer Reitzel 2001).

– Søren Barlebo Wenneberg: Det handler om tillid (Samfundslitteratur, 2001)

– Bjørn Wittrock: Det moderne universitet s forvandlinger (in Universiteter i dag, politik – kultur – ledelse, Samfundslitteratur 1997)

– Jørgen Øllgaard: ”Erhvervslivets universitet” (kronik i Politiken 12.12 2000)

 

@X:txt2

 

@R:Den instrumentaliserede forskning

@U:- om den tiltagende politisering af videnskaben

 

@B:”Det akademiske ethos er i sig selv et bevis på, at videnskaben ikke kan forventes at tale magten imod, med mindre det er forbudt magten at svare igen …” <I>(John Ziman)<I>

 

 

@U:Indhold@B:

0.      Den klassiske kontrakt mellem forskning og samfund under nedbrydning

1.      Stigende styringslyst

2.      Finansministeriet og ”new public management”

3.      Programmatik: Kvalitet, nytte og relevans

4.      Tilskyndelse til samfinansiering

5.      Forskningsfinansiering som styringsinstrument

6.      Seneste: Krav om social robusthed

7.      Universitetet og ”en ny kontrakt mellem forskning og samfund”

<I>Kritikken: Modus-2 – ”den post-akademiske videnskab”

Post-akademisk videnskab

Modus-2 –instrumentalisering

Operationaliseringen i den statslige politik

Videnskabens tab af troværdighed og upartiskhed<I>

8. Hvem udpeger indsatsområderne?

 

 

 

@R:Den instrumentaliserede forskning

@U:Der er sket en tiltagende politisering af forskningen i 1990’erne. For politikerne er den i stigende grad blevet et redskab. ”Kvalitet, nytte og relevans” hedder slagordene. Og nu skal forskningen så også være ”socialt robust”.

 Det dækker over en voksende instrumentalisering af videnskaben, såvel den praktiske forskningspolitik som i dens tankeformer (senest med teorierne om Modus-2 –vidensproduktion)

 

@M:0. Den klassiske kontrakt mellem forskning og samfund under nedbrydning

@B:Den akademiske kultur har været baseret på en ”social kontrakt” mellem forskerverdenen og samfundet, hvor det første blev tilkendt ”autonomi” til at prioritere det videnskabelige arbejde efter kvalitet og væsentlighed. Politikerne overlod området til forskersamfundet, fordi de ikke selv havde den nødvendige indsigt og fordi autonomien var garant for en uvildig rådgiver ”til almenhedens bedste”.

 Derfor gav politikerne så sent som i firserne store blokbevillinger over til uafhængige forskningsorganer som universiteterne eller forskningsråd, som så fordelte bevillingerne efter kvalitative kriterier. Hermed fik forskersamfundet (og den individuelle forsker) friheden til at sætte deres dagsordener og frit publicere deres vurderinger, rådgivning eller resultater. Og den anden vej fik regeringer og almenheden således forskersamfund med aktive og velrenommerede – og taknemmelige – forskere, som kunne give samfundet uafhængig rådgivning og ekspertise.

 Denne kontrakt beskyttede de akademiske videnskaber fra politisk indblanding, men den er aldrig nedskrevet som en konstitutionel ret. Og den har tilmed sjældent været artikuleret åbent, måske af frygt for, at den dermed ville blive anfægtet. Men nu udfordres kontrakten: “Forskningsorganer, råd, fonde m.m. er instrueret i at basere deres prioriteringer på korporative planer og legemliggøre dem i specifikke programmer. Projektforslag indkaldes på mere specifikke samfundsdefinerede problemer, dvs. at bevillinger gives på basis af deres potentiale for at løse sådanne problemer. Med andre ord: Der lægges et betydeligt pres på forskerne til at arbejde med problemer, som er ønsket af regeringen frem for forskernes egne kvalitative valg” (Ziman 2000, 76).

  Den aktuelle udformning af den praktiske forskningspolitik er nu mere end nogensinde fanget i et kendt dilemma mellem hensynet til forskningens autonomi og egenværdi <I>(policy for science)<I> og så dens nytte og relevans-side <I>(science for policy)<I>. Balancegangen mellem disse delvis modsatrettede hensyn er et centralt problem for forskningspolitikken, og er konflikten i forholdet mellem det politiske system og forskersamfundet.

 Og nogle vil sige, at balancen for længst er tippet. Ziman (2000, 75) konstaterer således, at begrebet <I>forskningspolitik<I> rettelig burde benævnes <I>forsknings- og teknologi-politik<I> i den post-industrielle æra. 

 

@M:1. Stigende styringslyst

@B:I dag opleves det nærmest som legitimt, at politikere blander sig i den konkrete forskningspolitik ved at udforme detaljerede programpakker, strategiske satsninger, national forskningstrategi og så videre. Politikerne har en ret og en pligt til at sikre og kontrollere, at skatteydernes penge blive brugt effektivt og fornuftigt, hedder det.

 Men den legitimitet er slet ikke så gammel, som man måske skulle tro. Det er nemlig ikke mange år siden, at forskersamfundet fik tildelt en pose penge, som man så selv kunne fordele efter kvalitets- og væsentlighedskriterier. Man kan kalde denne periode for <B>”tillids-autonomi”<B> <I>(Aagaard: ”laizzes faire”)<I> om den akademiske selvforvaltning fra før midt-firserne.

 De første initiativer til at styre forskningen kom under undervisningsminister Bertel Haarder, helt parallelt med, at denne i øvrigt udbyggede styringen af uddannelsessidens kapacitet (adgangsbegrænsningen m.m.) til universiteterne. Her blev der for første gang formuleret en programpolitik, hvor politikerne direkte udpegede særlige indsatsområder.

 Men målt på, hvornår forskningsbevillinger mere systematisk og i større omfang bliver målrettet mod bestemte områder, så sker det faktisk først i 1990’erne, dvs. efter oprettelsen af Forskningsministeriet under ledelse af skiftende socialdemokratiske ministre.

 Ministeriets etablering kom til at betyde en bestræbelse på at opnå en stærkere og mere centraliseret organisation og styring af sektoren. Det sker ved brug af økonomiske virkemidler, og der mærkes en stigende bestræbelse på at styre og planlægge (evalueringer, strategier osv.).

 Bag den bevægelse ligger såvel en bestræbelse på at effektivisere og økonomisere samt at målrette og styre forskningen i retning mod en højere grad af samfundsnytte og –relevans.  Relationen mellem forskning og det politiske system ændrede sig markant. Politikerne så i højere grad forskningen som et middel, hvorfor forskningens udvikling kunne styres mod områder af væsentlig økonomisk og samfundsmæssig betydning, dvs. i praksis et krav om, at forskningen skal rette sig mod (industriel) anvendelse og dermed jobskabelse.

 Især hvad angår prioritering af særlige indsatsområder, opfattedes det i stigende grad som acceptabelt og nødvendigt med en overordnet politisk udvælgelse af forskningsfelter. Forskningens legitimation skal findes i dens økonomiske og samfundsmæssige betydning. Ikke-kvalitative – fx erhvervspolitiske – kriterier er således i stigende grad kommet ind i prioriteringsprocessen.

 Forståelsen af forskningen er blevet <B>”instrumentel”<B>. Forskningen er blevet et middel frem for ”et mål i sig selv”.

 

@M:2. Finansministeriet og ”new public management”

@B:Oprettelsen af Forskningsministeriet førte i sig selv ikke til en markant omformulering af dansk forskningspolitik, men det førte til, at det nye ministerium ”i udpræget grad” videreførte og forstærkede tendenser mod et markant brud med de klassiske grundprincipper for forvaltning og organisering af forskning (Aagaard, 2001).

 Der skete en tiltagende politisering af forskningen i Folketinget og i det forskningsadministrative system. Politikerne har fået meget mere håndtag i forskningsprioriteringerne. Der er sket en bevægelse fra den akademiske selvforvaltning i retning af en mere styrings- og ledelsesorienteret kultur på både institutionsniveau og ministerielt niveau. Teknokratisk set kan hele forskningspolitikkens udvikling opfattes som et forsøg på at opnå en mere aktiv statslig ledelse og styring af den offentlige forskning  – og det samme sker på institutionsniveau i både sektorforskning og på universiteter, hvor der er taget en lang række initiativer rettet mod styrkelse af de forskellige ledelsesniveauer.

 Universiteternes inerti har i stigende grad været et irritationsmoment for finans- og forsknings-ministre og for embedsmænd på de samme områder. De er utålmodige og kan ikke forstå, at universiteterne har så svært ved at tilpasse sig de nye tiders krav om aktivitet, produktion, effektivitet….

 Initiativerne over for universiteterne skal således også ses i sammenhæng med Finansministeriets moderniseringsprogram for den offentlige sektor. Reformprogrammets kugler motiveres og støbes af Finansministeriet og ”new public-management” –tænkning: New public management er <I>value-for-money<I> baseret på budskabet om, at offentlig administration er ineffektiv, amatøragtig og dyr. Der fokuseres derfor på forskellige brugergruppers (de studerendes, censorernes, arbejdsmarkedets) nyttevurderinger samt på effektivitet (frafald, flow, output osv.).

 Det er karakteristisk, at en del af de nye forskningspolitiske udviklingstræk er beslægtet med de generelle forvaltningspolitiske tendenser i New Public Management. Det kan ses i forskningsinstitutioners (formelle) autonomisering, i udviklingen af evalueringssystemer, i bevillingssystemernes fleksibilisering, i forskningsprogrammernes bruger- og nytte-orientering, i interessen for forskningsledelse og sidst men ikke mindst, i udviklingen af mål- og resultatstyring (Aagaard 2001)

 På den måde har universiteterne således fået ”udviklingskontrakter” og ”virksomhedsregnskaber”, hvor formålsbeskrivelser og strategier skal ligge til grund for (bevillings-) styring. I ”new public management” hersker erhvervslivets terminologi. Universiteterne skal fremover drives som private selskaber, der opererer med kunder, produktion, præstation, konkurrence, kvalitetskontrol, mål- og rammestyring, innovation og management for nu at nævne nogle af de nye udtryk.

 

Bag disse bestræbelser ligger et økonomisk rationale. Der sker i Folketinget stigende krav om retfærdiggørelse af initiativer ud fra, hvad der opfattes som legitimt og ansvarligt i forhold til ”samfundsøkonomien”. Det får i stigende grad betydning for, hvilke budgetspørgsmål, der kan komme på dagsordenen. Der er tendens til, at udgiftspolitikken kommer til at dominere flere og flere politikområder, og de økonomiske rationaler bliver stadigt mere styrende for S-R –regeringen op gennem 90’erne. Det har også præget universiteterne.

 Universiteterne er i stigende grad sat under økonomisk pres. Dels er der indført STÅ’er (studentertaksametre). Og dels er optaget til universiteterne systematisk øget, uden at lærerressourcerne er fulgt med. Og endelig er basisbevillingerne til forskning blevet udhulet og omlagt til at være målrettede program-, pulje- og rådsbevillinger, dvs. politisk øremærkede til bestemte forskningsområder.

 Den almindelige forklaring på den udvikling hedder, at universiteterne skal effektivisere (spare) ligesom andre offentlige områder. Men politikernes motiver kan være langt mere udspekulerede og kyniske: Måske er underfinansiering simpelthen en måde at knytte universiteterne tættere til industrien? (Det ville faktisk forklare, hvorfor forskningsminister Weiss ikke fik et mærkbart løft til basisforskningen på finanslov-2001, selv om alle sagkyndige havde anbefalet det).

 Uanset hvorvidt det er en effektivitetsbestræbelse eller en kynisk politisk strategi – eller begge dele – så er virkningen den samme: Underfinansieringen virker som en styringsmekanisme, hvor universiteterne tvinges mod markeds-gørelse, kommercialisering og partnerskab med den private sektor.

 I reformprogrammet har det korporative element en fremtrædende plads, idet politikerne er blevet langt mere interesserede i ”innovationspolitik” end i egentlig forskningspolitik. Dagsordenen hedder ikke ”en sund grundforskning”, men partnerskab, patenter og kommercialisering.

 Som en del af samme proces har man i 1990’erne set en øget central styringsiver eller forsøg på at skabe større rum for politisk-administrativ indflydelse på det selvforvaltende forskersamfund. Den (strukturelle) diskussion blandt planlæggerne har primært handlet om valget af policy-model, dvs. om der skal være en statslig kontrolmodel med rationel planlægning og kontrol eller om der skal være en tilsynsmodel med selvregulering. Og her har man programmatisk valgt den sidste, der formelt indebærer større selvstændig handlingskompetence. Med den ufortalte konsekvens, altså, at man samtidig overlader universitetet til større forretnings-gørelse og markedsafhængighed. 

 Resultatet er en firmatisering. Sagt på internationalt hedder det <B>”corporate”<B><I> (på dansk med dobbelte betydninger: Såvel virksomhedsbasering som sammenslutning af flere organisationer med samme mål)<I>. Det mest konkrete udtryk for denne tankegang er DTU-loven, der varsler ikke bare en strukturel ændring, men en politisk og ideologisk ændring af forholdet mellem universitetet og det omgivende samfund. Loven er gennemsyret af en korporatistisk tankegang. <I>(se essay’et: Det korporative universitet).<I>

 Tankegangen er kendt fra arbejdsmarkedets parter, fra arbejdsgiverne (i Dansk Industri) og fra fagbevægelsen (LO), som gang på gang understreger nødvendigheden af produktionsrelation, ”anvendelsesorientering” og ”arbejdspladser”.  Som konsekvens heraf er det det da også en del af den socialdemokratiske korporatisme-tænkning, at forskningspolitik i høj grad ses som teknologipolitik, <I>(”teknologi er videnskab i tilpasning”, jf. Ziman).<I>

 

@M:3. Programmatik: Kvalitet, nytte og relevans

@B:Det var undervisningsminister Ole Vig Jensen, der med planen ”Universiteter i vækst” (juli 1994) stod for det sidste initiativ under den gamle epoke.

 Men umiddelbart efter kom den nytiltrådte forskningsminister <B>Frank Jensen<B> (september 1994) til, og det indvarslede en stigende instrumentalisering og politisering af forskningspolitikken. Umiddelbart virkede det som en ret beskeden organisatorisk styrkelse af det svage ministerium, men de blev starten på en betydelig opbygning af forvaltningen, ikke mindst båret af rivaliseringen og profileringsforsøgene over for storebror’en i Undervisningsministeriet, der havde universiteternes forskning under sig. Forskningsministeriet måtte nøjes med at profilere sig på forskningsråds-systemet og programsatsninger.

 Som minister lancerede Frank Jensen hvidbogen ”Forskning i perspektiv”, hvis hovedbudskab var, at den nationale strategi skulle forstærke den overordnede politiske styring af forskningssystemet med henblik på en øget politisk prioritering af forskningsområder med høj kvalitet og samfundsrelevans.

 I sin nytårstale 1995 sagde ministeren, at forskningens ressourcer skal styres efter to kriterier:

 ”Kvalitet – hvor vi er knalddygtige. Og nytteværdi – hvor samfundet får noget tilbage fra forskningen” (Politiken 6. januar 1995).

 Ministerens udspil var en kommentar til et forskningspolitisk udspil fra LO, der krævede forskningen indrettet mere efter ”samfundets behov” med samfundsrelevans og beskæftigelsesinteresser som de centrale kriterier.

 I den nationale forskningsstrategi (juni 1996) kunne man så bl.a. læse om <I>rollefordelingen<I> i forskningssystemet:

 ”Det er ligeledes centralt, at der på politisk-administrativt niveau – i en bottom-up proces – tages stilling til, hvilke overordnede forskningsmæssige områder, emner og problemstillinger, der vurderes at være afgørende for den videnskabelige og samfundsmæssige udvikling” (Den nationale forskningsstrategi 1996).

 Om <I>forskningsfinansieringen<I> stod der:

 ”Offentlige forskningsmidler skal prioriteres således, at stærke forskningsområder tilgodeses på bekostning af svage, men samtidig med sikring af, at der opretholdes et tilstrækkeligt forskningsmæssigt vækstlag som grundlag for den forskningsbaserede undervisning på de højere uddannelsesinstitutioner, og således at der opretholdes et fagligt beredskab som grundlag for fremtidige faglige udviklinger og forskningsmæssige og samfundsmæssige behov, herunder for lovgivningsarbejde og myndighedsudøvelse”.

 Strategien præciserede så, hvad der var ment med <I>”samfundsmæssig motivation og relevans”:<I>

  ”Identifikationen af strategiske indsatsområder skal tage sit udgangspunkt i overordnede samfundsbehov herunder erhvervslivets behov, og i de muligheder, forskningen rummer. Samfundsbehov identificeres i et samspil mellem det politiske og administrative niveau, brugerne af forskning, det forskningsudførende niveau og det rådgivende system”.

Det blev et kontroversielt papir og <B>”kvalitet og nytte”-kriterierne<B> placerede Frank Jensen i centrum af en heftig offentlig forskningspolitisk debat, hvor han blev anklaget for at ville indskrænke den akademiske selvforvaltning og forskernes forskningsfrihed. Ministeren blev spurgt, hvad nyttebegrebet indebærer: ”Nytte hvornår? Om 15 år? Om 50 år? Nytte for hvem? Alle? Nogle? Og hvilken nytte? Skal det faktisk være nye jobs, bedre sundhed, økologi?”, lød et spørgsmål fra en forsker <I>(citeret fra FORSKERforum).<I> Forskersamfundet gjorde det klart, at forskningsinterne kriterier stadig skulle have den afgørende betydning frem for en ekstern relevans-betragtning.

 Kritikken fik Frank Jensen til at ændre sin retorik, så det i stedet for ”kvalitet og nytte” til at hedde ”kvalitet og relevans”: Relevans forstået som både det forskerne finder vigtigt at beskæftige sig med til det, som er vigtigt for samfundets udvikling <I>(FORSKERforum februar 1996).<I> For at få gang i prioriteringerne nedsatte Frank Jensen tilmed 13 ”behovsgrupper” <I>(efter engelsk forbillede: Foresight panels)<I>, som inden for hver deres områder skulle pejle, hvad der var de vigtigste satsningsområder.

 Kritikken medførte en afdæmpning af Forskningsministeriets videre fremfærd, så den i de næste år påtog sig ”en mindre konfrontorisk og mere samarbejdsvenlig rolle og samtidig understregede strategiens horisontale karakter” (Aagaard,. 2001 s.85). Det blev en ”balancegang mellem det politiske systems øgede krav om prioritering over for forskningsverdenens tradition for selvforvaltning og frihed til selv at vælge indhold og mål”.

 ”Kvalitet, nytte og relevans” –kriterierne havde dog en gang for alle sat sig ind som grundaksen i regeringens forskningspolitik, selv om begreberne blev vægtet forskelligt hos de efterfølgende (socialdemokratiske) forskningsministre. I grove træk kan man således påstå, at begrebet dukkede op og døde igen under Frank Jensen, som dog nåede at lancere et lovforslag om forskningsrådgivning, som skulle give Forskningsministeren større – og Ole Vig Jensen mindre – indflydelse på universiteternes basisbevillinger og på strategier i grundforskningen. Samtidig fremkom det såkaldte Knud Larsen-udvalg med en betænkning, der foreslog sammenlægning af forskningsrådene til et, og dermed en centralisering og mindre autonomi til de enkelte fagområder. Dette forslag blev dog afvist i Folketinget.

 Den efterfølgende minister, <B>Jytte Hilden,<B> markerede sig ikke udpræget som strammer, men udmærkede sig ved at være dygtig til at skaffe penge til forskningen. Og det forstærkede politikernes nye middel til forskningsstyring, nemlig gennem såkaldte delstrategier at koordinere (de eksterne) programmidler.

 Kvalitet og nytte-kriterierne blev så re-lanceret igen under et mere liberalt politisk klima af den LO-orienterede <B>Jan Trøjborg<B>.

 ”Høj forsknings- og udviklingsaktivitet er afgørende for erhvervslivets langsigtede muligheder. Derfor må vi sikre høj aktivitet, både i grundforskningen og i den anvendte forskning. Der er  de senere år afsat voksende midler til forskning. Der skal i de kommende år gøres en ekstra indsats for at skabe gode forskningsmiljøer og styrke kvaliteten.

 Regeringen vil arbejde for en bedre erhvervsmæssig anvendelse af forskningsresultater samt undersøge hvilke barrierer, der hidtil har hæmmet patentering i de offentlige forskningsmiljøer” (Regeringsgrundlaget af 23.3 1998).

 Det var sigende, at Trøjborg kom fra posten som Erhvervsminister:

 ”Der er naturlige og vitale samfundsinteresser i at prioritere, hvordan ressourcerne skal fordeles mellem forskningsområder. Forskning er blevet et vigtigt led i at opretholde velfærd, og den har betydning for brede samfundsområder som miljø, sundhed, erhverv og kultur. Det afføder en politisk fokusering på området og giver forskningen et betydeligt ansvar for at yde sit og bidrage til samfundets behov” <I>(Trøjborgs Forskningspolitiske Redegørelse, 1998)<I>

 Trøjborg gjorde ”kvalitet og relevans”-begrebet strømlinet samtidig med, at han gennemtrumfede en ansættelsesbekendtgørelse, hvor der er stærk ledelsesmagt og hvor der kan inddrages sekundære og ikke-faglige kriterier ved ansættelser. Endelig tog han initiativ til en patentlov med den hensigt at mål- og erhvervsrette forskningen.

 Mens Trøjborg havde gjort begrebet stuerent, så kunne Birte Weiss’ i de følgende år gennemføre reformer på universiteterne (stillingsstruktur, udviklingskontrakter og senest DTU-loven) uden de store kampe med Folketinget og med forskersamfundet.

 Forskningspolitikken var blevet liberaliseret – og forskningen instrumentaliseret. Det skal dog retfærdigvis tilføjes, at de fremhævede citater ikke står alene, men er tilføjet moderationer i form af bemærkninger om, at politikerne respekterer og forstår værdien af videnskabssamfundets kvalitetssystem og af en fri forskning. Men der sættes ingen absolutte grænser op, og når man derfor skal vurdere, hvordan magtforholdet i dette spændingsfelt mellem relevans / kvalitet eller politik / faglighed har udviklet sig, er konklusionen entydig: Der er sket en bevægelse fra den akademiske selvforvaltning så denne domineres af en mere styrings- og ledelses-orienteret form og struktur. Videnskaben forstås i højere grad som et instrument.

 

@M:4. Tilskyndelsen til samfinansiering

@B:”Internationalisering” hedder tidens mest betydningsfulde politiske kodeord. Og set i det perspektiv er korporatisering en del af det kompleks, idet ”internationalisering” både signalerer krav til en åbning udadtil, men samtidig er det en eufemisme for større markeds-gørelse. Forskningen skal være indstillet på at arbejde på tværs af landegrænser, og man skal være indstillet på flere ”samarbejdspartnere” (partnerskab).

 Dagsordenen er i stigende grad kommet til at handle om, hvordan forskningsstrategierne kan mødes med erhvervslivets behov.

 Frank Jensens kontroversielle forskningsstrategi fra 1996 sagde det meget kontant, når der stilles forslag om en ny bevillingspolitik til forskningen, bl.a.

 ”Noget-for-noget princippet, hvor tildeling af eksterne statslige forskningsmidler betinges af institutionel og / eller privat medfinansiering, anvendes til i øget omfang at sikre samspil, dynamik, fornyelse og relevans samt – på sigt – en effektiv og smidig indlejring af aktiviteterne på forskningsinstitutionerne”. (Den nationale forskningsstrategi 1996)

Jytte Hilden sagde det noget blødere:

 ”Det er regeringens målsætning, at stigningen i den offentlige forskningsindsats til enhver tid skal modsvares af mindst en tilsvarende stigning i den private indsats. Regeringen vil arbejde for, at de offentlige og private midler spiller bedre sammen gennem øget vægt på gensidig og flersidig finansiering, specielt ved etablering af større forskningscentre og strategiske programmer” (Den nationale forskningsstrategi 1997).

 Men der er også i perioden kommet en lang række forslag om, hvordan samspillet mellem det offentlige og det private kunne fremmes, fx når Danmarks Forskningsråd foreslog, at det skulle være et kvalifikationskrav ved ansættelse i faste offentlige forskerstillinger, at man har arbejdet udenfor institutionen / sektoren i en periode.

 <B>Danmarks Forskningsråd (DFr)<B> har i øvrigt gjort sig bemærket ved efter 1999 at påpege en uoverensstemmelse mellem regeringens store programmatiske vægtning af forskningen og den manglende opfølgning i form af bevillinger. Men man skal samtidig bemærke, at DFr i stigende grad – i takt med at udsigterne til store bevillinger er blevet mindre – betoner, at nye forskningsbevillinger fortrinsvis skal allokeres til områder, der giver den største nytte i erhvervs- og samfundsudviklingen:

 ”Der er behov for i forbindelse med finansloven 2002, at universiteterne yderligere tilgodeses med forskningsmidler. Rådet lægger vægt på, at midlerne gives resultatorienteret”, hedder det i den seneste årsrapport (2000) og så anbefales det i øvrigt at bruge universiteternes udviklingskontrakter som styringsinstrument.

 I en rapport om ”Det globale videnmarked – en udfordring for offentligt-privat samspil” kommer den korporative tankegang klart til udtryk. Rapporten handler om den styrkelsen af den danske konkurrenceevne gennem den offentlige forskning. Her tillægges universiteterne parallelt med forsknings- og uddannelsesindsatsen en tredje opgave:

 ”En mere aktiv og forpligtende rolle i forhold til nyttiggørelse og kommercialisering af ny viden: Universiteterne skal i højere grad være <I>initiativtagere<I> til i samarbejde med virksomhederne at nyttiggøre forskningsresultater” (DFr 2000).

 Der kræves, at universiteterne i højere grad skal prioritere deres forskningsindsats ”således at fokus på det enkelte universitet også <I>økonomisk<I> set rettes mod områder, hvor universitetet har mulighed for at udvikle særlig ekspertise, og hvor det må forventes at denne kunne have en betydelig effekt på det omgivende samfund. Internationaliseringen og den øgede konkurrence, der følger i kølvandet på denne, gør det nødvendigt for universiteterne at skabe en større koncentration af fagområderne …” for at de skal fremstå som attraktive samarbejdspartnere for den private sektor.

 Og endelig foreslår DFr en bevillingsmekanisme, så samspil med den private sektor (og dermed anvendelses-orientering) belønnes med offentlige bevillinger:

 ”Universiteterne skal fremover måles blandt andet på deres evne til i samarbejde med virksomheder eller ved medvirken til nye virksomheders etablering at udnytte ny viden kommercielt. Universiteternes resultater på disse områder skal have konsekvenser for ressourcetildelingen. Et redskab i denne sammenhæng er universiteternes udviklingskontrakter: Der bør stilles krav om, at udviklingskontrakterne med større vægt skal indeholde mål for universiteternes samarbejde med erhvervslivet” (DFr 2000)

 

Med henvisning til hensynet til oprustningen af ”vidensamfundet” og den nationale konkurrenceevne skal de offentligt finansierede universiteter tilpasse sig den private sektors behov og interesser. Hermed målrettes universiteterne og forskningsprioriteringerne for den økonomiske rationalitets dominans.

 Denne mekanisme vil yderligere forstærke instrumentaliseringen af den offentligt finansierede forskning.

 

 Og regeringen tilskynder denne firmatisering, subsidieret af det offentlige. Konsekvensen er, at skatteyderne er med til at betale visse industrigrenes udviklingsomkostninger. Hvor man i en

liberal konkurrenceøkonomi ville sige, at såfremt private firmaer ønsker forskning, må det ske i egne laboratorier, så er den danske politik, at i den korporative økonomi – hvor forskning, stat og erhvervsliv skal være en treenighed – at denn skal subsidieres af offentlige midler.

 

@M:5. Forskningsfinansiering som styringsinstrument

@B:Finansieringen er et instrument i forskningspolitikken. Og det er en påvirkningskilde, som politikerne er blevet meget mere bevidste om. I perioden ses en stigende lyst til at gå ind med delstrategier og programmer.

 Den vækst, som forskningsområdet oplevede fra 1994-1998 tilfaldt i høj grad programsiden, hvilket betød, at den eksternt finansierede andel af forskningen steg.

@X:tabel halv side

Tabel s. 28 (Kilde: DFr’s pengestrømsanalyse dec. 2000)

@B: Tilsvarende steg antallet af forskere ansat tidsbegrænset på eksterne midler med knap 1000 personer, mens den faste professor/lektor-stab stagnerede i perioden 1993-1998.

 Udviklingen afspejlede sig også i bevillingerne til forskningsrådene, hvor de ordinære ”frie” bevillinger (bevillinger til egen disponering) faldt, mens især de enkeltrådslige programmer (indsatser på udvalgte felter) steg voldsomt. De frie midlers andel faldt således fra 73 pct. til 58 pct. i perioden 1995-98.

@X:tabel halv side

                      Tabel s. 30

@B: Den bevillingsmæssige krise i forskningsrådene er tilmed vokset siden DFr’s ”pengestrømsanalyse”.

 Udviklingen er således eentydigt kendetegnet ved en vækst i de såkaldte ”cigarkasser”, og der er ikke tale om småpenge. Sektorministerierne råder tilsammen over 3.000-4.000 mio. kroner til ”forskning og udvikling” (f&u i 2000). Og hertil kommer så Forskningsministeriets store område med 5.000 mio. kroner.

 De store sektorbevillinger findes især i Fødevareministeriet med 900 mio. kroner f&u-kroner, i Erhvervsministeriet og Kulturministeriet med hver 440 mio., i Arbejdsministeriet med 308 mio. kroner, i Udenrigsministeriet med 280 mio., i Sundhedsministeriet med 124 mio., i Boligministeriet med 135 mio., i Trafik- og Socialministerierne med hver 90 mio. kroner.

 Og disse mange (cigar-) kasser voksede i antal op gennem 1990’erne på trods af målsætninger om det modsatte. <I>De politiske fristelser<I> til at vælge snævre, kortsigtede, politisk populære programområder vejede tungere end hensynet til overordnede hensigtserklæringer om en forenkling, konstaterer Aagaard (2001) tørt. Men Aagaard nævner også en anden vigtig dimension: At <I>den politiske tiltro til forskningssystemets interne kontrol og styringsmekanismer er begrænset.<I>

 Med mere eller mindre præcise begrundelser blev de 3.000-4.000 mio. kroner tilført mindre og snævre områder, sat sammen af relativt små satsninger på mange og ikke lige sammenhængende områder, lød kritikken af cigarkasserne fra Danmarks Forskningsråd (2000).

 <B>Strukturelt set<B> kan (små-) programmernes epoke – ud over den politiske fristelse – ses som politikernes salamitaktik i en overgangsperiode; som deres reaktion på frustrationen over dette anarkistiske og selvkørende system, der insisterer på at have sine egne regler (kvalitet). Den stigende satsning på programmer i stedet for basisbevillinger viser styringsinteressen. Og de konkrete programudpegninger er således en nålestikspåvirkning på vej mod at påvirke forskningens retning.

 Den seneste opfindelse, som angiveligt skal afvikle cigarkasserne, hedder <B>mål og rammestyring<B> i form af ”Større tværgående forskergrupper”. Her påtager politikerne sig myndigheden til at udpege målområderne, og man har foreløbig sat focus på fire overordnede hovedtemaer:

          netværkssamfundet, IT-læring og pædagogik og integreret produktion

          det humane genom (menneskets arvemasse)

          sundhedsfremme, miljø og fødevarer

          bæredygtig energiforsyning og –produktion.

Der er efterfølgende fra forskningsrådssystemet efterlyst ekstra bevillinger til at følge op på de mange ansøgninger, som blandt andet skal gå til områderne ”velfærdsforskning og nannoteknologi” <I>(jf. Forskningsforums årsmøde d. 26. april 2001).<I>

 

@M:6. Seneste: Krav om ”social rubusthed”

@B:Senest er introduceret  et nyt kriterium, som kommer politikernes nytte-og-relevans –ønske i møde. Der tales om en ny kontrakt mellem forskning og samfund <I>(jf. formanden for Forskningsforum Jørgen Søndergaard i årsberetning 2000):<I> Der skal skabes ”en ny samfundsorden for forskningen”, fordi det stigende behov for viden om komplekse emner og problemstillinger vil kræve et helt nyt og langt tættere samspil mellem forskningens udbudsside og efterspørgselssiden.

 Et centralt argument for den nye kontrakt er, at skabelsen af viden i videnssamfundet får mange flere kilder og ikke specielt er forbeholdt forskningsinstitutioner og universiteter. Samtidig kan den klassiske arbejdsdeling mellem forskningen og forskningens anvendelse ikke længere opretholdes. Forskerverdenen må således være åben over for andre ideer og strukturer end forskerverdenens traditionelle, der har set autonomi som et værn mod illigitim påvirkning.

 Tankerne er stærkt inspireret af videnskabsforståelsen i <B>Modus-2 (og Triple-Helix –teorierne)<B>. De er udtryk for et opgør med den klassiske forståelse af ren videnskab – Modus-1 – hvor viden’ vurderes efter interne videnskabelige kriterier som originalitet, stringens o.lign. (ideelt: ”erkendelse for erkendelsens egen skyld”). Modus-2 vurderer viden efter samfundsmæssig nytte og relevans i den forstand, at viden og implikationer kan testes i forhold til sin sociale bærekraft.

 Med Modus-2 har vidensproduktionen fået en anden karakter. Ikke sådan, at fokus rettes mod produktion, men at der bør stilles samfundskrav til forskning om, at den skal være <B>”socialt robust”,<B> dvs. at den er ”testet” i forhold til mange forskellige dimensioner og mulige konsekvenser <I>(jf. Scott, Giddens m.fl.).<I> Ny viden skal således kunne måles i forhold til sine etiske, æstetiske, miljømæssige og økonomiske implikationer. Det er ikke nok at kende et stofs eller en proces’ biologiske egenskaber og virkninger. Denne viden skal kombineres med viden om de omstændigheder, der gælder for de senere mulige anvendelser.

 Tankegangen er udtryk for, at samfundet ikke bare stiller ressourcer i form af penge til rådighed for forskningen. Samfundet kan således stille betingelser om ”social robusthed” til vurdering af, hvad der skal forskes i. Forskerne skal begynde at forudse, forvente og inkorporere konsekvenserne af deres forskning. Videns-vurderingen skal ikke alene ske ud fra dens bærekraft, men på, om den er produceret under tillidsvækkende omstændigheder og om den er bæredygtig i forhold til de miljømæssige, naturlige, sociale omstændigheder. Derved sikres forskningen også en større overlevelseskraft og anerkendelse i samfundet: Videnskabens styrke bliver, at dens vidensproduktion er baseret på en række sociale mekanismer, som er specielt tillidsvækkende (Wenneberg, 2001). 

 

@M:7. Universitetet og ”en ny kontrakt mellem forskning og samfund”

@B:Modus-2 teorierne er ved at finde fodfæste i det forskningspolitiske og –administrative system i Danmark. Som særligt indbudt optrådte den engelske Peter Scott for eksempel ved Forskningsstyrelsens store forskningspolitiske årsmøde i april 2001 med oplægget <I>”Retrinking Science – the future relationship between science and society”<I> (i april 2001).

 Det kan i forlængelse heraf forudses, at vi i de næste år kommer til at høre meget mere til kravene om en ”socialt robust” forskning.

 Forskningsforum – som er forskningsrådenes øverste organ – foretog en direkte overførsel af Scott’s tanker til en praktisk dansk forskningspolitik <I>(jf. formanden for Forskningsforum Jørgen Søndergaard i årsberetning 2000):<I> Der skal skabes ”en ny samfundsorden for forskningen”, fordi det stigende behov for viden om komplekse emner og problemstillinger vil kræve et helt nyt og langt tættere samspil mellem forskningens udbudsside og efterspørgselssiden.

 ”Et af de centrale argumenter for denne forandring er, at forskningen får en helt ny betydning i videnssamfundet. Dermed kan den klassiske arbejdsdeling mellem forskningen og forskningens anvendelse ikke opretholdes. I videnssamfundet bliver forskning ikke kun en leverandør af input til produktionen eller til demokratiet, men selv en del heraf …” (Søndergaard 2001).

 Med introduktion af kravet om ”social robusthed” kan konstateres, at forskersamfundet accepterer, at nytte-og-relevans –kriteriet får en fremtrædende rolle, når der skal prioriteres i fremtiden. Og at ”den akademiske selvforvaltning” som et klassisk værn mod politiserende prioriteringer dermed er under nedbrydning.

 Søndergaard – og forskningsrådene – er klar over, at der er tale om et brud, men afviser konflikt mellem det samfundsmæssigt relevante og den faglige kvalitetsvurdering med henvisning til, at de faglige systemer – fx forskningsrådene – fortsat er garantien for fagligheden:

 ”Om noget bliver kvalitetssikring snarere endnu vigtigere med de forestillinger, man nu har om videnssamfundet. Jo mere den enkelte forsker og forskningsinstitutionerne involveres i direkte samspil med omverdenen, jo stærkere bliver behovet for uafhængige sagkyndige organer, der kan varetage kvalitetssikringen af forskningsbevillingerne …

 Jo mere åbent forskningssystemet bliver i forhold til omverdenen, jo mere pres vil interessenterne i de forskellige samfundssektorer lægge på forskningens indhold, metode og organisering. En ny kontrakt mellem forskning og samfund vil derfor øge behovet for uafhængig faglig rådgivning og kvalitetssikring”, siger forskningsrådenes formand i et forsøg på at skærme sig (forskningen) mod politisering udefra.

 Men hvad Søndergaard tilsyneladende ikke omtaler er, at den nye ”kontrakt” som struktur også vil omfatte universiteterne (’s basisforskning). Modus-2- teoretikerne mener nemlig, at universiteternes akademiske selvforvaltning er en forældet og begrænsende struktur. Forskersamfundet kan ikke længere skabe forståelse for (legitimation for) deres særlige produktionsbetingelser, fx den selvforvaltede forskningsprioritering og de kollegiale styreformer. Universiteterne er tvunget til at åbne sig og bevæge sig ind i de nye betingelser i krydsfeltet universitet – stat – erhvervsliv (”triple-helix”).

 Universiteterne må begive sig ind i krydsfeltet, acceptere de nye betingelser og ikke være så sky over for at fungere på markedets præmisser, hverken i forskningen eller i curriculum (se Wenneberg 2001). Universiteter skal derfor ikke være så bange for at indføre nye ledelsesformer eller at indgå samarbejdsaftaler. Disse nye videnskabsteoretikere – som ideologisk udspringer af New-Labour i England – har tillid til markedets og toplederens fornuft. Og skulle der endelig opstå en ubalance, så har de tillid til, at det kan reguleres (modereres) af staten.

 

Forskersamfundet kan se frem til, at nytte- og relevans-krav vil vinde frem i de kommende år i form af krav om ”social robusthed”, samfinansiering, korporative samarbejder o.lign. Det vil blive søgt formaliseret og nedfældet direkte i udviklingskontrakter, i forskningsrådsregler, institutpålæg m.m.

 Hermed må forskersamfundet give afkald på en vital del af den frie selvforvaltning og forskningsprioritering. Og Universitetslovens §1 stk.4 om selvstyre – ”universitetet træffer selv afgørelse om den forskning, der skal drives” – vil få begrænset sin gyldighed.

 

 

 

@M:Kritikken: Modus-2 – ”den post-akademiske videnskab”

@B:Økonomiske nedskæringer tvinger universiteterne til at tænke i alternativ finansiering, hvilket henviser dem til markedet. Det betyder, at den traditionelle selvforvaltning også kommer under ideologisk pres, ikke bare fra neo-liberalister. Også nye teorier om det særlige ved ”vidensøkonomien” er med til at problematisere universiteternes autonomi. Modus-2 og Triple-Helix –teorierne vil langsomt trænge ind i det danske system som den nye ”modernitet”.

 Med Modus-2” taler nogle videnskabsforskere (Scott 2000) om, at forskningen i videnssamfundet skifter karakter, idet vidensproduktionen foregår mange steder (og ikke primært på universiteterne). Med begrebet <B>Modus-2<B> menes en ny form for vidensproduktion, der er tværfaglig og anvendelsesorienteret i modsætning til den traditionelle form for vidensproduktion (modus 1-forskning).

 At opfattelsen er ved at ændre sig er en rigtig erkendelse; uenigheden står blot om, hvad der er implikationerne for videnskaben selv?

 

@M:Post-akademisk videnskab

@B:Umiddelbart står kravene om åbenhed og et tættere samspil mellem forskningens aktører i kontrast til det klassiske videnskabssyn, hvor autonomien udgør forskningens værn mod illigitim (politiserende) påvirkning af forskerverdenens kvalitative prioriteringer.

 Det er da også grundstammen i den kritik, som John Ziman (2000) retter mod Modus-2 –teorierne. Stringent og logisk afdækker han de praktiske implikationer af den nye videnskabsform som tankeform, som statslig forskningspolitik i de vesteuropæiske lande og som konsekvens for videnskaben selv. Ziman mener, at skiftet fra Modus-1 til Modus-2 ikke bare har videnskabsteoretiske implikationer, men betyder radikale ændringer i struktur og relationer. Den ”post-industrielle” / ”post-akademiske” videnskab varsler en ny social rolle, reguleret af en ny etos.

 Ziman tager afsæt i en social relation, når han definerer den rene, klassiske ”akademiske videnskab”:

 ”Den rene videnskab er indrammet af dens sociale ramme. Det er den type videnskab, som udføres på universiteter. Stereotypen på den rene videnskabsmand er professoren, der både er engageret i stræben efter viden samt dens videregivelse.

 Som følge heraf er akademisk videnskab en kultur. Det er en sammensat livsform, som er udklækket i ’en gruppe med fælles traditioner, der er formidlet og videregivet af medlemmerne af gruppen’. Det er sådan den ville blive set af besøgende antropologer fra Mars …” (Ziman 2000, 24)

 Det er Zimans grundtese, at videnskabens epistomologi <I>(oprindelseslære)<I> er knyttet til dens sociologi, primært til dens forskningspraksis.

 Den akademiske ethos kan defineres som en (idealiseret) kultur beskyttet mod eksterne interessenter. I virkeligheden har denne ”dis-interesserthed” <I>(ideelt interessefri)<I> altid været svær at opretholde. Selv universitetslærere engageret i ren grundvidenskab har stærke professionelle interesser og kan ikke helt og aldeles gøre sig fri af presset fra det økonomiske og politiske liv udenfor. Ikke destro mindre har forskersamfundet levet bemærkelsesværdigt tæt på sit ideal om en autonom social institution. Denne autonomi afviser ekstern indflydelse, men kan alligevel ikke totalt ekskludere den. I den offentlige retorik har det i den akademiske videnskabs kode heddet ”akademisk frihed” (Ziman 2000, 170).

 Med den nye modus for vidensproduktion, Modus-2, er der ikke bare tale om en midlertidig afvigelse fra de klassiske idealer og fra videnskabens lineære march fremad. Det er heller ikke bare en ny form for vidensproduktion, men derimod en helt ny livsform for akademia, som han benævner <B>”post-akademisk”<B>:

 ”Den er resultanten af utallige improviserede løsninger på presserende praktiske problemer. Den er produkt af hensigtsmæssighed, ikke af en bevidst formning….” (Ziman 2000, 68).

 Ved at benævne denne kultur post-akademisk tillægger Ziman den ikke en total afvisning af traditionelle mål. Tværtimod indikerer termen kontinuitet og afvigelse på samme tid.

 Post-akademisk forskning skal bidrage med mere åbenbar value-for-money:

 ”Mange elementer i den nye videns-formsproduktion er skabt i sammenhæng med tilpasning <I>(eng. application)<I> – dvs. i retning af forskning på teknologiske, miljømæssige, medicinske eller sociale problemer. Mere generelt, så presses videnskaben til at servicere nationen som den drivende kraft i det nationale forsknings- og udviklingsssystem (f&u), en velstandsskabende tekno-videnskabelig motor for hele økonomien” (Ziman 2000, 73)

 Ziman konstaterer, at den post-akademiske videnskab er kendetegnet ved, at den er eksplicit målrettet mod genkendelige problemer. Det betyder ikke, at projekter altid er udvalgt på basis af deres umiddelbare tilpasningsmulighed, og heller ikke at kortsigtet profit får overherredømme over langsigtede projekter. Det betyder heller ikke, at spørgsmålet kan banaliseres til et spørgsmål om ”industrialisering” eller ”privatisering”, selv om det absolut er en seriøs del af problematikken.

 Ikke desto mindre er der sprøjtet utilitaritet ind i enhver forbindelse i forskningskulturen. Groft sagt så bliver videnskabelige opdagelser evalueret i nytteperspektiv (fx kommercielt) før de vurderes videnskabeligt.

  Konsekvensen af skiftet i modus er, at forskningskulturen ændrer sig. I <B>ZIMANS SKEMA<B> ser vi en modus-opdeling og en periodisering af udviklingen. De tre modus-opdelinger (non-instrumentel, pre-instrumentel, instrumentel) og den type videnskab, som de står for (basisforskning, strategisk forskning og anvendelsesorienteret) repræsenteres i sin klassiske form ved universiteterne, ved offentlige eller halvoffentlige initiativer og ved erhvervslivet.

 På den ene side står de for en (arbejdsdeling mellem) klassisk akademisk vidensform og på den anden for en industriel. Med overgangen til Modus-2 sker der en rationalisering i retning af det instrumentelle, siger Ziman.

 

@X: en halv sides skema

 

@M:Modus-2 -instrumentalisering

@B:Overgangen fra akademisk til post-akademisk videnskab er signaleret af ord som management, kontrakt, mål- og ramme-styring, målbarhed, beskæftigelse m.m. som hidtil ikke har haft den store indflydelse på det videnskabelige liv. Og det er en sprogbrug, som er importeret fra ”den moderne kultur”:

 ”Det forunderlige er såmænd, at den akademiske videnskab har overlevet så længe som en distinkt kultur under de givne sociale omstændigheder…”.

 Ziman konstaterer, at den akademiske videnskabs kultur ændrer sig med det post-akademiskes indtog. Hvor den akademiske videnskab gjorde en dyd ud af at beskytte sit institutionelle ry for pålidelighed, sikkerhed og social objektivitet, så skifter koden. Hvor ”dis-interesseret” – <I>interessefri<I>– bedrivelse af videnskab før var den positive norm, så bliver relationer nu den nye norm.

 ”Ulykkeligvis opgives den akademiske traditions grænse nu. Den etiske kode, som støtter dis-interesserthed som norm, kan ikke længere stå imod det eksterne pres, der er for at udnytte videnskabens evigt-voksende instrumentelle kræfter” (Ziman 2000, 162)

 Vidensproduktionen under Modus-2 sker direkte eller indirekte i en ”kontekst af tilpasning”. Men denne nyttemoral er et tåget, ukendt og selv fjendtligt territorium for den akademiske videnskab (Ziman 2000, 172).

 Det skal ikke forstås som nyt land, der venter på at blive koloniseret af entreprenante post-akademiske forskere. Tværtimod er det allerede gennem den seneste generation – og det er en bosættelse, der ikke er fuldendt – befolket med professionelle og tekniske fællesskaber: Immigranter fra akademia fandt hurtigt ud af, at det er underopdelt i regioner, styret af de herskende sociale institutioner: industrier, kommercielle virksomheder, regeringskontorer, sundhedsorganisationer, tekniske selskaber osv. Det er med andre ord steder, hvor videnskabelige samfund interagerer med organisationer, der er stærkt knyttet til de vigtigste interessegrupper i samfundet.

 Det siger sig selv, at barriererne over for ekstern indflydelse er meget svagere end i den traditionelle akademiske videnskab, og konsekvenserne er ikke bare hypotetiske: ”Post-akademisk videnskab er organiseret på markedsprincipper. Forskning udføres af semi-autonome enheder, der tjener deres udkomme ved at påtage sig specifikke projekter, som er sponsoret af en blanding af råd, inkluderende private firmaer og statslige enheder. Nogle af disse enheder udfolder kunstfærdige bestræbelser på at skabe videnskabelig originalitet og integritet. Men selv kvasi-akademiske offentlige fonde som forskningsrådene instrueres i at favorisere projekter med udtrykkelig ’velfærds-’ udsigter, eller med praktiske medicinske, miljømæssige eller sociale tilpasningsmuligheder” (Ziman 2000, 173).

 For at bevare forskningsmidler er mange post-akademiske forskere tvunget til – i konkurrence med andre – at påtage sig roller som tekniske ”rådgivere”. Det får nogle i praksis dramatiske konsekvenser for forskningens uafhængighed, når den post-industrielle videnskab overgiver sig til det instrumentelle:

 ”Forskere forbydes at åbenbare nogen potentielle interessekonflikter mellem deres akademiske forskningsprogrammer og deres finansielle tilknytning til høj-teknologiske firmaer. Eller de tilskyndes til at holde sig på afstand af de politiske implikationer af deres opdagelser, og specielt ikke udfordre regeringens politikker af frygt for at miste deres omdømme som objektive og uafhængige tekniske rådgivere. Den akademiske ethos er i sig selv et bevis på, at videnskaben ikke kan forventes at tale magten imod, med mindre det er forbudt magten at svare igen” (Ziman 2000, 162).

 Modus-2 er klart en aktivitet, hvor den socio-økonomiske magt er den endelige autoritet. Den er nært knyttet til sit anvendelsespotentiale, og dermed også dybt indviklet i et net af praksis: Modus-2 er grundlæggende en post-industriel hybrid af den akademiske og industrielle form for forskning, for den producerer ikke banebrydende nye indsigter, hævder  Ziman.

 

@M:Operationaliseringen i den statslige politik

@B:Den post-akademiske videnskab er indrettet mod praktiske mål og det muliggør, at forskning bliver institutionaliseret som et rationelt instrument for politikken. Der kommer således nye institutioner til, fx hybrid-fora’er hvor forskere blot er en blandt flere parter, der skal formulere forskningsemner og projekter.

 Og den statslige forskningspolitik har denne nyttetænkning indarbejdet, med nogle umiddelbare praktiske og begrebsmæssige konsekvenser.

 Det er for eksempel sådan, at man ikke længere tænker klassisk i forskningspolitik, men i <B>”forsknings- og udviklingspolitik”<B><I> (eng. Research and Development)<I>. Det er en tankegang, som ikke er helt upåvirket af OECD’s statistiske retningslinier, hvor f&u-bevillinger er kategoriseret sammen og hvor basis-forskning, grundforskning, ”blue-skies” –forskning osv. ikke har sine egen kategorier. Heri ligger der en instrumentel holdning til forskning, som en hybrid af videnskabelig forskning og teknologisk udvikling (innovation), og hvor forskellene efterhånden gøres udviskede og ligegyldige.

 På samme måde sker der også en <B>opløsning af sondringen mellem grundforskning, strategisk forskning og anvendt forskning<B>. Det er kategoriseringer, som problematiseres af den nye tankegang, der henviser til, at forskning i højere grad foregår i nye samspil, teamwork og anvendelsessammenhænge, hvor tingene er mere sammenflettede. Hermed er en term som ”grundforskning” for eksempel ikke dækkende for den faktiske aktivitet, hedder det fra de forskningspolitiske og –administrative modernister. Tankegangen er udtrykt meget klart ved, at denne kategorisering ikke længere er gyldig; nu findes der blot god og dårlig forskning!

 Der sker samtidig en <B>opløsning af sondringen mellem offentlig og privat forskning<B>, og det er et spørgsmålet som ikke bare kan banaliseres til et spørgsmål om ”industrialisering” eller ”privatisering”, selv om det absolut er en seriøs del af problematikken. Mens politikerne siger, at de store private firmaer skam laver (finansierer) mere og mere ”grundforskning”, så er virkeligheden den, at de store industrielle firmaer i stigende grad forventer, at det offentlige – universiteteterne – tager sig af ”basisforskningen” under industrielt opsyn og dermed producerer resultater af mere direkte kommerciel værdi. Denne strategi er en tvang til at lukke det traditionelle svælg mellem den akademiske og den industrielle form for vidensproduktion (Ziman 2000, 77)

 Om disse opløsninger konstaterer Ziman, at spørgsmålet ikke alene handler om, hvad der forskes i eller hvordan, men også om de sociale betingelser eller relationer, som forskeren indgår i: Er der en ”kontrakt” eller en (underforstået) forventning om, at den bedrevne videnskab skal være tilpasset? I givet fald, så er det en instrumentalisering – og dermed også et brud med de klassiske videnskabsidealer.

 

@M:Videnskabens tab af troværdighed og upartiskhed

@B:Den post-akademiske tilgang betyder grundlæggende en ensrettet udvælgelse af videnskabelige emner. Der indsniger sig en pragmatisme i retning af forskning i specifikke problemer. Konflikten viser sig således ved, at forskningsadministratorer finder ”mislykkede” forskningsresultater totalt uøkonomiske, hvor akademiske videnskabsfolk ved, at negative resultater også er unikke; de peger nemlig videre mod positiv videnskabelig information et andet sted!

 Men hele den post-akademiske videnskabelighed vil få alvorlige konsekvenser for videnskabens troværdighed og for dens upartiskhed, spår Ziman.

 Når videnskabens ”dis-interesserethed” forsvinder i takt med at den kortsigtede sociale virkelighed trænger ind, så bliver pålideligheden alvorligt kompromitteret: ”I den post-akademiske videnskab har ethvert forskningsemne påklistret navn på de interesserede parter uden for forskersamfundet. Kan det traditionelle net af gensidig tillid <I>(såvel i videnskabssamfundet som i offentligheden, jø)<I> bevares under sådanne omstændigheder?” (Ziman 2000, 175).

 Hans svar er nej, for de post-akademiske vil nok være kommitted til ”sandheden og intet andet end sandheden”, men i modsætning til den akademiske videnskab føler de sig ikke forpligtet til at fortælle hele sandheden! De forhindres ofte i – af hensyn til deres arbejdsgivere – at fremlægge opdagelser eller udtrykke tvivl, som kan forøge kompleksiteten i deres udsagn. Betydningen af, hvad der faktisk siges undermineres således videnskabeligt set af, hvad der ikke siges!

 Zimans pointe er, at videnskaben bliver <B>en genstand, som er til forhandling mellem akademia og industri / stat<B>: ”Denne kontekst af tilpasning er i stor grad defineret af de materielle interesser hos enheder uden for videnskaben. Post-akademisk videnskab er dybt afhængig af disse enheder gennem forskningsbevillinger. Men den post-akademiske videnskab kan ikke hævde professionel troværdighed i den viden, de producerer uden at tage ansvar for viden’s skæbne. Og hvis indsigt er åbenlyst misbrugt eller tilbageholdt, så reflekteres dette tab af troværdighed tilbage på forskersamfundet. Og i en tid, hvor befolkningen mistror erklæringer fra staten og industrien, betyder det, at videnskaben bliver farvet med den samme pensel” (Ziman 2000, 177).

  Samtidig sker der et afgørende <B>tab af upartiskhed<B>:

 ”Et pluralistisk samfund skal være et helt samfund. Den komplekse vævning af et avanceret, demokratisk samfund holdes sammen af tilliden til den påståede upartiskhed hos de videnskabelige eksperter. Uden videnskaben som en uafhængig dommer vil mange sociale konflikter kun kunne løses med henvisning til politisk autoritet eller ved direkte udleverthed til magt”.

 

@M:8. Og hvem udpeger så indsatsområderne?

@B:I takt med at forskningen er blevet mere politiseret, er de politiske og administrative strukturer blevet ændret. Den politiske udpegning af nøglepersoner til rådgivende organer, udvalg og kommisioner viser en klar bias’ i retning mod liberalisering og erhvervsliv frem for ”almenhedens repræsentanter”.

 Uden at der er sat navne på særligt indflydelsesrige personkredse, er magten blevet indirekte problematiseret.

 Således er udpegningen af satsningsområder blevet professionelt kritiseret, fordi forskningsprogrammernes indhold i højere grad formuleres i administrative forvaltningsmæssige kredse. Dermed løbes der en stor risiko for, at forskningen politiseres, samt at de udarbejdede programmer ikke fordeles efter videnskabelig kvalitet, men efter politisk /administrative kriterier <I>(Foss Hansen 1996).<I> Programmerne opfattes i forskningssystemet som tiltænkt at begunstige udvalgte forsknings-eksterne interesser og i nogle tilfælde tilmed udvalgte forskningsmiljøer.

 Denne kritik gentages i en lidt anden form fra forskningsrådene i 2001: Flere og flere forskningspenge finder vej uden om de formelle kanaler (fx forskningsrådene) gennem sektorministerierne. Og på en række områder sker det ikke gennem ”videnskabelig ordentlighed” i myndighedsarbejdet. Programsætning, fragmentering og udlicitering af forskningsmidler er blevet et nyt værktøj for ministerier, og det fører i alt for mange sammenhænge til brud med forskningens mening og ånd”, sagde forskningsrådsformand Bente Rosenbeck <I>(i kronik i Berlingske Tidende d. 21.3 2001).<I> Hun pegede på en praksis, hvor sagligheden kommer i anden række og embedsværkets eller det politiske system kommer i første.

 Politikerne har en ret til at prioritere samfundets ressourcer, men dette skal vel at mærke ske i en åben og demokratisk proces. Men set fra den akademiske selvforvaltnings syn, så træder disse instrumentelle hensyn mere og mere klart frem. Prioriteringer, rådgivning m.m. flyttes bort fra de faglige-saglige fora’er og bliver mere mudrede og uigennemskuelige.

 Således sker der en stigende besættelse af de rådgivende organer – og deres formandskab – med personer, som er ”bias’ed” i retning af at tilskynde en stigende instrumentalisering og korporatisering af den danske forskning og i retning af at sikre, at der søges et så højt afkast (anvendelsesorientering) af de offentlige investeringer som muligt. Det bemærkelsesværdige er den selvfølgelighed, der ligger i at de korporative interesser er så fremtrædende repræsenteret – på bekostning af de forskningsfaglige kompetencer – i de organer, der ideelt set burde være besat med personer, der repræsenterede ”almenhedens interesser”.

 

Der sker på det politisk-administrative niveau en systematisk bestræbelse på instrumentalisering og korporatisering gennem udformningen af strukturen og besættelsen af de politiske og administrative poster. Det truer fundamentet for de demokratiske beslutninger, for ingen udenfor de indviede korporative kredse – <I>politikere og erhvervsfolk og evt. i toppen af forskningsverdenen<I> – får nemlig at vide, <B>hvordan<B> prioriteringerne i virkelighed bliver til. Prioriteringerne sker i lukkede fora’er og beslutningsgrundlaget lægges sjældent åbent frem, hvilket giver mulighed for mere eller mindre legitim påvirkning, lobby’isme o.lign.

 Dette demokratiske problem er vokset i takt med de voksende programsatsninger, og har medført en samtidig svækkelse af de fagligt-sagkyndiges rolle og indflydelse – som ellers skulle sikre ”almenhedens” interesser.

 

 

 

Kilder:

Kaare Aagaard: Dansk forskningspolitik – organisation, virkemidler og indsatsområder (januar 2001, FfF (www.afsk.au.dk)).

 Jørgen Søndergaard: Rådssystemet og en ny kontrakt mellem forskning og samfund (in: Forskningsforums årsberetning 2000)

 Danmarks Forskningsråd: Pengestrømsanalysen (december 1999)

 Danmarks Forskningsråd: Det globale videnmarked –offentligt-privat samspil (DFr 2000)

 Den nationale forskningsstrategi (Forskningsministeriet, 1996 / 1997).

 Universiteter i vækst (Undervisningsministeriet, juli 1994).

 Hanne Foss Hansen: Forskningsforvaltning og forskningspolitik (Samfundsøkonomen 3 /1996)

 Nowotny, Scott og Gibbons: Re-thinking Science – knowledge and the public in an age of uncertainty (Polity 2001)

 Søren Barlebo Wenneberg: Tillid til og i videnskaben (in Bordum / Wenneberg (ed.): Det handler om tillid (Samfundslitteratur 2001)).

 Peter Scott: A tale of the Three Revolutions? Science, Society and the University (in : Higher Education Re-formed (Falmer Press, London 2000))

 John Ziman: Real Science – what it is, and what it means (Cambridge University Press 2000)

 

 

@X:txt3

 

@R:Magten og universitetet

@U:- et studie i beslutningsprocessen bag DTU’s selveje og nye styrelsesmodel

 

”The junk merchant doesn’t sell his product to the consumer,

He sells the consumer to the product.

He does not improve and simplify his merchandise.

He degrades and simplifies the client”.

                      (William S. Burroughs: Naked lunch)

 

 

                      @U:Indhold:

 

@U:0.0 INTRO:

@B:0.0 Indledning

0.1 DTU-lovens betydning og rækkevidde

0.2 Problemformulering

0.3 Analysens opbygning

 

                                                                 I. del

@U:1.0 FORSPILLET

@B:1.1 De hemmelige sonderinger

1.2 Rektoratets og ministeriets problem: Konsistorium havde initiativretten

 

@U:2. DEN CENTRALE BESLUTNING: Konsistoriums princip-tiltrædelse (1. marts)

@B:2.1 Beslutningstagerne fik et ultimatum

 

@U:3. DE MANGE DELBESLUTNINGER: Modellen tager form

@B:3.1 Rektoratet lagde ikke op til debat
3.2 Rektoratets legitimation: Ministeriets betingelser

3.3 Beslutningsgrundlaget gled

 

@U:4. LOVFORSLAGETS FREMSÆTTELSE OG BEHANDLING:

 

                                                                 II. del

@U:5. ANALYSE AF BESLUTNINGSPROCESSERNE

@B:5.1 Om DTU som case

5.2 Om beslutningsprocesser og magtanalyse

5.3 Traditionel teori: Den rationelle beslutningsproces

5.4 Dagsorden-sættelse og filtrering

5.5 Fase A med forsonderinger

5.6 Fase B med principtiltrædelsen: Fårefolden

5.7 Fase C med de mange del-beslutninger: ”Strategisk garbage can”

 

@U:6. KONKLUSION: Beslutningslimbo og demokrati

@B:6.1 Hvem og hvad bestemte?

6.2 Hvordan foregik beslutningsprocesserne?

6.3 Hvor demokratisk foregik det?

 

                                                                 III. del

@U:7. DISKUSSION: Universiteter og akademisk selvforvaltning

@B:7.1 Universitetsloven: Magten ud i uformelle strukturer

7.2 Skrøbelig akademisk selvforvaltning?

 

 

 

 

 

 

@R:Magten og universitetet

@U:Mens offentligheden og Folketinget fik det indtryk, at selvstyre og de nye styrelsesformer var DTU’s eget ønske, så peger denne beslutningsproces-analyse på, at Forskningsministeriet i høj grad påvirkede forløbet i kulisserne ved at stille politiske og ikke-lovbegrundede krav til en ny styrelsesmodel. 

 Konsistorium blev fra såvel Rektor og Forskningsministeriet udsat for en kombination af pression, spil og stress, hvor beslutningsgrundlaget blev stillet ultimativt op som et enten-eller –valg. Den eneste mulighed var at indgå en kynisk handel: Hvis DTU gik med på nye styrelsesformer til afløsning af universitetsdemokratiet, så ville belønningen være, at DTU fik mere fordelagtige (økonomiske) vilkår end de andre universiteter. Hvis man derimod ikke gik med, var DTU’s fremtid usikker… 

 

@M:0.0 Indledning

@B:Med en ”flad” og ikke-hierarkisk struktur går universiteter for at være udtryk for den højeste form for demokrati, autonomi og selvstyre i organisationer. Deres traditionen for ”selvforvaltning” er unik, når det øverste organ Konsistorium har repræsentation af alle medarbejdergrupper samt studenterne, når de ansatte vælger deres egne ledere (rektor, dekaner, institutledere, studieledere), når man planlægger aktiviteter i fællesskab, når den enkelte universitetslærer har høj frihedsgrad til selv at planlægge sine opgaver m.m. Principperne var nedfældet i den gamle styrelseslov og senere i universitetsloven (1993), som dog styrkede de valgte lederes magt.

 Loven om Danmarks Tekniske Universitets overgang til selveje (december 2000) betyder en øget markedsgørelse og kommercialisering. Og de medhæftede nye styrelsesformer (herunder ledelsesformer) markerer et betydeligt tilbageskridt for ”selvforvaltningen” og ”medarbejderindflydelsen”. Loven reducerer selvforvaltningen, idet der indføres en bestyrelse med eksternt flertal oven over Konsistorium, lederne udpeges m.m. Og dermed sættes nye standarder for universiteternes styreform.

 Men hvordan var beslutningsprocessen bag en så radikal reform? Min særlige interesse i denne case stammer fra, at loven ikke blev til på lovgivernes (Folketingets) initiativ. Det bemærkelsesværdige var derimod, at DTU’s øverste organ, Konsistorium, <B>tilsyneladende helt frivilligt ansøgte om at afgive magt<B> (i dispensationsansøgning fra Universitetslovens almindelige regler) og som dermed gav Folketinget anledning til at lovgive på området! Dette magtpolitiske paradoks pirrede min nysgerrighed og krævede en forklaring: <I>Hvordan kunne et magtfuldt organ anmode om at få frataget indflydelse og magt?<I>

 

 Det er et politisk spørgsmål, om universitetet skal styres af det akademiske selvstyre eller af udpegede ledere.

 Det er derimod et demokratisk spørgsmål, hvordan denne politiske beslutning tages! I et demokrati er det ikke sådan, at målet helliger midlet. Uanset om man således går ind for større politisk indflydelse / stærkere ledere kan det ikke retfærdiggøre, at magtfulde beslutningstagere gennemtrumfer deres egne interesser – ”policy” – igennem en irregulær beslutningsproces. 

 Min analyse belyser beslutningsprocessen i DTU’s Konsistorium og spillet i kulisserne, der førte til modellen. Den konkrete beslutningsproces gennemgås og – med afsæt i beslutningsprocesteorier om dagsorden-sættelse – ses på, hvem der satte dagsordenen, og hvilke forhold der gjorde sig gældende, hvad der kom på dagordenen og måske vigtigst: hvad der ikke kom på.

 

@M:0.1 DTU-lovens betydning og rækkevidde

@B:DTU-loven, som den blev vedtaget i december 2000, har ikke kun praktisk og principiel betydning i kraft af ”selvejet”, som betyder udstrakt økonomisk autonomi og ansvar for DTU. De medfølgende styrelsesformer (herunder struktur og ledelsesændringer) er samtidig et historisk og radikalt brud med  universiteternes traditionelle akademiske selvforvaltning, idet lederne er udpegede, idet Konsistorium ikke længere har den centrale magt (til fx at prioritere økonomi m.m.), og idet der ikke længere findes et akademisk forum, som har ansvaret for at prioritere arbejdsopgaverne, undervisningen og forskningen. Magten er i stedet placeret hos en bestyrelse (overordnet) og hos udpegede ledere, især rektor.

 Der er samtidig i loven indbygget, at markedsmekanismerne og erhvervslivet/staten kan få en betydelig rolle i institutionens prioriteringer <I>(se essay: Det korporative universitet).<I>  

 Modellen smitter utvivlsomt af på universitetssektoren i de kommende år.
 Det vidste Forskningsministeren og hendes embedsmænd udmærket, da Rektor d. 1. marts 2000 fik Konsistorium til at tiltræde princippet om overgang til selveje, herunder visse (ubestemte) styrelsesændringer. Ministerens fornøjelse fremgik da også af pressemeddelsen dagen efter:
 ”Forskningsministeriet er af den opfattelse, at det vil være et gennembrud inden for universitets- og forskningspolitikken, hvis det kan lade sig gøre at få en ledelsesmæssig reform på blot et enkelt universitet”. (se bilag 9)

 Sådan sagde en glad forskningsminister Birte Weiss på det hasteindkaldte pressemøde d. 2. marts.

 Forskningsminister Weiss var glad for den nye selveje-model:

 ”Forskningsministeriet har haft nogle fortrolige drøftelser med rektoratet på DTU. Rektoratet erkender, at DTU er i en situation, som kalder på utraditionelle løsninger. Fra DTU’s side er man af den opfattelse, at en opdatering af de fysiske rammer er en basal forudsætning for at komme ud af den nuværende situation. DTU er derfor indstillet på at gå med til en ledelsesmæssig reform af institutionen, hvis det betyder, at der kan skabes nogle frihedsgrader, som muliggør, at denne proces kan igangsættes hurtigere”.

 Ministeren havde to grunde til at være glad. Dels fordi <B>selveje-modellen kunne fremlægges som en politisk løsning på de tekniske videnskabers problemer<B> og fordi ministeriet herved kunne frigøres fra DTU’s finansiering ud over et (fast) grundbeløb. Ved at koble DTU tættere til markedet bliver de statslige forpligtelser mindsket.

 Og dels havde ministeren fået <B>et gennembrud, så universitetsloven ikke længere var en enhedsmodel for alle universiteter.<B> Det var først og fremmest en triumf for idemanden bag hele konstruktionen, daværende departementchef Knud Larsen. Han havde som god liberal i årevis været irriteret over, at rektorerne først med styrelsesloven og dernæst med universitetsloven i hånden kunne henholde sig til et fælles grundlag for deres rettigheder. Nu var enheden brudt, og der er åbnet op for særordninger på andre universiteter og fakulteter. <B>(1)<B>

NOTE 1: Rækkevidden af gennembruddet var også straks åbenbar for de øvrige rektorer (som i øvrigt først efter det hemmelige forhandlingsforløb mellem DTU og ministerium blev informeret om initiativet af Rektorkollegiets formand, Hans Peter Jensen (DTU’s rektor!)). RUC’s rektor Henrik Toft Jensen formulerede det sådan: ”Jeg vil ikke sige, at der med DTU’s selvejemodel er lavet ’et hul som en ladeport’ i universitetsloven, for det fungerer jo inden for lovens undtagelsesparagraf. Men man kan jo konstatere, at hvor der før var en ensartet regel-model, så er der nu en forhandlingsmodel …” (FORSKERforum april 2000).

 

@M:0.2 Problemformulering

@B:Beslutningen om selveje i nogen grad synes at være determineret af DTU’s trængte økonomiske vilkår. Min analyse koncenterer sig da også især om tilblivelsen af de styrelsesmæssige aspekter, dvs. såvel struktur som ledelse.

 Analyse af DTU-casen er motiveret af, at beslutningsprocessen her resulterede i et  radikalt brud med hidtidig tradition, praksis og regler på universitetsområdet, som almindeligvis regnes for at være et mønster på demokrati og selvstyre. Resultatet er således et sporskifte i universitetspolitikken.

 På trods heraf blev processen forbavsende ”konfliktfri”, idet mulige modsætninger ikke fik lov at udspille sig imellem parterne og heller ikke i form af en (offentlig) debat. Beslutningerne blev således taget uden større opmærksomhed.

 DTU’s selveje betød som ”selskabskonstruktion” et lovkrav om en bestyrelse med et overordnet ansvar. Men hvordan kunne det gå til, at den akademiske selvforvaltning blev indskrænket meget mere end lovkravet kunne retfærdiggøre? Formelt var det nemlig DTU’s Konsistorium, som selv ansøgte om dispensation fra universitetsloven – og det er processen bag dette, som er denne analyses ærinde.

 <I>Hvordan var beslutningsprocessen bag så radikal en reform?<I> Ud fra en simpel magtanalyse lyder det usandsynligt, at et magtfuldt organ – med undtagelse af et medlem, der undlod at stemme – frivilligt afskriver sin magtposition! Den traditionelle akademiske selvforvaltning blev afviklet i en lynproces på et halvt år og i den mest radikale form.

 Man havde kunnet forestille sig blødere mellemformer, fx med bestyrelseskonstruktionen og en udpeget rektor, men med en bevarelse af  en form for akademiske selvforvaltning, fx ved at understrege at Konsistorium skulle høres og godkende visse initiativer, ved at lade institutledere vælges blandt det videnskabelige personale og ved indførelse af et akademisk senat med faktisk myndighed som det øverste faglige/videnskabelige organ (på linie med det nye Danmarks Pædagogiske Universitet).

 De simple spørgsmål i en sådan (magt-) analyse er:<I>

1.      Hvordan foregik beslutningsprocesserne? (hvordan udøves magt)

2.      Hvem og hvad bestemmer? (hvem har magt og hvem er sat udenfor?)

3.      Hvor demokratisk foregik det? <I>

 

@M:0.3 Analysens opbygning.

@B:Første del refererer den konkrete beslutningsproces

<B>KAPITEL 1: Forspillet<B>

– der forstrukturerede nogle af de efterfølgende begivenheder. Det handler om det uformelle, sonderende – og hemmeligholdte – forløb mellem Rektoratet og ministeriet (fase A).

<B>KAPITEL 2: Den centrale beslutning: Konsistoriums princip-tiltrædelse (1. marts)<B>

 handler om de konkrete, ”synlige” begivenheder i Konsistorium, da beslutningstagerne skulle tiltræde Rektoratets plan om at arbejde for selveje og nye ledelsesformer. Her tiltrådte Konsistorium en irreversibel proces. I denne situation blev beslutningsrammen til. Kapitlet beskriver, hvad der fik Konsistorium til at indgå på planerne (fase B)

 <B>KAPITEL 3: De mange del-beslutninger: Modellen tager form (fra marts til 9. oktober)<B>

– handler om den flydende fase på et halvt år med mange delbeslutninger. Her fremlagde Rektoratet trinvist forslag til organisation, struktur og ledelse. Kapitlet beskriver, hvad der skete i denne proces, hvor modellen – i form af slutproduktet: dispensations-ansøgningen – tog form (fase C).  

<B>KAPITEL 4: Lovforslagets fremsættelse og behandling<B>
– handler kort om lovbehandlingen i folketinget.
 
Anden del er analysen:

<B>KAPITEL 5: Analyse af beslutningsprocesserne<B>

– gennemgår den politologisk beslutningsproces-teori, som så anvendes på de enkelte faser i beslutningsgangen.

<B>KAPITEL 6: KONKLUSION: Beslutningslimbo og demokrati<B>

– her samles op i en række konklusioner om, hvem der bestemte, hvordan beslutningsprocesserne foregik og hvor demokratisk, det foregik.

 

Tredje del ser på de perspektiver, som sådanne beslutningsprocesser medfører:

<B>KAPITEL 7: DISKUSSION: Universiteter og akademisk selvforvaltning<B>

– en løsere afsluttende diskussion af konsekvenserne for universiteterne: Universitetsloven og ”den akademiske selvforvaltning”.

                     
 
 
@R:I. del: Den konkrete beslutningsproces

 

 

@U:Kapitel 1: FORSPILLET

 

@M:1.1 De hemmelige sonderinger

@B:Med udgangspunkt i en rapport (fra april 1999) om behovet for renovering af DTU’s bygninger indledte Forskningsministeriet og Rektoratet et samarbejde om at finde løsninger på dette bekostelige arbejde (ca. 1.6 mia. kr). Rektoratet havde orienteret Konsistorium herom og havde bemyndigelse til at sondere mulighederne.

 Med Birte Weiss tiltrædelse som forskningsminister i oktober 1999 blev arbejdet intensiveret. DTU fik i november udarbejdet et revisornotat, som stillede hhv. en ejer- og en leje-model op. (notat fra PriceWaterhouseCoopers af 18. november).

 Og i december fik man så udarbejdet et advokat-notat, som fremlagde ideer til ”ny organisationsstruktur for DTU som uafhængigt universitet”. Dette notat og omstændighederne omkring det var med til at strukturere de videre begivenheder.

 Advokatnotaterne opregnede et strukturforslag for en ny ledelse, bl.a. indførelse af en bestyrelse som det højeste organ, ansættelse (ikke valg) af rektor, rektors ansættelse af institut- og centerledere samt studieledere. (notat af 17.12 1999, se bilag 2). Notatet foreslog samtidig en køreplan for, hvordan den nye styreform kunne blive kørt igennem: I januar 2000 udarbejdes den politiske vision, i februar skal der laves fodarbejde over for ”politisk centrale personer” samt en ”uformel præsentation af oplæg for diverse institutioner, hvis opbakning ønskes, herunder Dansk Industri” (notat af 5. januar). ”.

 Rektoratet fik udarbejdet nogle advokatnotater hos en ekstern advokat i december 1999, <B>dvs. reelt før den demokratiske proces blev igangsat<B> i Konsistorium i marts. Notatet er bemærkelsesværdigt, fordi det hemmeligholdes for Konsistorium og bliver først kendt efter lovens vedtagelse. <B>(2)<B>

NOTE 2: Indholdet blev først kendt, da FORSKERforum fik dokumenterne i hånden gennem aktindsigt i ministerierne. På DTU var dokumenterne fortrolige som ”intern sagsbehandling”. I ministerierne var de derimod åbne for aktindsigt, idet de var oversendt fra én myndighed til en anden. Sei øvrigt note 15

 Hemmeligholdelsen over for Konsistorium  er særlig bemærkelsesværdig, fordi notatet oversendtes til departementchef Knud Larsen i udkast ”med anmodning om dine bemærkninger, jf. aftalen på mødet d. 22.12” (se bilag 4), og fordi det samtidig fremgår, at notatet var godkendt af rektor Hans Peter Jensen. Denne bemærkning viser, at notatets indhold var til forhandling og at ministeriet således kunne få indflydelse herpå.

 Efterfølgende kan man konstatere, at disse advokatnotater havde den funktion, at de svejsede Rektorat og ministerium sammen som konspiratører. Og set i baglys fik notaterne derfor også karakter af <B>”policy-masterplan”<B> eller drejebog for, hvad konspiratørerne ønskede sig af processen. Selv om drejebogen måske ikke blev fulgt minutiøst, så viser forløbet, at der blev planlagt strategisk lige fra forfasen, og at dette skete uden om Konsistorium. 

 Departementchef Knud Larsen involverede sig også på en anden måde. Han afviklede ”en uformel og helt lukket drøftelse” med eksterne parter m.fl. d. 21. februar (se bilag 6)– <B>dvs. før Konsistoriums behandling<B> d. 1. marts. Heri deltog en repræsentant fra DI og flere direktører fra store industrier (Haldor Topsøe og IBM m.fl.), Risø-direktør Jørgen Kjems, Øresundsforbindelsens direktør Mogens Bundgaard Nielsen (som i efteråret 2000 blev udpeget som formand for DTU’s bestyrelse af Forskningsministeren).

 Med til det samme spil hører også, at arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri i slutningen af februar offentliggjorde oplægget ”Der skal to til tango – om universiteter og erhvervsliv” med radikale forslag til ny styrelsesmodel på universiteterne (og med et omstridt afsnit om ”nulforskere”). Oplægget dannede baggrund for stort anlagt konference d. 29. februar, som bearbejdede offentligheden til større forståelse for bestyrelsestanken og for eksterne udpegninger.

 Det skete blot få dage før Konsistoriums møde d. 1. marts …

 

 

@M:1.2 Rektoratets og ministeriets problem: Konsistorium havde initiativretten

@B:Det lovmæssige problem var, at hverken Rektor eller ministeren kunne tage et selvstændigt initiativ til ændring af styrelsen. Universitetsloven siger nemlig, at det er konsistorium, som skal anmode ministeren om ændringen. Konsistorium  har ”initiativretten”: 

 §12 Undervisnings- og forskningsministeren kan godkende undtagelser fra lovens bestemmelser <I>efter forslag<I> fra institutionen” <I>(Universitetsloven, min fremhæv.)<I>

 

Det var en blokering for de politiske ønsker:

 <B>I Forskningsministeriet<B> havde skiftende ministre – løbende repræsenteret ved dept.chef Knud Larsen – med vekslende intensitet udtrykt irritation over universitetssektorens inerti og ønske om ”opstramning af universitetets ledelse med en klarere ansvarsplacering”. De så gerne en ledelse med styrkede beføjelser og andre styrelsesformer end den kollegiale. Universitetsloven fra 1993 (afløseren af styrelsesloven) var et skridt på vejen, men ikke nok.

 <B>DTU-rektor Hans Peter Jensen<B> havde haft problemer med universitetsdemokratiet, repræsenteret ved Konsistorium. Han havde et anspændt forhold til de ansatte, som mente, at han ignorerede universitetsdemokratiet ved ikke at lægge op til reel drøftelse af sager i DTU’s samarbejdsudvalg. Omvendt lagde rektor heller ikke skjul på, at på trods af større ledelsesbeføjelser ifølge universitetsloven (fra 1993), så følte rektor sit og institutledernes handlingsrum begrænset af de kollegiale styringsforhold, så derfor så han gerne større magt til ledelsen.

 Rektors spillerum var begrænset af Konsistoriums beføjelser, jf. universitetsloven.

Rektors ledelseskompetence jf. universitetsloven indeholder to funktioner: daglig ledelse og personaleledelse. Til det første hører beslutninger om faglige anliggender og bevillingsmæssige dispositioner. <B>(3)<B>

NOTE 3: Om forvaltnings-forholdet mellem rektor og Konsistorium kan i øvrigt siges:

 Rektor træffer afgørelse i alle sager, undtaget dog de områder, som Kons. skal godkende:

 Jf. universitetsloven §2 (som gjaldt for DTU indtil 1.1 2001) er Kons. universitetets øverste kollegiale organ, som varetager institutionens interesser som uddannelses- og forskningsinstitution og fastlægger retningslinjer for dens langsigtede virksomhed og udvikling. godkender budget og statutten, herunder regler om institutionens styrelse, de kollegiale organers virksomhed m.v. Kons.  har i øvrigt ret til at udtale sig i alle sager af væsentlig betydning for institutionens organisation og virksomhed, og har pligt til at drøfte de forhold, rektor forelægger.

 Om selve forvaltningsgangen siges, at rektor forelægger Konsistorium  forslag til institutionens retningslinjer for den langsigtede virksomhed og udvikling. Når Konsistorium  har fastlagt sådanne retningslinjer er det rektors ansvar at lede institutionen inden for de givne retningslinjer. Det er rektors ansvar at indkalde Konsistorium, hvis grundlaget eller vilkårene for de fastlagte retningslinier ændres væsentligt, hedder det i bemærkningerne.

 

 Opgaven for Rektoratet og ministerium var således at skabe et beslutningsmiljø, som kunne motivere Konsistoriums medlemmer til at foretage et voldsomt brud med den traditionelle styrelsesstruktur, institutionaliseret i lovgivning og styrelsesforhold, jf. universitetsloven. Beslutningsrummet skulle ”åbnes”.

 I kraft af dette interessefællesskab blev rektor og Forskningsministeriet – repræsenteret ved departementchef Knud Larsen – <B>konspiratører,<B> der kom til at optræde sammen over for <B>beslutningstagerne,<B> medlemmerne af Konsistorium. <B>(4)<B>

 

NOTE 4: Konsistoriums sammensætning i marts 2000: Rektor Hans Peter Jensen (formand), professor Erik Bruun, professor Preben Terndrup Pedersen, docent Bent Knudsen, ingeniørdocent Uwe Nissen, docent Mogens Oddershede Larsen (ledelsesrepræsentanter), docent Ole Hassager, docent Dan Rosbjerg (videnskabeligt personale), kontorfuldmægtig Anette Bærentzen, assitent Bent Bordin (tap-personale), Christoffer Greisen, Sara Grex, Jon Kringelum (studenter).

 

 

 

@U:Kapitel 2. DEN CENTRALE BESLUTNING: Konsistoriums princip-tiltrædelse (1. marts)

 

@B:I dette kapitel fortælles, hvordan den formelle beslutningsproces blev sat i gang, dvs. hvordan Konsistorium tiltrådte Rektoratets forslag om at arbejde for selveje og nye styrelsesformer.

 

@M:2.1 Beslutningstagerne fik et ultimatum

@B:Konsistorium  skulle tiltræde selveje- og særstyremodel på mødet d. 1. marts.

 Rektors beslutningsoplæg (bilag 7) betonede de usikre økonomiske udsigter: DTU havde været udsat for forringelser, og der var et ”akut behov for at få sikret et løft i bevillingerne”. DTU stod i hård konkurrence med de øvrige institutioner om ”ligelighed i bevillingerne”, og der var ikke udsigt til at DTU ville få positiv særbehandling. Tværtimod havde Forskningsministeriet orienteret rektor om planer om nye nye huslejeberegninger for universiteterne, som ville blive ”meget dyrt” for DTU (fordi DTU har forholdsvis mange flere kvm. end de andre universiteter). En af fordelene ved selvejet kunne således være, at DTU blev holdt ude af en husleje-udligning mellem universiteterne.

 ”Hvis vi skal løfte den … nævnte opgave, er der en række principper, som må ligge til grund for DTU’s fremtidige organisation”, fastslog rektor i beslutningsoplægget, og henviste hermed til, at Konsistorium måtte være indstillet på ændringer i styrelsen / ledelsen. Rektor tydeliggjorde dog ikke, hvad dette kunne indebære.

 Rektor fremhævede, at ministeriet var indstillet på, at give DTU positiv særbehandling,  hvis Konsistorium tiltrådte principperne for selveje m.m.: ”Vi kan ligeledes få fordele af at være en foregangsinstitution på dette område, når vi bliver den ’case’, der kan danne grundlag for den fremtidige universitetsledelse i Danmark”, sagde rektor ifølge referatet (K-møde 50, bilag 8).

 

Nogle Konsistorium-medlemmer oplevede at være udsat for noget, der lignede et ultimatum. De havde en skarp udlægning af rektoratets beslutningsoplæg: ”Forskningsministeriet har et stærkt ønske om at afprøve en anden model med stærkere ekstern indflydelse på DTU’s styring, og hvis DTU ikke vil være med, står der andre på spring for at gøre det! Hvis Konsistorium altså ikke slår til her og nu, så ryger hele vores økonomiske redningsplan på gulvet” (citat: K-medlem).

 Der indgik således en oplevelse af, at man indgik en kynisk ”handel”: Hvis DTU gik med på selveje inklusive nogle ubestemte ændringer af styrelsen, så fik man et økonomisk og selvstyre-mæssigt fordel i forhold til de andre universiteter. Men hvis man ikke tiltrådte de ubestemte betingelser (omkostningerne), så risikerede DTU at gå glip af de fordelagtige vilkår (gevinsten)! 

 Den spændte situation blev forstærket af, at Rektor i de sidste hektiske februar-dage før K-mødet 1. marts tog personlig – i nogle tilfælde telefonisk – kontakt til Konsistoriums centrale medlemmer og forelagde dem ministeriets ultimatum. <B>(5)<B>

NOTE 5: Konsistorium-medlemmernes fortolkning støttes af referatet fra samarbejdsudvalgsmødet samme dag, hvor rektor sagde:

”Selvejemodellen skønnes at ville lette finansieringen af den tiltrængte renovering af den 35-årige gamle bygningsmasse, DTU råder over, idet tanken med selvejemodellen er, at DTU skal kunne optage lån.

 Forskningen vil fortsat være underlagt et ’akademisk beslutningsforum’ligesom DTU fortsat vil være underlagt centralt fastsatte regler og overenskomster fra Finansministeriet.

 Hans Peter Jensen afsluttede sin indledning med, at selvejemodellen skønnes at indebære så store fordele, at det ville være forkert at sige nej til modellen …” (Rektor Hans Peter Jensen til samarbejdsudvalget d. 2. Marts 2000).

 Det var således et <B>enten-eller scenario<B>, som DTU-rektor Hans Peter Jensen fremlagde for Konsistorium  i den sidste uge af februar 2000. Ved den telefoniske forhåndskontakt havde Rektor på forhånd sikret opbakning til tiltrædelsen (hvilken blev meddelt ministeriet, der allerede d. 25. februar havde pressemeddelelsen klar!), hvorfor det var en formalitet at få tiltrædelsen igennem på mødet, som den fremgår af <B>beslutningsreferatet<B>:

”Konsistoriums principbeslutning om selvejemodel:

 Konsistorium tilslutter sig principielt forslaget om, at DTU overgår til selveje pr. 1.febr. 2001 eller snarest derefter, jf. beskrivelsen i forskningsministeriets brev.

 Det er herefter rektoratets opgave at få lavet en selvejemodel, som er tilstrækkeligt attraktiv til, at rektoratet på DTU kan få tilslutning til de ledelsesmæssige reformer, samtidigt med, at de ledelsesmæssige reformer er tilstrækkeligt slagkraftige til at retfærdiggøre incitamenterne” <I>(jf. referat fra K-møde 1.marts (se bilag 9) som i øvrigt stort set er identisk med ministerens pressemeddelelse dagen efter (se bilag 11)!).<I>

 Konsistorium-medlemmernes opmærksomhed på mødet var naturligt nok især rettet mod selveje-aspektet, mens de ikke bed særligt mærke i den anden formulering, som <B>gav bemyndigelse til rektoratet<B> til at forhandle videre. At konsistorium ikke pålagde rektor et mandat eller en rapporterings-pligt kan forklares ved, at Konsistorium var klart bevidst om, at der med modellen var der lagt op til (økonomisk) positiv særbehandling af DTU i forhold til de andre universiteter. Lukkede forhandlinger var således en del af spillet, så et positivt resultat for DTU ikke skulle strande på utidig indblanding – politisering – udefra.

 

<B>Summerende<B>: Konspiratørerne (Rektor og Forskningsministeriet) udsatte Konsistorium for et betydeligt pres, idet Rektors beslutningsoplæg til K-mødet d. 1. marts lagde vægt på de usikre økonomiske udsigter, som bl.a. kunne blive yderligere forværret af en nye huslejeberegning for universiteterne. Der blev eensidigt og ultimativt fremlagt én løsningsmodel, og tilmed i en ultimativ form: Hvis vi ikke siger ja her-og-nu mister vi den enestående mulighed.

 Rektoratet benyttede samtidig den stressede situation til at få Konsistoriums accept af, at Rektor fik videre forhandlingsbemyndigelse uden pålæggelse af mandat eller rapporteringspligt.

 

 

@U:Kapitel 3. DE MANGE DELBESLUTNINGER: Modellen tager form

 

@B:I dette kapitel fortælles om beslutningsfasen på et halvt år (fra marts til 9. oktober), hvor Konsistorium behandlede indholdet i den fremtidige selvejemodel og en ny styrelsesmodel. Resultatet af denne proces udmøntede sig i den formelle dispensationsansøgning.

 Der lægges vægt på at gengive hvordan og hvad der var på dagsordenen. Da Rektors forhandlingsbemyndigelse og initiativret i denne fase fik afgørende betydning, får dette aspekt en del opmærksomhed.

 

@M:3.1 Rektoratet lagde ikke op til debat

@B:Rektors initiativret og forhandlingsbemyndigelse blev udnyttet på forskellig måde over for Konsistorium. Det gav sig blandt andet udtryk ved fraværet af en åben og offentlig debat. De ansatte blev således aldrig spurgt om deres holdning til udpegede ledere ctr. kollegialt valgte, til Bestyrelsens bemyndigelser ctr. Konsistoriums, til rektors bemyndigelser ctr. Konsistoriums, til hvem der skal have ansvar for forskningsprioriteringer osv. i en fremtidig model.

 Styrelses- / ledelsesspørgsmålene blev aldrig lagt ud til bred debat på DTU. Godt nok åbnes en elektronisk debatside i april 2000, men rektoratet kom aldrig med oplæg til debat, hverken her eller i husavisen ”Sletten”, der var / er ledelsesdomineret. Derimod blev der gengivet ledelsesinitiativer og beslutningsreferater med en vis forsinkelse.

 Med til at forklare, at skeptikere / kritikere ikke mobiliserede en debat, hører også, at DTU’s ansatte blev <B>stresset af andre initiativer<B>. Med ledelsesgruppens støtte gennemtvang rektoratet, at DTU  omkring sommerperioden 2000 skulle forcere både en stor institutreform og nye studieordninger, idet strukturen angiveligt var ”overlæsset”. Tidssammenfaldet medførte et stort arbejdspres for medlemmer af de kollegiale organer, for hvem Konsistorium blot var et tillidshverv. Mange af de menige medarbejdere måtte nødvendigvis prioritere de ”nære” opgaver, hvilket gjorde det svært også at engagere sig i udformningen af DTU’s overordnede struktur.

 

@M:3.2 Rektors legitimation: Ministeriets betingelser

@B:Rektor brugte den givne forhandlingsbemyndigelse til at gennemføre meget lukkede forhandlinger med Forskningsministeriet. Og Rektors kontakt til ministeriet og tilbagemeldingerne til Konsistorium var båret af den præmis, at hele projektet var afhængig af ministeriets velvilje.

 En kilde fortæller, at beslutningsprocessen i Konsistorium  i høj grad var styret af rektors beslutningsoplæg og at disse indeholdt (skjulte) betingelser, som Forskningsministeriet havde stillet i de løbende underhåndsforhandlinger. Rektors oplæg blev legitimeret med henvisning til ministeriet:

 ”Rektor sagde: Det er jo nødvendigt og fornuftigt i denne fase, at vi gør sådan og sådan. Derfor er det vigtigt, at jeg får bemyndigelse til at fortsætte sonderinger med ministeriet på embedsmandsniveau. I må give mig frie hænder til at føre de nødvendige underhåndsforhandlinger” fortæller kilden. ”Og så kom han tilbage og afviste kritiske indlæg med, at det og det ville ministeriet ikke acceptere”.

 Ifølge denne kilde legitimerede Rektor sine udspil og initiativer med henvisning til Forskningsministeriets autoritet. Udlægningen kan bekræftes med henvisning til flere Konsistorium-referater, fx

 Ved K-møde d. 13. april orienterede rektor således om forhandlingerne med Forskningsministeriet:

 ”Udpegning / valg af rektor har været drøftet. En ren ekstern rekruttering er nok ikke hensigtsmæssig, idet det skal sikres, at vedkommende også har opbakning på DTU. Omvendt kan man ikke forestille sig, at rektor vælges som i dag, dvs. uden at bestyrelsen har indflydelse på valget. I stedet kunne man forestille sig en model, hvor en ’search comittee’ med repræsentanter for medarbejdere, studerende og bestyrelse på en eller anden måde skal finde en kandidat, der kan vinde respekt, også på DTU” (fra K-referat møde 51, se bilag 11).

 Under den efterfølgende debat om ledelsesstrukturen, herunder institutledelsen blev rektor spurgt, om det var ”tanken at sende et kommende forslag til bred debat, eller om der skulle lægges et ’færdigt’ forslag på Konsistoriums bord?

 ”Rektor pegede på, at det er en vanskelig balance, idet der skal skabes bred forståelse og også ske debat inden vedtagelsen, men vi skal være klar over, <I>at det ikke er alle muligheder, der er til debat. Vi arbejder under nogle vilkår, der er givet udefra, bl.a. fra det politiske system”.<I> (K-referatet fra 13.april (bilag 11), <I>mine kursiveringer, jø<I>).

 Rektor advarede om, at det kunne være farligt at udfordre ministeriet. <B>(6)<B>

NOTE 6: Tidspunktet for rektors advarsel (april 2000) afslører Rektors rolle som konspiratør. Han havde nemlig allerede i december 1999 erklæret over for ministeriet, at DTU / Rektor var indforstået med ledelsesudpegning. Som det fremgik af kapitel 1, skete dette allerede i december, vel at mærke, <B>før<B> Konsistorium  fik lov at tage hul på debatten om de enkelte ledelsesniveauer!

Konsistoriums medlemmer gøres således allerede tidligt i fasen klart, at Forskningsministeriet var en interessent, og at det er i DTU’s interesse at føje ministeriet. <B>(7)<B>

NOTE 7: Der er andre eksempler på retfærdiggørelse med henvisning til ministeriets krav:

– d. 4. 10 forklarer direktør Anne Grete Holmsgaard, at ”Forskningsministeriet foretrækker, at det er bestyrelsen, der ansætter …” og rektor uddybede, at hvis man ”godkendte, at kompetencen overgik til rektor, ville ministeriet acceptere det”. (se bilag 17)

– i sin orientering af samarbejdsudvalget (d. 2. nov.), hvor lovudkastet er til høring, siger rektor:

”DTU’s ansøgning  om dispensation fra universitetsloven var af ministeriet gjort til en betingelse for, at lovforslaget om oprettelse af den selvejende institution DTU kunne fremsættes – dette afspejler i høj grad, at der er politisk interesse for, hvorledes det nye DTU vil forvalte sine muligheder for at indrette sig ledelsesmæssigt”.

– DTU’s fuldmægtig Grit Andersen forklarede (på K-møde 56 d. 15. Nov.) om Forskningsministeriets holdning i tilfælde af medarbejdernes mistillid til en udpeget leder: ”at reglerne om ’forbliven’ var nævnt flere steder <I>(i lovforslaget, jø)<I> og at Forskningsministeriet hver gang har sagt, at den eksternt udpegede leder ikke skal udsættes for en ’folkeafstemning’.

 

Rektor fortolkede og videregav på den måde <B>ubestemte ministerie-krav<B>. Det dokumenteres intetsteds for Konsistorium, om ministeriets betingelser/ønsker havde realitet, og der findes efterfølgende ingen dokumenter, som kan belyse spørgsmålet. Det er således uklart, hvorvidt ministeriet faktisk stillede betingelser, eller om henvisningen til ministeriet var rektors forhandlingsbluff.

 Men det vidner om en bevidst og sammenhængende strategi, at konspiratørerne uden Konsistoriums vidende foretog en koordination af styrelses-planerne og DTU’s ”udviklingskontrakt” (af d. 23. februar 2000, se bilag 5). Efter forhandling med Forskningsministeriet kom der til at stå i DTUs kontrakt, at institutionen skulle ”indføre nye ledelsesformer”. Rektor brugte senere kontrakten som en retfærdiggørelse af styrelsesændringerne. Han henviste til, at institutledere ikke nødvendigvis skulle vælges (jf. universitetsloven), idet ”udviklingskontrakten gav mulighed for en anden ledelsesorganisering” (referat fra ekstraordinært samarbejdsudvalgsmøde 11.8).

 Rektors legitimation med henvisning til ministeriets (ubestemte) betingelser/krav/ønsker bidrog til skabe uklarhed om såvel mål som bemyndigelser. Med inddragelsen af ministeriet som part spillede man med ”en blind makker”.

 Set ud fra det enkelte Konsistorium-medlems optik skabte uklarheden således et magttomrum, hvor Konsistoriums handlingsfelt og bemyndigelser blev suspenderet. Konsistorium havde ikke længere indflydelse på dagsordenen.

 

@M:3.3 Beslutningsgrundlaget gled

@B:Formelt blev første del af processen igangsat med Konsistoriums principtiltrædelse d. 1. marts.

 Anden formelle del blev igangsat med DTU’s varsling af dispensationsansøgning til Forskningsministeriet d. 6. juni (bilag 13). Bag denne varsling lå et internt statuspapir (bilag 12), som fastslog, at der var accept af, at bestyrelsen skulle overtage dele af Konsistoriums magt og at Rektor i forlængelse heraf skulle udpeges. Resten af styrelses-konstruktionen skulle drøftes videre:

….

 Denne formulering, hvor der ikke blev lavet en egentlig køreplan for styrelsesdebatten, gav Rektoratet en suveræn initiativret, som fik central betydning for processen.

 Rektor valgte at lægge målfastsættelsen op som mange delbeslutninger. Det gav en meget ujævn proces, hvor der først til allersidst – dvs. i dagene op til dispensationsansøgningen d. 9. oktober – tegnede sig noget, der lignede et helhedsbillede.

 For beslutningstagerne lignede det en endeløs række af delbeslutninger. Og de kritiske Konsistorium-medlemmer oplevede, at rektors initiativret betød, at Konsistorium  hele tiden var et skridt  bagefter i processen. Samtidig oplevede de, at der skete en langsom glidning i beslutningsgrundlaget. Medlemmer uden for ledelsesgruppen oplevede, at beslutningsprocessen umærkeligt skred. Det skete ved, at Rektor fra det ene møde til det andet fremlagde nye beslutningsoplæg, hvor kun en nærmere granskning kunne konstatere nuanceforskelle fra gang til gang. 

 Resultatet af den proces blev, at hvad der i starten blev introduceret som en mindre afvigelse fra universitetsloven – en eksternt domineret bestyrelse og måske en udpeget rektor – langsomt blev til en voldsom afvigelse.

 

Som konsekvens af opsplitningen i del-beslutningsprocesser skete der en glidning i beslutningsgrundlaget på alle de centrale områder, hvor der var interessemodsætninger. Uenigheder fik imidlertid ikke mulighed for at komme åbent til udtryk:

– Hvad angår <B>kollegiale valg ctr. ledelsesudpegning<B> skete der en skridning. Ministerens pressemeddelelse fra 2. marts omtalte kun bestyrelseskonstruktionen som det nye i styrelsen. Men det blev lagt op som et spørgsmål til åben debat, om rektor skulle vælges kollegialt eller udpeges? Men allerede i forsommeren (se bilag 12) var det klart, at der ikke var noget at forhandle om: Rektor skulle udpeges og han skulle tillægges stor magt.

– I forbindelse med Konsistoriums tiltrædelse blev det gjort klart, at <B>bestyrelsesmodellen<B> var et formelt lovkrav til selveje-lovgivningen. Det hed sig, at de praktiske konsekvenser ville være begrænset til, at bestyrelsen fik indflydelse på den overordnede økonomi og at bestyrelsen ville overtage de beføjelser, som hidtil hørte til Forskningsministeriet. Der var således blot tale om en ansvarsflytning, som ikke behøvede at fratage Konsistorium væsentlig magt. Konsistorium  ville fortsat have indflydelse på økonomi, strategi og organisation, selv om indflydelsen formelt ville blive dæmpet ned.

 Men i løbet af processen blev Konsistoriums beføjelser skridt for skridt afmonteret, for til sidst (i dispensationsansøgningen og i lovforslaget fra oktober) at overgå til bestyrelsen, der overtager de væsentlige funktioner, fx retningslinierne for den langsigtede virksomhed og dispositionen (’godkendelse’) af de årlige budgetter (efter indstilling fra rektor). Bestyrelsen overtog således universitetets livsnerve, prioritering af økonomi og forskning.

 Tilbage til Konsistorium blev således ”de akademiske sager” som at tildele doktorgrader, nedsætte bedømmelsesudvalg og godkende studieordninger.

– Rektor forsikrede ved Konsistoriums tiltrædelse, at <B>det akademiske selvstyre<B> blev bevaret: ”Forskningen vil fortsat være underlagt et ’akademisk beslutningsforum’ …” (Rektor Hans Peter Jensen til samarbejdsudvalget d. 2. Marts 2000).

 Det løfte holdt Rektor ikke. Præcis hvornår i processen, at Rektor gjorde sig skyldig i egentligt ”løftebrud”, er det vanskeligt for deltagerne at tidsfæste, idet det var led i skridningen. I loven kom det til at hedde, at Konsistorium er ”den højeste akademiske myndighed”, og denne semantiske spidsfindighed kan have medvirket til at få modellen til at glide ned i Konsistorium (og senere i Folketinget), men den kan ikke skjule, at i praksis blev Konsistorium frataget sine væsentligste ansvar, opgaver og beføjelser (budget, ret til indsigt, delagtig i prioriteringer m.m.). <B>(8)<B>

NOTE 8: Forskningsminister Weiss havde allerede tidligere udnyttet denne semantiske spidsfindighed, da hun i samråd i Forskningsudvalget svarede på, hvordan hun ville sikre, at selvstyremodellen ikke kom til at betyde tab af demokratiske rettigheder? Hun svarede bl.a.: ”Uden at foregribe begivenhedernes gang, kan jeg dog allerede nu oplyse, at jeg kun vil godkende en struktur, hvor medarbejdere og studerende er repræsenteret i de akademiske organer

 Bestemmelserne i universitetsloven vedrørende forskningsfriheden …. vil forblive uændret i forhold til i dag”.  Med dette svar om ”de akademiske organer” signalerede hun, at den akademiske selvforvaltning ville forblive uændret.

– En kort diskussion af universitetets traditionelle ”akademiske selvforvaltning” med prioritering af forskning m.m. fik et særpræget forløb. I mangel af et egentligt akademisk forum foreslog Rektoratet et <B>”akademisk senat”<B> i konstruktionen. Det skete formentlig med inspiration fra loven om DPU (Danmarks Pædagogiske Universitet, under det daværende Undervisningsministerium), som et halvt år forinden er vedtaget. Forum’et skulle imidlertid blot – i modsætning til DPU’s – være en ”tænketank”, og Konsistorium afviste ideen, fordi dets opgaver var uklart beskrevet og fordi det var tiltænkt en selvsupplerende udpegning og dermed risikerede at blive lederstyret.

– Hvad angik det centrale spørgsmål for det lokale selvstyre <B>om institutledere skulle vælges kollegialt eller udpeges<B> var det så sent som ved K-mødet i august endnu åbent om institutledelsen burde tage udgangspunkt i universitetslovens rammer. Men ved K-møde tre uger efter fremstår det pludselig som et fait accompli, at også institutlederne skal udpeges. Det fremgår ikke klart af referatet, hvorledes beslutningen blev taget. <B>(9)<B>

NOTE 9: Den eneste lille indrømmelse til forskersamfundet blev i det endelige lovforslag, at det er instituttet som vælger det rekrutteringsudvalg, som kan pege på potentielle institutledere, som rektor så kan udpege!

 Spørgsmålet om den første udpegning af institutledere blev imidlertid til en Ombudsmandssag. Rektor udpegede nemlig ”af praktiske grunde” de nye institutledere før der var opnået dispensation og før Konsistoriums vedtagelse. Det fremgik af dispensationsansøgningen af 9. oktober og den procedure resulterer først i en klage til Forskningsministeriet d. 19. Oktober og dernæst 11. januar i klage til Ombudsmanden fra de ansatte (de samlede tillidsmænd i DTU’s Kontaktudvalg) (se bilag 19)

 

Gennem hele processen skete der således et skred i beslutningsgrundlaget, hvilket er almindeligt i et forhandlingsforløb. Her var der imidlertid knap tale om en ”forhandling”, idet oplæggene var eensidigt styret af Rektoratet og idet beslutningstagerne blev udsat for kraftigt pres og stress.  

 Oplevelsen af en glidende beslutningsproces blev forstærket af en fremlæggelse for Konsistorium, der var decideret stressende: Dels en stor arbejdsbyrde og dels ved gentagne tilfælde, hvor vigtige skriftlige mødeoplæg blev udleveret på selve mødet. Det er således sigende, at på dagen for lovforslagets fremsættelse (d. 15. november) diskuterede Konsistorium fortsat detaljer (se bilag 18).

 Indsigelser mod proceduren blev samtidig overhørt, fx på mødet d. 17. aug. <I>(hvor rektor og ministerium allerede havde lagt brikker på plads til det kommende lovforslag)<I>, hvor studenterne gentog et forslag om at nedsættes et udvalg vedr. styrelsesstruktur ”for at sikre at andre end rektoratet debatterer mellem møderne”. På mødet kom lang tids frustration til åbent udtryk. Der var flere kritiske bemærkninger til arbejdsformen. Der var frustration over, at det der blev sagt i Konsistorium  ikke fik konsekvenser i planerne. Der blev efterlyst lydhørhed over for Konsistoriums meldinger, og rektoratet blev beskyldt for at have en arbejdsform, hvor Konsistorium  ligesom skulle begynde forfra hver gang. Rektor fandt imidlertid ingen grund til at lægge op til yderligere debat, fordi det ville sinke processen (se bilag 14)

 

<B>SUMMERENDE<B> kan siges, at selve beslutningsprocessen var præget af, at rektor formåede at bibeholde initiativet og dermed sætte dagsordenen over for Konsistorium. Det betød

          at rektor kunne undvige, at problematiske elementer blev lagt ud til åben debat,

          at rektor uimodsagt kunne retfærdiggøre sine udspil med henvisning til Forskningsministeriets autoritet. Og det betød,

          at rektor kunne styre beslutningsforløbet i Konsistorium. <B>(10)<B>

 

NOTE 10: Rektor udnyttede også sin initiativret ved forelæggelse af sagerne. Vedlagt dispensationsansøgningen var der fx en skematisk lovgennemgang over (styrelses-) ændringer i forhold til universitetsloven (listen tilgår senere Folketinget som en del af lovforslaget). Det hedder sig om langt de fleste sammenligninger, at de eksisterende forhold ”gælder uændret”, hvorved der signaleres at der kun skal ske små ændringer. Sammenligningen undviger imidlertid at gøre opmærksom på det centrale: at beslutningsmyndigheden med hensyn til økonomi, forskningsprioritering, personaleressourcer overgår til eensidig beslutning hos bestyrelse og rektor. Det hedder således om §1 stk.4: ”En højere uddannelsesinstitution træffer selv afgørelse om den forskning, der skal drives” at den gælder uændret. Det er formelt korrekt, men alligevel misvisende, fordi  kompetencen til forskningsprioritering er flyttet opad i det interne system, jf. det nye ledelsessystem.

 Det er helt klart, at rektor med en sådan fremstilling (udeladelse/mangel på præcisering) udnyttede sin forvaltnings- og initiativret ved fremlæggelse af sagen, så konsekvenserne / radikaliteten af ændringerne ikke fremgår. 

 

Rektors legitimation med henvisning til ministeriets (ubestemte) betingelser/krav/ønsker bidrog til at skabe uklarhed om såvel mål som bemyndigelser.

 I praksis blev forhandlingsbemyndigelsen til Rektor – kombineret med initiativforpligtelsen over for Konsistorium – Rektors adgang til at fremlægge eendimensionale beslutningsgrundlag, til at fortolke og videregive (angivelige) ministerie-betingelser og til at gennemføre en skridende beslutningsproces m.m. <B>(11)<B>

NOTE 11:  Min analyse behandler beslutningsprocessen fra indledningen til afsendelsen af dispensationsansøgningen d. 9. Oktober, først og fremmest fordi det var her, at det centrale magtspil udspillede sig og fordi Forskningsministeriet her var en central aktør. Analysen inddrager således ikke den senere fase i november – december 2000, hvor Konsistorium diskuterede vedtægter. I denne interne proces blev modellen fyldt ud, bl.a. med en formålsparagraf.

 Set ud fra det enkelte Konsistorium-medlems optik <B>skabte de uklare bemyndigelser et magttomrum<B>, hvor Konsistoriums handlingsfelt (indsigt og indflydelse) og dermed magt blev suspenderet. Det var ikke Konsistorium, som satte dagsordenen, men Rektor.

 

 

 

@U:Kapitel 4. LOVFORSLAGETS FREMSÆTTELSE OG BEHANDLING:

@B:I hele DTU beslutningsprocessen var ministeriet passivt over for Folketinget. Formelt afventede Birte Weiss, at DTU skulle gøre dispensationsansøgningen færdig, så Folketinget kunne påbegynde lovgivningsarbejdet.

 Der var i forløbet nogen presseomtale om DTU-konsistoriums igangværende proces, og foranlediget heraf blev ministeren kaldt i samråd i Folketingets Forskningsudvalg d. 5. april (bilag 10) og d. 30 august (bilag 15). Ved det første samråd understregede hun, at et var DTU selv, som havde besluttet at blive søge om selveje og alternative ledelsesformer. Ved det andet samråd sagde hun, at hun kun ville godkende en struktur, hvor ”medarbejdere og de studerende er repræsenteret i de akademiske organer (se bilag 13).

 Det var ministerens ønske, at der skulle lovgives i 2000-sæsonen. DTU’s formelle dispensationsansøgning indkom derfor i sidste øjeblik, d. 9. Oktober. Herefter udarbejdede ministeriet og DTU’s ledelse i fællesskab det lovforslag, som blev sendt ud d. 25 oktober med en høringsfrist på 10 arbejdsdage (9. Oktober). Og blot fem dage efter (15. nov.) blev lovforslaget så fremsat for Folketinget.

 Selve lovforslagets behandling var præget af en blokpolitik, som ikke er usædvanlig bag en regering. Ministeren havde på forhånd et bekvemt flertal – regeringen (S og V), Venstre og Konservative – og eventuelle kritiske røster i regeringspartierne blev passiviseret ved formøder, hvor ministeren redegjorde for lovforslaget og tankerne bag. Processen var således forprogrammeret.

 De kritiske spørgsmål og den kritiske debat, som omgærdede lovforslaget, stammede således fra spørgsmål, som var stillet af SF og Enhedslisten. Dog var der spørgsmål til finansieringen som interesserede andre oppositionspartier, fx spørgsmålet om bestyrelsesmedlemmernes økonomiske ansvar i tilfælde af, at DTU går fallit.

 Ved selve lovens behandling i Folketingssalen var det igen SF og Enhedslisten, som stillede kritiske spørgsmål, mens regeringens egne forskningsordførere fremførte et fælles omkvæd: Lovforslaget er i overensstemmelse med DTU’s eget ønske og egen ansøgning.

 Loven blev vedtaget d. 15. december med alle stemmer mod SF’s og Enhedslistens.

                                           

 

@R:II. del: Analysen

 

@U:Kapitel 5. ANALYSE AF BESLUTNINGSPROCESSERNE

 
@M:5.1 Om DTU som case

@B:DTU-beslutningsprocessen er interessant, fordi den udgør et beslutningsmæssigt mikrokosmos, hvori man, i detaljer, kan studere nogle generelle og væsentlige problemer i beslutningstagning i organisationer og på universiteter i særdeleshed.

 Man kan spørge om min detaljeringsgrad (afdækningen af hændelsesforløbet) rent faktisk resulterer i uoverskuelighed, atomisering og manglende bredde? Man kan problematisere, om DTU-beslutningsprocessen var et særligt og enestående tilfælde? – og på den baggrund konstatere, at den videnskabelige generaliserbarhed dermed er lille.

 Men hvilken type cases kan i det hele taget sige noget om universiteters beslutningsproces? Her vil jeg med Flyvbjerg (1992) pege på, at hvis man ønsker den størst mulige udsagnskraft er det ikke sikkert, at en repræsentativ case (fx almindelige K-møder på et tilfældigt universitet), er særlig informationsholdig, når man skal studere universiteternes demokrati og beslutningsprocesser. I stedet kan man vælge:

 ”Atypiske og extreme cases viser sig ofte at give mere information, fordi de aktiverer flere aktører og mere grundlæggende mekanismer i den studerede situation” (Flyvbjerg I s.149).  

Ekstreme cases kan være velegnede til at slå en pointe fast på særlig dramatisk vis, konstaterer Flyvbjerg og definerer en ”kritisk case” som en case, der har strategisk betydning i forhold til en overordnet problemstilling.

 DTU-sagen lever helt op til disse kriterier om at have en såvel konkret betydning som principiel politisk rækkevidde. Jeg vil tilføje, at DTU-sagen bekræfter Flyvbjergs tese, idet dens radikale karakter kan bruges til at identificere problemer og mekanismer i universiteternes funktionsmåde.

 

@M:5.2 Om beslutningsprocesser og magtanalyse

@B:I vores samfund knyttes forestillingen om, hvem der har den legitime magt, i vid udstrækning til det formelle demokrati, til dets organer og dets spilleregler. Det vil imidlertid være naivt at nøjes med en sådan beskrivelse, når man ser på det moderne samfunds (komplicerede) beslutningsforhold. Det er således ikke tilstrækkeligt blot at beskrive de egentlige beslutningssituationer – fx Konsistoriums møder – når man skal beskrive et beslutningsforløb.

 Det er imidlertid en almindelig fremgangsmåde i politologien – og i øvrigt også i journalistikken! – at henfalde til ”story-telling”: ”Og så skete der det, og så …”. Her refereres minutiøst til kronologi, akter og formalia, delvis af frygt for ikke at yde alle aktørers handlinger og interesser fuld retfærdighed. Den type fremstillinger lider af den mangel, at de ikke får skilt stort fra småt, vigtigt fra uvigtigt. Af samme grund bliver den type analyser ofte forbavsende konfliktfrie fremstillinger, hvilket diskvalificerer dem som magtanalyser, som netop må være defineret ved (åben eller skjult) konfliktualitet. Denne type analyser reduceres derved ofte til studier i forvaltningsprocesser (fx organisationsteori, teknokratiske policy-typologier, administrative dynamikker, strategier el.lign)

 Det er ikke mit mål, derimod er hensigten at analysere magt og demokrati i en konkret case (jf. Magtudredningens notat nr. 9, Flyvbjerg 1991).

 De simple spørgsmål i analysen er:<I>

1        Hvordan foregik beslutningsprocesserne? (hvordan udøves magt)

2        Hvem og hvad bestemmer? (hvem har magt og hvem er sat udenfor?)

3        Hvor demokratisk foregik det?<I>

Min interesse for DTU-sagen var først journalistisk. Jeg beskrev sagens forløb ud fra journalistiske relevans og konfliktualitets-vinklinger i løbet af 2000. Det vakte min interesse for, hvad der skete bag kulisserne.

 Og mens journalistikken ofte er for sags- eller konflikt-orienterede – indrømmet – så er politologernes styrke, at de kan se det overordnede eller strukturelle. Jeg gik derfor på jagt i den danske politologi for at finde eksempler på analyser af konkrete beslutningsprocesser, hvor både en konflikt-case var beskrevet og hvor der var knyttet teori til analysen. Men de er desværre få. <B>(12)<B>

 NOTE 12: Der er få hæderlige undtagelser med Flyvbjergs omfattende studium af byplanlægningen i Aalborg (1991) i spidsen.

 Nævnes skal også Flemming Larsen og Claus Hedegaard Sørensens speciale fra AUC: ”Socialdemokratiet og Øreundsbroen” (1992) om hvorfor Socialdemokratiet skiftede holdning fra at gå ind for en jernbaneforbindelse i en boret tunnel til at gå ind for en kombineret vej- og jernbanebro. Der konkluderes bl.a., at i magtudøvelsen bruger politikerne embedsmændene som politiske aktører og at personer betyder noget i magtudøvelsen. De arbejder dertil også med to bi-sigter om vækst/ miljø og om lobbyisme / demokrati.

 Erik Albæks ”Hiv, Blood and the Politics of ’Scandal’ in Denmark” (Århus 1997) om bløderskandalen er et studie i politiske beslutningsprocesser.

 Som det nyeste eksempel skal nævnes Jesper Ræbild / Holger Spangsberg Kristiansens ”Efterlønsreformen bag facaden” (2001), som er bemærkelsesværdig ved sin gennemgang af de politiske beslutningsprocesser (spil) i kulissen bag efterlønsreformen i 1998-99.  Det er en systematisk politologisk analyse af et enkeltstående begivenhedsforløb og en case, der er metodisk undersøgt helt ned i detaljen. Især de nærgående interviews med det socialdemokratiske bagland, som fortæller om, hvordan de blev kørt over af partitoppen, giver et eksemplarisk billede af (demokratiets mangler i) denne politiske beslutningsproces. Efterlønsprocessen rekonstrueres på denne måde gennem en indlevelse i aktørernes virkelighedsforståelse, siger forfatterne selv om metoden.

 Den generelle politologiske teori er vel udfoldet <I>– og har været uundværlig for mig i forståelsen af DTU-casen’s forløb og strukturer –<I> men der er en bemærkelsesværdig mangel på konkrete casestudier. Jeg fandt således ikke nyere danske (empiriske) studier, der har haft min ambition om i detaljer at beskrive forløb, konfliktualitet og magt – selv om jeg ikke er i tvivl om, at DTU-sagen som magtcase slet ikke er så usædvanlig.

 

Min (journalistiske) konkretiseringsgrad vil formentlig støde nogle.

 Kynikere vil lakonisk konstatere, at sådan er magten: DTU-sagen handler jo bare om implementering af en bestemt ”policy”; at ministeriet og politikerne fik gennemført deres politiske ønsker på universitetsområdet. Kynikerne vil – i stedet for at diskutere beslutningsprocesser og demokrati – koncentrere sig om at give den kunstneriske udførelse karakterer: Hvor elegant blev policy’en realiseret ved hjælp af beslutningsprocesserne?!

 De berøringsangste vil på den anden side sige, at min fremstilling er for personfikseret, når jeg nævner Forskningsministeriet, minister Birte Weiss, departementchef Knud Larsen samt rektor Hans Peter Jensen. De vil indvende, at disse personer blot er systemrepræsentanter, og at min personfiksering skygger for det strukturelle og principielle i sagen.

 Det er jeg uenig i. Der er således mange aspekter i denne sag, som udspillede sig i en ”gråzone”, hvor man ikke får fremdraget det særlige uden at hæfte begivenheden op på konkrete aktører. Og uden at fremdrage det særlige, kan man ikke uddrage det interessante ved sagen.

 

@M:5.3 Traditionel teori: Den rationelle beslutningsproces

@B:Faserne i den traditionelle teori går ud fra den rationelle beslutningsproces, som skematisk ser sådan ud (efter Enderud 1976):

@X: skema:

Problemerkendelse (sag) – målformulering – søgning (alternativsøgning) – konsekvensvurdering – BESLUTNING.

@B:<B> Problemerkendelse<B> er ofte normalt problemorienteret, dvs. udspringer af kritik, krise eller dysfunktionalitet.

 <B>Målformulering<B>. Her defineres problem og mål, og der opstilles en procedure for beslutningsprocessen (beslutningsrummet defineres).

<B> Søgning<B> efter løsninger og midler, herunder også alternativsøgninger, som ikke giver sig selv, men skal eftersøges aktivt.

 <B>Konsekvensvurdering<B>. Løsningsmulighederne skal vurderes ud fra, hvad de kan få af konsekvenser, såvidt disse lader sig dokumentere.

 <B>Beslutning<B>. Det endelige valg sker ved, at alternativerne vurderes mod hinanden ud fra de målkriterier, der er opstillet.

 <B>Implementering<B>. Udførelse og kontrol.

 

<B>Det rationelle idealforløb forudsætter<B>,

          at alle faser gennemløbes, så der sker en reel afdækning i alle led, dvs. først og fremmest at problemer defineres på en sådan måde, at de eentydigt og umiddelbart kan forbindes med målsætningen.

          at beslutningsprocessen er åben, dvs. at alle beslutningstagere er fuldt informeret og inddraget. De enkelte beslutningstagere får fuld viden, bliver fuldt oplyst om betingelserne og mulighederne (mulige alternativer) og deres konsekvenser.

          At de enkelte beslutningstagere får mulighed for at optimere deres målsætninger.

 I virkelighedens verden realiseres denne model stort set aldrig, hvilket simpelt kan ses ved, at alle interessenter sjældent får maksimeret deres interesser, men må indgå kompromisser.

 Det interessante ved modellen knytter sig derfor til en vurdering af, i hvor høj grad modellen får lov til at udfolde sig på den enkelte case. Det er en metodisk vurdering, som kan fortælle, hvor der er sket forenklinger, overspring eller frasorteringer i processen. I den forstand kan en sådan vurdering bruges <I>som en målestok på<I>, hvor ”demokratisk” beslutningsprocessen foregik.

 

Den rationelle beslutningsproces kan fremstilles som ”værdineutral” til forskel fra den politiske, hvor de enkelte beslutningstagere har forskellige interesser, og hvor der åbnes op for strategiske og taktiske spil, koalitionsdannelser, handler, kompromis’er m.m., som vil forstyrre det rationelle idealforløb.

 Det er i den sammenhæng et grundlæggende spørgsmål, om universitetets beslutningssystem er et administrativt, et regelbundet eller et politisk beslutningssystem?

 I kraft af selvforvaltningen er der stærke traditioner for at holde et lavt konfliktniveau, idet parterne (fortsat) skal arbejde sammen i dagligdagen. Som de fleste organisationer ser man på interne konflikt-modsætninger som noget dysfunktionelt, som noget der forhindrer organisationen i at arbejde optimalt og noget der modvirker, at man fremstår udadtil som en enhed. Der er samtidig etableret formelle systemer – forretningsorden med forhandlingsregler, dagsorden osv. – som giver beslutningsprocessen et administrativt præg og et skær af rationel beslutningsproces. Herved sker der en ”afpolitisering” af forhandlingssituationer og en neddæmpning af potentielt konfliktstof.

 Formentlig som en konsekvens af disse faktorer opererer universitetssystemet i sin selvforståelse med  en ”konsensusforståelse”. Denne overflade kan imidlertid ikke skjule, at der er tale om et politisk beslutningssystem, idet de enkelte beslutningstagere (rektor, institutledere, videnskabeligt personale, teknisk-/administrativt personale, studenterne m.fl.) har forskellige interesser. Jeg vil derfor i det følgende behandle Konsistoriums beslutningsproces på linie med andre politiske (konfliktuelle) beslutningsstrukturer. Der er således ikke bare tale om en beslutningsproces, men også om et magtspil!

 

@M:5.4 Dagsorden-sættelse og filtrering

@B:Overført på en konkret politisk beslutningsproces er den rationelle idealmodel (”den direkte magt”) utilstrækkelig til beskrivelse og analyse af et politisk beslutningsforløb, simpelthen fordi virkeligheden er mere broget end en sådan logisk og progressiv fremstilling kan afdække.

 En magtanalyse må således ikke nøjes med at se på <B>magtens første dimension: de formelle beslutninger og regler (den direkte magt)<B>, men også på tilblivelsen i uformelle magtrum og magtstrukturer, på snævre gruppers og sågar personers roller m.m. Den må belyse de beslutningsstrukturer, som formede beslutningerne udenfor det formelle beslutningsrum.

 

 Man må også se på <B>magtens anden dimension (den indirekte magt)<B>, dvs. den magt som udfoldes ”ved siden af”, og som er med til at udforme beslutningsgrundlaget. Jeg ser på hvem (eller hvad), der satte den politiske dagsorden i den konkrete sag og hvem der havde adgang til beslutningsfeltet. Aktørerne er beslutningstagerne i Konsistorium (rektoratet og de enkelte konsistorium-medlemmer) samt Forskningsministeriet (’s embedsmænd).

 Det første trin i analysen bliver at identificere, hvorledes beslutningsrummet blev til. Hvad var de åbne og skjulte faktorer, som satte processen i gang, og hvilke rammer og hvilken procedure, der blev sat for beslutningsrummet. Blev der allerede i forspillet dannet alliancer eller konspirationer? Skete der allerede i denne fase en fastlæggelse af faste faktorer, som kom til at strukturere forløbet?

 Det næste trin er at se på, hvordan dagsordenen blev til: Hvad kom på og hvad kom ikke på dagsordenen? Var der forhold eller aktører, som havde magt til at forhindre, at et forslag blev stillet?

 Det kan her være inspirerende at læne sig op ad en af politologiens klassikere. Bachrach & Baratz taler om ”Decisions and Nondecisions”:

 ”Mange analytikere har fejlagtigt antaget, at magt og dens modstykke aktiveres og kan observeres alene i beslutningstagnings-situationer. De har overset det lige om ikke mere vigtige område, som kan kaldes ’ikke-beslutningstagning’, i.e. den praksis at begrænse feltet for aktuel beslutningstagning til ’sikre’ temaer ved at manipulere de dominerende fællesværdier, myter og politiske institutioner og procedurer. At springe dette over er at forsømme helheden i magtens ansigt” (Bachrach & Baratz 1963).

 ”Non-decisions” er de beslutninger eller procedurer, som resulterer i en undertrykkelse og modvirkelse, en latent eller manifest udfordring af beslutningstagerens vurderinger og interesser (B&B).

 Med fokus på dagsordens-sættelsen vil jeg koncentrere mig om observerbare (”synlige”) hændelser, konflikter samt om at lokalisere eventuelle ”filtre”, som holdt problemer ude af beslutningsprocessen. ”Filtrene” kan bruges til at identificere Nondecisions – og dermed også til at påpege elementer i en (demokratisk) beslutningsproces, som er filtreret fra.

 

Der er imidlertid en <B>tredje dimension i magten, den bevidsthedsmæssige<B>, som også kan virke som et manipulativt – og dermed svært håndgribeligt – filter på beslutningsprocessen. Magt knyttes almindeligvis til muligheden for at varetage sine interesser, <I>herunder<I> også muligheden for at påvirke andre til at gøre noget, som de måske ikke selv ønsker at gøre!

 Lukes (1974) konstaterer, at magten kan udøves skjult, således at beslutningstagere kan deltage i og bakke op om beslutning, fordi de i situationen oplever, at de er rigtige – på trods af at denne er i modstrid med deres objektive interesser! Hermed forlades de magtundersøgelser, som tager udgangspunkt i observerbare konflikter. Mens B & B peger på nondecisions – de filtre, som holder problemer og konflikter ude fra beslutningsprocessen – mener Lukes, at det er et ufuldstændigt billede af magtudøvelse, idet den mest effektive og skjulte brug af magt er at forhindre konflikter i overhovedet at opstå:

 ”Lad os præcisere: A kan udøve magt over B ved at få ham til at gøre noget, han ellers ikke ønsker at gøre. Men A kan også udøve magt over B ved at påvirke, skabe eller determinere, hvad der overhovedet er hans ønsker. Er det i virkeligheden ikke den mest raffinerede form for magtudøvelse af få andre til at have netop de ønsker, som passer én selv – altså at sikre deres støtte ved at kontrollere deres tanker og ønsker?” (Lukes 1974, s. 23).

 Lukes hovedpointe er, at magtudøvelse kan ske gennem et ”bevidsthedsfilter” mellem det oplevede på den ene side og de ”objektive interesser” på den anden. <B>(13)<B>

 

NOTE 13: Metodisk kan man diskutere begrebet ”objektive interesser”. Problemet er, at begrebet objektiv forudsætter, at andre er i stand til at identificere, hvad der er en aktørs reelle/sande/objektive interesser!

 Lukes siger selv, at det ikke er forskeren, som skal postulere, hvilke objektive interesser en aktør har, for aktøren vil selv – under visse omstændigheder – være i stand til at identificere egne (objektive) interesser. Det sker, hvis aktøren kan isoleres fra sin påvirkningskilde

 For ikke at gøre det alt for spekulativt vil jeg derfor nøjes med at konstatere, fx jf. Christensen og Daugaard Jensen (1986), at det analytisk skal kræves af en magtanalyse, at der kan identificeres bevidste påvirkningsforsøg fra aktør A rettet mod aktør B med henblik på at opnå bestemte interesse- og problemoplevelser hos B. Og det mener jeg, at min sagsgennemgang fuldt opfylder.

 Magtudøvelsen bliver i den forstand skjult for aktørerne selv. De oplever ikke den påvirkning, som andre (fx konspiratører) eller samfundet (normer og værdier) udøver over dem. Det, som beslutningstageren oplever som sin ”sande interesse” i den konkrete sag, er ”filtreret” gennem forskellige påvirkninger, og fremstår derfor umiddelbart for den enkelte beslutningstager som indlysende eller acceptabelt – mens den i virkeligheden slet ikke er i overenstemmelse med beslutningstagerens udgangspunkt eller ”objektive interesser”.

 

De følgende afsnit vil således søge at beskrive, analysere og karakterisere beslutningsprocessernes enkelte faser A-C, og søge at identificere eventuelle filtre, som var indlagt.

 

@M:5.5 Fase A med forspillet 

@B:I denne fase skete der en forstrukturering af de efterfølgende handlinger. Det skete på et uformelt plan ved underhåndsforhandlinger, som kun kan dokumenteres i begrænset omfang.

 Bemærkelsesværdig er imidlertid Rektoratets bestilling af advokatnotaterne i december 1999, dvs. reelt før Konsistoriums demokratiske proces igangsættes i marts og i øvrigt uden at Konsistorium blev informeret herom eller blev gjort bekendt med indholdet af notaterne, som hemmeligholdes (se bilag 2-3).

 Notaterne opregnede mulige styrelses-modeller, og foreslog samtidig en køreplan for, hvordan den nye styreform kunne blive kørt igennem: I januar 2000 udarbejdes den politiske vision, i februar skal der laves fodarbejde over for ”politisk centrale personer” samt en ”uformel præsentation af oplæg for diverse institutioner, hvis opbakning ønskes, herunder Dansk Industri” (notat af 5.januar).

 Efterfølgende kan man konstatere, at disse advokatnotater havde den funktion, at de svejsede Rektorat og ministerium sammen som konspiratører. Set i baglys fik notaterne derfor også karakter af ”drejebog” eller <B>”policy-masterplan”<B> for, hvad konspiratørerne ønskede sig af processen, herunder hvilket beslutningsgrundlag der skulle lægges frem og hvordan tidsforløbet skulle afvikles. Det er således betegnende for det strategiske spil, at departementschefen d. 25.2 – stadig før Konsistorium  havde diskuteret og tiltrådt – lavede den berømte passus ”et gennembrud inden for universitets- og forskningspolitikken”, som en uge senere blev brugt i pressemeddelelsen.

 Hemmeligholdelsen over for Konsistorium  er særlig bemærkelsesværdig, fordi notatet oversendtes til departementchef Knud Larsen i udkast ”med anmodning om dine bemærkninger, jf. aftalen på mødet d. 22.12” og fordi det samtidig fremgår, at det er godkendt af rektor Hans Peter Jensen.

 Denne procedure er påfaldende, men afslører en meget interessant detalje, som er sigende / strukturerende for det efterfølgende politiske forløb: Ved at inddrage departementchefen erklærede rektor sig – uden forudgående diskussion i Konsistorium  – indforstået med, at de kollegiale valg i alle led skulle afløses af udpegning. Det må utvivlsomt have været en særdeles interessant oplysning (åbning) for den formelle ”modpart”, Knud Larsen i Forskningsministeriet. Denne fik altså to måneder før Konsistorium lov til at deltage i udformningen af beslutningsforslaget vedrørende DTU’s kommende styrelse!

 Og da Konsistorium så i øvrigt med ultrakort varsel får tiltrædelses-forslaget forelagt i marts er dette udetaljeret i modsætning til notaternes – og konspiratørernes – overvejelser. Det er dette forløb, som får mig til konsekvent at bruge udtrykket ”konspiratørerne” i stedet for det mere neutrale ”aktørerne”. 

 

@M:5.6 Fase B med principtiltrædelsen: Fårefolden

@B:Beslutningsprocessen var karakteriseret ved at være en hastesag, hvor det besluttende forum, Konsistorium, blev tvunget til at tiltræde en proces, uden at være gjort klart, hvad konsekvenserne kunne blive.  Uden at præmisserne var klarlagt, tiltrådte man her en irreversibel proces, idet man bandt sig til et forhandlingsspil med Forskningsministeriet.

 I selve beslutningsoplægget udsattes Konsistorium for et betydeligt <B>pres<B>, idet Rektors beslutningsoplæg betonede de usikre økonomiske udsigter. Rektor kunne med reference til Forskningsministeriet henvise til, at DTU stod i hård konkurrence med de øvrige institutioner om ”ligelighed i bevillingerne”, og at der var ikke udsigt til, at politikerne ville give DTU positiv særbehandling. Tværtimod havde Forskningsministeriet orienteret rektor om planer om, at nye huslejeudregninger for universiteterne, som ville blive ”meget dyrt” for DTU (fordi DTU har forholdsvis mange flere kvm. end de andre universiteter). Der blev således eensidigt – uden alternativer – fremlagt én løsningsmodel, og tilmed i en ultimativ form: Hvis vi ikke siger ja her-og-nu mister vi den enestående mulighed.

 Rektoratets strategi i denne fase kan i forhandlingsteorien placeres inden for ”spil-teorien”, hvor den ene part lokker, truer eller afskrækker modparten.

 Man kan sige, at filtret i denne del af beslutningsprocessen bestod af et pres på de enkelte beslutningstagere (Konsistorium –medlemmer). Presset bestod i en fremhævelse af gevinsterne (økonomisk særbehandling), af en stresset beslutningssituation (lynbehandling) og af et ultimatum (nu-eller-aldrig). <B>Det som filtret siede fra i denne fase var en klarlæggelse af præmisserne (betingelserne) for selvejet.<B>

 Som en væsentlig detalje benyttede Konspiratørerne samtidig den stressede situation til at opnå Konsistoriums accept af, at Rektor fik videre forhandlingsbemyndigelse uden pålæggelse af mandat eller rapporteringspligt. Hermed flyttede magten i det videre forløb bort fra Konsistorium.

 Den afgivne forhandlingsbemyndigelse uden fastlæggelse af mandat og tilbagemeldings-pligt medførte <B>en bortfiltrering af Konsistoriums demokratiske kontrol med den efterfølgende proces.<B> Åbningen af beslutningsrummet vil jeg kalde ”fårefolden”: Beslutningstagerne blev presset eller lokket ind i beslutningsrummet. Men i det øjeblik de var inde, fraskrev de sig indflydelse på, hvad den videre proces skulle indeholde, og hvordan den skulle struktureres.

 

 
@M:5.7 Fase C med de mange del-beslutninger: ”Strategisk garbage can”

@B:Efter Konsistoriums principtiltrædelse var der en flydende fase på et halvt år, hvor der skete en bearbejdning af den fremtidige styrelsesmodel, dvs. at her fremlagde Rektoratet forslag til organisation, struktur og ledelse, som så blev videregivet i den formelle dispensationsansøgning (d. 9.oktober).

 Ved åbning af beslutningsrummet skete der en meget bred problemfastlæggelse, som inkluderede de økonomiske aspekter omkring selvejet og den nye styreforms enkelte elementer. Dette brede beslutningsfelt udskød diskussion om præcis målfastsættelse til den efterfølgende fase.

 Set ud fra en ideel rationel beslutningsmodel ville der i næste fase blive udarbejdet et helhedsforslag med en totalløsning, som beslutningstagerne kunne tage stilling til.

 Sådan blev det ikke. Rektoratet valgte at lægge målfastsættelse op som mange delbeslutninger, en slags salamitaktik. Resultatet blev i en ujævn proces, som på intet tidspunkt lagde op til et helhedssyn, hvilket også var en del af strategien. Behandlingen i delprocesser, uafhængigt af hinanden og på forskellige tidspunkter betød, at risikoen for (åbne) konflikter blev reduceret betydeligt.

 Proceduren med mange delbeslutninger var karakteriseret ved en flydende proces og en langsom skridning i beslutningsgrundlaget. Hvad der i starten blev forudsagt som en mindre afvigelse fra universitetsloven – en eksternt domineret bestyrelse og måske en udpeget rektor – blev langsomt til en voldsom afvigelse gennem skridningen i beslutningsgrundlaget, så Konsistorium endte med at foreslå en model, hvor alle ledere udpeges, og hvor der ikke længere er fora med akademisk ansvar og selvforvaltning!

 Denne radikale udvikling var resultatet af en kompliceret og kaotisk beslutningssituation eller rettere mange situationer, hvor der successivt skete en selektion af, hvad der kom på dagsordenen og hvad der blev filtreret bort. 

 Over denne fase hvilede fortsat de samme pres-mekanismer, som da beslutningsrummet skulle åbnes: gevinsterne (økonomien), en stresset beslutningssituation (lynbehandling) og det ultimative (nu-eller-aldrig). Kynisk set oplevede de enkelte beslutningstagere således, at de indgik i ”en handel”: Hvis man ikke tiltrådte de ubestemte betingelser (omkostningerne), så ville DTU måske gå glip af selvejet med de fordelagtige økonomiske vilkår (gevinsten).

 Men der blev tilføjet yderligere <B>”filtre”, som indsnævrede beslutningsrammen:<B>

 Rektors legitimation med henvisning til autoriteten – ministeriets (ubestemte) betingelser/krav/ønsker – bidrog til at skabe uklarhed om såvel mål som bemyndigelser. Med accepten af at Rektoratet inddrog ministeriet som part spillede Konsistorium med ”blind makker”.

 Med rektors – begrundede eller bluffmæssige? – brug af <B>”den blinde makker”<B> tiltog han sig en udvidet ret til at definere, hvad der faldt ind under Konsistoriums beslutningsfelt. Det fungerede som et filter på, hvad der således kunne tages op til drøftelse.

 Det var karakteristisk, at selveje-konstruktionen aldrig blev skilt fra styrelses-diskussionen, selv om elementerne kun i begrænset omfang behøver at knyttes sammen. Styrelsessiden forblev underordnet selveje-konstruktionen, og rektoratet betonede styrelsessiden som en betingelse. Det medvirkede til, at Rektoratet bevarede styringen og initiativet, fordi beslutningstagernes mulighed for at melde alternativer ind blev begrænset.

 Set ud fra det enkelte Konsistorium-medlems optik skabte uklarheden over såvel beslutningsgrundlag og myndighedsrum således et magttomrum, hvor Konsistoriums handlingsfelt og bemyndigelser blev suspenderet. Det var ikke længere Konsistorium, som satte dagsordenen.

 Den opsplittede beslutningsproces virkede også som et filter: <B>Den kaotiske form <B>med de mange delbeslutninger – uden helhedssyn – virkede som et filter for, hvad der kunne komme på dagsordenen, idet beslutningsarenaen stillede store krav til deltagerne. Basalt stilledes der store krav til beslutningstagernes tid, energi og vedholdenhed, idet de menige Konsistorium-medlemmer løbende skulle forholde sig til andre omfattende reformer (institut- og studie-struktur) og samtidig skulle passe deres job ved siden af. Rektoratet havde derimod juridisk og økonomisk ekspertise til deres rådighed.

 Beslutningsprocessen kunne således ikke leve op til forestillingen om et logisk, planmæssigt, rationelt beslutningsforløb, hvor problem, løsningsforslag og beslutning identificeres successivt. Set fra beslutningstagerne (Konsistorium-medlemmerne) lignede den opsplittede beslutningsproces nærmere en forvirrende skraldespands-proces (carbage can-modellen jf. Cohen 1972). Det beskrives i beslutningsproces-teorien som en beslutningsanledning (en skraldespand), hvortil der med skiftende betydning i processen knytter sig skiftende ”skrald” i form af problemer, løsninger og deltagere. Der er ikke på forhånd fastsat et fast beslutningsrum, men der er så at sige en strøm af beslutningsanledninger, problemer, løsninger og beslutningstagere. Og der er en løs kobling mellem disse elementer, hvilket betyder, at beslutningsprocessen ikke lader sig styre i rationel forstand. Enkeltaktører kan således bestemme de forskellige strømme. En egentlig (progressiv) logik kan gerne være fraværende, idet man i praksis – ifølge skraldespandsmodellen – ofte kan finde løsningen, før man egentlig har identificeret problemet!

 Sådan måtte de enkelte beslutningstagere i DTU’-konsistorium nødvendigvis opleve en beslutningsproces, som var splittet op i mange del-beslutninger.

 Når DTU-beslutningsprocessen imidlertid ikke helt lever op til det element af kaos eller ”ustyrlighed”, som normalt kendetegner skraldespandsprocesser, skyldes det konspiratørernes strategiske indflydelse og sigte. Selv om kaos måske ikke var konspiratørernes slagplan, så var processen dog resultat af deres styring og velovervejede mål. Konspiratørerne havde skabt et beslutningstomrum, som langsomt blev fyldt ud gennem et tilsyneladende kaotisk forløb.

 Jeg vil derfor karakterisere denne del af forløbet en <B>strategisk brugt skraldespands-proces<B>, idet beslutningstagerne blev stresset af de opsplittede delprocesser, af pres fra ydre autoriteter, af økonomiske argumenter, af organisationsændringer, af en overbelastet dagsorden m.m.

 

Man må heller ikke overse, at konspiratørerne ikke stod alene. Lederrepræsentanterne i Konsistorium (se note 4) havde en direkte interesse i en ændret styreform, fordi de hermed ville få mere magt, og Rektoratet havde hermed allierede og støtter. I universitetsloven (1993) blev Rektors magt forstærket ved, at Rektor og ledelsesgruppen tildeles større magt i Konsistorium. Og idet ledelsesgruppen holdt sammen gennem uformelle briefinger fik rektoratet et yderligere manøvrerum, så gruppen kunne ”dominere” organet.

 Andre medlemmer (fx studenterne, det teknisk-adminstrative personale og det videnskabelige personale) havde en åbenbar (objektiv) interesse i at bevare så mange beføjelser i det eksisterende Konsistorium som muligt og i at undgå en styrkelse af enkeltlederes magt. I selve processen fik disse interesser imidlertid ikke mulighed for at organisere eller formulere sig. Og i det omfang, som disse interesser var til stede blev de kvalt i en generel interesseafvejning (fx den ultimative fremlæggelse). Som et kynisk element i deres stillingtagen indgik, at de kunne opleve at indgå i en handel: Hvis de ikke gik med på de nye styrelsesformer, så ville DTU måske gå glip af selvejet med de fordelagtige økonomiske vilkår.

 Ud over den manipulative effekt ved rektors retfærdiggørelse igennem inddragelse af den blinde makker og ved skridningen i beslutningsgrundlaget, så blev der opnået en ”overtalelses-situation”, hvor modparten blev tvunget til at ”fordøje” den ene nye præmis efter den anden. Presset øges stedse og beslutningselementer kom ind og ud og ind igen, hvorved beslutningstagerne langsomt forpligtedes på dem. Dermed fik initiativtagerne (rektor og ministeriet) efterhånden etableret et beslutningsmiljø, hvor deres beslutningsforslag fremstod som eneste mulighed.

 Med beslutningstomrummet og opsplitningen i mange del-beslutninger opnåede Rektoratet et forhandlingsmiljø, hvor beslutningsgrundlaget ikke blev klart eller fast, men forblev ”plastisk”. Der var så at sige aldrig tale om en ”forhandling”. De enkelte interessenter i Konsistorium – fx repræsentanter for det videnskabelige personale – blev bragt i en konstant defensiv situation med dårlige muligheder for at ”positionere sig” politisk. Det fungerede således som et filter på de enkelte beslutningstageres interessevaretagelse, at de aldrig fik mulighed for at formulere endsige præsentere deres ”startforslag”, som i normale (politiske) forhandlingssituationer har stor betydning for udfaldet af en beslutningsproces, idet de danner rammen om ”det univers af alternativer, som overvejes” (Enderud, 1976). Parternes startforslag er strategisk vigtige, fordi de danner ydergrænserne for det faktiske udfald af forhandlingerne. <B>(14)<B>

NOTE 14: Omvendt må man heller ikke være blind for, at dette beslutningsmiljø, hvor der ingen positionering sker, også giver mulighed for at ingen taber ansigt! Man kan i den forstand rette den kritik mod min analyse, at den bliver en retfærdiggørelse af dem, som tabte spillet: Det akademiske personale. Deres ”undskyldning” vil være, at de blev ”manipuleret” af Rektoratet og ministeriet. 

 Med det skabte beslutningsrum og en kaotisk skraldespands-proces opnåede konspiratørerne en skridende beslutningsproces, som – tilført et stort element af stress – <B>blev de menige beslutningstagere bragt i en labil situation, så disse så at sige tabte deres ”objektive interesser” af sigte.<B> Det er et vigtigt aspekt til forståelse af casens grundlæggende modsætningsforhold: At det strider mod simpel magtlogik, at et magtfuldt organ frivilligt afskriver sin magtposition!

 Rektors frie rammer til at sætte dagsordenen gav mulighed for at indføre en beslutningsform, der var præget af en underforstået konsensus. Med den langsomme glidning  kom enkeltmedlemmer til at føle sig forpligtet på ”beslutninger”, som de egentlig ikke var enige i. Enkelte Konsistorium-medlemmer oplevede således, at de blev passiviseret ved præsentationen af beslutningsgrundlag som et fait a compli, og de fik sværere og sværere ved at agere i kritisk opposition.

 Med inspiration i Lukes kan siges, at beslutningstagerne i Konsistorium blev bragt i en situation – en rolle – hvor de havde mistet indflydelse på dagsordenen, og hvor de ikke længere kunne skille Rektoratets ultimative beslutningsoplæg og deres egne (objektive) interesser fra hinanden. Dermed var der ikke tale om en synlig opposition, men et tilsyneladende enigt forum, som fremsendte dispensationsansøgningen.

 I DTU-beslutningsprocessen indgik flere påvirkninger – ”filtreringer” – som fik drejet beslutningstagerne bort fra (at fastholde) deres interesser: Rektoratet forhindrede spørgsmål i at komme på dagsordenen ved anvendelse af autoritet (ved henvisning til ”usynlige” krav fra ministeriet). Og rektoratet undlod at tilpasse beslutningsgrundlaget til Konsistoriums løbende tilkendegivelser. For de menige medlemmer var det således svært at få indflydlese på forløbet, når de uden resultat påpegede de samme spørgsmål flere gange.

 Rektoratet manipulerede en interesseafvejning frem – en ”handelssituation” – så selveje og ny styrelse fremstod som det indlysende og indiskutable valg. Og manglen på opposition eller mangel på u-tilfredshed kan således tillægges, at der var en accept af tingenes tilstand; idet der ikke var (præsenteret) noget alternativ! Hermed blev det forhindret, at konflikter og modsætninger kom åbent frem. 

 At et beslutningsgrundlag eroderer i en politisk proces er almindeligt i et (politisk forhandlingsforløb. En tilnærmelse i konfliktsituationer er nødvendig, for at der kan opnås en eller anden konsensus. Men i dette tilfælde var der ikke tale om en tilnærmelse, men derimod om, at den ene part strategisk udnyttede sin initiativ- og forhandlingsret til at flytte præmisserne for forhandlingen til egen fordel. Det skete endda i så høj grad, at der i realiteten ikke var tale om ”en forhandling” mellem to relativt ligestillede parter.

 Hvor gennemført styringen og realiseringen af ”policy-masterplanen” var kan ses ved, at Rektoratet fik effektiviseret beslutningsprocessen, så de måske væsentligste dele af en traditionel beslutningsproces blev filtreret bort:

 I den traditionelle beslutningsmodel (jf. Enderud, 1976) er den ideelle beslutningsproces et forløb: Problemidentifikation (sag) – målformulering – alternativsøgning – konsekvensvurdering – beslutning.

 I DTU-processen <B>udgik alternativsøgning og konsekvensvurdering<B>:

 Der blev ikke blev fremlagt forskellige løsnings- eller valgmuligheder, hverken hvad angår den økonomiske selvejekonstruktion eller styrelsesmodel. Det indgik således ikke som et alternativforslag inspireret af Danmarks Pædagogiske Universitet, som blot et halvt år forud var kommet ud med en blødere model, godt nok med bestyrelseskonstruktion og en udpeget rektor, men med en bevarelse af  en form for akademiske selvforvaltning, hvor det er understreget, at Konsistorium skal høres og godkende visse initiativer, ved at lade institutledere vælge blandt det videnskabelige personale og ved indførelse af et akademisk senat med faktisk myndighed som det øverste faglige/videnskabelige organ.

 Der blev heller ikke lavet egentlige konsekvensvurderinger, fx risikovurderinger af den økonomiske konstruktion. Det er således kendetegnende, at der først i lovgivningsfasen blev lavet en bestyrelsesforsikring, så de enkelte bestyrelsesmedlemmer ikke kom til at hæfte, hvis DTU går fallit! Og Det teknisk-videnskabelige Forskningsråd kritiserede efterfølgende, at det er umuligt at aflæse styrken af DTU’s økonomiske grundlag, som er en forudsætning for at sikre den nødvendige (forskningsmæssige) dispositionsfrihed <I>(DTVF’s høringssvar samt interview med professor Steen Krenk, FORSKERforum febr. 2001).<I>

 Der blev heller ikke lavet konsekvensvurderinger af styrelsesmodellen, fx ud fra spørgsmål som: Betyder bestyrelsen med eksternt flertal og den udpegede rektor en tendens til at forskningsudpegning kan eller vil ske ovenfra? I hvilken grad vil udpegede institutledere medføre, at forskersamfundet fratages indflydelse / ansvar for forskningsprioriteringen? Betyder kombinationen af selveje og topstyring, at universitetets selvforvaltning (forskerverdenens fagligt begrundede valg) forskydes mod en markedsprioritering?

 Selv om disse alternativ- og konsekvens-overspring blev begrundet med processens hastende karakter, så vidner de om, at konspiratørernes strategiske planlægning var gennemgribende, og at deres mål klart var styrende og strukturerende for beslutningsprocessen. De havde målene, og havde ikke brug for alternativer eller konsekvensvurderinger. 

 

 

 

 

 

@U:6. KONKLUSION: Beslutningslimbo og demokrati

 

@B:I dette afsnit samles op på analysen ved at svare på de centrale spørgsmål i en magt- og beslutningsproces-analyse:<I>

1.      Hvordan foregik beslutningsprocesserne? (hvordan blev magten udøvet?)

2.      Hvem og hvad bestemte? (hvem havde magt, og hvem var sat udenfor?).

3.      Hvor demokratisk foregik det? <I>

 

@M:6.1 Hvem og hvad bestemte?

@B:Det kan konstateres, at det blev strukturerende for hele processen, at de formelle bemyndigelser og ansvarsforhold forblev uklare i hele processen: 

1.      Rektor opnåede tidligt Konsistoriums accept af forhandlingsbemyndigelse uden pålæggelse af mandat eller rapporteringspligt. Rektor fik hermed stort spillerum over for Konsistorium.

2.      Forskningsministeriets rolle og bemyndigelser blev aldrig klarlagt, hvorfor Rektor kunne legitimere initiativer eller afgrænsninger med henvisning til ministeriets (ubestemte) betingelser/krav/ønsker. Konsistorium spillede hermed med ”blind makker”.

 I kraft af disse uklarheder styrede de to konspiratører processen suverænt. Svaret på spørgsmål 2. <I>Hvem og hvad bestemte? (hvem havde magt?)<I> lyder derfor: Rektoratet og Forskningsministeriet. De skabte <B>et magttomrum, hvor Konsistorium blev sat uden for indflydelse.<B> Konsistoriums handlingsfelt og bemyndigelser blev suspenderet. Det var ikke længere beslutningstagerne i dette demokratiske organ, som satte dagsordenen og styrede forløbet, men derimod konspiratørerne.

 Allerede under forspillet fandt disse to parter en fælles plan (”en policy-masterplan”), og meget tyder på, at såvel selveje som styrelsesformerne var resultatet af en plan lagt på forhånd. Strategien var således at få beslutningstagerne i Konsistorium overbevist / truet / lokket til at indgå på de enkelte dele i denne plan.

 

<B>Konklusion 1: Konspiratører<B>

Mens beslutningen om selveje i nogen grad synes determineret af først og fremmest økonomiske hensyn, så var beslutningen om nye styrelsesformer (ledelsesformer) initeret af to konspiratorer: Rektoratet og Forskningsministeriet. Disse parter styrede processen suverænt.

 

Ifølge universitetslovens §12 er det Konsistorium, som har initiativretten til at stille ændringsforslag til afvigelser fra loven. Ministeriet havde som tilsynsførende myndighed et legitimt krav om at kontrollere, at lovkrav opfyldes i en ny DTU-lov. I dette tilfælde handlede det om selskabslovens krav om en bestyrelse som øverste myndighed. Men herudover havde ministeriet ingen lovmæssig myndighed til at ”diktere” ændringer i ledelsesstrukturen. <B>(15)<B>

NOTE 15: Underhåndsforhandlingerne foregik på embedsmandsniveau, og såfremt ministeriet faktisk stillede krav til styrelsen ud over de i rigid lovkontrol-forstand, har minister Weiss formentlig været inddraget i balancegangen. Og ifølge de parlamentariske regler skulle hun have sikret sig politisk opbakning i Folketinget.

Det er dog uklart i hvilket omfang en minister er forpligtet til at orientere Folketinget om sine ”lovforberedende initiativer”.

<B>Ministeriet politiserede<B> imidlertid i en gråzone, fx

          Idet de var inddraget i styrelsesmodels-overvejelerne ved inddragelsen i de indledende forhandlinger om indholdet i ”de hemmelige advokatnotater”, dvs. <I>før<I> Konsistoriums behandling d. 1. marts.

          idet departementchef Knud Larsen afviklede ”en uformel og helt lukket drøftelse” med eksterne parter m.fl. d. 21. februar – dvs <I>før<I> Konsistoriums behandling d. 1. marts.

          idet Rektor løbende konfererede sine beslutningsoplæg med ministeriet

          når Rektor brugte ministeriet som ”blind makker” over for Konsistorium og kunne retfærdiggøre initiativer ved henvisning til ministeriets krav – såfremt rektors henvisning da ikke var forhandlingsbluff (med eller uden ministeriets viden).

@X:illu: halvsides

@B: Eksemplerne viser, at den udøvende magt <I>– embedsværket, repræsenteret ved dept.chef Knud Larsen<I> – arbejdede pro-aktivt. Ministeriets faktiske grad af politisering er dog uklar, men uanset dette står den i modsætning til, at det for forskningsminister Weiss har været meget vigtigt at retfærdiggøre DTU-lovgivningen med, at det var DTU’s konsistorium, som selv og af egen drift tog initiativet til at ansøge om selveje og ny styrelsesmodel – underforstået, at det foregik fuldt demokratisk uden ministeriets særlige indblanding. I lovgivningsfasen hed det således, at ministeren tog ”til efterretning”, at DTU ønskede en ny struktur og en ledelsesreform, bl.a. på institutniveau. Det hed ligeledes, at DTU’s ansøgning og dispensationsansøgning netop var et udtryk for den demokratiske proces. <B>(16)<B>

NOTE 16: Birte Weiss har ved mange lejligheder retfærdiggjort, at Folketinget gik ind som lovgiver, fx

 ”Det er DTU’s ledelse – og dermed konsistorium – som på baggrund af en enstemmig beslutning er kommet til mig med ønsket om den alternative ledelsesform. Jeg finder initiativet godt og har støttet det fra første færd” (samrådssvar af 30.8 2000) eller senere i en avisartikel:

 ”Det er en kendsgerning, at det er DTU selv, som har bedt mig om på enkelte punkter at måtte fravige universitetsloven. Ikke omvendt.

 Det er en kendsgerning, at anmodningen blev vedtaget af et konsistorium, hvor alle minus én – der undlod at stemme – stemte for. Ikke omvendt” (læserbrev i Politiken 17.12 2000).

 Af Rektors fremlæggelse for Konsistorium fremgår imidlertid, at ministeriet stillede (ubestemte) betingelser. Ud over selskabslovens krav om en overordnet bestyrelse fremførte ministeriet ikke andre krav i skriftlig form. Det er således umuligt at dokumentere realiteten i ministeriets eventuelle betingelser, som de blev fremført af Rektor.

 Der er dog andre kraftige indikationer på, at ministeriet har lagt et pres. Et uskyldigt underhåndsbrev fra departementschef Knud Larsen til departementschef Anders Eldrup i Finansministeriet før konsistorium havde færdigbehandlet og indsendt dispensationsansøgningen fortæller om engagement i detaljerne. Her bekræfter Knud Larsen at ministerierne har drøftet ”principperne for gennemførelsen af ledelsesreformen” og han bekræfter videre: ”Det er klart, at <I>hvis dispensationsansøgningen ikke er i overensstemmelse med ministeriets ønsker til styrelsen på DTU,<I> vil ansøgningen ikke blive imødekommet”. (Brev af 28. sept. Bilag 16, <I>mine understregninger<I>).

@X: Helsides illu

@B: Underhåndsbrevet er interessant, fordi Anders Eldrup vel at mærke ikke var hvem-som-helst, men centraladministrationens mest magtfulde mand hvad angår finanser, personalepolitik, styring og ledelse i det offentlige. Finansministeriet har i stigende grad stillet krav til universiteterne om evalueringer, dokumentation, nye personale- og lønsystemer, men ministeriet har fundet området trægt. Det er således ganske logisk, at Finansministeriet sammen med Forskningsministeriet så DTU-modellen som en mulighed for at indføre nye standarder for styrelses- og ledelsesmodeller på universiteterne, hvilket bl.a. fremgår af koordineringen af DTU’s udviklingskontrakt fra februar 2000 (se bilag 5).

 Meget indikerer således, at der har været stillet politiske krav og ikke lovbegrundede krav (bestyrelse som følge af selskabskonstruktionen).

 

<B>Konklusion 2: ”Den blinde makker”<B>

Forskningsministeriet spillede en lang mere aktiv og politiserende rolle i udformningen af den nye styrelsesmodel end Konsistorium og Folketinget blev orienteret om og end det fremgik af lovforslaget. Meget indikerer, at ministeriet stillede politiske og ikke-lovbegrundede krav til Konsistoriums beslutningsgrundlag. Ministeriet påvirkede dermed den interne beslutningsproces på DTU. 

 Ministeren fremmede hermed sine egne politiske interesser i at få en model for ændrede styrelses- og ledelses-forhold på universiteterne. Det er således en sandhed med store modifikationer, når forskningsminister Weiss i lovforslaget og gentagne gange siden i polemikker henholdt sig til, at det var DTU’s Konsistorium, som selv – jf. universitetslovens initiativforpligtelse – ansøgte om at få ændrede styrelsesformer (se afsn. 3.1 og note 16).

 

 De konkrete krav kan imidlertid ikke konkret dokumenteres, idet al kommunikation er sket underhånden eller via notater, som ikke er offentligt tilgængelige.

Det er således bemærkelsesværdigt på en så omfattende og principiel sag, at der kun foreligger få skriftlige dokumenter. Det er derimod en kendsgerning, at der har været afholdt en lang række møder mellem Forskningsministeriets embedsmænd og DTU’s rektorat m.fl.

 

 Embedsværket har været ganske bevidst om, at man arbejdede i en gråzone og har været klar over, at al sagsbehandling og mødeaktivitet skulle foregå i fortrolighed, dvs. som ”intern sagsbehandling”. Der måtte ikke udarbejdes notater, som kunne dokumentere ministeriets dybe involvering. Sådanne dokumenter kunne påvise, at ministeriet overskred Konsistoriums myndighed, og Ministeren kunne få problemer i Folketinget, idet Konsistorium i lovmæssig forstand var suveræn initiativpart. <B>(17)<B>

NOTE 17: Forvaltningen i sagen er kendetegnet ved de meget få offentligt tilgængelige dokumenter, jf. offentlighedsloven. De vigtigste dokumenter er vedhæftet som bilag 1-4. Disse dokumenter er kun omfattet af offentlighedsloven, fordi de er oversendt fra en myndighed til en anden. Hvis DTU således havde stemplet advokatnotaterne som fortrolige og intern sagsbehandling, og videregivet dem til departementschef Knud Larsen ved et møde, havde offentligheden aldrig fået dem at se.

 Men konspiratørerne har været særdeles bevidste om, at de bevægede sig i en gråzone, og at der ikke skulle være en skriftlig kommunikation, som kunne komme offentligheden i hænde.

 Hvor bevidste de var herom, fortælles ved, at jeg ikke kunne få advokatnotaterne gennem aktindsigt på DTU, men derimod i ministeriet.   

 I denne ”politisering” var forskningsminister Birte Weiss bemærkelsesværdigt fraværende som aktør. Ministeren fremlagde ikke sin agenda hvad angår styrelsesforholdene mens processen foregik, idet det angiveligt var DTU’s egen sag.

 Det kan heller ikke efterfølgende konstateres, i hvor høj grad ministeren var inddraget / involveret / informeret. I praksis var departementchef Knud Larsen aktøren, og det gjaldt hvad angik både udformningen af den økonomiske model i selvejet og af styrelsesmodellen. De få dokumenter i sagen, som inddrager ministeriet, involverer Knud Larsen.

 Ministeren nægter tilmed at oplyse Folketinget om sit og ministeriets engagement i processen på trods af flere konkrete spørgsmål herom i Uddannelsesudvalget. Hun har således – i forlængelse af artikler i FORSKERforum – nægtet at besvare spørgsmål om

a)      i hvilket omfang departementschefen stillede betingelser for indførelse af økonomisk selveje, og i bekræftende fald, hvilke krav, der var tale om

c)      hvad departementschefen drøftede ved en uormel og helt lukket drøftelse den 21. Februar 2000 med repræsentanter for Dansk Industri og erhvervslivet før Konsistorium blev inddraget, og i hvilket omfang ministeren mener, det var relevant at inddrage disse parter.

På trods af flere spørgsmål fra Folketinget har Birte Weiss indtil nu <I>(sommeren 2001)<I> veget uden om at besvare disse spørgsmål, men har henholdt sig til en formel-generel redegørelse fra (den nu fhv.) departementschef Knud Larsen. Ministeren henholdt sig lakonisk til dette svar – og undlod dermed selv at blive involveret i sagens indhold og i nærmere at beskrive, hvad Knud Larsen faktisk gjorde i processen. Ministeren har hermed ikke afvist – trods opfordring hertil – at ministeriet stillede videre betingelser til den proces på DTU, som offentligheden fik indtryk af var et internt (demokratisk) anliggende.

 Hun har heller ikke direkte besvaret spørgsmålet om relationen mellem ministeren og departementchefen:

b)      Agerede Forskningsministeriets daværende departementschef på egne vegne eller på ministerens vegne med ministerens viden.

 Birte Weiss besvarer ikke dette spørgsmål, men henholder sig igen blot til Knud Larsens redegørelse <I>(svar af 5. marts 2000 på spm. 76 og svar af 2. maj 2000 på spm. 99 i Uddannelsesudvalget, se BILAG 20).<I> Ministeren bakker således ikke – trods opfordring hertil – fuldt og helt op om Knud Larsens ageren i processen.

 

<B>Konklusion 3: Ministeriets ”politiserede”<B>

Forskningsministeriet agerede i en gråzone, og det blev aldrig klart lagt frem, hvilke krav og betingelser ministeriet stillede til den nye styrelsesmodel.

 Forskningsminister Weiss har heller ikke villet oplyse indholdet i denne ”politisering” for Folketinget, hvilket efterlader det indtryk, at offentligheden og Folketinget ikke er fuldt oplyst om ministeriets rolle.

 Samtidig undlader ministeren at udtrykke ubetinget opbakning bag departementschef Knud Larsens ageren, hvilket efterlader det indtryk, at der er forhold i sagen, som ministeren ikke vil risikere at blive hængt op på.

 

Med til hører da endelig, at Knud Larsen i slutningen af DTU-forløbet – d. 22. august 2000 – meddelte, at han ”på grund af alder” ønskede at fratræde sin stilling som departementschef. I dag er Knud Larsen således kommitteret i ministeriet. <B>(18)<B>

NOTE 18:  Hvorvidt fratrædelsen skete efter konflikt med ministeren er uvist. Afgangen blev meddelt i utide. Det var påfaldende, for først d. 10. oktober – dvs. dagen efter DTU’s dispensationsansøgning – meddelte ministeriet, at der var udpeget en ny dept.chef, Leo Bjørnskov. Knud Larsen fik således lov til at afslutte DTU-sagen.

 

 Tilbage står – reglementeret eller ej – at ministeren fik sine interesser igennem i form af et ”gennembrud” i universiteternes styrelsesforhold (bestyrelse med eksternt flertal, konsistorium med begrænset beføjelse og ansvar, udpeget rektor, udpegede dekaner og institutledere m.m.), så universitetsloven ikke længere var en enhedsmodel for alle universiteterne, et fælles og standardiseret grundlag for deres rettigheder. Nu blev enhedsloven og –vilkårene brudt, og der er åbnet op for særordninger på andre universiteter og fakulteter.

 

@M:6.2 Hvordan foregik beslutningsprocesserne?

@B:Politologisk set var beslutningsprocessen omkring DTU-selvstyret et styret, struktureret og kontrolleret beslutningsforløb. Konspiratører – rektorat og ministerium – sad på de forvaltningsmæssige nøgleposter, dvs. med formelle kompetencer (indstillingsret, godkendelsesmyndighed m.v.). De institutionelle forhold favoriserede konspiratørerne over for beslutningstagerne i Konsistorium, idet Rektor havde forvaltnings- og initiativretten og dermed kunne disponere beslutningsprocessen og –grundlaget.

 Konspiratørernes største problem var, at de ikke gennem simpel magtudøvelse kunne overtrumfe det øverste demokratiske organ, Konsistorium, som skulle godkende / tiltræde styrelsesændringerne. Det krævede ”overtalelse”. Metoden hertil var skabelsen af et beslutningsmiljø, der kan beskrives under begrebet <B>”beslutningslimbo”<B>: det tomrum for beslutninger, som konspiratørerne aktivt fremkaldte. <I>(Limbo: grænselandet mellem himmel og helvede …)<I>

 

<B>Konklusion 4: Beslutningslimbo <B>

Som beslutningsproces var Konsistoriums behandling karakteriseret ved, at det lykkedes rektorat og Forskningsministeriet at skabe et beslutningstomrum, som de derefter udfyldte. Tomrummet gjorde, at konspiratørerne igennem hele processen var i stand til at sætte (diktere) dagsordenen.

 

 Konspiratørerne skabte tomrummet ved at fastholde underhåndsforhandlinger som den nødvendige form igennem hele processen. Og samtidig forstod de behændigt ved forskellige manøvrer – manipulation og pres – at fastholde deres dagsorden og sørge for at frasortere (filtrere) alternativer, som kunne afspore deres planer. Rektor og ministerium bragte sig i en position, hvor de satte dagsordenen, så der kun blev plads til få, marginalt afvigende alternativer – men ikke til alternativer eller en reelt fungerende kritisk opposition.

 Rektoratet benyttede sin forhandlingsbemyndigelse og initiativret til strategisk af initiere en beslutningsproces, der fremmede konspiratørernes egne planer og bortfiltrerede alternativer. Dette kan anskueliggøres gennem <B>FIGUREN<B>, hvor forløbet følges kronologisk:

  <B>I FORBEHANDLINGEN<B> sonderede Rektoratet terrænet med det politiske niveau (Forskningsministeriet), og aktørerne – konspiratørerne – fandt her en ramme (og en hemmelig ”masterplan” for indholdet) for det kommende forløb.

 

  For at få beslutningstagerne Konsistorium til at tiltræde denne ramme, <B>ÅBNING AF BESLUTNINGSRUMMET<B>, blev beslutningstagerne udsat for forskellige typer pres og spil:

De blev udsat for et ultimatum, der hed, at hvis man ikke tog chancen nu og tiltrådte ideen med selvstyre og nye styrelsesformer, så mistede man en enestående chance. Beslutningstagerne fik oplevelsen af at skulle indgå en ”handel”, hvor man måske måtte afgive indflydelse (den ubestemte omkostning), men hvor DTU til gengæld blev belønnet ved at få bedre økonomiske vilkår (gevinsten). Og endelig blev man stresset af, at beslutningsprocessen foregik nærmest fra dag til dag. Alt sammen førte til, at <I>beslutningstagerne ikke i denne indledende fase fik fastlagt præmisserne (”spillereglerne”) for selvejet og de nye styrelsesformer<I>, og disse blev faktisk aldrig etableret i det videre forløb.

– I den samme fase fik Rektor samtidig den åbne <B>FORHANDLINGS-BEMYNDIGELSE<B>. Idet dette skete uden forhandlingsmandat og tilbagemeldingspligt <I>frasagde Konsistorium sig deres mulighed for demokratisk kontrol (de gik ind i en ”fårefold”).<I> Bemyndigelsen blev fastholdt igennem hele forløbet med henvisning til fortrolighed, bl.a. med henvisning til at andre universiteter ikke måtte kunne blokere, at DTU var på vej til at opnå positiv særbehandling.

 

<B>Konklusion 5: ”Fårefolden”<B>

Ved tiltrædelse af planerne om overgang til selveje og nye styrelsesformer (”åbning af beslutningsrummet”) fik Rektor en forhandlingsbemyndigelse uden at beslutningstagerne fik fastlagt præmisserne (”spillereglerne”) for selvejet og de nye styrelsesformer. Dette gav Rektoratet frie rammer til at disponere beslutningsprocessen og –grundlaget, og det suspenderede i praksis Konsistoriums demokratiske kontrol med processen.

 Åbningen af beslutningsrummet kan kaldes fårefolden: Beslutningstagerne blev presset eller lokket ind i beslutningsrummet. Men i det øjeblik de var inde, fraskrev de sig indflydelse på, hvad den videre proces skulle indeholde og hvordan den skulle struktureres.

 

– Med Rektoratets initiativret og den givne bemyndigelse lagde Rektoratet beslutningsprocessen strategisk til rette. <B>MÅLUDPEGNING<B> skete ikke ved at Rektoratet fremlagde et helhedsforslag til ny styrelsesmodel. Derimod valgte Rektor at lægge det frem som mange delbeslutninger. Der blev således ikke én beslutningsproces, men mange. Med opsplitning i delprocesser (delmål 1-2-3 osv.), uafhængigt af hinanden og på forskellige tidspunkter reduceredes risikoen for åbne modsætningsforhold, fordi salamimetoden fik isoleret hvert problem til enkeltstående behandling. Det resulterede samlet i en kaotisk og skridende beslutningsproces uden helhedssyn. <I>Ved at splitte debatten om styrelsesmodellen op i mange del-beslutninger – salamimetoden uden helhedssyn – opnåede Rektoratet et miljø, hvor der så at sige aldrig blev tale om en ”forhandling”,<I> idet de enkelte beslutningstagere fik dårlige muligheder for at formulere deres ”interesser” og idet de i løbet af processen tabte deres ”objektive interesse” af syne. De fik kun mulighed for at fordøje den ene præmis efter den anden. Rektoratet manipulerede en interesseafvejning frem – <I>”en handelsplads”<I> – så selveje og ny styrelse fremstod som det indlysende og indiskutable valg.

 Bemyndigelsen til at forhandle underhånden med Forskningsministeriet brugte Rektor til at fortolke og videregive bestemte eller ubestemte ministeriekrav. Konsistorium spillede således med ”blind makker”, Referatet fra K-møde den 13. april – dvs. tidligt i forløbet – er meget sigende: ”Rektor pegede på, at det er en vanskelig balance, idet der skal skabes bred forståelse og også ske debat inden vedtagelsen, men vi skal være klar over, <I>at det ikke er alle muligheder, der er til debat. Vi arbejder under nogle vilkår, der er givet udefra, bl.a. fra det politiske system” (mine kursiveringer, jø).<I>

 Rektor advarede om, om at det kunne være farligt at udfordre det politiske system, repræsenteret ved Forskningsministeriet. Med Rektors <I>– begrundede eller bluffende? -<I> brug af den blinde makker fik Rektor en udvidet ret til at definere, hvad der faldt ind under Konsistoriums beslutningsfelt. Det fungerede som dæmper (filter) på, hvad der kunne tages op til drøftelse og hvad beslutningstagerne kunne rejse af kritik eller alternative forslag.

 

<B>Konklusion 6: Uklare ministerie-krav<B>

Det er uklart, hvilke krav ministeriet stillede til den nye styrelsesmodel. Kun konspiratørerne – Rektoratet og ministeriet – ved således, om det var begrundet eller forhandlingsbluff, når Rektoratet fremførte disse krav som en underforstået begrænsning på beslutningstagernes ageren. Det fungerede som dæmper (filter) på, hvad der kunne tages op til drøftelse i Konsistorium, og hvad beslutningstagerne kunne rejse af kritik eller alternative forslag.

 

 Endelig blev beslutningstagerne også i denne fase udsat for et stort tidspres, men også et situationspres hvor beslutningsoplæg blev fremlagt i sidste øjeblik osv. Beslutningstagerne oplevede således beslutningsmiljøet som præget af stress, kaos (skraldespand) og ”undtagelsestilstand”.

 Hvor gennemført dette dygtige og behændige forhandlings-spil faktisk lykkedes, fortælles ved, at såvel alternativsøgning som konsekvensvurdering udgik af beslutningsforløbet. Det vidner om en eensporet og topstyret proces, dvs. at konspiratørernes strategiske planlægning var gennemgribende og at deres mål klart var styrende og strukturerende for beslutningsprocessen. De havde målene – planer som i store træk i hemmelighed var klargjort allerede i forspillet – og havde ikke brug for alternativer eller konsekvensvurderinger.

 

<B>Konklusion 7: Tomrum og gråzone<B>

Rektoratet skabte bl.a. gennem et strategisk opsplittet beslutningsforløb et perfekt beslutningsmiljø, et beslutningstomrum eller en gråzone,  

          hvor rektor uimodsagt kunne fremlægge eensidige og ultimative beslutningsforslag for Konsistorium,

          hvor der aldrig blev tale om en egentlig forhandling, hvor de enkelte beslutningstagere fik mulighed for at varetage deres interesser, og

          hvor beslutningsprocessen kunne springe centrale elementer i en rationel og demokratisk beslutningsproces over, nemlig alternativsøgning og konsekvensvurdering.

 

 Det kan undre, at en så kompliceret og fundamental beslutningen som at indføre nye radikale styrelsesformer (ledelsesformer) kunne gennemføres på blot et halvt år og stort set uden (åben) debat. Fraværet af opposition eller mangel på utilfredshed kan imidlertid forklares ved dels ”opdyngning” af et store arbejdspres på beslutningstagerne og dels en accept af tingenes tilstand hos beslutningstagerne i den forstand, at der aldrig blev åbnet mulighed for alternativer!

– På den måde kom den <B>AFSLUTTENDE BESLUTNING<B> om indholdet af dispensationsansøgningen i al væsentlighed til at følge konspiratørernes planer og interesser.

 

@M:6.3 Hvor demokratisk foregik det?

@B:Til besvarelse af spørgsmålet: <I>3) Hvor demokratisk foregik det?<I> kan det være hensigtsmæssigt med en distinktion mellem manipulation og tvang.

 Det er klart, at manipulation, herunder skjulte hensigter og hemmelighedskræmmeri, spiller en vigtigt rolle i realpolitik. Det er således et centralt spørgsmål, hvilken grad og form ”påvirkningsformerne” har haft i den aktuelle beslutningsproces.

 Her kan det måske være hensigtsmæssigt at skelne mellem manipulation og tvang. Manipulation er en magtform, der i alle henseender er illegitim, ikke mindst fordi en sådan påvirkningsform strider imod det demokratiske ideal om, at samfundsmæssige opgaver skal løses igennem offentlig dialog. Tvang er derimod legitim, når den forbindes med en anerkendt autoritet. <B>(19)<B>

NOTE 19: Manipulation er på sin vis den mest uacceptable magtform – hvorimod magtformer som tvang og kontrol umiddelbart udgør de mest bebyrdede magtformer, men det siger sig selv, at de ikke nødvendigvis behøver at være illegitime. Tvang og kontrol er legitime påvirkningsformer, når de forbindes med en anerkendt autoritet.

 Politikere har behov for – og ret til – at anvende tvang og kontrol. Magtudøvelsen kan være legitim, idet politikere i mange tilfælde kan udøve kontrol og tvang på en legitim måde, og dermed optræde i rollen som politiske autoriteter, men så er det fordi der har fundet en debat og dialog sted, hvor borgere og politikere er blevet enige om, at bestemte former for lovgivning bør understøttes af tvangsmekanismer og sanktioner. Ministeren har dermed en legitim ret til at skære igennem. (Frølund Thomsen, s. 58)

 Magtudøvelse behøver således ikke at være illegitim, men afhænger af i hvilken udstrækning den er et resultat af en forudgående demokratisk procedure. Men det skal så samtidig understreges, at et vigtigt krav er strenge krav til sagligheden, især når få personer er involveret i den reelle beslutningsproces. Det skal betænkes, at kravene til saglighed i politiske handlinger og beslutninger, som tages i mere lukkede beslutningsrum, må anses for at være skærpede set i forhold til en åben proces.

 Som følge af, at der er et stort spillerum for (for-) handlinger i en politisk beslutningsproces og i kraft af den flydende beslutningsproces – hvor Rektor i kraft af sin forhandlingsbemyndigelse formåede at skabe et beslutningstomrum – kan der imidlertid ikke peges på egentlige lov- eller regel-brud i beslutningsprocessen.

 Ud fra en beslutningsproces- analytisk betragtning er det imidlertid et lige så spændende spørgsmål <I>i hvilket omfang ministeriet og DTU’s rektorat påvirkede (manipulerede) beslutningsgrundlaget? Var der ”påvirkningsformer” eller beslutningsoplæg, som havde en manipulerende bestræbelse i beslutningsprocessen?<I>

 Grundlæggende kan konstateres, at de strukturelle forudsætninger har ændret sig med universitetsloven, og at demokratiets vilkår har ændret sig <I>(se diskussion heraf i kapitel 7).<I> Dagsordenen blev ikke sat af mange deltagere i det demokratiske organ Konsistorium, men af få i kulissen. Magten blev flyttet bort fra Konsistorium og ud i et uformelt lederkollegium.

 For at belyse, hvilke konsekvenser den ændrede magtbalance havde, kan det være produktivt at se på, hvorvidt den ideelle rationelle beslutningsproces faktisk blev opfyldt:

 <B>Problemerkendelse (sag) – målformulering – søgning (alternativsøgning) – konsekvensvurdering – BESLUTNING.<B>

 De spændende spørgsmål knytter sig til en vurdering af, <I>i hvor høj grad<I> skematikken fik lov til at udfolde sig på Konsistoriums beslutningsproces. Det er en metodisk vurdering, som kan fortælle, hvor der er sket forenklinger, overspring eller frasorteringer i processen. I den forstand kan en sådan vurdering bruges <I>som en målestok på,<I> hvor ”demokratisk” beslutningsprocessen foregik.

 Det rationelle idealforløb forudsætter (jf. afsn. 5.1), at alle faser gennemløbes, at beslutningsprocessen er åben og at de enkelte beslutningstagere får mulighed for at optimere deres målsætninger.

 Konsistoriums beslutningsproces gennemløb ikke alle faser, idet alternativsøgning og konsekvensvurdering udgik (jf. afsn. 5.3). Beslutningsprocessen var heller ikke åben, idet alle beslutningstagere ikke var fuldt informeret og inddraget i processen (jf. betingelserne til den rationelle beslutningsproces i afn. 5.2).

 Idet de to første forudsætninger således ikke var opfyldt, kunne den tredje betingelse heller ikke opfyldes: at beslutningstagerne fik mulighed for at optimere deres målsætninger eller interesser.

 Betingelserne for en ideel rationel og demokratisk beslutningsproces var således langt fra at være opfyldt, med drastiske konsekvenser for demokratiet og ”selvforvaltningen”.

 Det kunne indikere, at universitetsloven giver mulighed for en betydelig indskrænkning af demokratiet, hvis centrale beslutningstagere – ”konspiratører” – tager initiativet hertil og forstår at udnytte rammerne. Tolket ud fra denne sag kan man tale om den endelige exit for den gamle styrelseslovs reminiscenser af ”medindflydelse” og demokrati i den nye universitetslov.

 Man kan så spørge i forlængelse heraf, <I>om det var magtmisbrug, når centrale beslutningstagere – ministeriet og DTU’s rektorat – udnyttede deres position til at gennemsætte politiske interesser, der ikke blev lagt åbent frem?<I> <B>(20)<B>

NOTE 20: Jeg var fristet til at bruge termen ”magtfordrejning” (som er en juridisk term i forvaltningsretten), som udtrykker, at der kan være tale om en sammenfletning af politiske og administrative handlinger og hensigter, som igennem hele processen påvirker forløbet i en bestemt retning. Men idet der er tale om en politisk proces og ikke en enkelte forvaltningsakt bruges det ”blødere” begreb magtmisbrug.

 Som helhed var DTU-beslutningsprocessen kendetegnet af påvirkningsformer og beslutningsgrundlag, som alene var styret af konspiratørerne. De opnåede deres mål og i den forstand kan man sige, at det var en vel tilrettelagt og gennemført plan. De formåede ikke mindst at beholde initiativet i hele processen.

 Konspiratørerne undgik således i hele processen at melde deres interesser og mål åbent ud til demokratisk debat. Denne lukkethed var en strategi, som konspiratørerne gennemførte konsekvent og med stor succes. Konspiratørerne havde deres ”drejebog” eller ”masterplan”, som de skridt for skridt satte igennem over for de øvrige (genstridige) parter, dvs. forskersamfundet og de ansatte.

 Det bemærkelsesværdige er i den forstand, at der ikke i hele beslutningsprocessen fremkom en problematisering af projektet. Der blev ikke efterlyst alternative valgmuligheder til rektors beslutningsgrundlag og der opstod således heller ikke en offentlig debat.

 

<B>Konklusion 8: Pression, spil og stress<B>

For de menige beslutningstagerne i Konsistorium – eksklusiv Rektor – var de nye styrelsesformer ikke resultatet af et frit valg endsige en velovervejet proces eller analyse. De blev derimod udsat for en kombination af pression, spil og stress, hvor det ultimativt blev stillet op som et enten-eller.

 Den eneste valgmulighed var at indgå en kynisk ”handel”: Hvis DTU gik med på de nye styrelsesformer, så ville belønningen være, at DTU fik mere fordelagtige vilkår end de andre universiteter. Hvis man ikke gik med, var DTU’s fremtid usikker…

 

 I vores samfund knyttes forestillingen om, hvem der har den legitime magt i vid udstrækning til det formelle demokrati. Den legitime magtudøvelse knytter sig til forestillinger om, hvilke spilleregler der skal overholdes for at anvendelsen kan betragtes som retligt eller moralsk gyldig, retfærdiggjort og anerkendt. Dermed er det også sagt, at magten kan være illegitim og at magt kan bruges og misbruges!

 Der er et demokratisk problem ved at gennemføre politiske beslutningsprocesser i lukkethed, idet offentligheden hverken har mulighed for at påvirke eller kontrollere de politiske beslutningstagere.

 Når det er et kriterium for den demokratiske beslutningsproces, at processen på den måde foregår ”åbent”, så skærpes kravene til processen ganske betydeligt, hvis kun få personer har reel indflydelse, og hvis beslutninger tages i lukkede beslutningsrum. Disse krav opfylder DTU-processen ikke. Vurderet ud fra forløbet ser det tværtimod ud til, at uklarhed var en strategisk bestræbelse fra konspiratørernes side. Ved at holde såvel dagsorden som beslutningsgrundlaget ”flydende” tiltog disse sig netop en begunstiget position.

 På denne analyses spørgsmål <I>3. Hvor demokratisk foregik det?<I> kan jeg således svare:

 

<B>Konklusion 9: Tenderende magtmisbrug<B>

 Beslutningsprocessen i DTU’s Konsistorium tenderer ”magtmisbrug”, hvis der hermed udtrykkes, at konspiratørerne udnyttede deres særlige position til at gennemføre en beslutningsproces, som påvirkede forløbet eensidigt i retning af deres egne interesser.

 

 Set ud fra en demokratisk synsvinkel var det <B>særdeles problematisk, når Rektoratet <B>foreholdt Konsistorium information og i øvrigt styrede processen strategisk, så egne interesser blev fremmet. Uanset Rektoratet opererede – med ministeriets velsignelse – som om der var tale om en særlig overgangssituation, hvor alle forhandlingsspil, -teknikker og -strategier gjaldt, retfærdiggør målet (dispensationsansøgningen) ikke midlerne (en udemokratisk beslutningsproces).  

 Det må samtidig ud fra statsretten bedømmes som <B>særdeles problematisk, at Forskningsministeriet<B> som overordnet myndighed og autoritet ”politiserede” og dermed påvirkede processen. Der var tale om, at et demokratiske forum, Konsistorium, blev manipuleret af en højere myndighed. Idet ministeriets faktiske grad af politisering er uklar, er det vanskeligt at vurdere grovheden heri, men der er ingen tvivl om, at ministeriet spillede en langt mere aktiv rolle end Folketinget og offentligheden fik indtryk af. Men ministeren vægrer sig ved at oplyse omfanget. Dermed kan der heller ikke foretages en egentlig vurdering af legaliteten heri (se konklusion 2/3).

 

 

 

 

                                            @R:III. del: Perspektiver

 

@U:Kapitel 7. DISKUSSION: Universiteter og akademisk selvforvaltning

 

@B:På trods af DTU-lovens vidtrækkende betydning var processen forbavsende ”konfliktfri”, idet mulige modsætninger ikke fik lov at udspille sig imellem parterne (dvs. konspiratørerne på den ene side og ”forskersamfundet” på den anden) og heller ikke i form af en (offentlig) debat. Beslutningerne blev således taget uden større opmærksomhed.

 Det peger dels på at der er foregået ændringer i universiteternes struktur og dermed for mulighederne for demokratiets udfoldelse. Og dels indikerer det ændringer i status’ for universiteternes autonomi og selvforvaltning.

 

@M:7.1 Universitetsloven: Magten ud i uformelle strukturer

@B:Med Rektors initiativret og bemyndigelsen kunne rektoratet sætte dagsordenen og dermed også bestemme, hvad der skulle debatteres.

 Med henvisning til, at beslutningsprocessen skulle foregå i lyntempo, hvis loven skulle vedtages i år 2000, var det rektoratets bevidste strategi at undgå åben debat. Debat kunne risikere at føre til et højt fælles orienteringsniveau på institutionen om de planlagte styrelsesændringer og til dannelse af opposition og organiseret modstand, som kunne afspore eller forsinke processen.

 Den manglende debat var utvivlsomt en væsentlig årsag til, at det lykkedes rektoratet at få de radikale beslutninger igennem Konsistorium. Det vigtige spørgsmål om ledelses-udpegning eller ej blev ikke taget. Det er således betegnende, at der ikke var en grundlæggende diskussion af den nye models konsekvenser for ”den klassiske akademiske selvforvaltning”. Der var derfor heller ikke en diskussion eller afklaring af, hvem der fremover har ansvaret og magten til at prioritere forskningen: Staten (politikerne) eller industrien (eksterne samarbejdspartnere), bestyrelsen, rektor, institutlederne, forskersamfundet eller den enkelte forsker.

 Den manglende debat havde imidlertid også en vigtig konsekvens for beslutningsprocessen. Det var med til at isolere eventuelle kritikere. Uden debat var det nemt for rektor at isolere skeptikere i Konsistorium, fordi disse ikke havde et (højlydt) bagland. Konsekvensen var, at selve beslutningsprocessen blev indkapslet til stort set alene at foregå i Konsistorium.

 Indsigelser fik heller ikke en seriøs behandling i Konsistorium. Indsigelserne kom allerede midt i forløbet fra DTU’s Kontaktudvalg (sammenslutningen af alle tillidsrepræsentanter) og senere i lovgivningsfasen fra fagforeningen (IDA), men disse indsigelser – der primært var rettet mod at forsvare ”medarbejderindflydelsen” for personalet og ikke ”universitetets akademiske autonomi og selvforvaltning” – blev overhørt.

 Konsekvensen af det skabte beslutningsmiljø var, at Konsistorium  aldrig fik lov til at præge dagsordenen og at rektor (og ministeriet) hele tiden beholdt initiativet og kunne sætte dagsordenen. Konsistorium-medlemmerne – samt forskersamfundet og personalet på DTU i øvrigt – var udleveret til de (haste-) forslag, der blev lagt frem.

 Der var således afgørende ”demokratiske mangler” i proceduren.

 

En væsentlig forklaring på det konfliktfrie forløb var ”opdyngning” af reformprocesser på DTU, så der samtidig med selveje/styrelses-spørgsmålet også var institut- og studie-reformer, som drænede opmærksomheden.

 En anden faktor til forklaring af det konfliktfrie forløb kan være, at DTU havde en struktur uden valgte dekaner og uden de traditionelle universiteters fakultetsråd. Disse kunne utvivlsomt have udgjort en barriere for den forcerede proces. Netop den mere enkle struktur på DTU sammenlignet med de andre universiteter var således med til at muliggøre forløbet.

 Strukturelt peger sagen imidlertid også på en betydelig demokratisk svaghed i universitetsloven.  Dagsordenen blev ikke sat af mange deltagere i det demokratiske organ Konsistorium, men af få i kulissen.

 

<B>Konklusion 10: Universitetslovens demokratiske begrænsning<B>

Inden for universitetslovens rammer var det således muligt for Rektoratet at gennemføre en beslutningsproces uden et demokratisk beslutningsforløb og uden den brede debat, som normalt ville kræves af en så vidtrækkende beslutning (se afsn. 6.3).

 I praksis var beslutningsprocessen udtryk for en oligarkisk beslutningsproces (fåmandsvælde), hvilket står i kontrast til den almindelige opfattelse af universitetsdemokratiet. DTU-sagen er således symptom på, at det demokratiske konsistoriums magt er voldsomt svækket. Det nye magtcentrum er rektor støttet af kredsen af dekaner eller i mangel heraf af andre ledere som på DTU. Magten er flyttet fra de åbne demokratiske og ud i uformelle strukturer og kontakter.

 

 Sagen er det indtil dato mest konkrete og markante eksempel på rektors og dekaners magt med Universitetsloven anno 1993. Loven medførte nogle nye ledelsesstrukturer, og DTU-sagen fortæller, at magtcentrum er rykket fra Konsistorium til mere uformelle ledelsesorganer. Selve beslutningsprocessen er kendetegnet ved at være helt domineret af enkelte personer på DTU med rektor i spidsen, støttet af en stærkt rektorstyret administration og et ledelsesdomineret Konsistorium.

 I praksis skete der en suspension af Konsistoriums kompetence, idet konspiratørerne formåede at holde initiativforpligtelsen tæt på sig selv og at afvikle et forhandlingsspil bag lukkede døre.

 De formåede at etablere en stor gråzone – såvel juridisk som forvaltningsmæssigt.

 Beslutningsprocessen indikerer således den endelige exit for den gamle styrelseslovs reminiscenser af ”medindflydelse” og demonstrerer, at universitetsloven giver mulighed for indførelse af radikalt andre styrelsesformer, hvis enkelte beslutningstagere – ”konspiratører” – tager initiativet hertil og forstår at udnytte rammerne. DTU-beslutningsprocessen fortæller ikke mindst, at de uformelle beslutningsstrukturer har fået en helt anden rolle (se Foss Hansen & Vivi Jensen: Universiteter i forandring – universitetsloven og de eksterne repræsentanter i de styrende organer, Evalueringscentret 1995). Beslutninger forberedes i uformelle samarbejdsstrukturer og ledelsesorganer inden de kommer til behandling på konsistoriemøderne. Sagerne er forbehandlet i kredsen af rektor og ledere (fx dekaner) – og i dette tilfælde efter at være handlet af med ministeriet! Og i kraft af ledelsesgruppens stemmeandel i Konsistorium bliver indstillingerne herfra som oftest vedtaget.

 

 Etableringen af de mere uformelle ledelsesrelationer og tømningen af de styrende organer er således en logisk konsekvens af universitetslovens stærkere ledelsesstyring (som forudset af Foss Hansen (1995)). Og man kan så tilføje, at det er skæbnens ironi, at denne nye magtstruktur udnyttes på DTU i en formel beslutningsproces til at gennemtvinge en yderligere tømning af de styrende organer og den kollegiale selvforvaltning. Det peger på et andet problem: At på trods af tale om, at universiteterne har selvstyre (autonomi), så er ministeriets muligheder for at intervenere ganske betydelige – og det gælder såvel økonomisk som administrativt / strukturelt.

 

@M:7.2 Skrøbelig akademisk selvforvaltning?

@B:DTU-beslutningsprocessen foregik ikke ”demokratisk”. Men når forløbet blev sådan, må man konstatere, at ”den akademiske selvforvaltning” er en skrøbelig konstruktion, når forskersamfundet ikke formåede at imødegå de radikale begrænsninger af selvforvaltningen. 

 I den forstand er det et krisetegn for universiteternes akademiske demokrati og selvforvaltning, at enkelte konspiratorer kunne få så stort spillerum til at styre beslutningsprocessen på DTU og til at gennemføre de radikale ændringer.

 Beslutningsprocessen var karakteriseret ved, at rektor og ministerium mødte forbavsende lidt modspil. Det er overraskende, så svagt forskersamfundet formåede at formulere sine protester mod denne lov, som er en alvorlig begrænsning af – og et historisk brud med – den akademiske selvforvaltning. Loven betyder, at alle væsentlige beslutninger om økonomi og prioriteringer er lagt op til udpegede ledere – og at der sågar ikke er mulighed for indsigt i beslutningsgrundlaget.

 I den konkrete sag har mangel på opponens været en forudsætning for det skabte ”beslutningslimbo”. Der var ikke grupper eller personer i Konsistorium, som aktivt gav udtryk for voldsom kritik (”veto”) og som dermed trodsede det beslutningsklima, som rektorat og ministerium skabte. I den forstand kan det således ikke alene kaldes en systemfejl, at enkelte centrale konspiratører suverænt styrede processen – selv om de samme konspiratører bevægede sig i ”demokratisk gråzone”.

 

Rent hypotetisk kan man spørge, <I>om loven havde fået et mindre radikalt udtryk, hvis der havde været en mere aktiv og systematisk opponens?<I>

 I DTU-sagen kan beslutningstagerne <I>(eksklusive konspiratørerne)<I> pålægges et medansvar for den radikale model simpelthen i kraft af deres passivitet, som betød, at Rektor og Forskningsministeriet ikke blev mødt af væsentlig modsigelse. Man kan således spørge, <I>om det konkrete forløb var blevet anderledes, hvis<I>

          Konsistorium  – organet eller sågar enkeltpersoner – havde insisteret på større indsigt i rektors forhandlinger,

          nogle havde krævet præcis indsigt i ministeriets ageren og betingelser,

          man havde udstyret rektor med et præciseret forhandlingsmandat eller

          enkeltmedlemmer havde insisteret på, at modellen skulle fastholde den ”akademiske selvforvaltning” – dvs. at forskersamfundet fortsat skulle have væsentlig indflydelse og ansvar for den faglige prioritering af forskning og undervisning?

 En aktiv opposition kunne for eksempel have fået debat om en mellemmodel med en bestyrelse og en udpeget rektor, men med valgte institutledere og ”et akademisk senat” med faktiske bemyndigelser og ansvar (som på Danmarks Pædagogiske Universitet). Men det hører naturligvis med som forklaring på passiviteten, at der blev indgået ”en handel”, hvor opponens ikke skulle udfordre den politiske velvilje i det politiske system.

 

<I>Var der da særlige ”lokale” forhold, som medvirkede til, at forskersamfundet på DTU og ingeniørmiljøet ikke kunne modstå konspiratørernes radikale anslag mod deres magt?<I>

Som baggrund kan det måske være opklarende at se på DTU’s formelle begrundelse for den nye styrelsesform:

 ”Forslaget om principperne for en ny ledelsesstruktur bygger på en bred enighed på DTU om, at det ledelsessystem, som er beskrevet i den pågældende statut, har vist sig ikke at være effektivt: det understøtter ikke vores ønske om hurtigt at kunne omsætte strategiske beslutninger til operative handlinger for eksempel i udviklingen af vores uddannelser.

 Vi ønsker derfor at skabe et ledelsessystem, der understøtter en hurtig beslutningsproces, og som tilskynder til implementering af beslutningerne …” (dispensationsansøgning 9.10 2000, som blev gengivet i lovforslaget).

 Denne formulering kan dække over forskellige omstændigheder:

 – Institutionen stod i en særdeles defensiv økonomisk situation. 

 – Samarbejdet med erhvervslivet er traditionelt stærkt, hvilket fx betyder, at forskningsmiljøernes autonomi er mere flydende (fx som følge af ekstern medfinansiering) og beslutningsprocesser / prioriteringer / bevillinger ofte tages i en bredere kontekst. Den akademiske tradition (det humboldt’ianske princip om akademisk selvforvaltning) er derfor svagere.

 – Institutionens økonomiske problemer med nedskæringer og fyringer har utvivlsomt også lagt en dæmper på en potentiel opposition. Indskrænkningen af den akademiske selvforvaltning er blevet accepteret som en nødvendighed som betaling for en økonomisk bedring. Den enkelte forsker er måske nok klar over det principielt betænkelige i indskrænkningen. Men for den enkelte forsker har spørgsmålet herefter været egoistisk: Styringen / målretningen af forskningen kommer ikke til at ramme mig …

 – En del af den samme problematik er akademikeres fagrelatering. Uden at kalde dem ”fagidioter”, så er der utvivlsomt et stort antal forskere/lærere, som så topstyring som en fordel, idet de hermed ser frem til at frigøres fra den (tidskrævende) kollegiale selvforvaltning. De ser en personlig fordel i at få frigjort tid til deres forskning og undervisning.

 – Endelig må man ikke overse, at der bag forskersamfundets passivitet på DTU også kan ligge, at mange faktisk var enige i, at der var behov for voldsomme opstramninger af styrelsesformen / ledelsen. De har måske også været enige i rektors uformelle vurdering: ”At kvalitetsniveauet for institutledere ikke er lige højt alle steder …” (Rektor-citat fra korridoren).

 Rækkevidden i den anklage er betydelig. Den dækker nemlig over en erkendelse af, at DTU og forskersamfundet ikke havde været i stand til at forvalte det akademiske selvstyre på DTU. Men en sådan selvkritik blev ikke formuleret åbent … <B>(21)<B>

NOTE 21: På spørgsmålet om formuleringen i DTU’s dispensationsansøgning – <I>”… ( har) vist sig ikke at være effektivt …<I>” – dækker over, at DTU’s selvstyre havde spillet fallit, svarer rektor Hans Peter Jensen efter lovens vedtagelse:

 ”Demokrati på universiteterne har en række gode og fornuftige elementer, men det tager også lang tid. Vi var nødt til at finde en vej midt imellem.

… Med den hast som man er nødt til at tage beslutninger med i forhold til samarbejdspartnere og erhvervslivet, så betyder konkurrencesituationen, at man er nødt til at skære nogle af de tidskrævende sider af det gamle universitetsdemokrati fra for at kunne handle. Med de nye ledelsesformer kan vi tage beslutninger i en kadence, der passer til omgivelserne.

 Den demokratiske struktur gav også en vis interti i systemet. Konsistorium kunne måske godt blive blive enige om et initiativ, men der skulle jo også sættes praktisk handling bag …” (FORSKERforum, april 2001)

 

Spørgsmålet <I>om den akademiske selvforvaltning generelt er blevet vanskeligere at forsvare? <I>er vanskeligt at besvare ud fra denne case.

 Der er nok ingen tvivl om, at beslutningsprocessen var forløbet noget anderledes på de ”gamle” universiteter, hvor den akademiske tradition er mere grundfæstet end i ingeniørmiljøet.

 Men det vil være farligt at bagatellisere forløbet som et lokalt DTU-problem. Det er et centralt spørgsmål, om årsagen til den spage protest og kritik af DTU-modellen i virkeligheden dækker over, at forskersamfundet i stigende grad er ude af stand til at forsvare den traditionelle autonomi og ”akademiske selvforvaltning”, når det presses af politiske krav til det såkaldte ”videnssamfund”, til internationalisering, til globalisering, til samarbejde med eksterne interessenter osv.

 Den traditionelle selvforvaltning er under økonomisk og ideologisk pres i disse år. Økonomiske nedskæringer tvinger universiteterne til at tænke i alternativ finansiering, hvilket uvilkårligt tvinger dem til at tænke i markeder. Og ideologisk er nye teorier om ”modus2” og ”triple-helix” (om de nye betingelser i krydsfeltet universitet / stat / erhvervsliv) med til at problematisere nødvendigheden af universiteternes autonomi.

 DTU-modellen kan i den forstand ses som indvarslingen af nye styrelsesformer på universiteterne. Under indflydelse af krav til ”videnssamfundet” – hvor universitetet ikke længere har monopol på vidensopbyggelse – kan forskersamfundets ikke længere skabe forståelse for (legitimation for) deres særlige produktionsbetingelser, fx en selvforvaltet forskningsprioritering og kollegiale styreformer. <I>(se essay: ”Den instrumentaliserede forskning”)<I>.

 Hvis det forholder sig sådan, så er den traditionelle akademiske selvforvaltning mere skrøbelig og sårbar, end man kunne formode efter de store principielle debatter ved professorvældets afvikling i 1968, ved afviklingen af styrelsesloven og indførelse af universitetsloven i 1993, ved den nye ansættelsesbekendtgørelses indførelse i 1999 m.v.

 Problemet med ”den akademiske selvforvaltning” er måske grundlæggende, at den ikke er institutionaliseret og retfærdiggjort i en struktur eller en organisation. Det er derfor ikke en givet (magt-) struktur, som kan forsvares, men et immaterielt begreb. Magtpolitisk set kan forskersamfundet således gerne gå til forsvar for det akademiske selvstyre, men det er vanskeligt at organisere dette forsvar omkring et immaterielt begreb – især udadtil over for offentlighed og politikere.

 Uanset hvad, så vil universitetets autonomi og forskerverdenens selvforståelse blive sat under pres i de kommende år. Her vil forskerverdenens vilje og evne til at forsvare den akademiske selvforvaltning blive testet, og nogle af de spørgsmål, som jeg har stillet i dette kapitel, vil blive besvaret. 

 

 

 

 

Primærkilder:

Interviews med aktører

Beslutningsoplæg til Konsistorium

Forskningsministerens pressemeddelelse af 2.3 2000.

Konsistoriums referater

Dispensationsansøgning af 9. oktober.

Forslag til lov om DTU af 15. nov. 2000 samt lovbehandlingen

FORSKERforum april 2000, febr. 2001

 

Teorikilder:

Peter Bachrach & Morton Baratz: Decisions and Non-decisions (Am. Political Science Review vol. 57, 1963)

Søren Christensen og P.E. Daugaard Jensen: Kontrol i det stille – om magt og deltagelse (1986)

Cohen, March & Olsen: A Garbage Can Model of Organizational Choise (Adm. Science Quarterly, vol. 17, 1972)

Harald Enderud: Beslutninger i organisationer (Fremad 1976)

Bent Flyvbjerg: Rationalitet og magt, kap. 8: Eksemplets magt (Akademisk Forlag 1991)

Hanne Foss Hansen & Vivi Jensen: Universiteter i forandring – universitetsloven og de eksterne repræsentanter i de styrende organer (Evalueringscentret 1995)

Steven Lukes: Power – a radical view (MacMillan, London, 1974)

Magtudredningens notat nr. 9: Politiske beslutningsprocesser og policyanalyse (januar 1999).

Oluf Petersson (red.): Magtbegrebet (Carlssons, Stockholm 1987)

J.P. Frølund Thomsen: Magt og indflydelse (Magtudredningen 2000)

Søren Winter: Udviklingen i beslutningsprocesteori, en introduktion (Politica 4 /91)

Jørgen Øllgaard: Erhvervslivets universitet (kronik i Politiken 12. dec. 2000).

 

BILAG:

1.      Kronologi.

2.      Advokatnotat af 17.12 1999 (fortroligt)

3.      Advokatregninger

4.      Oversendelsesnote til dept.chef Knud Larsen af 5.1, 2000 (fortroligt)

5.      Uddrag af udviklingskontrakt mellem DTU og Forskningsministeriet.

6.      Dept.chefens mødeindkaldelse til politisk centrale personer (fortroligt)

7.      Rektors indstilling til tiltrædelse, 27.2

8.      K-referat 50. Møde 1.3

9.      Pressemeddelelse 2.3

10.  Ministerens samrådspapir 5.4

11.  K-referat 51. Møde 13.4

12.  Statuspapir af 26.5

13.  DTU’s varsling af dispensationsansøgning til ministeriet, af 6.6

14.  K-referat 54. Møde, 17.8

15.  Forskningsministerens samrådspapir af 30.8

16.  Brev fra dept.chef Knud Larsen til dept.chef Anders Eldrup, Finansministeriet af 28.9

17.  DTU’s dispensationsansøgning af 9. oktober 2000

18.  K-referat 56. Møde, 15.11

19.  Klage til Ombudsmanden af 11.1 2001

20.  Folketingsspørgsmål 76 (19. februar) og 99 (28. marts) vedr. ministeriets og departementchefens rolle samt ministre Vestager / Weiss’ svar af 5.3 og 2.5.

 

 

 

 

 

BILAG 1: KRONOLOGI, især med henblik på belysning af styrelses-spørgsmålet i Konsistorium

 

1999

xx.10 Rektor engagerer advokatkontor (fortroligt)

29.10 Advokaten holder møde med DTU’s rektor og Forskningsministeriet (fortroligt)

18.11 Revisor PriceWaterhouse afleverer notat vedr. ”DTU’s økonomiske stilling i fremtiden” (fortroligt)

17.12 Advokatnotat om ”ny organisationsstruktur for DTU som uafhængigt universitet” bestilt af rektor (fortroligt)

17.12 Advokatnotat om ”ny organisationsstruktur for DTU som uafhængigt universitet” bestilt af rektor (fortroligt)

22.12 Advokaten holder møde med DTU’s rektor og Forskningsministeriet (fortroligt)

 

2000

5.1 Rektor oversender advokatnotat med køreplan til dept.chef Knud Larsen (fortroligt)

19.1 Konsistorium (møde 49)

31.1 Konsistorium-seminar

21.2 Dept.chefen holder møde med ”politisk centrale personer” fra industri, DI m.fl. (fortroligt)

25.2 Forskningsministeriet laver statusnotat (senere pressemeddelelse)

1.3 Konsistorium (møde 50): ”Ledelsesstruktur. Oplæg fra rektor” (institutstruktur, ledelse mm)

13.4 Konsistorium (møde 51): ”Orientering om status for drøftelserne vedr. selveje og ledelsesstruktur”, samt diskussion af ”forslag til virksomhedsregnskab” (fremsendes til FSK)

19.4 DTU’s ledelse oversender ”positionspapir” vedr. selveje økonomiske betingelser til FSK

25.4 Repræs. Fra Rektorkollegiet holder møde med dept.chefen om de øvrige uni’ stilling

26.4 Dept.chefen godkender positionspapir (7. Punkter)

26.4 Medarbejdermøde hvor rektor orienterer på åbent møde

10.5 Konsistoriums arbejdsgrupper afleverer indspil

31.5 Konsistorium (møde 52) drøfter oplæg til ledelsesstruktur (udpeget rektor, udpegede dekaner, institutledere uafklaret) og forslag om akademisk senat. Behandling af rapporter fra de nedsatte arbejdsgrupper og rektors eftersendte indstilling. Ny institutstruktur

06.06 Ansøgning /varsling af dispensationsansøgning over for Forskningsministeriet.

21.6 Konsistorium (møde 53): Status men ingen diskussion. Beslutning om ny institutstruktur.

11.8 Ekstraordinært samarbejdsudvalgsmøde: Orientering om ny ledelsesstruktur

17.8 Konsistorium (møde 54) drøfter organisatorisk struktur for DTU m.h.p. at give anbefalinger til den kommende bestyrelse bl.a. om ledelsesstruktur (Rektors oplæg: alle ledere udpegede: rektor, dekaner, institutledere og alle medlemmer af en samlet ledelsesgruppe)

30.8 Samråd om DTU i Folketingets Forskningsudvalg

12.9 Lukket konsistorium-seminar

28.9 Forskningsministeriet svarer DTU på udkast til dispensationsansøgning

4.10 Konsistorium (møde 55): ”Revideret oplæg vedr. ny ledelsesstruktur”. Beslutning om dispensationsansøgning

9.10 Rektor fremsender dispensationsansøgning i henhold til universitetslovens §12

23.10 Samarbejdsudvalget orienteres om dispensationsansøgningen

25.10 Forskningsministeriet sender lovforslag til høring

10.11 Høringsfrist vedr. lovforslaget

15.11 Konsistorium (møde 56)

15.11 Lovforslaget fremsættes

xxxx Konsistorium (møde 57): Vedtægtsdiskussion

12.12 2.behandling

15.12 Lovforslaget vedtages

28.11 Kontaktudvalget skriver til Forskningsudvalget over manglende medarbejderindflydelse og manglende sikring af forskningens og undervisningens udvikling

                      2001

11.1 Kontaktudvalget klager til Ombudsmanden

19.2 Folketingsmedlem Aage Frandsen (SF) stiller spørgsmål til ministeren i forlængelse af artikel i FORSKERforum 141: ”Ministeriet styrede”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Leave a comment