2002. Pengestrøm: Idrætspamperi og rædde politikere

020802

Idrætspamperi og hunderædde politikere

 

Af Jørgen Øllgaard, sociolog og journalist

 

For første gang har offentligheden fået indblik i, hvordan idrætsorganisationerne bruger deres penge. Rigsrevisionens “pamperrapport” om idrætsorganisationernes brug af penge til lønninger, frynser osv. (Politiken fredag) er lystig læsning. Her får offenligheden for første gang et kig ind i nøglehullet, når vi indblik i, hvad toplederne i DIF, DGI og firmaidrætten får for deres såkaldte “frivillige og ulønnede” indsats.

 Den “frivillige leder” Kai Holm fik 330.000 kr. i 1995 for sit bijob som DIF-formand. (Siden er Holm blevet fuldtidsformand for 600.000 kr. om året, ifølge Ekstra Bladet). Hertil kom at Kai Holm ved siden af sin fri bil til 77.000 kr. brugte 132.000 kr. til indenalndske flybilletter, billeje og taxa’er. Og sådan en mand taler meget i telefon: 52.000 kr. fordelt på 4 telefoner.

 Der er også købt habitter til 134.000 kr. og slips og beindesløjfer med indvævet DIF-logo for 110.000 kr. Og der er pæne gaver, når de ansatte eller bestyrelsesmedlemmer har fødselsdag eller jubilæum. Konsulenterne får 75 åre mere pr. kilometer end statens takster på 2.33. Det er altsammen helt fortjent, og så kan man se stort på, at statens (gave-) regler er overtrådt.

 

Pengeforbruget afslører en rådden selvforståelse: Tankegangen er, at det ikke er statspenge og statsregler. Det er en løn til en ‘privat’ paraplyorganisation, som udfører et stort frivilligt, ulønnet og socialt arbejde ude i klubberne. Derfor skal offentligheden ikke snage i, hvordan DIF bruger deres penge. Og det koster, og så kan smålige statslige regler altså ikke bremse en.

 Pengeforbruget afslører en korrupt pengerigelighed. Man fastsætter hinandens honorarer, og den ene tjeneste er vel den anden værd. Internt sår ingen tvivl om rimeligheden i Kai Holms løn for hans store arbejde for breddeidrætten i Danmark, for internationale komiteer, for eliteirdrætten ved OL og for sin egen kandidatur til den internationale olympiske komite. For:”hvis Kai får sine penge, så falder der vel også lidt af til mig”. Sådan synes logikken at være, når hele organisationen skruer sig langt ud over statens almindelige takster.

 Pengeforbruget afslører, at organisationerne lider af “elefantitis”: Det at blive tykkere er et mål i sig selv. Derfor er organisationernes huse og antallet af ansatte vokset voldsomt. Derfor var det helt selvfølgeligt at få fordoblet tilskud i perioden 1988-95 uden at medlemstallet ude i klubberne var steget med 1 medlem. I den periode steg tilskuddet fra 261 til 504 mio. kr.

 

Sandheden – som idrætsorganisationerne søger at skjule med alle midler – er, at organisationerne faktisk fungerede udmærket for de 261 mio. kr. som de fik i 1988. De gjorde det samme som i dag, bare på et lavere niveau. Nu får de mere end dobbelt så mange penge, som de stort set bruger på de samme medlemsgrupper som dengang.

 Pamperrapporten er en poppet og letforståelig afsløring af, hvordan organisationerne bruger deres penge. Rigsrevisionens pamper-rapport er i den forstand kun toppen af isbjerget. Den fortæller, hvordan DIFs, DGI’s og firmaidrættens top bruger penge til sig selv. At Kai Holm får så mange penge for sit ‘frivillige’ arbejde er egentlig underordnet. I det store spil er det småpenge, når DIF bruger årligt 10 mio kr. på administration (herunder Kai Holms løn?).

 Det rigtigt spændende er, at langt de fleste af DIF’s penge – ca. 170 mio. kr. – bruges i specialforbundene (og i DGI’s amtskredse). Her bruges pengene langt mindre reglementeret end i de velordnede DIF og Team Danmark. En revisionsrapport på det område ville åbenbare en sump. Revisionen vil vise en total vilkårlighed og mangel på regler. Og revision her vil fx vise, at specialforbundene direkte og indirekte bruger hovedparten af deres penge på en lille elite – selv om pengene faktisk skulle bruge dem på “bredden” ( fordi Team Danmark er lavet for at aflaste specialforbundene). 

 Kulturministeren får en flaske god rødvin af mig, hvis han tør sætte dybtgående revision i værk. Men den flaske er ikke i fare: Politikerne er hunderædde for at anfægte idrættens “autonomi” (læs: retten til at bruge statspenge uden statskontrol). Idrætten vil straks stemple politikeren som “idrætsfjensk”. Den går altså ikke, for allerede næste år er der jo folketingsvalg. Så hvorfor sætte sit gode navn og rygte på spil ved at stille krav til idrætten.

 Og derfor er der da heller ingen politikere med magt, som kunne drømme om at gribe ind overfor den pengerigelighed, som er den virkelige skanadale. Ingen vil røre ved, at idrætten får 200 mio. kr for meget i støtte fra tipsmidlerne.

Leave a comment