Den store idræts-bluff

Skal idrætsorganisationerne skal have 250 mio. kr. ekstra om året til særlige grupper, når de faktisk kun bruger 5-8 mio. kr. på det? Skal mellem halvdelen og tre fjerdedele af DIF’s 250 mio. tipskroner bruges på eliteaktiviteter? Og kan det virkelig være meningen, at idrætsorganisationerne snart får hævet deres tilskud fra 500 mio. kr til 600 mio. – lyder spørgsmålene før Kulturministeren holder Idrætsrigsdag i Odense

 

Skulle man tro deres festtaler og forbundsblade, så har DIF, DGI og Firmaidrætten i de senere år gjort en meget, meget stor indsats for “nye og særlige idrætsgrupper”. Det er imidlertid skamløs bluff. Fakta er nemlig, at organisationerne kun har brugt ca. 5-8 mio. kr. årligt ud af 500 mio. tipskroner på formålet (ifølge deres egne opgørelser).

 “Den særlige indsats” i festtalerne har altså været propaganda, som kun tjente kun et formål: At retfærdiggøre sig over for politikere og skatteyderne. I perioden 1989-95 fik idrætsorganisationerne nemlig fordoblet deres tipstilskud fra 261mio. kroner til 504 mio. kr. Det skete vel at mærke uden at medlemstallet – og dermed arbejdsopgaverne – var stigende. 

 Der skulle altså findes en begrundelse for, at idrættens tipstilskud skulle stige med 250 ekstra millioner. Og her kom så ”ældre, flygtninge og indvandrere, sociale forsøgsprojekter, storbyen, arbejdsløse og sindslidende“ ind på arenaen.

 Men 5-8 mio. kr. ud af 500 mio. afslører vel for alle, at der er tale om kynisk hykleri?

 Spørgsmålet lyder: Kan det virkelig være meningen, at organisationerne skal have 250 mio. kr. ekstra om året, når de faktisk kun bruger 5-8 mio. kr. på at hjælpe de særlige grupper?

 

At idrætsorganisationerne har kunnet slippe afsted med bluffnummeret med de særlige grupper er en skandale og peger på, at der mangler en åben og kulturpolitisk debat og prioritering.

 De enorme og stigende pengestrømme til idrætten har i høj grad virket monopoliserende. Selv om det kun er den uorganiserede idrætsaktivitet, som er steget i halvfemserne, er det faktisk idrætsorganisationerne, som har fået fordoblet deres tipstilskud.

 De får nu 500 årlige tipsmillioner og kan nu se frem til yderligere stigning, hvis ikke politikerne siger stop. Tipsoverskuddet stiger nemlig med 100 mio. yderligere i 1997. Pengerigeligheden indbyder til, at politikerne langt om længe slår hul på idrætsorganisationernes monopol på sektoren. Det store spørgsmål til Kulturministerens “Idrætsrigsdag” i Odense i morgen er således, om han her tør tage det første skridt?

 Men DIF, DGI og Firmaidrætten vil slås for “deres penge” og for deres monopol og privilegier. De er interesseorganisationer, hvor formålet er at fastholde deres monopol og privilegier – samt at holde andre interessenter ude. Og de bruger gerne bissetricks overfor skiftende kulturministre – og man står ikke tilbage for at udvise direkte foragt for demokratiet og skatteydernes penge, som når fx DIF’s formand Kai Holm kalder kulturministerens åbne rigsdagen for “et tilfældigt sammenrend” (Politiken 4.11). Formanden henviser til, at idrætspolitik jo kan drøftes på de tre store idrætsorganisationers årsmøder!

 

Den sociale indsats er ikke det eneste bluffnummer.

 Det største illusionsnummer er, at offentligheden tror, at tipspengene går til servicering af bredden. Det gør de ikke. Tipspengene går til idrætseliten i DIF’s forbund, til organisationernes førerbunkere, til administration, til kurser og så videre. Det er derimod kommunerne, som støtter de lokale klubber. Det sker først og fremmest i form af faciliteter, men der gives ca. 400 mio. kr. i aktivitetsstøtte til idrætsforeningerne (1995).

 Hovedparten af DIF’s tipspenge bruges direkte eller indirekte på en snæver elite. I tal er det mellem halvdelen og trefjerdedele af 250 mio. tipskroner. Det gøres vel at mærke mens der faktisk findes en særlig statslig organisation – Team Danmark med et årligt tipstilskud på 80 mio. kr. – som særligt tager sig særligt af eliten. Dengang Team Danmark blev lavet, var et af formålene at frigøre penge til bredden i DIF’s specialforbund. Det er ikke sket; specialforbundene er fortsat vildt elitefikserede.

 I forrige uge kom der i relativ ubemærkethed en rapport om DBU’s pengeforbrug, som fortalte, at DBU bruger sine penge på eliten. For hver krone, som fodboldorganisationen brugte på bredden i perioden 1981-96, brugte man 4,4 kroner på eliten. Det er især landsholdet (70 pct.) samt landsdækkende turneringer for herrer og damer, og i mindre grad eliteungdommen, som koster.

 Nu er DBU det rigeste og måske det mest elitære forbund. Men de økonomiske strømme og ideologien gælder for hele DIF-systemet. Det rejser det kulturpolitiske spørgsmål:

 Kan det virkelig kan være meningen, at mellem halvdelen og tre fjerdedele af DIF’s 250 mio. tipsmidler skal bruges på eliteaktiviteter?

 

Pengestrømmene fortæller, at i hvert fald DIF-systemet er præget af et ideologisk bluff-nummer: Tanken om, at elite og bredde har samme interesser. En nærmere analyse viser, at det er en tankegang, som helt fungerer på elitens præmisser.

 I den nye DBU-rapport fortæller DBU’s topfolk befriende ærligt, at det især er den del af bredden, som kan blive til elite, der er interessant for DBU. Som DBU’s informationschef formulerer det:

 – Der er ikke noget odiøst i, at der investeres penge i eliten: En stærk elite medvirker til at rekruttere en stærk bredde. Eliten er den bedste markedsføring for målgruppen: Ungdommen. Og så er det jo ingen hemmelighed, at det er langt dyrere at opretholde en elite med faciliteter, trænere, rejser og ophold. Bredden klarer det jo på klubniveau. 

 DBU’s værdigrundlag beskrives som en enhedstanke, hvor elite og bredde er knyttet sammen af samme interesser. Bredde og elite er komplementære størrelser, “hvor sociale og konkurrenceprægede aktiviteter understøtter hinanden.

 Bluffet i enhedstanken udstilles imidlertid klart, når man ser på pengestrømmen. Solidariteten rækker nemlig kun den ene vej: Bredden skal levere materiale eller penge til eliten. Og eliten må gerne bruge af breddens tipsmidler! Men ingen af millionindtægterne fra fodboldlandsholdet bruges på bredden!

 Det udstiller klart, at enhedstanken fungerer helt på elitens præmisser. Men er en sådan elitetænkning noget, som staten skal støtte? Og hører det med til en folkelig kulturpolitik?

 

Endelig er der myten om, at idrætten holder de unge væk fra at komme ud i noget smuds.

 Det er sandt for idrætsklubbernes medlemmer. Her ved vi aktive af erfaring, at en velfungerende idrætsklub har stor social betydning. Den får mennesker til at mødes i lokalsamfundet på tværs af de skel, som arbejdslivet skaber. Og vi ved også, at os som er velfungerende i klubben også er det i samfundet – og omvendt.

 Men myten holder ikke for de udsatte grupper. Det er nemlig forudsætningen for at redde de unge fra hash, gadehjørner og kriminalitet, at klubberne får fat på de udsatte og ikke mindst, at der holdes fast på dem. Og skal der særlige eller utraditionelle befolkningsgrupper ind, må der gøres et meget bevidst arbejde for det.

 Det er ikke reglen, for også i klubberne er tankegangen, at ressourcerne skal bruges på eliten. Eliteambitioner betyder imidlertid markante frasorteringer. Sporten er baseret på konkurrence og sortering af de svageste. Det viser sig statistisk hos de unge i 15-års alderen, hvor det store ungdomsfrafald sker. Det er netop på det tidspunkt, hvor klubberne for alvor dele r de unge op efter præstationer, i første- andet og trediehold og så videre. Og her føler de svage sig ikke velkomne længere.

 Traditionelle sportsklubber er altså svagt rustet over for dem, som er mest normløse og med det svageste sociale netværk – altså dem som risikerer at komme til at komme ud på et socialt skråplan. Derfor er kravet om “sociale indsatser” i det frivillige klubarbejde en dårlig ide. Sportsklubberne og deres ledere er slet ikke gearet til det.

 Men når nu DIF, DGI og Firmaidrættens klubber ikke kan tage sig af disse særlige målgrupper, må andre initiativer jo gøre det. Og pengene skal tages fra idrætstipsmidlerne. Spørgsmålet lyder derfor: Skal der tages 50, 100, 200, 250 tipsmillioner fra idrætten, for at andre kan udføre de opgaver, som idrætten ikke kan eller skal lave?

 

Sidste gang, der blev forhandlet tipslov, skete det bag lukkede døre. Denne gang bør politikerne sørge for, at de 600 tipsmillioner fordeles gennem en åben debat.

 Som andre offentlige bevillinger bør idrætsorganisationernes tilskud bestemmes af behovet. skulle det være bestemt af det skønnede behov. Niveauet kunne således fastsættes til 400 mio. kr. til idrætsorganisationerne i 1998. Tilskuddet skal altså sættes ned fra de nuværende 500 mio. Begrundelsen er, at det beløb er nok til at betjene deres faste målgrupper. I 1988 fik de således 261 tipsmillioner og de klarede sig faktisk udmærket for de penge.

 I halvfemserne var tilskuddet fordoblet. Problemet er imidlertid, at det er de samme målgrupper, som får del i pengene. Organisationerne gør de samme ting, bare på et højere niveau: Pengene er blevet brugt til oprustning af elitesporten i DIF’s specialforbund, til bygning af førerbunkers, til masseansættelser af konsulenter, til billige kursustilbud og så videre.

 Samtidig skal tilskuddet fremover fastsættes af politikerne på finansloven. Det ville give politikerne en årlig indsigt i, hvad idrætsorganisationernes penge går til. DIF, DGI og Firmaidrætten kunne koncentrere sig om det, de er gode til, men det vil også tvinge dem til selvkritik samt til at sætte nye mål.

 De resterende 200 mio. kr. kunne så bruges på andre idrætslige og kulturelle formål. Først og fremmest kunne de placeres i en anlægsfond for den uorganiserede idræt på gader, cykelstier, i parker, i naturen. Man kan sprede åbne faciliteter, småhaller og mødesteder ud over de nærområder hvor folk bor, især i storbyerne. (Retfærdigvis skal DGI’s Idrætsby på Vesterbro nævnes som et positivt initiativ, som tilmed er støttet med 35 mio. kr. fra tipsmidlerne).

 Med 200 mio. i en åben pulje vil tipspengene have en chance for at nå ud til de sociale målgrupper, som der tales så meget om.

 

Spørgsmålet er, om politikerne vil eller tør rokke ved et tipstilskud på 500-600 tipsmillioner til idrættens hovedorganisationer.

 Erfaringen viser, at de måske er ude i et retfærdigt ærinde, men med udsigt til øretæver. Tidligere kulturminister Jytte Hilden turde stille spørgsmål ved idrættens tipsmidler og blev mødt med aggresiv polemik. Også Ebbe Lundgaard har mærket mistænkeliggørelsen, når idrætsformændene har beskyldt ham for at ville “statsstyring”. Og politikerne får ikke store chancer for at forklare sig i avisernes sportsspalter, hvor idrætsformændene styrer debatten.

 Derfor er der kun få politikerne, som tør ytre sig kritisk om den organiserede idræt. Tværtimod kappes idrætspopulisterne Helge Sander (V) og Brian Mikkelsen (K) om at gøre idrætsorganistionerne mest tilpas. De øvrige politikere holder lav profil af frygt for at blive påduttet et idrætsfjentligt image: Hvem tør skrumpe en populær sektor, som har vænnet sig til et mega-tilskud? Hvem tør sætte sit image og politiske liv på spil ved at stille krav om en mere præcis prioritering af 500-600 mio. kroner, som idrætsorganisationerne opfatter som deres egne?.

 Lad os se, om Kulturministeren tør. Han får en flaske god vin af mig, hvis han tør stille nogle af de frække spørgsmål. Og han får to, hvis han tør tage 100 tipsmillioner fra idrætten og give dem til andre formål…

 

Jørgen Øllgaard, journalist og sociolog, tidl. fuldmægtig i Kulturministeriets idrætskontor (1983-88), medlem af 3 sportsklubber