1992. Sportsjournalistikkens elendighed (KRONIK)

Kronik i POLITIKEN 23.oktober 1992 i anledning af at landstræner Richard Møller Nielsen havde sortlistet to journalister fra DBUs pressemøder, fordi de havde skrevet en kritisk bog om landsholdet.

 

Sporten i avisen

Bogen om de danske europamestre i fodbold og træneren Richard Møller Nielsen er udgangspunkt for en skarp kritik af sportsjournalisternes manglende indsats som offentlighedens vagthunde i avisen fra kronikøren, der er sociolog og – tidligere sportsjournalist.

 

En ny bog er blevet nedsablet eller fortiet blandt de fleste sportsjournalister. Den sætter fokus på de historier, som aldrig skrives.
Bogen er dermed en sønderlemmende kritik af sportsjournalistikken, som på afgørende måde forsømmer at være offentlighedens vagthund.
‘I to har jeg ikke noget at snakke med om. Jeg forstår ikke nogen kan synke så dybt og skrive så svinagtigt. Jeg har medlidenhed med jer. Men det er lissom de prostituerede, der står på gadehjørner: De gør det jo ikke af liderlighed, de gør det, fordi de er i nød .’

 Fodboldlandsholdets træner Richard Møller Nielsen havde det saftige billedsprog fremme, da han ved et pressemøde for 80 mandlige sportsjournalister sortlistede to af de tilstedeværende. De fik den fynske blo’hævn at mærke, efter at de har skrevet en dybdeborende bog om det danske EM-fodboldmirakel i sommer. I bogen er der blandt andet et afsnit, der gennem anonyme kilder spørger til landstrænerens rolle: landsbytosse eller geni.‘Jeg er principielt imod anonyme kilder,’ sagde DBU’s og Brøndbys tidligere pressechef Frits Ahlstrøm til mig efter pressemødet. ‘Men når nu bogen er her, er det helt skævt at lave historier på, hvem af spillerne der nu kan være de anonyme kilder, dvs. lave konfrontation mellem spillerne og med Ricardo. Som sportsjournalist, der har været med bag kulisserne, er det kujon-agtigt ikke at tage stilling til de konkrete påstande i bogen.
Og her er det min oplevelse, at der ikke er ret meget i den, der er forkert .’ I bogen er Frits Ahlstrøm et eksempel på, at landstræneren husker og hævner. Ahlstrøm var en af tegnerne bag den mislykkede ansættelse af Horst Wohlers som landstræner, hvilket i første omgang var en vragning af Ricardo som Pionteks efterfølger.
Historien om den efterfølgende modsætning mellem Ricardo og Ahlstrøm er interessant, fordi den afdækker et tilfælde, hvor det er åbent forklaret, hvordan en historie ikke blev skrevet ved EM – selv om mange kendte den: Ahlstrøm var en af det europæiske forbunds pressechefer under EM.
Alligevel havde den danske landstræner givet Ahlstrøm forbud mod at omgås de danske spillere under EM, hvilket spillerne dog valgte at ignorere.
Ricardos fjendskab kom dog helt åbent frem, da Ahlstrøm efter semifinalesejren mod Holland rakte hånden frem for at lykønske denne. For øjnene af flere forbipasserende nægtede landstræneren at tage imod den.
Den historie blev ikke skrevet under EM, selv om mange journalister kendte den. Ahlstrøm bad dem simpelthen om at lade være for at undgå uro under EM, fortæller han: ‘Men det gør ikke noget, at den kommer frem nu, den indgår jo i en del af en større sammenhæng i bogen.’ Kadaverdisciplin er forklaring nok på, at Kvist og Mønster har måttet bruge anonyme kilder for at realisere deres projekt. Historien kunne ikke skrives uden brug af anonymitet – ligesom det er umuligt at lave journalistik uden brug af anonyme kilder.

Forfatterne, Jakob Kvist og Flemming Mønster, vidste godt, hvad der ventede. I bogen fortalte de nemlig selv om landstrænerens elefanthukommelse, om hans vilje til at huske og straffe. Men det overraskede dem nok, at landstræneren ville være så nærtagende, at han sortlistede dem og kaldte bogen for luderjournalistik.
Landstræneren ville sparke de to ud. Imidlertid landede sparket lige midt i hans egen bagdel. Med sortlistningen bekræfter han nemlig, at hvis nogle af spillerne var trådt ud af anonymiteten, kunne de blot vente på Ricardos tak-for-sidst.
Derfor var journalisterne tvunget til at basere historien på anonyme kilder. Ingen af spillerne ville selvfølgelig give afkald på landsholdet som salgsvindue ved at træde åbent frem.
Der var da også en trykket stemning på pressemødet. Anfører Lars Olsen nægtede f.eks. at tale med de to journalister, mens andre spillere nøjedes med at kigge sig forsigtigt omkring, før de afviste at udtale sig om bogen.
Det mest forbavsende var imidlertid de andre sportsjournalisters opførsel: Enkelte havde på forhånd harmfuldt afvist bogen med henvisning til de manglende kilder, mens mange bare forholdt sig tavse. De accepterede, at landstræneren ramte nogle af deres kolleger på brødet. De to havde bedrevet en upassende form for kritisk journalistik, og straffen var selvforskyldt.
I den tankegang er sagen nok et spørgsmål om anonyme kilder som journalistisk metode.
Men sagen sætter i lige så høj grad fokus på sportsjournalistikkens fundamentale mangel på vilje til at lave kritisk journalistik.

‘Det er en regulær svinestreg over for den mand, der førte det danske landshold frem til EM-triumfen,’ skrev sportsjournalist Ib Pilegård i B.T.(4.10.). Han kaldte bogen en stinker: ‘Bogen er bygget op omkring en masse anonyme udtalelser, og den slags kan en anstændig avis selvfølgelig ikke trykke. Ingen har respekt for folk, der udtaler sig anonymt.’ Også Jyllands-Postens sportsredaktør kaldte bogen en stinker: ‘Bogen er bygget op omkring en masse anonyme udtalelser, og den slags kan en anstændig avis selvfølgelig ikke trykke. Ingen har respekt for folk, der udtaler sig anonymt.’ Også Jyllands-Postens sportsredaktør Frits Christensen tacklede bogen kontant.
Han kaldte de to journalister for ‘forholdsvis grønne folk’, selv om i hvert fald den ene har været på banen i næsten ti år. De anonyme kilder kaldte han ‘et billigt trick, som skriverkarle indimellem kan tvinges ud i for at fuldende et billede eller en analyse’. Han slutter med at kalde det ‘pseudo-journalistisk’ med tvivlsomme arbejdsmetoder, der bare skaber uro om EM-holdet.
Og i TV 2 blev spiller Flemming Povlsen spurgt om bogen: ‘Det er dårlig journalistik med de anonyme kilder,’ fik han lov til at sige, uden at journalisten fulgte op med spørgsmålet, om bogens anonyme udsagn var hørt i spillertruppen. Andre anmeldelser kalder bogen indsigtsfuld, men ‘svækket’ af de anonyme kilder (Jyllands-Posten og Berlingske).
Retfærdigvis var der også positive anmeldelser som Tipsbladets og Weekendavisens, der kaldte den et ‘instruktivt indblik’, en, der vil noget. Men mest interessant var B.T.s sportsredaktør Flemming Nielsens kommentar, der nok påpegede svagheden i de anonyme kilder. Men han konstaterer forud, at han ikke er i tvivl om, at anonyme spillere virkelig har sagt, hvad der er gengivet i bogen.

 

 

Spørgsmålet er derfor nærmere, hvornår en journalist må bruge anonyme kilder? Det er hver gang en konkret afvejning. Første vurdering er, om kilden har særlige interesser eller er aktive deltagere i et magtspil. Er det tilfældet må man ikke bruge kilden. Får man derimod oplysninger af flere af hinanden uafhængige kilder, er det mere uproblematisk. Man skal jo ikke glemme, at journalisten ved brug af anonyme kilder sætter sin egen troværdighed på spil.
Det har da også været afvejningen for de to forfattere, og intet tyder på, at de har forbrudt sig mod kriterierne. De syntes, at danskerne skulle have et blik bag kulisserne i det, som optog de fleste i sommeren 1992.
Resultatet er en bog, der vil noget. Den fortæller noget nyt, og det er jo kravet til ‘en god historie’. Den åbenbarer fra den underskov af historier, som journalister kender og snakker om, men ikke delagtiggør offentligheden i. Som sådan er den klasser over de følelsesmættende billedbøger, der ellers er kommet om EM. Og som sådan ligger den smukt i forlængelse af Ankerdal/Ellegaards epos om det gamle landshold: ‘Fodbold er ikke for de stumme’.
Bogen konkluderer ikke entydigt, og det er selvfølgelig foruroligende i sportsjournalististikkens sort-hvide univers.
Det er da også den reelle årsag til den afvisning og tavshed, som bogen er mødt med blandt de fleste sportsjournalister. Sidegevinsten for afvisningsfronten er så den bekvemme, at de slipper for at tage stilling til, om bogens oplysninger faktisk er korrekte.
Bogens modtagelse er en reaktion på, at den problematiserer den almindelige danske sportsjournalists arbejdsmetoder, den faglige standard.
Bogen anfægter, at sporten er en konfliktfri verden, og den antyder nye arbejdsformer med sit modige forsøg på at skrive om andet end facaden.
Det gør den dels gennem portrættet af landstræneren, dels ved at fortælle om et hierarki blandt spillerne.
Men afvisningen er hyklerisk, for netop sportsjournalistikken udviser de værste eksempler på letfærdig omgang med sine kilder. ‘Vi ved jo godt, hvad de mener,’ som Ekstra Bladet forsvarede sig i 1986, da et par af deres journalister blev taget i at fabrikere interview, som aldrig var lavet. Og den yderste konsekvens af det stramme kildekrav ville i øvrigt være det absurde, at deres egen journalistik skulle være uden anonyme kilder.
Kritikernes totale opbakning bag Ricardo er samtidig opportunisme over for ‘den mand, der førte det danske landshold frem til EM-triumfen’. De glemmer helt de dårligere tider, da Ricardo slet ikke fik så gode anmeldelser – og hvor samme Ricardo i øvrigt opbyggede sin dybe mistro over for den danske presse.
Bag det hele anes en tankegang, hvor det er uhæderligt at stille spørgsmål til vores alle sammens kære EM-hold og verdens bedste Ricardo.
Det er totalfredet område.

Den anelse er slet ikke løsrevet. Tankegangen har dybe rødder og bunder i, at journalistikken om sporten ikke er almindelig. Dybdeborende sportsjournalistik findes næsten ikke. I selvforståelsen er kritisk sportsjournalistik, når en spiller er skadet eller bliver sat af.
Journalister fra andre stofområder vil tilmed sige, at der rodes i håndværket: Genrerne blandes og sportsjournalister har ingen professionel distance til stoffet. Såkaldt ‘objektivitet’ og kritisk sans er suspenderet. Der laves presse for sporten og ikke om.
Problemet for sportsjournalistikken er et utroligt kammerateri med den verden, som den skal skrive om. Både sportsfolk og journalister oplever det som en stor harmonisk familie med fælles interesser: ‘Vi lever jo af hinanden .’ Så snart nogen anfægter den konfliktfrie verden, kommer den selvretfærdige harme, og det er den dybere grund til afstandtagen til bogen. DE TO forfattere fortæller de historier, der aldrig blev skrevet, men som de fleste sportsjournalister (ved EM) var i nærheden af. Hermed er bogen indirekte en sønderlemmende kritik af en sportsjournalistik, der på fatal måde forsømmer at være offentlighedens vagthund. Viljen til at gå ud over det personfikserede og følelsesmættede og forholde sig kritisk er nemlig begrænset.
Der er masser af eksempler på historier, som ikke skrives. Grundlæggende får de enkelte sportsbegivenheder en særdeles ‘solidarisk’ omtale. Som et af de seneste eksempler kan nævnes Mogens Palles boksestævne, hvor han fik to verdensmestre.
Den første var god nok, men det var vist kun de mest nationalistiske og berusede tilskuere, som kunne se, at Johnny vandt sit.
Det var der ingen sportsjournalister, som skrev. En ikke sports-journalist fra Politiken kaldte det imidlertid ‘Svindel og kynisme’ – og er nu truet med et sagsanlæg fra promotor Mogens Palle, der er vant til en helt anden positiv omtale i medgangstider.
Men også det bredere perspektiv mangler. Af bitter erfaring ved jeg, at kritisk baggrundsstof om sportens økonomi og ‘miljø’ ingen interesse har hos redaktøren: ‘Det har vi en mand på .’ eller ‘den historie er skrevet’, lyder standarden.
Og du argumenterer altså ikke med en redaktør – selv om både du og han ved, at det er løgn . Eller som en i øvrigt fornuftig sportsredaktør sagde, da jeg i forbindelse med et Englandsophold foreslog ham et par artikler om hooliganisme: ‘Kan du ikke hellere tage op og lave noget på målmand Schmeichel i Manchester. Det elsker folk .’

Det sidste eksempel på de uskrevne historier handler om Brøndby. Sportsjournalisternes ukritiske behandling har her alvorlige konsekvenser, fordi den involverer økonomiske tab for mange småsparere.
Ved den oprindelige aktietegning på 250 mio. kr. i 1986 tjente Brøndby 3040 mio. kr. og for de penge kunne de gå ud og låne det femdobbelte: ‘Brøndby profiterede afgjort på de flotte sportslige resultater. De spillede klart på sympatien, og sportspressen spillede sin rolle. Det blev en fodboldfan-aktie,’ husker John Mynderup, der er erhvervsjournalist på dagbladet Børsen. I starten var det et ‘Tivolipapir’, en kuriositet, som erhvervsjournalister kunne skrive om for sjov: ‘Men med købet af Interbank blev det alvorligt. Det var en vild satsning.
Og så lød spørgsmålet blandt fagfolk: Hvor fik Brøndby pengene fra og hvad ville de bruge banken til? Og her kunne sportsjournalisterne have været med til at spørge, hvad en sportsklub skulle med den spekulation,’ siger Mynderup, der har boret i Brøndby-historien siden nytår. Han nåede at skrive 40 artikler før sportsjournalisterne begyndte at citere og bygge videre på sagen.
‘Sportsjournalisternes helt ukritiske behandling af Brøndby har klart forlænget tilliden til klubben, selv om der hele året har været masser af tvivlsomme dispositioner at skrive om,’ siger erhvervsjournalisten, der mener, at når penge er blevet en del af sporten, har sportsjournalisterne også en forpligtelse til at skrive om det.
Han forklarer bl.a. sportsjournalisternes passivitet med den grænseløse tillid, som har hersket om Mr. Brøndby, formanden Per Bjerregaard. Han har skabt klubben, og for sportsjournalisterne er han inkarnationen af autoritet og troværdighed.
‘Men Bjerregaard har altså været med til at gamble med både Brøndbys og sine egne penge, og han har opbygget en uhørt magtposition, der giver problematiske dobbeltroller med aktionærernes og egne penge.’ Endelig har erhvervsjournalisten også oplevet, at Brøndby-lederen har sin specielle måde at tackle pressen på: ‘Hvis man er kritisk over for Bjerregaard, ignorerer han dig. Så får sportsjournalisten ikke nyhederne fra klubben, og derfor holder de sig tæt til. Men at straffe så primitivt – som altså også landstræneren gør med de to journalister – ville aldrig gå på Børsen. Så har vi andre metoder til at komme bag om sagen .’

 

Kilder: Jakob Kvist og Flemming Mønster: Europamestre, fodboldmiraklet i Sverige – om det danske fodboldlandshold og dets træner Richard Møller Nielsen.