• I-del trykt 27.12 i POV-international:  https://pov.international/trumps-vaelegere-fremmede-i-eget-land-1/
  • II-del trykt 28.12 i POV-international:  https://pov.international/fremmede-i-eget-land-ii-forstaa-trumps-vaelgere/

Forstå Trumps vælgere I: Oversete og fastlåste

Den venstreorienterede sociolog Arlie Russell Hochschild foretog ti rejser og studieophold i sydstaten Louisiana for at forstå det andet USA, Tea Party og trumpismen. Det handler mere om følelser end om politik 

Trump stiller op igen. Hans dybe vælgerbase i den hvide arbejderklasse støtter ham, trods hans åbenlyse løgne og forsøg på at underminere USA’s demokrati. De støtter ham, selv om hans politik rationelt set ikke er i deres interesse: Trump står for skattereformer, som støtter de rige og som underminerer de offentlige finanser. Han modarbejder miljøregulering, der kunne beskytte arbejderes helbred og miljø. Han modarbejder Bidens sundhedsreform, som skal garantere lægehjælp og medicin til den fattige arbejderklasse, der har brug for et sikkerhedsnet.

De liberale – og det demokratiske parti – har svært ved at forstå det irrationelle, og Trumps appel. Den amerikanske sociolog Arlie Russell Hochschild forklarer ikke bare Trumps appel politologisk med hans hans populisme, underholdningsværdi og opgør med det etablerede politiske systems sprog: De støtter egentlig ikke hans konkrete politik, for den fortæller han ikke meget om. I stedet appellerer han til deres følelser, så for hvide hjemmefødte, heteroseksuelle mænd tilbyder han en udvej fra deres skuffelse og frustration over at føle sig forrådte. Økonomisk, demografisk og kulturelt føler de sig som fremmede i eget land.

Hochschild – en venstreliberal akademiker fra Harvard – havde undret sig over ”det andet USA” og tog fra sit trygge Californien til det dybe syd i Louisiana for at sætte sig ind i, hvad den hvide underklasse tænker og føler. Hun var på ti ophold til det sydvestlige Louisiana 2011-2016. Hun dybde-interviewede en ”fokusgruppe” på omkring 60 mennesker, herunder 40 erklærede tilhængere af bevægelsen Tea-Party. Hun besøgte deres hjem, lokalsamfund og arbejdspladser for at forstå dem og deres livssituation.

Bogen ”Strangers in their own land” samler op. Det er et (etnografisk) studie, hvor hun empatisk – og ikke moraliserende eller fordømmende – prøver at opspore, hvordan de andre oplever verden: ”Jeg var nysgerrig efter at vide, hvordan livet føles hos højreorienterede – hvad er det for følelser, som ligger nedenunder politikken. For at forstå deres følelser var jeg nødt til at sætte mig i deres sko. Hermed kunne jeg opspore deres ”dybe historie”, et narrativ om hvordan det føles”.

Liberal akademiker på udebane

Hendes undertema er det spaltede USA med kløfter i livsverdener og -forståelser. Mellem de liberal-venstreorienterede og de højredrejede republikanere er der en forståelsesmur (empathy-wall), hvor parterne ikke forstår hinanden: “En empatimur er en hindring for dyb forståelse af en anden person, noget som kan få os til at føle os ligeglade eller endda fjendtlige over for dem, der har andre overbevisninger end os selv, eller dem hvis barndom har været forskellig”, siger sociolog og professor Arlie Russell Hochschild fra Harvard University.

Hendes fokus var på Tea Party-bevægelsen, som både var en politisk gruppe, men i lige så høj grad ”en kultur, en måde at anskue og føle et sted og dets mennesker”. Den er senere videreført i trumpismen.

Hun registrerer hurtigt, at hun er på udebane: “Jeg var bestemt ikke i Berkeley, Californien. . . . Her var der ingen New York Times i aviskiosken, næsten ingen økologiske produkter i supermarkedet, ingen udenlandske film i biografen, få små biler, færre små størrelser i tøjbutikkerne, færre fodgængere, der taler fremmedsprog i mobiltelefonen – ja, færre fodgængere. Der var færre gule labradorer og flere pitbulls og bulldogs. Glem cykelstier, farvekodede genbrugsspande eller solpaneler på tagene. I nogle caféer var stort set alt på menuen stegt i friture …”

Hun måtte dog revidere fordomme om gruppen: “Hvis ultra-liberalisten Ayn Rands tanker appellerede til dem, forestillede jeg mig, at de nok ville være ret egoistiske, hårde, kolde personer, og jeg forberedte mig på det værste. Men jeg blev opløftet over at opdage mange varme, åbne mennesker, der var dybt ’caring’ om deres nærmeste”.

”Deres dybe historie”

Hochschild er venstredrejet, men hendes mission er empati og forståelse, ikke polemik. Hun lytter til Tea Party-tilhængernes forestillinger om livet. Hun tager dem alvorligt og har sympati for mange af dem. Hun forstår, hvordan de føler sig marginaliserede med faldende lønninger, at statens initiativer går uden om dem, og at de oplever en liberal kultur, der håner deres religiøse tro og deres patriotisme. Hun beskriver deres forhold til race, køn, religion, medier m.m.

Fremstillingen af en underverden, som vi ikke kender, er overbevisende. Den bygger på personinterviews, focus-gruppe interviews og observationer. Hun opbyggede et fortrolighedsforhold til ”mine Tea Party-venner”, hvor hun overvandt deres mistro overfor sig som den liberale universitetsperson. Det var ufarbart at konfrontere dem direkte med miljøproblemer, for det fokus afvistes med modspørgsmålet: Kan hun ikke se, hvor smuk Louisiana er? Så hendes tilgang var lytterens og iagttagerens.

Under overfladen har vi nemlikg alle en dybere personlig og fælles historie, der indeholder følelser – håb, frygt, stolthed, skam, vrede og angst i livet – og det former os, konstaterer Hochschild:

En dyb historie er følelsen af noget, der føles som virkelighed. Det slører dømmekraften. Det slører fakta. Forståelsen af, at der er en dyb historie giver folk på begge sider af det politiske spektrum adgang til at udforske den subjektive prisme, som den anden part ser verden igennem. Jeg tror ikke på, at vi forstår andres politik, højre eller venstre, uden den tilgang. For alle har en dyb historie”.

Grundfølelsen: Du tror på den amerikanske drøm, men du er låst fast

Det narrativ, som samler sig i gruppen, hviler på den enorme kraft og følelse af den amerikanske drøm; forestillingen om, at hvis du arbejder hårdt nok, så belønnes du og får som fortjent. Der findes en retfærdig orden, som imidlertid bringes i uorden af statslige politikker, som begunstiger nogle, der ikke har fortjent det. Hochschild beskriver denne dybe grundfølelse i prosaform:

Du står tålmodigt i en lang kø, der fører op ad en bakke, som på slags pilgrimsrejse. Du befinder dig i midten af køen, sammen med andre, der også er hvide, ældre, kristne og overvejende mænd, nogen med collegeuddannelse, andre ikke.

Lige over bakken venter den amerikanske drøm, målet for alle, der venter. Mange bagerst i rækken er farvede – fattige, unge og gamle, hovedsageligt uden college.-baggrund. Det er skræmmende at se tilbage – der er så mange bag dig, og i princippet ønsker du dem alt godt. Men alligevel, du har ventet længe i køen, ​​arbejdet hårdt, og køen bevæger sig næsten ikke. Du fortjener at komme lidt hurtigere frem. Du er tålmodig, men træt. Men du fortsætter med at fokusere opad, efter toppen af ​bakken.

Men hov! Du følger reglerne, men du ser folk skære ind i køen foran dig! Hvordan kan de bare gøre det? Hvem er de? Nogle er sorte. Du oplever, at de gennem regler for positiv særbehandling – besluttet af den føderale regering – har fortrinsret til uddannelser, lærepladser, job, velfærdsydelser og gratis frokoster. Det samme for kvinder, immigranter, flygtninge, offentligt ansatte – tager det ingen ende? Dine penge løber gennem en statslig-liberal sympati-si, du ikke kontrollerer eller er enig i. Du har ikke haft de muligheder. Det er ikke fair. Så bliver man mistænksom”.

Og så er der al den venstreorienterede ballade og kritik, som du hører om med optøjer og Black Lives Matter osv.: ”Men du er bestemt stolt af at være amerikaner. Så enhver, der kritiserer Amerika – ja, de kritiserer dig. Hvis du ikke længere kan føle stolthed over USA gennem vores præsident, bliver du nødt til at føle dig amerikansk på en ny måde – ved at slå dig sammen med andre, der som dig føler sig som fremmede i deres eget land”.

Og du oplever ikke, at det går fremad for dig og dine, tværtimod: ”Den amerikanske drøm er en drøm om fremskridt – ideen om, at du får det bedre end dine forfædre, ligesom de afløste deres forældre – og det handler ikke bare om penge og sådan noget. Men det går ikke fremad; du har været udsat for lange arbejdstider, fyringer og farlige kemikalier på arbejdet og dine pensioner er sat ned. Trods modgang har du vist moralsk karakter gennem prøvelserne, og den amerikanske drøm om velstand og sikkerhed burde være din belønning – dit hæderstegn.

Solen er varm, og køen bevæger sig ikke. Går den faktisk ikke baglæns? Du har ikke fået lønforhøjelse i årevis, og den er ikke i udsigt. Fakta er, at hvis du ikke har collegebaggrund, så er din realindkomst faldet i løbet af de sidste 20 år.

Men du har taget din situation med oprejst pande, for du er egentlig et positivt menneske. Du klager ikke. Du sætter pris på din lykke. Men du ville ønske, at du kunne hjælpe din familie og kirke mere, for det er der, dit hjerte er. Du håber, at du når derhen, hvor du kan give dem noget og de føler sig taknemmelige. Men køen bevæger sig ikke. Så efter din ihærdige indsats, alle dine ofre, begynder du at føle dig fastlåst”.

Det er det narrativ, som Hochschilds personer genkender sig selv i: ”You read my mind”, bekræfter hendes Tea Party-venner, da hun spørger dem.

Det store paradoks med myter

Hochschilds venner reagerer på deres følelser, men der er et paradoks: Hvorfor er hadet mod regeringen størst hos dem, som egentlig har mest brug for regeringens bistand?

Fakta er nemlig – fortæller Hochschild i sine faktatjek – at republikansk dominerede stater er mere forurenede end de demokratiske, så det er et paradoks, at man afviser statslige regler og støtte, selv om deres stat faktisk har mest brug for den: Studiet i Louisiana afslører et politik-og miljø- paradoks.

De republikansk dominerede sydstater er fattigere, har flere teenagemødre, flere skilsmisser, dårligere helbred, flere trauma-relaterede dødsfald, flere undervægtige babyer og flere med kortere uddannelser osv. Folk dør fem år tidligere i Louisiana (75 år) end i den demokratisk dominerede Conneticut (81 år).

Undersøgelser afslører andre paradokser: Hendes venner i Louisiana, som lever i områder med stor forurening, er faktisk bevidste om risikoen, for de mener i højere grad, at ”industriel luftforening er farligt for miljøet”. Men jo højere forureningsrisiko de lever under, jo mere mener de også, at der er for meget bekymring om miljøspørgsmål!

Hvordan de lever med paradokset forklarer Hochschild med, at godt nok har hendes venner mistro til petro-industrien, men de har større mistro overfor regeringen og det etablerede politiske system. En af vennerne (Sherman) er således miljøaktivist, fordi petro-industrien har ødelagt hans helbred og det lokale miljø. Men han føler også, at den føderale regering har forrådt ham, og at de føderale myndigheder bruger hans skattepenge på projekter, der ikke gør godt for ham og hans; støtte retter sig ikke mod ham og ”socialhjælp gives til uansvarlige folk, der dovner rundt om dagen og fester om natten.”

Den slags gennemgående udsagn fra fokusgruppen har en indirekte adresse, nemlig farvede og indvandrere. Hochschild kalder ikke sine venner for racister, men nøjes med at konstatere, at race er en væsentlig del af de hvides narrativ. Da hun for eksempel beder en borgmester i en lille by om at beskrive sin politik, handler hans dagsorden om race og velfærd: ”Jeg kan ikke lide, at regeringen betale ugifte mødre for at få en masse børn, og jeg støtter ikke positiv særbehandling”.

Andre er krænkede af (vandre-) historier om folk på socialhjælp, der kører i luksusbiler. Og sådanne historier har det med at mutere til en generel mistænksomhed over for alt, hvad (central-) myndigheder gør. Det er også krænkende og uretfærdigt, at der bruges masser af penge og kræfter på, at kriminelle eller narkomaner resocialiseres.

”Trump er en følelseskandidat”

Tea Party-bevægelsen gik i sig selv igen, men den blev videreført af trumpismen. Trump blev præsident efter Hochschilds bog, men hun forudså hans tiltrækning på sin focusgruppe. Han forstår at spille på sin vælgergruppens følelser. (Guardian)

Hochschild gik selv til et af et af hans rallyes i valgkampen 2016, og hun oplevede begejstringen, når Trump samlede publikum om at være noget: ”Vi kommer med passion. Vi er ikke det oversete, tavse flertal længere; vi er den støjende majoritet”.

Hun forklarer hans tiltrækning i tre elementer:

For det første, at den store gruppe arbejderklasse hvide (mænd) siden 1980 har følt sig på økonomisk gyngende grund, de føler at deres skæbne er uretfærdig, og de er modtagelige for retorik om ”omfordeling”. De har også følt sig kulturelt marginaliserede: deres synspunkter om abort, homoseksuelle ægteskaber, kønsroller, race, våben og det konføderale flag er latterligt i store medier. De var begyndt at føle sig som en belejret minoritet. Og ind i disse følelser fletter sig så deres dybfølte amerikanske drøm om social opstigning, hvor de nu tilbydes mulighed for at identificere sig opad med oliemagnaten eller milliardæren, og ikke med dem længere nede af stigen.

For det andet er Trump en “følelseskandidat”. I sine rallyes og retorik slår han på følelser hos sine fans, snarere end at fortælle om sin politik. Hans retorik fremkalder dominans, bravado, klarhed, national stolthed og personlig opstemthed. Trump vækker ikke kun følelser, han gør det til et objekt og præsenterer det for sine tilhængere som et tegn på kollektiv succes. MAKE AMERICA GREAT AGAIN.

For det tredje lever hans tilhængere med en sorg over en tabt livsstil og illusioner. Mange er modløse, andre deprimerede. De længes efter at føle stolthed, men føler skam i stedet. Deres land føles ikke længere som deres. Og sammen med ligesindede føler de fællesskab om og opstemthed over Trumps løfte om at skabe en stat, hvor de ikke længere føler sig som fremmede i deres eget land. USA, USA, USA…

___________________________________________________

Forstå Trumps vælgere II: Det store paradoks’.

Sociolog Arlie Russell Hochschild tog på studieophold i sydstaten Louisiana for at forstå det andet USA. Hun stødte på store paradokser: Hvordan kan vælgere være imod miljøregulering, når deres egn er ødelagt af forurening? Og imod socialhjælp, når man bor i en af de fattigste stater i USA?

Trump stiller op igen. Men den hvide underklasses stemme på ham er et paradoks. Rationelt set står Trump for en politik, som ikke er i deres interesse: Hvordan kan vælgere leve i det mest petro-industrielt forurenede område i USA (Louisiana) og stadig være modstander af statslig miljøregulering?

Sociologer vil sige, at disse Trump-vælgere stemmer mod deres ”objektive interesser”. Politologer vil påpege det irrationelle i, at de ikke ”agerer i deres egeninteresse”. Og firkantede ideologi-kritikere vil dømme, at de er vildledte og lider af ”falsk bevidsthed”.

At Trumps suppporter støtter ham på trods af paradokser , forklarer sociologen professor Arlie Russell Hochschild med, at han tilbyder hvide hjemmefødte, heteroseksuelle mænd en løsning på deres skuffelse og frustration over at føle sig forrådte og forladte. Fremmede i deres eget land.

Deraf titlen på hendes bog ”Strangers in their own land”, som er baseret på hendes ti studieture i det sydvestlige Louisiana 2011-2016, hvor hun dybde-interviewede 60 personer, heraf 40 erklærede tilhængere af bevægelsen Tea-Party, der senere muterede til trumpismen.

Shermans paradokser

Fremstillingen af en underverden, som vi ikke kender, er overbevisende. Fremstillingens omdrejningspunkt er seks personers liv og historie. Stort indtryk gør den sympatiske Lee Sherman, der reparerede rør med dødelige kemikalier og efter firmaets ordre – i hemmelighed midt om natten – hældte giftigt affald ulovligt ud i nærliggende sumpe. Petro-industrien var under-reguleret og havde frit spil, og den var ligeglad med miljøet, for ejerne boede der ikke selv.

Sherman gjorde det beskidte arbejde; men oliefirmaet behandlede ham skidt. Efter 15 år på jobbet var han ude for en arbejdsulykke og blev overhældt med kemikalier, der gjorde ham syg. Men i stedet for at betale for hans sygdomsbehandling, fyrede firmaet ham for ”fravær”.

Sherman tog sin hævn, da firmaet fralagde sig ansvar for en stor fiskedød i Louisianas floder og han stod offentligt frem som den, der dumpede kemikalier. Fiskere fik en symbolsk kompensation fra firmaet. Sherman var blevet miljøforkæmper, men alligevel støtter han det lokale Tea Party-kongresmedlem, som vil fratage centralregeringens miljøstyrelse (EPA) magt.

Sherman har stadig mistillid til petrokemiske virksomheder, men han har mere mistillid til den føderale regering. Og måske er Shermans og focusgruppens mistillid til de centrale myndigheder berettiget, for hvad har de gjort for ham? Louisianas miljømyndigheder kendte til forureningsrisikoen, da de gav ubetingede boretilladelser til petroindustrien. Og da der viste sig stærkt forgiftede fisk i floder, nøjedes myndighederne med at udsende retningslinjer om, hvordan man alligevel kan spise fiskene efter trimning af fedt og skind!

Sherman kan godt se det groteske heri, men han oplever, at den føderale regering har forrådt ham. Og så er han helhjertet amerikansk liberalist, der tror på det frie marked, og han frygter at EPAs miljøregulering vil koste endnu flere jobs i petroindustrien. Og så stoler han allermest sin følelse af, at de føderale myndigheder bruger hans skattepenge på projekter, der ikke gør godt for ham og hans, men for andre som ikke fortjener den.

Nedenunder overfladen bærer Sherman og ligesindede rundt på en dybere personlig og fælles historie, der indeholder følelser – håb, frygt, stolthed, skam, vrede og angst i livet – og det former os, konstaterer Hochschild: ”En dyb historie er følelsen af noget, der føles som virkelighed. Det slører dømmekraften. Det slører fakta” – og derfor lever folk med paradokserne.

Ekkokamre med Fox News som familie

Personers og miljøers dybe historie kan give os forståelse for det store paradoks: At dem, som er forrådt af industriens forurening, alligevel støtter de politikere, som modarbejder regulering af den samme industri!? Hvordan kan folk, hvis helbred er ødelagt af industriel forurening støtte Tea Party, som ønsker at nedlægge miljøstyrelsen EPA!?

Hochschild beskriver deres og lokalmiljøets nedtur. Der var engang masser af job og penge i petroindustrien, men teknologiske ændringer har transformeret branchen, og hvide mænd er berøvet den status, de nød engang. Herfra kommer en hvilende nostalgi og stolthed, som blokerer – udløser en slags ”strukturel hukommelsessvigt” (Evans Pritchard: ’structural amnesia) om sammenhænge.

Personers dybe historie samler sig i fællesskaber: Hochschild refererer journalisterne Bishop og Cushing (”The big sort” )  for, at den amerikanske demografi har udviklet sig sådan, at folk tidligere migrerede efter bedre jobs, billigere huse eller mildere vejr. I nutiden flytter (hvide) amerikanerne mere efter, at komme derhen, hvor folk ligner dem selv og har samme værdier. Man samler sig i enklaver, og jo mere disse forfines, jo mere ekstreme bliver gruppens synspunkter. Og i det dybe USA understøttes dette af ekkokamre: Fox-tv og højreorienterede politiske bloggere, der står tvivl om miljøstyrelsen EPA, politikerne i Washington, de liberale, præsident (Obama 2015) o.lign. ”Igennem Fox News, i den lokale avis, i snak med venner opstår der et omkvæd: Der er for meget nostalgi om kvækkende frøer og rene floder. Man skal ikke lade sig gå på af miljøspørgsmål eller føle nostalgi eller retro; det er ikke opfattelsen, at vi skal føle sådan …”

Især Fox News forstærker ekkokammeret. Fox er stærkt højreorienteret med alarmerende vinklinger og stærkt bias’ed kommentarer, hvor fakta og holdninger ikke skilles ad. Og kanalen dominerer. Halvdelen af højreorienterede amerikanere har kanalen som sin primære nyhedskilde på regering og politik. Og for mange lavtuddannede er Fox den eneste kilde. (KILDE: mediedata). Hochschild mødte folk og miljøer, for hvem Fox News er en slags familie, der følger een hele dagen: I køkkenet, stuen, arbejdet, bilen kører kører den i baggrunden. Og Fox fortæller dem kort og kontant, hvad og hvem de skal være bange for, rasende på og bekymrede over.

Faktatjek på almindelige myter hos trumpismen

Den dybe historie har mange lag i ”følelsen af noget, der føles som virkelighed og slører dømmekraft og fakta”. Og når ens informationskilder er snævre som Fox, bliver myter – falske forestillinger om noget – levedygtige.

Sherman og andre hører for eksempel (vandre-) historier om “folk på socialhjælp, der kører i luksusbiler”, og det krænker dem, konstater Hochschild. Og sådanne historier har det med at mutere til en generel mistænksomhed over for alt, hvad (central-) myndigheder gør. Det er også krænkende og uretfærdigt, at der bruges masser af penge og kræfter på, at kriminelle eller narkomaner resocialiseres.

For at perspektivere myters betydning har Hochschild bagerst i bogens appendiks nogle oplysende faktatjek på nogle af de myter, der lever blandt hendes Tea Party-venner.

– ”Regeringen bruger formuer på socialhjælp”. Fakta er imidlertid, at kun 8 pct. af den føderale regerings budget bruges på socialhjælp (som i øvrigt er indkomst-baseret).

– ”Folk på socialhjælp lever helt af penge fra os skatteydere”. Fakta: Blandt de 20 pct. fattigste amerikanere kommer kun 37 pct. af deres indkomst fra offentlige kasser, resten tjener de på småjobs. (Og fakta er i øvrigt, at en tredjedel af af gratis fødevareudlevering går til folk, som har underbetalte jobs, som de ikke kan leve af).

”Sorte kvinder får mange flere børn end hvide”. Fakta: Fertilitetsraten er 1,88 for sorte, 1,75 for hvide.

”Alt for mange – måske 40 pct. – arbejder i offentlige jobs”. Fakta: Samlet set – inklusive militæret – arbejder mindre end 17 pct. i offentlige jobs.

”Olieindustrien stimulerer resten af den lokale økonomi”. Fakta: 20-35 pct. af alle branchens profitter sendes ud af Louisiana.

Det følte ”slører dømmekraften” og overskygger fakta, men det er ikke Hochschilds metode at konfrontere sin fokusgruppe med dette. Hun konstaterer bare diskrepansen mellem følelser og fakta, for hendes mission er empati og forståelse, ikke polemik eller konfrontation med sin fokusgruppe.

Kritik af Hochschild

Hochschilds idealistiske ambition er at få de to Americas til at finde præmisser til at føre en fælles samtale. Det er svært, og hun når kun at antyde, hvordan det kunne lade sig gøre. Hendes projekt anerkendes af alle, men hun bliver også kritiseret:

Tea Party-tilhængere synes hendes fremstilling er loyal over for personer og miljø, men peger på, at hendes figurer er for firkantede beskrevet, og fokusgruppens svære materielle livsvilkår er underspillet.

Politologer og sociologer kritiserer hende for, at personernes deep story’ kun er een dyb historie, men hvor petroindustrien / corporate business også har sin dybe, materielt baserede historie, der kaldes ”det frie marked”, hvis spilleregler bare anerkendes som fair. Hochschild forsømmer at beskrive denne tvangs-præmis for personerne. (KILDE: William Davies)

Fra socialsociologisk side kritiseres hendes begreb om ”the deep story” som et ideologistudie, der i sig selv bliver ideologi, fordi hun ikke reflekterer, hvordan personernes opmærksomhed om sociale modsætninger undertrykkes. I sin loyalitet med sin fokusgruppe – ”empati, ikke kritisere” – undgår hun at påpege deres realitets-benægtelse. Hun reflekterer ikke deres afhængighed / udleverthed til den petrokemiske industri. Lokalmiljøerne har levet fedt af olierigdommen i Louisiana, og selv om det for længst er forbi, har personerne/ miljøet bevaret en vis loyalitet med petro-industrien.

Nostalgien bliver en slags konfliktsky flugtvej, for konfrontationen med realiteten er ubærlig. Dette parkerer Hochschild under begrebet ”strukturel hukommelsessvigt”. Deres deep story bliver naturaliseret. Hun rapporterer kun fra en boks (”amnesias deep story”), uden at hun når nedenunder, nemlig hvad der socialpsykologisk (psykoanalytisk) har skabt denne amnesia. ”Folk oppe på bakken har tabt erindringen om, hvordan de kom dertil og hvad der skabte dem”.

Og så bebrejdes Hochschild sin konfliktskyhed – som konsekvens af hendes metode-loyalitet – hvor hun ikke (på en blød måde) konfronterer personerne / miljøet med det konfliktuelle (i Det Store Paradox) eller tematiserer undren over, hvordan dette håndteres / internaliseres følelsesmæssigt. (Kilde: IDEOLOGYSTOP: Ideology affirmed: A Critical Review of …)

______________________________________________

KILDER:

– Arlie R. Hochschild: Strangers in their own land (The New Press 2016)

– Arlie R. Hochschild: How the ’Great Paradox’ of American politics holds the secret to Trumps success. (ESSAY i Guardian 2016)

The Daily: The run ups: The grass roots I-II (Podcast Washington Post 5.11 – 29.10)

_________________________________________________

FAKTABOX OM HOCHSCHILD

Strangers …” udkom i 2016, den fik stor omtale i USA og blev nomineret til National Book Award, men den har underligt nok ikke fået omtale i Danmark. Det kan skyldes, at hendes tema er en blandet landhandel af sociologi, politologi, etnografi og psykologi, så fagforskere og journalister har overset den.

Tidligere har hun skrevet verdenskendte sociologisk-etnografiske bøger om følelsesarbejde i konflikt mellem privatliv og arbejdsliv i den senmoderne verden. Hendes metode har her været en slags ”intens fordybelse”, opnået gennem interviews og observation. “The Second Shift” (1989) er en sociologisk klassiker om hvordan par, hvor begge er i arbejde, klarer pligterne derhjemme (Konklusion: mødrene laver årligt en ekstra måneds arbejde i hjemmet!). The time bind” (1997, dansk ”Tidsfælden” 2022) fortæller, hvordan hvordan arbejdspladsen bliver en slags surrogathjem, mens hjemmelivet og det private tilsidesættes. The outsourced self” (2013) undersøgte, hvordan det, der engang tilhørte det private – kærlighed, venner, børneopfostring – nu er indpasset vores arbejdsliv. ”The managed heart” (2013) undersøgte følelsesarbejde i det offentlige arbejde, hvordan vi prøver at tilpasse os – offentligt som privat – mens vi kæmper med, hvordan vi egentlig har det i livet.