• POLITIKEN-klumme 5.2 2021 (se  https://politiken.dk/debat/art8089208/10-gode-argumenter-imod-hold-k%C3%A6ft-bolsjet-til-minkavlerne )

MINKPAKKEN. Hvorfor skal skatteyderne pelses for 18 milliarder til en branche, fordi dens produktion truer folkesundheden?

Ved en ekspropriation får en landmand erstatning for en mark, fordi staten skal anlægge en vej. Han får jordens værdi og måske lidt til efter en taksations-vurdering. Men man har aldrig set erstatning for ’tab af fremtidig indtjening’.

 Det har minkfarmerne nu fået. Ifølge minkpakken kan en gennemsnitlig minkfarmer få erstatning for ”tabt fremtidig indtjening” på 7,6 millioner kroner (udbetalt 2022-30). Det er oveni aflivningserstatning (3,4 mio.) og erstatning for bygninger m.m. (1,3 mio.). Hans farm står altså samlet til at få 12 mio. kr.

Når gælden på 8,7 mio. er betalt, har han 3,3 mio. til overs. Den gennemsnitlige minkfarmer står altså til at få udbetalt 330.000 kr. årligt i ti år – skattefrit. Det er underligt nok mere de 250.000, som den gennemsnitlige minkavler havde som ”ejeraflønning” i 2019 (513.000 kr. før skat, ifølge Danmarks Statistik).

Samlet kommer minkene til at koste skatteyderne 18 milliarder. Det er en tredjedel mere end de 12 mia. som er udbetalt i lønkompensation under coronaen. Hvordan kan tilregnelige politikere finde på at forgylde 1000 borgere på den måde? Jeg har ikke set gode begrundelser, for der har ikke været fakta og scenarier til offentlig debat. For S, SF, Radikale og Venstre er det tilsyneladende helt selvfølgeligt og rimeligt.

Men minkpakken er udemokratisk, for forhandlingerne om minkpakken er kørt bag lukkede døre. Journalister kan ikke få aktindsigt i notater eller model-scenarier, så beslutningsgrundlaget / valgmulighederne bag minkpakken er ukendt. Der har ikke været offentlig debat. Minkpakken blev meddelt ved et pressemøde med følgende faktaark fra Finansministeriet, slut. Og ingen af forligspolitikerne har turdet fortælle om de faktuelle konsekvenser, fx om de 330.000 kr. årlige skattefrie kr.

Og den mørkelægning er forståelig, for pelsningen af skatteyderne er skandaløs. Vel skal minkfarmerne have kompensation for en ekspropriation. Men de 18 milliarder ligner et holdkæft-bolche til den magtfulde landbrugssektor, til banker og kreditforeninger (som får al gæld betalt) og til partiet Venstre, som truer Mette Frederiksen med rigsretssag.

Menige danskere er chokerede og forargede. Og her er ti samfunds-moralske og økonomiske argumenter imod aftalen:

1: BRANCHE UDEN FORSIKRINGER. Hvorfor skal skatteyderne pelses for at minkerhvervet lukkes, fordi det truer folkesundheden? Hvorfor har erhvervet ikke ansvarsforsikringer, som dækker sygdomme og den slags virus-pandemier?

2: FORUDSIGELIG PANDEMI. Minkfarmerne er ansvarsløse, når de har undladt at indrette mink-produktionen, så der var forebygget mod virusudbrud og mutationer? Videnskaben har peget på risikoen: Virusforskeren Anders Fomsgaard forklarer muteringer som en følge af, at nogle dyrs naturlige miljø bringes ud af balance, og det stresser dem, så de bliver mere modtagelige for virus’er og muteringer. Det er indlysende, at mange stressede mink på samme sted er kilde til smittespredning, så hvorfor har minkfarmerne ikke taget ansvar og forebygget ved at gøre minkenes miljø mindre stressende?

3: MINKFARMERNE MODARBEJDEDE FOLKESUNDHEDEN. Allerede i april 2020 vidste minkbranchen, at corona-muteringer kunne blive et problem, for der var konstateret udbrud på 15 farme i Holland. I juni 2020 kom det første danske tilfælde, som snart blev til 3 farme, der blev aflivet. Men 7. juli lykkedes det branchen noget uforståeligt at få blokeret for videre aflivninger og indgreb: ’Stop nedslagtning af raske dyr’, lød brancheprotesten og minkminister Mogens Jensen stoppede aflivningerne. Og snart havde smitten spredt sig ustyrligt ude i de fleste farme. Smittespredningen måtte være mågernes skyld, forklarede minkfolk. Hvorfor skal vi nu forgylde dem for deres manglende forståelse for hensynet til folkesundheden?

4. SKØNMALERI AF BRANCHEN. Branchens lobbyister har fremstillet nedslagtning som et statsligt overgreb på deres ukrænkelige ejendomsret, så det nærmest fremgik som om deres mink er vigtigere end folkesundheden. På TV har mink-koner begrædt nedslagtningen af deres (kære hus-) dyr, selv om formålet med opfostningen vel var at pelse og sælge dem? Og farmerne har talt om Mette Frederiksens hastværk, tabte livsværk og hvordan de nu ”skal komme videre” uden mink.

Og det er rigtignok synd for dem. Men bemærk, at den omsorg ikke omfavner den håndværker, som bliver arbejdsløs. Eller den kontanthjælpsmodtager, som ikke kan få lavtlønsjob. Forskellen er, at lobbyismen bag minkpakken bygger på fortællingen om minkfarmere som helt særlige iværksættere, der skaber jobs og indtjening for Danmark. Selv om arbejdskraften har været lavt betalte rumænere og ukrainere. Og selv om branchen altså har givet underskud de seneste år, hvor der har hængt 60 kr. på hvert skind solgt til udlandet.

5. SKATTEYDERE BETALER MILJØOPRYDNING. Der er afsat 1,5-2,7 mia. kr. til oprydning efter minkfarmene. Det dækker blandt andet over miljøoprydning, men hvorfor skal skatteyderne betale for, at en branche har skadet miljøet?

6. IDEOLOGISK HYKLERI. Branchens forståelse for samfundspolitikken bag nedslagtningen – folkesundheden – er lille. Branchens, landbrugets og Venstres lobbyisme for overkompensation har afsløret liberal-ideologisk hykleri. De mener i almindelighed, at markedsmekanismerne skal styre. Hvis bare staten og kommunen blander sig udenom – på dyrevelfærd og -miljø – så skal de nok håndtere deres. Men når så markedsmekanismen svigter, kræves at skatteyderne redder dem.

7. LUKSUSFALDSKÆRM TIL ET ERHVERV I KRISE. Minkerhvervet har de seneste tre år været i krise med salgspriser på 200 kr./skind men produktionsomkostninger på 260 kr. Farmene har i gennemsnit haft underskud på 1 mio kr. (2017-19). Det har da også renset ud i branchen fra 1500 farme (2013) til 1000 (2019). Og der var formentlig 100-200 farme, som stod stod overfor konkurs i 2021, hvis der ikke var kommet corona.

I stedet bliver disse konkurstruede farme reddet. Bemærk lige, at det også betyder, at skatteyderne kommer til at betale al minkgæld til kreditforeninger og banker, som altså slipper af med risikofyldte udlån. Det minder om bankredningen efter finanskrisen i 2008. Men hvorfor skal finanssektoren ikke betale noget af regningen, fx ved at minkpakken var en rå eksproprioation uden udgiften til den ”tabte fremtidig indtjening” på ca i alt 7,4 milliarder kroner? Så måtte bankerne tage deres tab på udlån. Og så ville minkpakken koste skatteyderne 11 mia. og ikke 18.

8. BASERET PÅ JUBELPRISER. Hvis man anerkender den ekstraordinære præmis, at der skal udbetales erstatning for ’tabt fremtidig indtjening’, kunne udgangspunktet være de aktuelle markedspriser på 200 kr. /skind, i stedet for minkpakkens hypotetiske høje priser (333 kr. /skind). Så skulle statskassen bløde 3,1 mia. mindre – og minkpakken ville koste 15 mia. i alt. (Samme besparelse som rygter og Enhedslisten siger, at mink-pakken ville koste, hvis ekspropriationen skulle afgøres ved domstolene).

Den gennemsnitlige minkfarmer ville så ikke få 330.000 kr. årligt i ti år, kun 200.000 kr. årligt i 5 år. Stadig skattefrit, samtidig med at intet forhindrer farmeren i at tage andet arbejde. (De 200.000 er rundt regnet det samme som gennemsnitsdanskerens årsindtægt (2019: 325.000 kr. før skat)).

9. TOSSET STANDARD FOR FREMTIDEN. Isoleret set er minkpakken moralsk og samfundsøkonomisk horribel. Men det værste er samfundsperspektivet: Den sætter gavmilde standarder for, hvad landbruget kan kræve i fremtiden. Miljøminister Rasmus Prehn skal snart forhandle det næste krav om overkompensation, nemlig erstatning for 15-30 pct. lavtliggende landbrugsjorder (braklægnng af miljøhensyn). Meget værre bliver det med svinebønderne, når pandemi med svineinfluenza inden for få år rammer de danske svinefarme, for så kræver de, at skatteyderne skal betale erstatning for deres 12 millioner syge og usælgelige svin m.m.

10. DYREETIKKEN. Jeg skal ikke udbrede mig om de dyreetiske argumenter for / imod, at rige kinesere og russere kan gå i pels. Det er andre bedre til end mig, som er søn af en minkfarmer.