Landbrugspakken har været en miljøfiasko, men alligevel laver politikerne ny frivillig aftale med landbruget. Hvorfor er de så bange for at udfordre landbruget? ARTIKEL 2/2

  • POV-International 24.nov.

Landbrugspakken var en stor succes for landbrugernes økonomi, for de fik lov til at sprede mere gødning og tjene flere penge uden at de skulle bidrage med modydelser. Men set fra vandmiljøets og samfundets side har pakken været en fiasko, fordi forureningen ikke er formindsket fra 2016. Men politisk har der ikke været den store interesse i at evaluere Landbrugspakken.

Alle data peger på, at Landbrugspakken har været en miljøfiasko, fordi den ikke kommer til at opfylde sine egne forudsætninger og mål for reduktion af kvælstofforurening m.m. Det peger dels på at landbruget ikke har opfyldt sin del af aftalen. Og dels på, at beslutningsgrundlag, forudsætninger og regnestykker bag var baseret på ønsketænkning. Det er da en skandale, som godt kunne trænge til en evaluering, set i lyset af de mange kommissioner, som ellers er sat i gang”, siger landbrugskonsulent Thyge Nygaard fra Danmarks Naturfredningsforening (DN).

Nogle vil kalde det ’løftebrud’, når landbruget ikke har opfyldt sin del at Landbrugspakken med frivillige, kompenserende indsatser. Men det er nærmere politikerne, som har været for svage og lavet for uklare og uforpligtende planer. Man kan ikke bebrejde den enkelte landmand, som agerer efter sin økonomi, og uden at der er pres på for at bidrage …”, siger DN-konsulenten.

De seneste data om 2020 afslører, at landbruget er langtfra at opfylde løfter til Landbrugspakken 2016. Men miljøminister Lea Wermelin nævner ikke Landbrugspakken med et ord i sin pressemeddelelse (se PRESSEMEDDELELSE ). Det er bemærkelsesværdigt, at en socialdemokratisk minister ikke benytter en oplagt anledning til at kritisere den tidligere Venstreregerings mislykkede plan.

Når Folketingets regeringsførende partier – Venstre og Socialdemokratiet – ikke er særligt interesserede i en kulegravning af Landbrugspakken, skyldes det nok, at landbruget historisk har haft en særstatus – landbruget vil man ikke provokere. Og så handler det om den politiske kultur, hvor regeringer gerne vil præsentere store reformer i pressen, men der mangler vilje til at følge op og tage ansvar nogle år efter, når noget er gået skævt…”

Landbruget har aggressive lobbyister

De seneste rapporteringer indikerer, at landbruget aktuelt er langt fra at opfylde sine modydelser. Landbrugspakken har ikke gjort havmiljøet sundere og i kynisk perspektiv er pakken en fiasko – selv om forskere er tilbageholdne med at bruge den slags udtryk af frygt for at blive beskyldt for at politisere.

Landbruget har nemlig aggressive lobbyister, som vil gå langt for at mistænkeliggøre miljødata og forskere for at beskytte landbrugsinteresser. Det groveste eksempel er nok Bæredygtigt Landbrugs retssag mod vandmiljø-professor Stiig Markager. Lobbyisterne kaldte det æreskrænkelse og udokumenteret, når Markager fastslår som videnskabelige fakta, at kvælstofudledningen fra landbruget i fjorde og hav er steget siden 2010. Markager blev frikendt. (se VIDENSKAB.DK  ).

Landbruget står for 70 pct. af forureningen

Der er fakta om landbruget, som har svært ved at komme frem i den offentlige debat:

  • Når landbrugets lobbyister retfærdiggør landbrugets store politiske indflydelse, henvises til landbrugserhvervet som enestående national indtægtskilde. Det fremstår nærmest som Danmarks vigtigste erhverv. Men det er en myte, for allerede i 1950’er blev landbruget overhalet af industrien.
  • Og når lobbyisterne taler om, at der er 134.000 beskæftigede i ”det landbrugs-industrielle kompleks”, så er realiteten, at halvdelen er ansat i følgeindustrier mens 30.000 er landmanden og hustru (SE BESKÆFTIGELSE ). Det forbigås i tavshed, at en stor del af de 30.000 medhjælpere er lavtlønnede udlændinge (fra Ukraine og Rumænien) (se DA-RAPPORT ). 
  • Ofte har den offentlige debat svært ved at holde fast i det miljøfaktum, at landbruget står for 70 pct. af kvælstofudledningerne til fjorde og hav, 20 pct. stammer fra naturlige processer (fx lavbundsjorde) og de sidste 10 pct. fra rensningsanlæg, havbrug og lidt fra industrien. Når landbrugets lobbyister bliver spurgt til den statistik vil de hellere tale om byboernes (toilet-) affald som en uklar forureningskilde eller om Polens og Ruslands forurening af Østersøen.

Forureneren betaler – bare ikke landbruget

  • Det er en skjult præmis i den offentlige debat, at udledninger af spildevand og fra industri er belagt med miljøafgifter, mens landbruget er fritaget. Skatteyderne betaler tværtimod kompensation til landbruget, når landbruget pålægges politiske reguleringer, fx krav om mindre spredning af kvælstof af hensyn til miljøet. Senest er der afsat 3,2 mia. kroner i landbrugsaftalen.

Professor Stiig Markager fortæller forhistorien: ”Går man tilbage til 1960’erne lavede politikerne regler om at forureneren betaler, bl.a. fordi der var store forureningssager i industrien (PROMS Kemiske Fabrikker o.a.). Det har været en grundsætning siden, så fx forbrugeren betaler for spildevandsrensning.

Men landbruget har haft nogle dygtige lobbyister og tæt kontakt til regeringsbærende partier, så de har fået en særstatus, hvor de ikke skal betale for at forurene. Jeg plejer at kalde det ’institutionaliseret korruption’, fordi landbruget står i forbund med nogle magtfulde politikere, som er meget lydhøre. Når der politisk laves indgreb eller regulering er der således tradition for, at landbruget skal have kompensation …”

Markager konstaterer, at de danske politikere bevidst har undladt at leve op til EU’s krav. Fjorde og indre danske farvande er dermed affaldsspand for landbrugets udslip af kvælstof,forurening opfattes som en integreret – selvfølgelig – del af produktionen. Især svinefarme er en synder, og det fænomen sammenfatter Markager i overskriften ”Fjorden som grisefarm” (se NYT FOKUS )

Politikerne tør ikke udfordre forbrugerne

Når der er faktorer, som ikke kommer til debat, viser det, at tolerancen over for landbruget er ekstraordinær i dansk politik. Når landbruget ikke overholder politiske aftaler om miljøregulering, får det ingen konsekvens. Det årlige eksempel er offentliggørelsen af vandmiljø-rapporten NOVANA (i januar), og når den igen fortæller, at landbrugets kvælstofudledning ikke falder, så fører det ikke til kritik. De regeringsførende partier er bemærkelsesværdigt berøringsangste overfor at kritisere og ansvars-pådrage landbrugssektoren.

Thyge Nygaard: ”Politikerne er ikke meget for at provokere landbruget, som traditionelt har høj status i de politisk-økonomiske overvejelser. Men politikerne er endnu mere bange for at fortælle vælgerne, at skal vi beskytte miljøet og nå klimamålene, så koster det på pengepungen og livsførelsen hos den enkelte dansker: På fødevarer og transport m.m. De konsekvenser for danskerens forbrug vil nogle politikere ikke konfrontere vælgerne med. Her kunne vi godt bruge noget mere mod, for jo længere vi venter med indgreb, jo dyrere bliver det for dig. Som forbruger eller som skatteyder”.

DN: Samarbejde, men naivt med 100 pct.’s frivillighed

Politiske aftaler med landbruget er traditionelt frivillige, dvs. op til den enkelte landmands bidrag, men landbrugssektoren opfylder ikke deres del af aftalerne. Og landbrugets talsmænd har for eksempel undskyldt passiviteten overfor Landbrugspakken med vejrliget, enten meget regn eller megen tørke (se FOLKETINGSSVAR ). Eller med, at statsligt eller kommunalt bureaukrati begrænser landmændene. DN-landbrugskonsulenten medgiver, at kompenserende indsatser er indviklede, men han fortæller om andre blokeringer:

Når det nu er planen at udtage 100.000 hektar lavbundsområder, så anfægter det den private ejendomsret. Og vi har dårlige erfaringer med tvangsindgreb. Hvis politikerne bruger top-down tvang, så ender det i lange juridiske processer. I Skjern Å-projektet tog det 14 år! Læren derfra er, at skal udtag af jorde være en succes, så må de lokale aktører inddrages”, mener Nygaard.

Omvendt er det naivt at tro på 100 pct.s frivillighed fra landbrugets side, så politikerne må lave aftaler med den kattelem, at der kan laves ekspropriation, hvis ’frivillighed’ ikke giver resultater. Og den mulighed er faktisk nævnt i den nye landbrugsmiljø-aftale, som jeg læser den”.

Naturfredningsforeningen har inden for de sidste år lavet nogle usædvanlige hensigtserklæringer sammen med landbrugets store lobbyist, Landbrug og Fødevarer. Og Thyge Nygaard lufter en vis optimisme:

Efter tilnærmelsen mærker vi, at der er større forståelse på landet for naturens status. Der er kommet nye generationer til. Ejendomsretten til egen jord er ikke længere en hellig ko, som man holder på for enhver pris – med omkostninger for miljøet og samfundet. Så positivt set: Nogle flere i landbruget er mere indstillet på at agere, til gavn for miljøet og samfundet som helhed…”