Til ALTINGET

2003-Magtudredningen var ukontroversiel, fordi den ikke havde en problemorienteret tilgang. Den legitimerede magten, provokerede ikke til debat og satte sig ikke spor i eftertiden. Folketinget kan lære af fejlgrebene dengang. Men det kræver frisind hos politikerne

Kan du huske debat, fremprovokeret af 2003-Magtudredningen? Førte den til større forståelse af, hvad der er ’magt’? Førte den til identificering af systemfejl, som der skulle laves om på?

Nej, vel. 2003-udredningen blev en maveplasker, der groft sagt var død tre dage efter offentliggørelsen af slutrapporten i 2003, som Ekstra Bladets chefredaktør og eks-politiker Hans Engell konstaterede nogle måneder efter offentliggørelsen: De enkelte rapporter var udmærket kvalitet i sig selv, men kun for forskerverdenen selv og ikke for offentligheden. Nyhedsværdien var lig nul. Magtudredningen satte ingen spor i eftertiden.

18 år efter kan man kun konstatere, at Engell havde ret. Og vil politikerne have en ny magtudredning, må de undgå fejlene fra dengang. Vigtigst er et klart mandat til et kritisk og uafhængigt blik på magten, hvor tilgangen udtrykkeligt skal være problemorienteret, så systemfejl kan identificeres eller afkræftes.

2003-udredningen skabte ikke debat

2003-Magtudredningens ledelse disponerede over 50 mio. kr. Ledelsen snuppede selv halvdelen af pengene til egen forskning, men indkaldte også projektforslag fra forskerverdenen, som førte til 60-70 projekter og rapporteringer på vidt forskellige felter. Og så samlede de det hele i en slutrapportering MAGT OG DEMOKRATI I DANMARK pakket ind i udglattende konsensus: ”Det danske folkestyre er overraskede sundt … En engageret og handlekraftig befolkning … Et politisk system, der har tilpasset sig nye vilkår … Magten er i sikre hænder” (Pressemeddelelse ved offentliggørelsen 30.10 2003).

Projektet og Slutrapporten førte ikke til debat, for projektet havde ikke ambitioner om at være debatskabende eller kritisk. Metode, tilgang og konklusioner var systemloyale, og ansporede ikke til diskussion. Det var ellers et krav fra forskningsminister Jytte Hilden (S), at det ”ikke skulle være en gråhåret magtpolitisk analyse”. Den skulle skabe offentlig debat.

Men der var ikke kant på udredningen, som kunne provokere. For udredningsledelsen blev debat ufrivillig og uvelkommen. Som da en eliteundersøgelse angiveligt ”identificerede eliten”, samtidig med at Weekendavisens Henrik Dørge undrede sig over, at navnene på de 1500 mest magtfulde danskere blev holdt tilbage? Den kritik blev afvist af ledelsen med, at hvis nogle var interesseret i navne, så kunne de jo bare slå dem op andre steder!

Ledelsen så det ikke som deres opgave at skabe debat og at debattere. De måtte panik-panik engagere et Kommunikationsbureau, da Slutrapporten skulle præsenteres.

Ledelsen slog kritik ned med personangreb på kritikerne, fx beskyldte de politisk kommentator Torben Krogh for at manipulere deres udsagn om økonomiens (begrænsede) magt. Krogh kunne imidlertid verificere det sagte via udskrift af lydfil (Politiken 22.12 2003).

Ledelsen blev stangfornærmede over, at jeg og lektor Mogens Ove Madsen udgav en kritisk antologi MAGT.DK med bl.a. Engells indlæg. Jeg afslørede selv det beskidte magtspil bag Magtudredningen selv, nemlig hvordan politologer erobrede projektet. Afsløringen blev afvist som ”faktuelle fejl og mistænkeliggørelser”, selv om alle oplysninger om de interne magtkampe var dokumenteret (via aktindsigt).

Men værst var, at ledelsen gik i flyverskjul på at diskutere det det væsentligste kritikpunkt: At projektet i afsæt og afvikling var ukritisk og legitimerede gældende magtformer og relationer.

Ledelsen lukkede ned: ”Den opgave, som Folketinget har stillet os, har vi løst”, sagde udredningsleder Lise Togeby og sous-chef Peter Munk Christiansen. Og så sagde de farvel og tak og gik videre til at diskutere internt i deres forskningsmiljø.

Fejl 1: Leder Togeby var kønspolitik

Selve optakten til 2003-Magtudredningen var kaotisk. Jeg søgte aktindsigt i, hvordan udredningen blev til, og det var rasende interessant. Der var skjulte magtspil og beslutninger taget bag lukkede døre. Det foregik ironisk nok helt imod demokratiske idealer om ”bredde, inddragelse og transparens”.

Den 26. maj 1997 udpegede forskningsminister Jytte Hilden (S) professor Lise Togeby som leder af projektet. Og det var fejl nr. 1, konstaterede Hans Engell, for Togeby var ikke en tung magtforsker, derimod indvandrer-ekspert. I disse me-too tider er det upassende at sige det, men jeg gør det alligevel: udpegningen var kønspolitisk beslutning. Hendes fortrin var at være den eneste kvindelige politologiprofessor, og som sådan kom hun til at overtrumfe tunge drenge som Jørgen Goul Andersen, Ove Kaj Pedersen og Jørgen Grønnegaard Christensen.

Fejl 2: Politologerne tog magten

Underhånds i korridoren gav Jytte Hilden vetoret til udredningsleder Togeby, så denne groft sagt kunne bestemme sammensætningen af ledelsen. Det førte til – surprice – en ledelsen domineret af politologer (Statskundskab). Tre mandlige politologer blev udpeget, fordelt efter geografiske hensyn: kollegaen Peter Munk Christiansen fra Aarhus, Jørgen Goul Andersen fra Aalborg og Torben Bech Jørgensen fra København.

Politolog-lobbyen mente egentlig ikke, at andre fagomåder skulle repræsenteres, men minister Hilden insisterede på, at der skulle en humanist ind. Togebys vetoret betød imidlertid, at hun kunne bestemme, hvem det skulle være. Det humanistiske forskningsråd foreslog nogle tunge humanister, fx historikeren Ole Lange eller retorikeren Christian Kock. Men da Togeby havde besat ledelsen med 3 mandlige politologer, betød kønsfordelingen, at den sidste skulle være en kvinde. Og Togeby valgte historikeren Signild Vallgårda. Hun – langtfra var kendt som magtforsker – blev på den måde humanioras gidsel i styregruppen.

Politologien satte sat sig på de 50 mio.’s forskningspenge, mens der ikke var plads til fx en økonom eller en sociolog.

Fejl 3: De systemtro politologer

Politologernes dominans i ledelsen kom til at bestemme projektets tilgang. Faget er i sin kerne systemloyalt og ikke kritisk. Det skal uddanne systemteknologer til forvaltningen (embedsmænd i ministerier og forvaltning). I det fag er det svært at undgå at legitimere magtens former, systemer og mænd!

Og 2003-Magtudredningen blev sådan konventionel politologi. Slutrapporten legitimerede (dem, der har) Magten ved at at rose befolkningen og politikerne. Systemloyalt kaldte den de politiske institutioner for robuste og tilpasningsdygtige m.m.

I Udredningsledelsens tilgang blev spørgsmålet ”hvordan styres der?” Man beskrev formelle indflydelsesrammer og veje, mens der ikke var ambitioner om at afdække magtens konkrete, uformelle og fordækte former. Og 2003-Slutrapporteringen endte ud i en postmoderne konklusion om, at magt er lidt over det hele, men konkret er den såmænd alt-i-alt er godt fordelt i vores samfund.

Det konsensus-blik var jo ikke en opfordring til kritisk debat.

Miseren skyldes, at udredningen ikke var problem-orienteret. Der blev ikke opsøgt dys-funktioner. Fokus var ikke ikke at analysere magtens konflikt- eller gråzoner, fx at udvælge særlige cases / beslutningsprocesser for at lokalisere systemfejl. Der var ellers cases nok at tage fat på i samtiden: Storebælt, Ørestaden, Metroen, Københavns havn, Operaen eller pengeskandaler som Nordisk Fjer, Færøbanken, selskabstømmerne eller monopoliseringen af dagligvare-sektoren (fx Arla). Men alle disse konkrete og konfliktuelle sager blev overladt til journalistikken.

Fejl 4: Hvad med økonomisk magt?

Strukturelle former for magt (økonomi, forvaltnings-strukturer, netværk, status, sprog, ideologier osv.) var lavt prioriteret.

Den økonomiske forsømmelse var den værste. Politologerne ”glemte”, at økonomi faktisk indgik i Folketingets kommissorium: ”at belyse folkestyrets funktion i bred forstand, herunder organisationers, bevægelsers og økonomiske magtstrukturers indflydelse i samfundet”.

Der var ingen ambition om at kortlægge markedsdominans og kapitalkoncentration, erhvervslivet konkrete magt i den politiske beslutningsproces, forbrugermagt eller -afmagt osv. Og derfor heller ingen (teoretisk) analyse af relationen mellem magt og økonomi, hvor vi fik noget at vide om økonomiens skjulte hånd i (politiske) beslutninger. Eller om hvordan økonomi disponerer almindelige danskeres hverdag.

Ved fremlæggelsen af Slutrapporten (30.10 2003) medgav souschef Peter Munk Christiansen, at manglen var beklagelig, men han bagatelliserede den: Mere om økonomi ville ikke have ændret på udredningens hovedresultater!

Den arrogante udtalelse var sigende for politologernes manglende forståelse for andre magtformer end deres eget fags. Og derfor kunne Slutrapporten for eksempel slippe afsted med – uden data og analyser – at påstå, at den økonomiske ulighed ikke var øget 1980-2003 (s. 370). Fakta var imidlertid, at godt nok skete der en indkomstudligning i Danmark 1970-1985, men her toppede ligheden så, og fra 1990 voksede uligheden, viser statistikker.

Krav til ny udredning: Problemorienteret tilgang

Og hvad kan politikerne så lære af den gamle magtudredning, hvis der skal laves en ny?

Projektet må ikke pålægges store ambitioner om at diagnostisere ”demokratiets generelle tilstand”, for det vil forudsigeligt ende i ligegyldig konsensus-prosa. I stedet bør mandatet være problemorienteret: Hvor i folkestyret eller i vigtige samfunds-funktioner kan være problemer med magtens forvaltning?

Hensigten bør være at identificere systemfejl omkring magtens forvaltning. Mandatet skal derfor udtrykkelig åbne op for kritiske og kontroversielle rapporteringer. Udredningsledelsen kan formulere et problemkatalog, som forskere og journalister kan byde ind på: Klima-klemmen. Økonomisk og social ulighed. Dilemmaer i velfærdsstaten. Økonomiens magt. Migration og indvandrere som problem. De sociale mediers nye rolle. Lukningen af det offentlige rum (offentlighedsloven). Finanssektorens magt over boligmarkedet. Der er nok at tage fat på.

Inden for den ramme skal interesserede (forskere og journalister) kunne byde ind på at bore i konkrete cases med kontroversielle beslutningsprocesser: SKATs kollaps. Finanstilsynets opsyn med boligområdet. Udsalget af DONG. Landbrugspakken. Lynetteholmen. Der er nok at tage fat på.

Der kan være forskellige metoder til at udpege problemfelter og cases. Folketinget kunne – når udredningen skal igangsættes – indkalde forslag i offentligheden, hvorefter det overlades til udredningsledelsen at prioritere i det indkomne.

Udredningsledelsen skal selvfølgelig have udredningsfrihed og være uafhængig af Folketinget og særinteresser. Sammensætningen af ledelsen skal være fagligt bred, fx en politolog, en økonom, en sociolog, en humanist og en (gravende) journalist med erfaring i kontroversielt stof. Det er nok ikke et forslag, som vil falde i god jord hos politologerne…

Fem eksempler på gode udredninger af magt

Jeg kan ikke nære mig for at nævne nogle eksemplariske analyser af magt, som har sat sig spor i såvel offentligheden som i forskerverdenen. Nogle er lavet af gravende journalister, andre af forskere.

Politologiprofessor Ove Kaj Petersen: Konkurrencestaten” (2011) handler om, hvordan politik og økonomi er vævet ind i hinanden, og hvordan en bestemt tilgang til den moderne stats opgaver har sneget sig ind, nemlig ideen om, at alle lande deltager i en en indbyrdes konkurrence mellem nationer, og det smitter af på den danske policy-tænkning, når Danmark skal konkurrere mål om effektivitet, kompetencer, viden og udvikling.

Journalisten Jesper Thynells ”Mørkelygten” (2014), som fortæller om, hvordan ministernes forvaltningssystem har både en formel og uformel side. Udadtil taler man om uvildighed men indadtil har embedskorpset forvaltningsmetoder, som fremmer skjulte magtformer. Embedsmændene har formelt en pligt til at overholde god embedskodeks, som imidlertid overtrumfes af lydighedspligten overfor ministeren.

Journalisten Anders Peter Mathiasens bog ”Det bedste bud” (2015) om hvordan finanssektoren (med Venstres Fritz Schur i spidsen) fik undermineret DONGs direktør Anders Eldrup og dermed banede vejen for Bjarne Corydons salg af vores allesammens energi i DONG.

Sociologerne Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaards ”Magteliten” (2015), som i modsætning til de konfliktsky danske politologers praksis turde sætte navn på 423 magtpersoner og placere dem i et dansk magthierarki. Og de har siden lavet flere kontroversielle analyser af magtens folk, som fortæller offentligheden, at magten har mange former og at nogle har mere magt end andre.

Politologerne Jørgen Grønnegaard Christensen / Peter Bjerre Mortensens afdækning af SKATs kollaps ”Overmod og afmagt” (2018). Den fortæller om de skjulte politiske hænder og beslutningsprocesser, der førte til nedsparingen på skat. Men lider dog af den sædvanlige politologiske magthaver-skyhed, at der ikke nævnes navn på de ansvarlige beslutningstager (her: skatteminister 2004-10 Christian Jensen og departementschef 1993-2012 Peter Loft).

Projekter som disse fem eksemplariske kunne en ny magtudredning vel godt finansiere? Det kunne ske inden for et konfliktorienteret mandat, men det vil kræve udpegning af en kritiske og modige medlemmer af udredningsledelsen.

Folketingsbeslutning modarbejder kritisk forskning

Et kommissorium på en uafhængig og kritisk udredning vil kræve frisind fra Folketinget, for de risikerer at blive provokeret af rapporteringer, som modsiger partiers ideologi og politik. Og det frisind er ikke det aktuelle signal fra Folketingets partier. Tværtimod har et folketings-flertal netop advaret forskerverdenen og universitetsledelserne mod at lave kritisk og kontroversiel forskning.

I maj besluttede flertallet nemlig – efter indspil fra Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA) – en henstilling til forskningsmiljøerne om ikke at bedrive ”overdreven aktivisme”. Universitetsledelser skal sørge for, at der ”ikke forekommer ensretning” og at ”politik ikke forklædes som videnskab” (se folketingsbeslutning https://www.ft.dk/samling/20201/vedtagelse/v137/index.htm )

Henstillingen blev mødt af en vantro forskerverden, for der blev ikke nævnt konkrete eksempler på politisering, så hvad er problemet?

Rektorformand Anders Bjarklev kaldte det en mistænkeliggørelse og et angreb på forskningsfriheden. Som vil føre til selvcensur, hvor forskere holder sig tilbage fra at tage kontroversielle temaer op og at udtale sig offentligt, fordi de risikerer at blive angrebet af politikere, som nu kan slå forskerne i hovedet med Folketingets henstilling… (se kritik: https://videnskab.dk/kultur-samfund/retorikprofessor-udmelding-fra-folketinget-er-manipulerende-og-kryster-agtig

Henstillingen var støttet af den socialdemokratiske forskningsminister, som skal søsætte en ny Magtudredning. Og som skal forhandle kommissoriet med partier, der ikke ønsker kritiske udredninger på deres kernesager (fx DF på indvandring og migration, Venstre på landbruget, Konservative på finanssektoren, Liberal Alliance på kønspolitik, Socialdemokraterne på mink osv.).

Samtidig er det jo sådan, at de traditionelt regeringsbærende partier (S, V og K) ikke ønsker, at der skal skal bores i deres magtredskaber og forvaltningsformer, når de sidder med regeringsmagten. Det er sigende, at de regeringsbærende partier ikke ønsker en revision af vores lukkede offentlighedslov.

Så i det lys er udsigten til et kritisk og problem-orienteret mandat desværre ringe.