• klumme i POLITIKEN 13. april 2017

EN EFFEKTIV skatteinddrivning er fundamentet for velfærdsstaten. Derfor er det påfaldende, at SKATs sammenbrud først kom på dagsordenen, da udenlandske svindlere narrede SKAT til at udbetale 12,3 mio. kr. i udbytteskat. Nu er andre hængepartier blevet synlige: Negative moms-indberetninger er eksploderet, og det kan dække over svindel, fordi der ingen momskontrol er. Og så er der ubetalt skattegæld på 100 mia. kroner.

Der er altså nogle, som har udnyttet Skattefars alvorlige sygdom til at fifle med skatten på bekostning af os lønmodtagere, som jo betaler indkomstskat af den månedlige fornærmelse.

Men hvorfor trykkede ingen på alarmknappen og krævede gennemgribende og kritisk revision af SKAT? Hvorfor belyste pressen ikke det voksende kollaps? Rigsrevisorernes beretning i både 2015 og 2016 påpegede faktisk kollapset, men kritikken blev tiet ihjel. Der herskede altså en påfaldende tavshedskultur og passivitet om problemet, selv om ministre, topembedsmænd og skattefolk i årevis vidste, at kontrol og inddrivning var brudt sammen.

Økonomiprofessor Christen Sørensen giver noget af forklaringen: Det var først og fremmest systemfejl. Inkompetence i skattevæsenet, fordi Finansministeriets sparekrav styrede, og fordi skatte-fagfolk blev erstattet af en ny type embedsmænd, der gør karriere på management uden faglighed (POLITIKENs kronik 9. april). Det er også Peter Lofts forklaring – en forrygende ansvarsforflygtigelse fra eks-departementschefen i netop Skatteministeriet (1993-2012), for hvem andre end han havde magten til at ansætte specialister og til at advare skatteministre mod at spare på skattevæsenet?

En vigtig forklaring på, at ingen trykkede på alarmknappen må derfor være, at nogle havde en interesse i, at sammenbruddet ikke blev eksponeret. Den pensionerede skattemand Bent Kristian Larsen har fat i den forklaring: SKAT blev udsultet, og selv om fagfolk internt vidste, at prioriteringer var på galt spor, blev alle advarsler opad overhørt. Dels fordi skiftende skatteministre ikke lyttede. Dels fordi de ledende embedsmænd var mere interesserede i deres karrerier end i at foregribe sammenbruddet. Og dels fordi der herskede en rådden tavshedskultur i embedsværket, så man ikke sagde ledelsen imod (POLITIKENs kronik 8. april).

Derfor fik skiftende skatteministre og Folketingets politiker lov til at ignorere problemer. Og derfor står politikere nu i kø ved håndvasken, mens de tørrer hænder i forklaringer om tekniske hovsa-kiks i EFI-systemet eller om uduelige skattechefer.

DE TO FORTRÆFFELIGE KRONIKKER forfølger dog ikke den politiske forhistorie og hensigt, som er, at nogle ville liberalisere skattesystemet. I den optik er SKATs sammenbrud ikke bare et teknisk hovsa-kiks, men en planmæssig nedbrydning.

Det var selvfølgelig ikke tilsigtet, at udenlandske svindlere skulle lænse statskassen for 12,3 mia. Men nedbrydningen var en helt bevidst neo-liberal politik, indvarslet af minimal-statsminister Anders Fogh Rasmussen fra 2001. Den dyre omfordelende velfærdsstat med velfærdsgoder og socialt sikkerhedsnet og stort skattetryk skulle barberes. Væk med statsregulering til fordel for de frie markedskræfter.

For Venstre var opgøret med skat dobbelt: Dels en ny skattepolitik (skattestoppet) og dels nedbrydning af selve skattevæsenet, både i praksis og som en ideologisk markering. Forenkling og effektivisering, dikterede økonomiminister Thor Pedersen og Kristian Jensen, ideologisk drevet af at støtte de driftige og innovative i den private sektor – som de opfatter som motoren i vores samfunds ‘innovation, vækst og velfærd’ – der skulle lettes for administrative og skattemæssige byrder. Mindre kontrol, mere fleksibilitet og tillid, så de driftige fik større spillerum uden bureaukrati og regler.

NOGLE VIL KALDE den udlægning en konspirationsteori. Men de glemmer systematikken i nedbrydningen og i, hvordan advarsler blev ignoreret:

Minimalstatsminister Anders Fogh Rasmussens regering liberaliserede fra 2001 finanssektoren, boliglån, udlicitering m.m. Det blev fulgt op af drastiske reformer i den offentlige sektor. Skattevæsenet blev således skåret med henvisning til forventede gevinster ved et kommende elektronisk kontrol- og inddrivelsessystem EFI, selv om alle erfaringer viste, at store statslige edb-projekter kikser (EFI endte med at blive skrottet 2015).

Regeringen centraliserede ejendoms-vurderingen. Fagfolk i kommunerne blev fyret, så borgeren med strandudsigten betaler det samme som ham i 20. kartoffelrække. Det var en erklæret forenkling af bureaukrati, men nedenunder båret frem af suber-liberal ideologi om, at ejendomsskatter er overgreb, for folk har jo betalt deres hus en gang, som Thor Pedersen sagde.

Så blev skatteligningen – altså kontrol og vurdering af dit personlige skattebidrag – centraliseret. Væk fra kommunerne og det personale, som havde forstand på det. Væk med de lokale pantefogeder. Nu skulle det administreres centralt af statsansatte ved hjælp af EFI og nyt personale i Ringkøbing.

’Hver fjerde i SKAT skal væk’, dikterede Venstres finanslov i 2006, der fyrede 2.500 skattefolk. EFI kunne spare 40 pct. af medarbejderne. Skattefolk advarede: ”Skattespekulationen får bedre vilkår”. Men skatteminister Kristian Jensen (V) lyttede hellere til et amerikansk konsulentfirma, som vurderede, at der kunne skæres 3.000 ansatte (Nyhederne 25.8. 2006).

Men allerede i 2007 faldt indkrævningen med 20 pct. og siden er det bare gået ned ad bakke. Den blå regering forholdt sig passiv. Så lad være med at påstå, at det ikke var en bevidst politik at kastrere Skattefar.

RESULTATET AF den neoliberale politik er, at SKAT ligger i ruiner. Udtrykket ”lovlydig skatteborger” har fået udvidet betydning, for når skattekontrol er borte, opfattes det af nogle som et skattemæssigt frikort. Finansfolk og selvstændige erhvervsdrivende har fået stort spillerum til at fifle med skatten (fx via fiktive momsangivelser) eller til at udskyde deres skatterestance, mens de håber på, at restancen snart falder for forældelsesfrister.

Sammenbruddet er en katastrofe for driften af og tilliden til velfærdsstaten. Respekten for Skattefar er erstattet af de frie markedskræfter. Venstre fik det, som partiet ønskede. Så desværre er det nok også sådan, at Lars Løkkes og Kristian Jensens vilje til at rydde op i rodet er selektiv og begrænset.