TV-serier som ”Forbrydelsen” (The Killing) satte en dansk bølge i gang i England. Sidste år udkom mindst ni bøger over temaet: The art of hygge. The book of Hygge: The Danish Art of Living well. How to hygge. Hygge: The complete guide m.fl. Hygge beskrives som noget helt særligt og ypperligt ved den danske kultur. Hygge blev udnævnt til et af årets ord på linje med Brexit og Trumpism (Oxford Dictionary 2016). Oveni blev der skrevet hundredevis af artikler om fænomenet ’hoo-gah”, som den ansete avis Guardian derefter samlede op som en ”overhyped trend”.

Bøgerne foregiver at fortælle hemmeligheden om verdens lykkeligste folk, båret af det helt ypperligt nationale i dansk kultur, ”Danishness”. Det viser sig at handle om boligindretning, køkken og mad, cykling samt det harmoniske samvær om det hjemlige middagsbord. Det handler ikke om at rigdom og stort forbrug, men om at være. Bøgerne er derfor også rigt illustreret med en kvindeverden med opskrifter, sweatre, sokker, møbelhåndværk, stearinlys, uld og kamin, hjemmesko og hjemmebag.

Den danske hygge fremstilles som det ypperste i samværet mellem danskere, og det indgår også i vores nationale selvforståelse. Hyggen signalerer en lethed, hvor livet ikke tages så tungt. Det er at have det rart sammen. Samvær med utvungen wellness, ofte i en sammenkomst med mad, drikke eller fest. Kaffe-slabberas med kagebord blandt nabokvinder eller veninder. Familiesammenkomsten med hønsekødsuppe og tarteletter og kaffebord. Bajeren over nabohækken eller i kolonihaven – altså noget personligt og anti-moderne i kontrast til (asocial) kommunikation på facebook og sms’er.

Hygge fremstår altså som eentydigt som en positiv tilstand, og nærmest som et stykke af den danske nationalkarakter og mentalitet. Sådan fremstår den også hos danske hyggeforskere, der sjovt nok ofte er forbrugsforskere. Jeppe Trolle Linnet har skrevet ph.d. om hygge. Ifølge ham forbinder danskerne fænomenet med socialt samvær i ydmyge rammer. Hygge er det nære (hjemlige) og afslappede samvær i uformelle ramme, uden finere madlavning, tøjkodeks og manerer. Her kan man lukke omverdenen ude for en stund. Hygge er upralende, kræver ikke højstatus eller højforbrug. Den kræver dog et vist niveau af materiel komfort og tryghed, og har i sig middelklassenormer om social lighed og hjemlig orden, som den danske velfærdsstat har etableret. Det kræver et vist niveau af social tryghed at kunne læne sig tilbage og hygge på den danske måde, i modsætning til i andre samfund, hvor man er lidt i alarmtilstand hele tiden for at få til dagen og vejen.

*

Trolle gør dog opmærksom på, at andre kulturer også hygger, selv om Danmark er det eneste land som har et særligt udtryk, der dækker mange sociale situationer – fra en uformel omgangs-tone til en uforpligtet sludren. Englændere taler om ”cosy”, tyskere om ”gemütlichkeit”, franskmændene om ”ambiance”,svenskere om ”mys” og amerikanske antropologer har et begreb om ”homeyness”. Men det er bredere udtryk end det danske. Så når fænomenet har et særligt ord på dansk, mener Trolle også, at det indgår som en vigtig del af vores nationale selvforståelse.

Vi ranker os i selvglæde og stolthed, når udlændinge roser os for vores uformelle omgangsformer, selv om andre kulturer faktisk oplever, at vores måde at kommunikere på, er for direkte, uformel og kontant, og de forstår ofte ikke vores ironi.

Når de engelske hyggebøger får en fremtrædende hyldeplads i danske boghandler, må det jo være, fordi vi danskere har en romantisk længsel efter nærhed og harmoni i en stresset hverdag. Og så fordi vores danske selvglæde gerne vil bekræftes i den positive hygge-forståelse. Glem ikke, at danskerne stemte en Danmarks-kanon igennem, hvor ”hygge” var en de 10 særlige danske værdier (2016).

*

Men før de selvglade skyklapper sidder alt for godt fast, skal der lige mindes om at der også er bagsider. Nogle udlændinge, som har levet blandt os, oplever nemlig at hyggens flipside er en indelukket, ekskluderede hjemlighed.

Hvert andet år laves der undersøgelser af, hvordan tilflyttere (af arbejds- eller familiemæssige årsager) oplever Danmark og danskerne. ExPat-studier fortæller, at de oplever en høj livskvalitet i Danmark målt på personlig sikkerhed og miljø. Men de er skuffede over sygehusvæsenets standard, fordi de troede, at det danske var bedre end deres hjemlands. Den mest negative oplevelse får de faktisk i mødet med danskerne.”Tilflyttere oplever visse aspekter ved livet i Danmark mere negativt. Danskerne selv er i nogen grad oplevet som lukkede og svære at knytte venskaber med, på trods af at danskeres attituder overfor udlændinge generelt er postiv”, konkludere studiet et år. Det pegede desuden på, at danskernes lukkethed er en barriere for at fastholde højtuddannede udlændinge (sammen med brok over skattetrykket!). Hele 69 pct. er meget enige i / enige i, at det er svært at danne venskaber med danskere, mens kun 14 pct. oplevede det modsatte (2010).

En mere antropologisk beskrivelse kom fra CBS-professor Brian Moeran, som bl.a. søgte et danske professorat, fordi han havde mødt danske forskere ved konferencer. Det var uformelt og en fornøjelse, som gav ham lyst til at søge et professorat på CBS: ”I er jo så selskabelige, og jeres venlige facon og gode engelskkundskaber gør jer behagelige at være sammen med”. Men han fik et chok, da han blev fastboende, fortalte han i et harsk essay om de traurige og ordknappe danskere i hjemlige omgivelser (2003). Moeran oplevede nemlig en flipside ved danske hygge som en ekskluderende hjemlighed: ”Danskere har en opfattelse af danskheden som hyggelig. På trods heraf er I ikke særligt gode til at skabe sociale relationer”, fx når danskere skal omgås fremmede, byde dem hjem, byde dem indenfor i deres fællesskaber, introducere nye mennesker osv. Moeran oplevede meget sjældent at blive indbudt til private hjem. Arbejdskolleger så hinanden mellem kl. 9-19 og herefter tilhørte livet familien og de nære, kendte relationer.

Moeran oplevede et underligt paradoks, for i modsætning til vores selvopfattelse af at være åbne, velinformerede og debatterende, var han vidne til konflikt-undvigelse. For Moeren blev det en forklaring på tilbagetrækningen til det hjemlige. Men han henviste også til en Jantelovs-mekanisme: en drift mod konformisme, hvor man ikke vil afvige fra mængden. Moerans kritik blev forbigået i tavshed i den store offentlighed. Danskere vil nemlig helst høre selvros.

Netop selvglæden eller selvtilstrækkeligheden som skyklapper for at lukke verden ude i en ekskluderende hjemlighed var i centrum i Gyldendal direktør Johannes Riis’ ramsaltede kulturkritik for en del år siden: ”… det er, som om netop dét, at det går så godt, først og fremmest opfattes som en bekræftelse på, at vi her i landet har fået os arrangeret på den eneste rigtige måde”, bemærkede han i noget, der mest var rettet mod mange danskeres problemer med indvandrere, men som også rettede sig mod social kontrol på dansk: vores konformisme: ”Er der noget, der kan skabe sammenhold, ja, så er det bestræbelserne på at få rettet ind i en fælles forståelse af, hvad der bør anses for normalt og tilladeligt” (POLITIKEN-kronik: Den danske selvtilstrækkelighed, 2003.

*

Nu nævnte Riis ikke udtrykkeligt hyggen som en del af den danske selvtilstrækkelighed, men det kunne han meget vel have gjort. Den danske hygge har nemlig en bagside, som der ikke tales så meget om. Den er slet ikke så utvungen og spontan, som den lader. Nedenunder ligger der underforståede regler og koder. Der er ikke hidsig debat eller diskussion om politiske eller moralske sager. Det er et konsensus-samvær i en gruppe, hvor der hersker enighed og i det mindste enighed om, at uenigheder ikke skal frem. Der er en uudtalt konsensus, som først opdages, når nogle bryder den.

Et klassisk eksempel er, når der er optakt til uenighed ved familiesammenkomster, fordi typisk far eller brødre begynder at diskutere. Så bryder hyggevogtere – typisk mor eller søster – ind: “Så. Hold op med at diskutere, vi er her for at hygge os…”.

Det er heller ikke hyggeligt, hvis een provokerer med  kontroversielle synspunkter om politik eller moral – fx børneopdragelse – som risikerer at føre til ophedet diskussion, fordi det afslører manglende konsensus blandt de tilstedeværende. Hvis én alligevel kommer med sådan en upassende provokation, vil det blive forsøgt afværget, fx gennem en distancering igennem en ironisk eller sarkastisk bemærkning – en del af den berømte danske humor – så man kan komme videre med hyggen.

Hyggesnak handler om det nære, lokale eller personlige, og rammen er oftest familien eller venner. Signalet er, at alle er del af den store trygge ”normalitet”.

At ødelægge hyggen er noget af det væmmeligste, man kan gøre i Danmark. Det gøres typisk ved at starte en politisk diskussion eller ved at anfægte nogle af de tilstedeværendes holdninger eller livsførelse, og dermed skabe konflikt.

Hygge kan derfor defineres som det konfliktfrie samvær. Hvis der opstår uenighed om fx politiske eller moralske spørgsmål, defineres samværet ikke længere som ”hyggeligt”. Men før det kommer så langt vil der være hyggevogtere, der afbryder: “Så. Hold op med at diskutere, vi er her for at hygge os…”

*

Det hyggelige samvær er altså kendetegnet ved, at her hersker bestemte konventioner (om det konfliktfrie) med en skjult social kontrol. Historisk har det formentlig rødder tilbage til Danmark som landbo-samfund, et trygt og stabilt, intimt lilleputland, relativt uberørt af store omvæltninger i verdenshistorien (fx krige).

En antropologisk analyse kan kalde det en særlig form for dansk provinsialisme, som også Johannes Riis refererede til, og som – sat på spidsen –  handler om en særlig dansk småborgerlighed, på godt og ondt. Yvonne fra Olsen banden er nok den mest kendte danske småborger. Hun lever i sin egen verden af konventioner, med en fattigfin drøm om respektabilitet og luksus. Hun forholder sig ikke til samfundsmoralen i det småkriminelle miljø omkring Egon Olsen, men insisterer på kammertonen uden konflikter i sit hjem, hvor tingene skal tage sig ud.  Den type småborgerlighed er hyggens følgesvend. Den er iblandt os mere eller mindre, især ved sociale sammenkomster med familie og venner, men også i foreninger og på arbejdspladser.

Småborgerligheden er en særlig form for normalitet, for i selvforståelsen er småborgeren inkarnationen af den ægte middelvej i livet. Her trives det normale, almindelige og naturlige, som netop bekræftes i det sociale samvær, der kaldes hygge. Før nogle beskylder mig for at være normativ og fordømmende, skal jeg skynde mig at slås fast, at ”småborgerlig” skal forstås dialektisk: Negativt bruges det ofte som skældsord om indsnævret provinsialisme og om et snævert univers med faste konventioner (”Sådan er det bare”). Men det har også positive værdiladninger: Småborgeren er en ærlig og redelig borger, præget af dyder om hårdt arbejde, selvdisciplin, ydmyghed, sparsommelighed m.m. Det var disse dyder, som var med til at opbygge det danske velfærdssamfund.

Et særligt kendetegn ved småborgerlighed kaldes i antropologien for ”kirketårns-perspektivet”: Horisonten er ikke længere, end hvad der kan ses fra det lokale kirketårn! Her hersker stor hjemstavnsfølelse, og lokalisme en dyd. Sådan er det selvfølgelig ikke i den moderne verden med større fysisk mobilitet og påvirkning fra mange medier. Men den moderne danske småborger – det sidder i os alle – har alligevel en drift mod nærhed, lokalisme og tryghed. Tænk bare på den nostalgiske idealisering af den landbo-agtige livsform i tv-serien ”Bonderøven”, som er en romantiseret og fordrejet fremstilling af landbolivet både i fortiden og i nutiden.

Et andet kendetegn er den småborgerlige orden med faste og traditionelle værdier. Verden hænger sammen, fordi folk lever op til givne konventioner (”opfører sig normalt”). Man passer sit, og man skal gøre nytte med flid og ydmyghed. I socialt samvær indordner man sig konsensus, og man har en selvforståelse af at være helt ”upolitisk”. Man sidder ude på sidelinjen i konflikter, og det forklares med en magtesløshed over for politikere og magthavere: ”De gør jo alligevel, hvad DE vil”. Det udsagn dækker over afmagt og distancering, og det kan jo være en forklaring på, at danskere trækker sig tilbage i hyggens konfliktløshed.

*

Hyggen er altså et tilflugtssted fra en stresset hverdag og fra en turbulent omverden med en særlig kvalitet, som måske er noget særligt dansk, og som ingen af os – heller ikke jeg – vil undvære. Men hyggen er ikke så uskyldig og ukompliceret, som den fremstår. Nedenunder er det styret af regler og konventioner, hvor uenighed og debat er banlyst.

Og det er da noget af et paradoks, for netop den demokratiske debat og åbne diskussion er også en del af vores nationale selvforståelse. Registreringen af paradokset kunne måske tjene som en advarsel mod at pakke os for meget ind i ”den danske hygge”, hvor hyggevogterne styrer. Vi må også have en sund debatkultur i samvær med familie, venner eller bekendte, for der er stor demokratisk dynamik i at debattere og blive udfordret. Debat om politik, moral og værdier skal ikke være reserveret til at foregå uden for os i formelle politiske rum eller i medierne.

____________________

  • Teksten afvist som kronik på POLITIKEN 14. august 2017

JØRGEN ØLLGAARD er sociolog og journalist, bl.a. forfatter til ”Paradisvænget” om den danske småborgerlighed og parcelhuskultur (Forlaget Frydenlund 2011)