2016. Gyllegate: Embedsfolkets dobbelte standarder

– klumme i POLITIKEN 18. maj 2016 –

NU SIGER EU, at Landbrugspakken med stor sandsynlighed strider mod hele tre EU-direktiver, idet åbningen for mere udledning af gødning kan føre til en forværring af tilstanden i det danske vandmiljø og grundvand. Landbrugspakken ER miljøfagligt set en forringelse af miljøtilstanden.

EU’s vurdering forklarer Eva Kjers stædighed, som førte til hendes afgang. Hun ville og kunne ikke indrømme, at Landbrugspakken indebærer forringelser, for det ville være en kapitulation over for EU på forhånd.

EU’s skarpe reaktion afslører også, at kritikernes skepsis overfor beslutningsgrundlaget var korrekt. Ministeren og hendes embedsmænd havde skruet et lovgrundlag sammen, som nogle vil kalde ufuldstændigt og andre vil kalde vildledende, manipuleret eller løgnagtigt. Det kendte eksempel var de tre år, der blev summeret op som 2016-gevinst i en undselig tabel, som Rasmus Jarlov (K) bed sig fast i.

Men hvordan kan den slags manipulation ske, når vi har et embedsmandskorps, der skal leve op til dengse-dyder om lovlighed, sandhed og faglighed i befolkningens og demokratiets interesse? Stod dyderne ikke med store bogstaver i Finansministeriets kodeks med syv centrale pligter og i Bo Smidts Djøf-rapport fra sidste efterår?

Der er to mulige svar: Enten at embedsmændene forbrød sig mod dyderne, da de mod bedre vidende skruede et vildledende og manipuleret lovgrundlag sammen. Eller også, at dyderne er en naiv illusion, som ikke behøver at praktiseres.

HVIS GYLLEGATE ANALYSERES ideelt ud fra, at embedsfolket skulle levere lovlighed, sandhed og faglighed i beslutningsprocessen og i lovgrundlaget, så fortæller den omfattende aktindsigt i Gyllegate (der er ekstraordinær aktindsigt i miljøsager), at embedsmændene endte med at stå bag et lovgrundlag mod deres bedste overbevisning og faglige viden. Det er der mange indikationer på.

Allerede i september 2015 blev banen kridtet op, idet embedsmændene her advarede statsministeren og regeringen om, at regeringens plan om Landbrugspakken kunne være i strid med flere EU-direktiver. Men i lovpakkens tilblivelsesproces – især op til lovforslagets fremsættelse 22. dec. – bidrog Miljøministeriets topfolk aktivt til at skjule EU-problemet udadtil. Det viser sammenligning af de løbende embedsmands-udkast til Miljørapporten (miljøvurderingen bag Landbrugspakken). Mens mulige problemer med EU-direktiverne blev nævnt i første interne udkast (fra natur-fagfolk i styrelserne), så var det udgået i den endelige udgave udadtil til Folketinget og offentligheden.

Her er et konkret eksempel: I første udkast fra de faglige embedsmænd stod, at ”tilførsel af ekstra mængde kvælstof skal dog holdes inden for Danmarks EU-retlige forpligtelse i forhold til natur, overfladevand, grundvand og klima” (27.nov.). Det skærpes i en senere version ”Enhver direktivmæssig forringelse af miljø eller natur, der måtte finde sted …” med en forklarende diskussion (8. dec.). Men i den endelige version var EU-problemet såmænd skrevet helt ud og i stedet blevet til en national betragtning: ”Med de afværgende foranstaltninger samt den kommende indførelse af en målrettet regulering vurderes de øgede gødskningsnormer ikke at ville indebære en langsigtet påvirkning af vandmiljøet” (Miljørapporten, 10. dec. – 22. dec.).

Der findes en del lignende eksempler. Fælles for dem er en politiseret redigering, fordi omtale kunne give oppositionen ammunition i lovfasen, og fordi EU-problemet skulle nedtones. Og embedsmændene var helt bevidste om den manipulation, de deltog i. Det fremgår af deres interne forklæde (faktanotat) til ministeren ved lovfremsættelsen. Her gøres Miljøministeren og Statsministeren opmærksom på risikoen for, at lovkomplekset kan være i strid med EU-retten: ”Der er risiko for, at EU-kommissionen vil vurdere, at de mulige indvirkninger udgør direktivstridige forpligtelser”. Og så forudsiger embedsmændene profetisk det, som EU nu har slået fast: ”Dertil kommer at Kommissionen kan stille sig tvivlende overfor brug af frivillige virkemidler, og derfor vil kunne efterspørge mere håndfaste virkemidler” (22.dec.).

Eksemplet eksponerer, hvordan embedsmændene agerede med dobbelte standarder, et manipuleret udadtil og et faktabåret indadtil. Så bedømmes Gyllegates topembedsmænd på, om de levede op til dyderne, er svaret nej; de deltog uden tvivl og mod bedre vidende i manipulation og misinformation af Folketinget og offentlighed.

MEN HVORFOR er embedsmændenes rolle ikke blevet problematiseret?

Fordi systemet ved, at embeds-dyderne kun er formelle og ikke reelle. Embedsfolket har nemlig først og fremmest en lydighedspligt over for ministeren og deres overordnede, som Jesper Tynell påpeger i ”Mørkelygten”. Hvis ministeren pålægger dem at manipulere og lyve, så skal de manipulere og lyve. Det må gerne medvirke til mulige ulovligheder – hvis bare de gør deres chefer opmærksom på det. De må derimod ikke deltage i noget ”åbenlyst ulovligt” – men det er en elastisk bestemmelse i et politisk-administrativt magtsystem.

Kodeks’ med de syv centrale ‘embedsmandsdyder’ har skabt den misvisende forestilling i offentligheden, at embedsmænd har pligt til at stå vagt om lovlighed osv. I systemets omfattende lancering af dyderne sidste efterår fik vi ikke at vide, at dyderne overtrumfes af loyalitetsforpligtelsen.  Den problematik vil systemet ikke have til debat – og systemet er her de regeringsbærende partier samt topembedsmændene, som får stort spillerum med de dobbelte standarder (og som det derfor er svært at ansvarsforfølge).

Typisk nok har eks-departementschefen Bo Smidt undgået at gå ind i Gyllegates embedsmands-problemer ved at indskærpe kadaverdisciplinen: De eneste embedsmænd, som har forbrudt sig mod dyderne er de anonyme embedsmænd, som var illoyale, da de fortalte Berlingske om deres og sagens faglige dilemmaer!

Gyllegate eksponerer, at kodeks’et og Bo Smidts djøf-etik er fernis over loyalitetsforpligtelsen. Og at det ikke er i det oplyste demokratis interesse, når vores embedsfolk således må operere i uklare gråzoner med dobbelte standarder, hvor de på den ene side må deltage i vildledning og manipulation af offentligheden og på den anden side må gemme lovlighed, sandhed og faglighed i korridorer, i skuffenotater eller i forklæder.

Jørgen Øllgaard, journalist og ex-embedsmand