2015. Korruption på dansk: Corydons surfing i magteliten

  • KLUMME afvist af POLITIKEN 23.12.05

BJARNE CORYDONS annoncerede skift fra politik til konsulentbranchen er helt logisk. Det er en simpel belønning for hans pragmatiske forståelse og forvaltning af grænsefladen mellem staten og den private sektor. Og det handler ikke bare om diskret returkommission for det gode samarbejde, han havde med McKinsey som finansminister.

Hans svendestykke var udsalget af DONG til spotpris i 2013-14. Det var et mørkelagt forløb, hvor han fortiede fakta om Morgan Stanleys skatteunddragelse for Folketinget, og hvor han gav skjulte løfter til det amerikanske firma, så ”staten ikke kan miste troværdighed på ved at aflyse handelen”, som han fortalte de hundredetusinder protesterende danskere (se dokumentationen i Anders Peter Mathiasens fremragende bog om DONG-sagen: ”Det bedste bud”).

Corydons motiver til udsalget af statsguld var en gåde, men nu har vi forklaringen: Han kvalificerede sig til et kasketbytte til den givtige private sektor. Med DONG-manøvren beviste han, at han kan adskille politik og stor business; han anerkender markedets primat over for det offentlige; vi lever i en neoliberal tidsalder, hvor grådighed og personlig vinding er legaliseret som normaladfærd, i både den private sektors som den offentlige sektors elite.

Corydons skifte er i den forstand helt logisk i den ny-neoliberale tidsånd, hvor stat og privatsektor i stigende grad opererer sammen. Når man har nået et vist niveau som politiker eller offentlig embedsmand kvalificerer man sig til at surfe i den danske magtelite. Det er korruption på dansk, ikke ulandenes grimme returkommision til embedsmænd eller fætter-udnævnelser. Nej, dansk korruption er magtelitens diskrete ret til at surfe rundt, fx fra en betroet stilling i det offentlige til en i den private sektor, med mulighed for at tjene kassen.

Fortilfælde er der mange af i de seneste årtier: Politikere og embedsmænd er ikke længere i offentlighedens tjeneste, de er teknokrater i gråzonen mellem staten og den private sektor. Tænk bare på, hvor ubesværet nogle har bevæget sig fra politiker eller embedsmand til lobbyister i korporationerne: Henning Dyremose (Kons.), som først solgte TDC, og siden blev bestyrelsesformand samme sted med forgyldte aktier, som gjorde ham til mangemillionær. Jens Kramer (S), der som overborgmester skabte Ørestaden, og siden blev bestyrelsesformand i Ørestadsselskabet. Henning Christoffersen (V) lavede noget lignende. Herlevs sygehusdirektør Ida Sofie Jensen, som skulle holde medicinudgifterne nede, sprang til Lægemiddel-industriforeningen (Lif), som skal tjene kassen på det offentlige hospitalssystem. Søren Gade (V) flygtede fra problemer som krigsminister til landbrugets lobbyorganisation. Og senere gjorde Karen Hækkerup (S) såmænd det samme. I april foretog chefen for det offentlige finanstilsyn Ulrik Nødgaard et opsigtvækkende karriereskifte fra at skulle overvåge bankerne til modparten, banklobbyisterne i Finansrådet, dvs. de banker som han før førte tilsyn med!

Og nu altså Corydon, som garanteret vil tjene KASSEN, så han om et par år bor i Charlottenlund eller på det pæneste Frederiksberg – sammen med alle de andre i magteliten.

———————

DET ER FOR SIMPELT bare at tillægge de nævnte personer en skidt og grådig moral. Nej, deres handlinger er legaliseret af den ny-neoliberale tidsånd.

Den rene Thatcher’ske neoliberalisme – ”nødvendighedens politik” i opgøret med velfærdsstaten – kunne umuligt realiseres i praksis, så ny-neoliberalismen har skabt en gråzone med marked’isering og korporatisme, hvor private kan boltre sig og tjene penge eller styre det offentlige eller halv-offentlige.

Den engelske sociolog Colin Crouch (2011) har beskrevet processen som at 2007s store finanskrise med bankpakker og statsindgreb blev ”neoliberalismens besynderlige non-død”. Den døde ikke, den eksisterer bare i en ny, tilpasset form: Finanskrisen og hjælpepakker fremskyndede processer med gråzone-arrangementer imellem den offentlige sektor og den private. Vi fik halv-privatiseringer og udliciteringer, hvor det er uklart, hvad der offentlig drift og hvad der er privat – samt hvem der egentlig styrer og er ansvarlige?

Ny-neoliberalismens økonomisk-ideologiske brydninger handler ikke længere om stat kontra privatsektor (marked). Det hele handles af i raffineret triangel af stat, koncerner og marked. Det har skabt et pseudomarked offentlig-private aktører, fx service- og konsulentfirmaer med kerneopgaver i at vinde statskontrakter (fx McKinsey, Covi og lign). Eller halvoffentlige firmaer med kerneopgaver i infrastruktur (Storebælt, Ørestadsselskabet, Metroen og Havn- og By), der agerer som var de firmaer på et marked.

Kæder af relationer, kontrakter og underleverandører betyder, at ingen i sidste ende er ansvarlige, så personeliter og netværk kan frit boltre sig. I det lys var det helt logisk, at Corydon satte McKinsey til at evaluere og bestemme standarderne for folkeskolereformen (2014). Corydon har nemlig den ny-neoliberale statsopfattelse, at staten er et stort firma, der skal drives som den private sektor, ”Konkurrencestaten”.

Og i den suppe har den danske elite – erhvervsfolk, politikere og embedsmænd – deres privilegerede position til at styre, med ret til at surfe rundt og bytte kasketter med den øvrige elite.

Det er et sært demokratisk misfoster. Vi forventer ideelt set, at aktørerne i den politiske arena taler i etiske termer og giver værdibaserede valg / rationaler, hvor staten er det ideelle kollektive rum. Sådan fungerer det ikke i praksis. Det nye Establishment legaliserer sig ved henvisning til det frie marked og globalieringen – ”nødvendighedens politik”. Det marked har ingen moral. Eliten gør bare som nødvendigheden dikterer, så ingen løftede øjenbryn over et kasketbytte her eller der.

Og aktørerne synes selv – ”jeg har jo min personlige integritet” – at det er helt naturligt. I det lys er Corydons kasketbytte helt logisk, men også et symptom på, hvor meget Danmark styres af en lille eksklusiv elite på en neoliberal mission.