2014. Embedsmandsetik med nødløgne og uagtsomhed

       –  klumme til POLITKEN (afvist 19.11) –

“HVIS PETER LOFT kan få den slags syndsforladelse, så er min vurdering, at mange embedsmænd i så fald ville kunne få samme syndsforladelse”, lød forvaltningsrets-professor Michael Gøtzes ræsonnement på landsdommer-undersøgelsens konklusion om, at Loft begik noget ulovligt, men at det ikke kan bevises, at det var bevidst! Gøtze er overrasket over logikken, og med en jurist-syrlighed kalder han kommissionens motiv-bedømmelse for ”ret stor empati over for Peter Loft”.

Gøtze er urolig for konsekvenserne, for både ”nødløgnen” (Anne Kristine Axelsson i Christiania-sagen) og ”uagtsomheden” (Peter Loft i Skattesagen) åbner op for en forvaltningspraksis, hvor topembedsmænd fremover kan ansvarsfritages med lunkne undskyldninger, når de bevidst eller ubevidst laver fejl eller lovbrud.

Præcis samme vantro skepsis møder jeg hos menige embedsfolk i staten. I korridorer og kaffestuer diskuteres sagerne i deres juridiske, forvaltningsmæssige og moralske aspekter. Og mange embedsfolk har ikke bare løftede øjenbryn, men åben mund og polypper over de musehuller, som landsdommerne har konstrueret for at beskytte to departementschefer, der åbenlyst handlede ud over deres retmæssige rammer.

I embedsfolks øjne er Loft fx absolut ikke ”frifundet”. Han har derimod fået syndsforladelse med en kreativ begrundelse. For hvem skulle forstå skattelovgivningen, hvis ikke den øverste chef – med 34 år i ministeriet – forstår reglerne, inkl. sin egen rolle?

UDENFORSTÅENDE KUNNE TRO, at de underordnede (afdelingsledere, kontorchefer, specialkonsulenter og fuldmægtige) bifalder den ansvarsudvanding, som ligger i syndsforladelserne. Men sådan spiller forvaltningsrollen ikke. For når den ubetingede sandhedspligt er gradueret i kontroversielle sager, bliver det sværere for underordnede at undslå sig, hvis chefen kræver nødløgne. Det bliver også sværere at påpege ulovligheder, jf. sandhedspligten, når chefen bare ”uagtsomt” kan se igennem dem.

Embedsfolk vil have regler og etik med ubetinget sandhedspligt, så deres arbejde ikke kan politiseres af chefer / kyniske ministre på en glidebane. De vil have retssikkerhed, når de rejser advarsler om, at noget efter deres bedste overbevisning er ulovligt. Og de vil have chefer, som beskytter dem mod ulovlig indblanding ovenfra eller udefra.

Politologen Tim Knudsen og forvaltningsjuristen juristen Pernille Boye Koch vurderer, at nødløgnen betyder indførelse af et relativiseret sandhedsbegreb med problematisk udvidelse af gråzoner i forvaltningen, som gør det sværere for de menige at navigere (i bogen ”Ansvaret der forsvandt”) .

Men hvorfor er det universitetsforskere, som skal påpege disse problemer i de aktuelle sager. Hvorfor bruger embedsfolk ikke deres ytringsfrihed og fortæller om deres betænkeligheder og utryghed?

EN FORKLARING PÅ TAVSHEDEN er system-inerti og -loyalitet. Man pisser ikke i egen rede. Det må også være undersøgelsesdommerne underliggende drivkraft til at opfinde de overraskende musehuller. Forvaltningspolitisk mente dommerne tilsyneladende ikke, at systemet kunne holde til, at to af landets højst-rangerede embedsjurister blev knaldet for magtfordrejning. Derfor måtte der findes musehuller til dem.

En anden forklaring er djøf-systemet selv. Fagforeningen DJØF har støttet deres to departementschefs-medlemmer, teknisk set med stor succes. Bagefter udsendte DJØF konsekvenstolkninger af undersøgelserne: ”Glædelig frikendelse af Axelsson” (DJØF 5.5). Og DJØF forventer, at Loft ”genindtræder i et job i statens tjeneste” (DJØF 3.11).

Politisk har DJØF ageret ud fra en særlig vinklet standsdisciplin, som også dikterer hvor og hvordan der må spilles. DJØF som fagforening er nemlig ”en departementchef-klub”, forklarer forvaltningseksperten Birgitte Poulsen: DJØF er ”en strategisk aktør, som repræsenterer topembedsmændenes interesser” på bekostning af de underordnedes. Poulsen er selv DJØF-medlem, men tør godt sige noget frækt, for hun er ikke embedsmand, derimod universitetslektor (DRs Orientering 11.11).

DJØF har da heller ikke lagt op til åben debat om forvaltningskonsekvenserne af ”nødløgnen” eller ”chef-uagtsomheden”. Tværtimod har man reageret skarpt mod kritikere. I maj bad formanden for DJØFs offentlige chefer politikere om at klappe i med deres ”skingre” protester mod nødløgnen: Politikerne må respektere magtens tredeling, dvs. landsdommernes uangribelige autoritet til at legalisere nødløgnen i ”den ekstraordinære situation, hvor sandhedspligten måtte vige” (Henning Thiesen, POLITIKEN 12.5). Samme logik lå i det brev, som DJØF i forrige uge sendte ud til sine embedsmænds-medlemmer.

DJØFs vink er nok adresseret til politikere. Men det er også en raffineret henstilling til menige DJØFere om at undlade at så tvivl i offentligheden. Der spilles på den interne stands-disciplin, og den bider på enhver ambitiøs DJØFer, som er pinligt bevidst om, at åbne kritikere risikerer bad-standing og en karriere på stand-by. Derfor virker selvcensuren, og det er nok hovedforklaringen på tavsheden hos de underordnede.

FØRST DIKTEREDE STANDSLOYALITETEN tilbageholdenhed mens undersøgelsesdommerne undersøgte, angiveligt fordi offentlig kritik eller diskussion af de to topcheferes ageren kunne mistænkeliggøre dem (”undergrave til deres retssikkerhed” ). Da de så var undersøgt, hed det, at resultatet skal respekteres, hvorfor det er upassende at kritisere undersøgernes overraskende syndsforladelser.

Og tilmed appelleres så til, at embedsfolket og vi andre tålmodigt at afvente et udvalgsarbejde om embedsmænds nye vilkår og roller. Rapporteringen er ikke bestilt af Folketinget. Den skal komme fra et DJØF-nedsat udvalg med kendte systemfolk som medlemmer. Formand er Bo Smith; ham, som 2007-08 var departementschef i Beskæftigelsesministeriet, mens ministeriet og minister Claus Hjort Frederiksen handlede uden lovhjemmel, manipulerede svar til Folketinget og forvred SFI-data (jf. Cavlingvinder Jesper Tynells afsløringer).

Interesserede kan melde synspunkter ind til udvalget: www.bosmithudv.dk.

 Det bliver interessant, hvad udvalget når frem til, især om nødløgne og uagtsomheder m.m. Om nogle år.

Underskrevet: Jørgen Øllgaard, eks-embedsmand & sociolog