– afvist af POLITIKENs debatred. 15.jan. –
VAKSE POLITIKENLÆSERE undrede sig i april 2011, da Politikens bestyrelse castede Bo Lidegaard som ny chefredaktør. Han var godt nok kulturborgerlig historiker med anerkendte bøger i bagagen, som står sig rigtigt i forhold til Politikens kulturradikale segment. Men bestyrelsen så helt set bort fra, at Lidegaard kom fra magtens maskinrum som topembedsmand i ministerierne, og dermed var bundet af sin embedsfortid og –loyalitet.
Han stammede fra allerøverste statslige magtelite med titel som ”departementsråd” i Statsministeriet under Anders Fogh, med særligt ansvar for koordination med især Udenrigsministeriet, Klimaministeriet og Forsvarsministeriet. Historier fortæller, hvordan han selvbevidst brugte magten bag de lukkede døre, og det gjorde ham til belastet part i de største fadæsesager under den tidligere regering, muhammedkrisen og klimatopmødet – “den største diplomatiske fadæse i nyere dansk politik”.
I flere tiltrædelsesinterviews leverede Lidegaard tomgangssvar, da han blev spurgt til fadæserne og om, hvordan han fremover ville håndtere sine kasketter: På den ene side som eks-topembedsmand med konkret forvaltningsansvar i kontroversielle sager, og på den anden side i den nye rolle som chefredaktør. Hvordan ville han konkret som Politiken-redaktør kunne kritisere den regering og det embedskorps, som han selv har været toprådgiver for? Ville han støtte sine Politiken-journalister, hvis de lavede kritisk journalistik om embedsmænd og systemet? (fx DEADLINE 26.4 11)
I dag har Lidegaard været chefred. i mere end to år og hans håndtering af flere kontroversielle sager viser, at han har rod i kasketten. Han tænker fortsat som systemtro embedsmand og ikke som chefredaktør i en fri presse. Nedenfor listes tre åbenlyse eksempler, men grundtonen heri går igen i alle Lidegaards politiske analyser.
Summen er, at Politiken ikke har fået en uafhængig chefredaktør; de har fået en eks-topembedsmand, der slet ikke kan slippe sin gamle rolle og embedskorpsets interesser. Hvor meget kan vi stole på hans redigering, analyser og kommentarer i en turbulent tid med kommissionsdomstole og fejlbetjeninger af ministre m.m. hvor der tegner sig konturer af et selvstændiggjort embedskorps med top-embedsmænd, som politiserer eller manipulerer i Magtens eller egen interesse?
DET FØRSTE EKSEMPEL var justitsminister Bødskovs forslag til ny offentlighedslov i foråret 2012. Regeringstoppen troede, den bare kunne luskes igennem, fordi hele magtsystemet bakkede jo op. Herunder Bo Lidegaard som skrev en støtteleder ”Folkets forvaltning” (7.10.12), der lirumlarum konstaterede, at justitsministerens lovforslag var godt nok, afbalanceret. På den ene side skal der jo tages hensyn til, at politikere og embedsmænd skal have handlerum, og på den anden skal pressen have mulighed for at følge den politiske og forvaltningsmæssige proces. Nu ville det så blive afgørende, hvordan loven implementeres, ”hvordan de konkrete regler bliver udformet, og hvilket skøn der gives til magthaverne”, konstaterede Lidegaard. Oversat fra magtdansk betød det: Vær tryg ved, at embedsværket får ret til at bestemme, hvad offentligheden kan få indsigt i!
Den slags newspeak kunne være udformet af en magtteknokratisk justitsminister eller en departementschef, som gerne vil bestemme. Men så kom der i 2013 voldsomme offentlige protester med 80.000 underskrifter imod, sandsynligvis også fra Politikens kulturradikale læsersegment og skeptiske Politiken-journalister. Og pludselig efter et halvt år vendte Lidegaard 180-grader. ”Lovforslaget bør justeres”, lød Lidegaards retræte i en leder: ”Ny offentlighedslov er et skridt den forkerte vej” (1.03.13). Og måneden efter var han såmænd medunderskriver på et åbent brev til Folketinget fra landets førende chefredaktører, der protesterede mod de mest horrible paragraffer i det, vi nu kender som ”mørkelægningsloven” (23.04.13). Hvorfor han kovendte, fik vi ikke en selvkritisk forklaring på.
DEN ANDEN SAG handlede om Lidegaards kommentarer til eks-udenrigsminister Per Stig Møllers historieskrivning. Møller jamrede over, hvordan han blev underløbet af statsminister Fogh samt af Statsministeriets og sine egne embedsmænd, herunder Bo Lidegaard. Man kan mene, hvad man vil om Møllers usædvanlige og bagkloge protest i 2013 – hvorfor sagde han ikke fra dengang i 2006? – men Møller synes tilsyneladende, at han er nødt til at pynte på sit eftermæle.
Men lige så usædvanligt var, at eks-topembedsmand Lidegaard brugte sin status som chefredaktør til at forsvare sine egne embedshandlinger og gamle kolleger i ministerierne. Han skrev en klumme ”Ministeransvar går ikke af i vask” (Pol-Signatur 27.12.13), der tilsyneladende helt principielt handlede om ansvarsfordelingen i et ministerium. Men det væsentlige underbudskab var, at Per Stig Møller vaskede hænder, uden at Lidegaard dog konkret fortalte om muhammedkrise-forvaltningen. (Han er jo bundet af tavshedspligt!).
Igen havde Lidegaard rod i kasketten. Forfængeligt og magtfuldkomment kunne han ikke nære sig for at udnytte sin talerstol som chefredaktør, hvor han i det mindste burde have tiet med henvisning til, at han er inhabil.
DET TREDJE EKSEMPEL er Lidegaards tilgang i en PS-analyse (søndag 1201.14)s om whistleblowere. Her redegør han for, hvordan statsmagten skal håndtere sladrehanke som Bradley Manning og Edward Snowden. Klummen kunne igen være skrevet af en ministeriel embedsmand, sådan lidt pro-og-kontra men mest pro, når den lægger sin vægt på statsmagtens ret / forpligtelse til at slå hårdt ned på Snowden. Lidegaards fremstilling er bias’ed, når han betoner det mistænkelige i, at Snowden lækkede sine oplysninger fra Hongkong og siden Moskva – ”de to magter, som allermest må være i markedet for hans oplysninger … i en kamp mellem efterretningstjenester”. Og så udvælger Lidegaard en tilfældig amerikansk tænketanks-analytiker Fred Kaplan som sit sandhedsvidne; og denne mener, at Snowdens afsløringer gør ham til spion og statsfjende, fordi de lækkede NSA-papirer ”afslører efterretningsvirksomhed, som Kaplan mener er helt legitim”. Sådan vægter Lidegaard sine kilder; igen et eksempel på hans systemtro analyser.
I stedet for at mistænkeliggøre Snowden burde Lidegaard takke og hjælpe whislebloweren. Som chefredaktør på en kulturradikal avis – den frie presses mand, der går ind får videst mulig åbenhed om alt – burde Lidegaard advokere for Snowdens demokratiske betydning og starte en kampagne, som skal presse den danske regering til at bevilge Snowden asyl i Danmark! Det har Lidegaard jo magt og indflydelse til at gøre. Som chefredaktør.
