2014. Banditter i habitter – kronik om bolig-finanskrisen

Kronik i POLITIKEN 1. sept. 2014 – sammen med Søren Ramsing (tidl. advokat (H) og sekretær for Kirsten Jacobsen 1989-94).

BANDITTER I HABITTER – OG EN I SPADSEREDRAGT

Liberale politikere har undergravet verdens bedste boligfinansieringssystem.

FREMSKRIDTSPARTIETS AFDØDE TERRIER Kirsten Jacobsen afslørede i 1980-90’erne store overbelåningssager. Kreditforeninger sloges om markedsandele og udlånte hæmningsløst til spekulanter, hvor den mest kendte blev Kurt Thorsen. Han solgte en bar mark i Aarhus til overpris (til sin mor), så den kunne overbelånes. Det var blot en af et væld af spekulative overbelåninger til flere gange de reelle salgsværdier. Det førte til milliardtab til kreditforeningerne, som sendte regningen videre til almindelige låntagere via forhøjelser af bidragssatserne.

»Det var et grådigt tagselvbord«, skrev Kirsten Jacobsen i sin selvbiografi (1998). Bedrageriet var velkendt af ejendomsmæglere, håndværkere, arkitekter og advokater: »Men alle holdt mund, for det var big business, som gav gode honorarer«. Kan det ske igen, spurgte hun og svarede: »Det naturlige svar ville være nej og alligevel jo«, for de samme træk af letsindighed på et ophedet boligmarked og kreditbranchens volumensyge vil opstå, så længe der er et sælgers marked. Hendes advarsel lød, at ejendomsmarkedet er for vigtigt for samfundsøkonomien til at blive overladt til de frie markedskræfter og dermed til »banditter i habitter«. Det er et stort ansvar, de politiske magthavere påtager sig, hvis de lader dette ske, skrev hun. Men hendes advarsel blev ignoreret.

OPRINDELSEN TIL den nuværende danske boligfinanskrise findes i slutningen af 1990’erne, da politikerne begyndte med at liberalisere låneformerne på ejendomsmarkedet. Før det kunne man groft sagt kun belåne sin ejendom hos kreditforeninger, som i hovedsagen formelt var ejet og styret af låntagerne selv og obligationsejerne på andelslignende vilkår. Det blev kaldt verdens bedste realkreditsystem med solide langfristede lån, typisk med løbetid på 20-30 år og med faste ydelser. Det var overskueligt, dvs. gennemsigtigt, for lånerne og for kreditforeningerne, der havde løbende overblik over sikkerhed (pant) i boligen. Det gjorde den danske boligobligation stabil, og systemet var dermed et aktiv for den danske nationaløkonomi.

Indtil omkring 1972 var der en myriade af mindre kreditforeninger bygget op omkring realkredittens grundprincip om solidarisk hæftelse med det erklærede mål at sikre låntagerne billige lån. Men finanslobbyen og opportunistiske politikere støttet af en voksende liberal tidsånd ødelagde verdens bedste realkreditsystem. Under dække af større konkurrence tillod politikerne gradvis etablering af finansielle mastodonter med kreditforeninger, banker m.v. Nu blev boligfinansiering koncentreret i tre store kreditforeninger: Kreditforeningen Danmark, Nykredit og BRFkredit. Og så tog direktionsgangene over.

Den oprindelige demokratiske opbygning var ikke egnet til at styre de nye mastodonter, fordi bønder, skolelærere m.fl. ikke ved meget om den finansielle sektor. Derfor var det let for direktørerne at sætte deres egen skæve kurs – de ville bare være størst. Det førte til overbelåningssagerne, da direktørerne fik et kollektivt anfald af konkurrence- og volumensyge. De efterfølgende tab blev sendt videre til de almindelige låntagere. Og ingen af direktørerne blev stillet til ansvar.

I kølvandet på overbelåningsskandalen i 1980’erne og 90’erne åbnede politikerne så for, at bankerne kunne overtage kreditforeningerne, og ødelagde derved et robust og fornuftigt lånesystem, der havde afsæt i låntagernes ve og vel. Kreditsystemet skulle ikke længere sikre låntagerne billige lån – nu skulle bankerne tjene penge i stedet. Det blev afsættet for boblen og krisen fra 2007, der ikke – som hævdet af politikere og finanssektoren – var påført udefra af Wall Street og globaliseringen. Den danske finanskrise var i høj grad menneskeskabt her i landet og skyldes risikofyldte låneformer på ejendomsmarkedet, konkluderer selv Rangvid-rapporten (2014). Dens pæne økonomer vovede dog ikke at sætte navn på de hovedskyldige politikere eller finansfolk. Men nogle må jo have haft ansvaret for og bidraget til fadæserne?

DE MAGTHAVENDE POLITIKERE lærte ikke af katastroferne i 1980’erne og 90’erne, snarere tværtimod. Låneformerne er blevet drastisk liberaliseret i perioden efter, og det gav frit spillerum for finanssektoren. Bag liberaliseringerne stod politikere fra den borgerlige blok/Socialdemokraterne og finanssektoren i uskøn forening. Afgørende beslutninger var:

– i 1997, da der blev indført flekslån (med variabel rente m.m.).

– i 2003, da der blev åbnet op for afdragsfrie lån.

– Oveni indgik så også VK-regeringens skattestop i 2002, der fastfrøs ejendomsskatten.

Liberaliseringerne gav lavere ydelser på lån. Tidligere opsparede friværdier og ikke-eksisterende friværdier blev nu omsat til lån. Det var opportunistisk politik eller kynisk vælgerbestikkelse fra politikernes side, for boligejerne fik grønt lys til at låne og forbruge. Danskerne gik låneamok og tog det som fribillet til et stort forbrugsboom. Nu ved vi, at det var på lånt tid med de galopperende huspriser og med en boligboble, der brast i 2007, og som stadig er en voldsom belastning for dansk økonomi. Politikerne havde åbnet for nye fadæser, hvoraf nogle er kendte, mens andre er fortrængt fra den offentlige debat, fordi politikere og finanssektor ikke ønsker dem frem. Fadæserne handler dels om fortiden, dels om en fremtid, hvor der lurer flere kollapser:

DEN FØRSTE AF DE NYERE FADÆSER handlede om 00’ernes vilde ejendomsspekulation og uansvarlig adfærd i den finansielle sektor, der som bekendt udløste bankkrak og enorme tab. Det var spekulationsamok og udlån i en bedragerisk gråzone, hvor spekulanter og banker i fællesskab lavede pyramidespilhandler med ejendomme, der på få dage mangedoblede deres værdi til langt ud over, hvad der ville være en realistisk salgspris. Deltagerne vidste, at den mølle kørte på lånt tid, før boblen ville springe, så spekulanter har formentlig gemt millioner (i pensioner), som skattefar ikke kan røre. Og efterspillet er skandaløst, for der føres ingen retssager mod de kyniske og udspekulerede spekulanter. Bankerne skal nok nære sig for at anmelde dem for bedrageri, for så ville bankernes egen rolle blive afsløret i retssagerne. Banditter i habitter triller derfor stadig rundt i dyre biler, som de ikke selv har betalt.

Det manglende opgør hænger delvis sammen med EN ANDEN FADÆSE, nemlig at finanssektorens tab kan sendes et andet sted hen. Finanssektoren har et skjult tag-selv-bord, hvor helt almindelige, uskyldige og snusfornuftige boligejere agerer malkekvæg, der må finde sig i, at finanssektoren opregulerer sine bidragssatser, når sektoren har lidt tab eller hvis afkastet ikke er stort nok. Det betalte tabene i 1990’erne og gør det nu igen. Det mest åbenlyse eksempel var Danske Banks/Peter Straarups volumensyge med opkøb af en usolid bank i Irland. Her blev en stor del af regningen sendt til realkreditkunderne i Realkredit Danmark (som nu ejes af Danske Bank).

Der kom sjældent fokus på disse bidragssatser, da Højesteret i juni fastslog, at Nykredit ikke bare kunne løbe fra et løfte til 140.000 kunder om faste bidragssatser. Den dom betød et tab for Nykredit på 200 mio. kr. Men dommen berører underligt nok ikke 950.000 andre Nykredit-kunder, som mastodonten fortsat kan opregulere.

Intet tyder på, at Konkurrencestyrelsen eller politikerne vil gøre noget ved dette tagselvbord. Lige nu hedder erhvervsministeren Henrik Sass Larsen (S), og han mumler lidt om at gøre noget, men i praksis griber han ikke ind med reguleringer eller stramninger. Til liberalisternes henvisning til, at utilfredse lånere jo bare kan skifte bank, kan bare svares, at det er dyrt og besværligt at omprioritere. Helt bortset fra at mange ikke får lov, fordi de er overbelånte eller har det forkerte postnummer. Der er ikke noget reelt frit marked.

 EN TILKNYTTET FADÆSE er det lurende kollaps som følge af de afdragsfrie lån. De afdragsfrie lån blev tilladt i 2003 og fik boligpriserne til at gå amok; Rangvid-udvalget skønner, at de nye låneformer – især de afdragsfrie – førte til en prisstigning på ca. 30 pct. i perioden 2004-06. Et hus til 1 mio. kr. steg altså til 1,3 mio.

Boligboblen betød, at mange tog større lån, end de havde råd til under de gamle finansieringsformer. Da priserne efter 2007 faldt med 33 pct., blev 120.000 familier teknisk insolvente (gælden blev større end salgsværdien). Og statistikken fortæller, at i 2015 trues flertallet af de overbelånte familier af enten dramatisk havregrødskur eller af tvangsauktion, fordi deres 10-årige afdragsfrie lån fra 2005 udløber. For dem er der tre måder at kollapse på:

– De kan betale renter plus afdrag på grundlånet. Men de fleste har ikke råd til en huslejestigning fra 5.000 til 20.000 kr. om måneden.

– Eller de kan prøve at omlægge lånet. Men det vil finanssektoren afvise, fordi ejendommen typisk er overbelånt (der kan kun fås lån på 80 procent af salgs-vurderingen).

– Den tredje mulighed er at tvangssælge med tab og gæld i bagagen.

Frigivelsen af de afdragsfrie lån var led i Foghregeringens bestikkelsespolitik. Der blev åbnet for billigere boliglån, så vælgerne fik større købekraft. Vælgerne takkede for tagselvbordet og købte nye huse, større huse, køkkener, biler, carporte, sommerhuse m.m. Regeringens ansvarlige for de afdragsfrie lån var tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K). Men han sidder bekvemt i Europaparlamentet i Bruxelles efter boligmarkedets kollaps. Ingen kommentarer, lød hans kække svar, da han blev spurgt om Rangvid-udvalgets konklusion om, at de afdragsfrie lån var en stor del af årsagen til boligboblen. Er han en bandit i habit?

Og lige nu taler finanssektoren og politikere udenom. De fortæller om et boligmarked på vej op, men de ved godt, at 2015-kollapset lurer. Og at den afdragsfrie krise ikke kan klares af markedet, men kun af politiske indgreb, hvor de insolvente lånere får en hjælpepakke.

EN FJERDE FADÆSE er stort set overset i offentligheden: andelsboligfidusen. I 2005 blev lovgivningen liberaliseret, så andelshavere kunne belåne deres lejlighed ud over andelsfællesskabet. Det åbnede en guldgrube for habitbanditterne. Kreative ejendomsadministratorer, valuarer og advokater stod i kø med bistand. Der blev brugt en ensartet model, så branchen havde utvivlsomt en skjult manual for fidusen: Der blev konstrueret købstilbud, som så meget attraktive ud for lejerne, idet de blev stillet billige huslejer og en salgsgevinst i udsigt. Det var dog en særdeles risikabel fidus, balanceret så der blev solgt til kunstigt opskruede priser (på basis af fiktive tilbud eller valuarvurderinger), som dog blev pyntet ved, at de nye andelshavere fik tilbudt attraktive lån med lave ydelser i de første år. Lånerne blev blot ikke gjort klart, at lånene var særdeles risikable (især renteswaplån).

Nu står hundredvis af den slags foreninger stiftet efter 2006 i bundløs gæld, mens finanssektoren tjener tykt på swapaftalerne. Andelshavere, som har mistet formuer og mener sig ført bag lyset, har anlagt en række retssager for at blive frigjort (erklæret konkurs – for at fortsætte som lejere). Finanssektoren bruger grov bøllejura og forhaling for at slippe for ansvar. Men hvis finanssektoren taber retsopgøret, venter der et megatab på 12-28 mia. kr., som vil kunne udløse en ny finanskrise.

EN FEMTE FADÆSE er de forgældede landmænd, men det er en kompliceret historie, som ikke skal behandles her. Den har lukket mange landbobanker. Finanssektoren prøver at skjule deres tab her igennem årlige afskrivninger, som formentlig beløber sig til 200-500 mio. kr. årlig. Som dækkes af andre lånere, jf. logikken bag bidragssatserne.

SUMMEN ER, at Kirsten Jacobsens advarsler er blevet glemt. Politikerne holdt ikke øje med reguleringsmekanismerne, men overlod dem til det frie marked. Der blev åbnet en seddelpresse for en grådig finanssektor.

Bemærk, at det hele først og fremmest er skruet sammen af hensyn til finanssektoren. Forbrugerbeskyttelse er stort set fraværende, når markedskræfterne og finanssektoren skal have spillerum. I virkeligheden burde de fleste boligfinansielle produkter være forbudt, simpelthen fordi det er uklart, hvordan de er skruet sammen. Ikke engang bankerne er i stand til at rådgive solidt om deres egne produkter.

Som bekendt førte finanskrise og boligboble til, at staten i 2006 spændte et sikkerhedsnet ud under finanssektorens skørlevned. Første bankpakke kom i 2006, og siden fulgte flere andre. Men der var ikke politisk vilje til at stramme reguleringen af systemet. Der kom ingen tilbageføring til det sunde gamle kreditforeningsvæsen. Der kom ingen halvnationalisering af banksektoren; ikke engang nævneværdige reguleringer fik politikerne som modydelse for bankpakkerne. Forhenværende finansminister Lene Espersen (K) forhandlede bankpakkerne igennem, uden at vi har fået et bedre og sikrere boligfinansieringssystem. Her er til en afveksling en bandit i spadseredragt.

Alle disse forsømmelser bliver synlige i takt med boligmarkedets kollaps i Udkantsdanmark, hvor det er blevet nærmest umuligt at finansiere huskøb. Det viser behovet for en realkreditlignende statsfinansiering sammen med en systematisk regulering af den finansielle sektor, så boligfinansiering gavner forbrugerne og velfærdsstaten.

De ansvarlige politikere og finanssektoren afviser systemkritik med, at der bare er tale om midlertidige ubalancer. Systemet er godt nok, og det kommer i balance igen. Magten og systemet har nemlig ikke interesse i, at systemet anfægtes, eller at banditterne hænges ud. Derfor nævnte Rangvid-udvalget ingen hovedansvarlige med navn og titel. Derfor blev ingen ejendomsspekulanter buret inde. Ingen bankdirektører røg ud på røv og albuer uden gyldent håndtryk. Bendt Bendtsen blev ikke ansvarsforfulgt for sin ansvarsløshed eller for at bestikke vælgerne.

De pæne habitbanditter fortsætter på deres poster og hæver deres millionhyrer, langt fra menigdansker med 350.000 kr. i årsløn. Med en let omskrivning af Kirsten Jacobsen: Alle holder mund, for det er big business, som giver gode honorarer.