2013. Boligkollaps II: Afdragsfrit = ansvarsfrit

– fulde version af klumme i POLITIKEN d. 19.3: “Nu sendes regningen igen videre” –

115.000 FAMILIER købte og overbelånte deres hus i med afdragsfrie lån 2004-07. Nu er de ”teknisk insolvente”, fordi deres huse er 25 pct. mindre værd end de blev købt for. Familierne har boet til leje i deres ”eget hus”, men i de næste år – ti år efter lånene blev optaget – skal de begynde at betale tilbage på husets mursten. I ti år har de betalt 5.000 kr. om måneden, men nu skal de betale det tredobbelte. Det kan mange af de 115.000 bare ikke, for de glemte at spare op. Sorgløst lånte de pengene til 00’ernes forbrugsfest med  for dyre boliger, nyt køkken og udestue, sofagrupper, 50- fladskærme, fars lækre bil og mors dyt, Mallorca osv. Det gjorde de i god tro og i tidsånden, i forventning om at boligpriserne aldrig ville falde. Politikerne havde jo selv givet dem lov til at tage de nye smarte lån! Og selveste Statsministeren forsikrede, at det havde danskerne fortjent, for ”dansk økonomi er sund og stærk”.

Nu klapper markedsmekanikken imidlertid. Husejerne har selv skrevet under på, at ti års kredit skal betales tilbage. Kan de ikke det, venter der tvangssalg eller tvangsauktioner. Vi 45 pct. forsigtigpetere med snusfornuftige og småborgerlige fast-forrentede lån, kan nu skadefro læne os tilbage: ”Bad luck, det er det frie marked og regnskabets time. Nu må I så betale for Jeres ansvarsløse overbrug i 00’erne …”

Men sådan bliver det ikke, med garanti. De samme politikere, som indførte de afdragsfrie lån, vil nemlig bevilge frit lejde til de overbelånte. Det vil ske sidst på året efter en kort, teknisk debat. Grovskitsen er i al diskretion forelagt for politikerne af finanssektoren: De overbelånte skal have lov at forlænge deres afdragsfrihed på husets nuværende værdi, og så vil finanssektoren ”tilbyde” dem et nyt lån med afdrag på den overskydende del (Realkreditsektorens forslag til Regeringen (JP 21. februar)).

Det er en fiks teknisk udsættelse af den danske boligkollaps. De afdragsfrie lån bliver hokus-pokus til ansvarsfrie lån; de overbelånte kan blive boende til leje, finanssektoren undgår at afskrive milliarder som tab og statskassen kan udskyde pinlige lån i udlandet.

Men de ansvarsfrie lån er en gigantisk skandale, et systemfallit og et lærestykke i uansvarlighed, fyldt med opportunister .

SKANDALE NR. 1 er suspenderingen af systemets logik, det frie marked,  som ellers var politikernes og finanssektorens argument for liberaliseringen af låneformerne.

SKANDALE NR. 2 er undermineringen af systemtilliden, når de afdragsfrie lånere slipper for at mærke konsekvensen af deres uansvarlighed. Alt andet lige var det altså deres privatøkonomiske valg at underskrive en risikofyldt låneaftale. Det var også deres valg at lade være med at spare op (som der stod med småt i låneaftalen). Det var deres valg at deltage tankeløst i OO’ernes forbrugsfest med for dyre boliger m.m.

SKANDALE NR. 3 er finanssektorens skamløshed. Det er den samme finanssektor, som pressede liberalisering af ”det frie boligmarked”, som nu går tiggergang for at få sektoren løst fra det samme frie marked! De løber fra deres selvforskyldte problem, og vil have samfundet til at betale regningen. Kreditsektoren lovede højt og helligt i 2003 at med liberalisering og mindre offentlig kontrol fulgte selvfølgelig også forpligtelser, nemlig at sektoren ville foretage ”seriøs kreditvurdering af lånere” (især af yngre lånere) og ikke overophede markedet. Men i grådighedens tumult glemte finanssektoren begge dele.

Sektoren så intet problem i de galopperende boligpriser 2004-07. I at afdragsfriheden blev en feber, som blev brugt af 50 pct. af boligejerne (2008) i stedet for af begrænsede 8-10 pct.  (2003-skønnet). Grådighed var drivkraften, og sektoren tjente styrtende på det, som politikerne kaldte ”et hamrende godt produkt” (økonomiminister Bent Bendtsen 2005).

Nu i 2013 siger finanssektoren så, at de ”ikke præcist har overblik over, hvor mange der har afdragsfrie lån med problemer”. De bagatelliserer til ”en gruppe af boligejere, som kan komme i problemer” (citat: Realkredit-brancheforeningen febr. 2013). Det tror jeg ikke på. Jeg tror sektoren hemmeligholder grimme indikationer på, at der er rigtig, rigtig mange overbelånere. Så mange, at det bliver livstruende for hele finanssektoren. Derfor lægger sektoren op til frit-lejde.

SKANDALE NR. 4 er politikernes ansvarsforflygtigelse. Med frit lejde til overbelånerne vil de ansvarlige politikere – VK-regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale – undgå at få pålagt ansvaret for 50.000-115.000 tvangsauktioner og de personlige tragedier bagved. Hermed undgår Venstre og Konservative fokus på, hvorfor de dog tillod de afdragsfrie i 2003?

Forklaringerne er indlysende: Ideologisk ønskede de liberale politikere ”frit marked” og ”frit valg” uden snærende begrænsninger; ”vi skal ikke agere barnepiger” overfor lånerne. Og så lod de finanssektoren skrive loven.

Politisk blev de afdragsfrie båret igennem i 2003 med argumenter om, at et lærerpar fra København ikke behøver at pendle fra Slagelse, men skulle ”have råd til at købe bolig tæt på deres arbejde i København”.

Låne-liberaliseringer skete selvfølgelig ikke mod vælgerflertallets interesser. Kynisk set var liberaliseringen (større belåningsgrad) formentlig led i en helt bevidst økonomisk politik, som Regeringen kunne booste vækst og forbrug og højkonjuktur med. Sidegevinsten var bestikkelsen af vælgerne, som jo åbenlyst fik forbrugsfest hos VK-regeringen. Hvem ville sige nej til det?

I hvert fald ikke Socialdemokraterne. De støttede de afdragsfrie lån i 2003, vel vidende, at S aldrig ville få et vælgerflertal og regeringsmagt uden støtte fra en stor del af de 55 pct.af vælgerne, som bor i parcelhusene.

SKANDALE NR. 5  er systemfallitten i, at ingen offentlig myndighed gjorde saglig indsigelse mod fadæsen, da afdragsfriheden blev indført i 2003 og heller ikke, da de afdragsfrie løb løbsk 2004-07. Kritikerne var en snæver gruppe (Enhedslisten og SF, enkelte økonomiprofessorer, Forbrugerrådet og AE). Men de fandt ikke meget opbakning hos uafhængige, offentlige kontrol-autoriteter:

Nationalbanken var totalt passiv, de leverede med nationaløkonomiske skønmalerier. Så sent som i for halvandet år siden, hvor krisen var åbenbar selv for talblinde, fortsatte Nationalbanken sin politik med at fortie det truende afdragsfrie kollaps. Låntagningen giver ”næppe disse familier store problemer med at betale ydelserne på deres lån”, lød den forrygende analyse såmænd (Nationalbankens kvartalsoversigt 2.kvartal 2011). Men det er måske forudsigeligt, for Nationalbanken – med eks-departementchef Nils Bernstein i spidsen – siger traditionelt ikke politikerne eller finanssektoren imod. Heller ikke Finanstilsynet advarede, for tilsynet havde ikke mod, opbakning eller muskler til at gå op mod finanssektorens interesser.

Behøver jeg at nævne, at de økonomiske vismænd (uafhængige økonomiprofessorer) var totalt fraværende, bortset fra enkelte bisætninger. Samlet set var der en fatal mangel på uafhængig rådgivning og system-korrektion.

SKANDALE NR. 6 er det demokratiske kollaps.  En netop offentliggjort vælgerundersøgelse om 2011-valget fortæller, at danskerne frikender såvel Fogh Rasmussen-regeringen som sig selv som ansvarlige for boligboble og finanskrise. Krisen er bankernes og USA’s skyld. Blandt 21 vestlige befolkninger er danskerne dem, som mest frikender deres politikere for medansvar! Og de danske vælgere hører også til dem, som mest frikender sig selv for ansvar – i skarp kontrast til britiske og amerikanske vælgere (Stubager m.fl.: Krisevalg, DJØF-forlag 2013).

Det er bemærkelsesværdige frikendelser. Men hvem har givet vælgerne den opfattelse? Såmænd politikerne, som gav vælgerne indtrykket af, at 00’ernes forbrugsfest var velfortjent; godkendt af VK-regeringen! Stærkt bakket op af pressen, som helt ukritisk lod bankøkonomers jubelsnak fortolke scenen: Eksploderende boligpriser skyldtes ikke de nye låntyper med lavere ydelser, derimod knaphed på boliger (pris/efterspørgsel). Erhvervslivets avis Børsen havde periodisk skeptiske artikler om risikoen ved de afdragsfrie, men resten af pressen orkede ikke at problematisere om den sag. Ja, nogle medier overtog omvendt ukritisk realkredit-lobbyens stempling af skeptikere som små tossehoveder, ”professorer i sortsyn”.

SKANDALE NR. 7  er, at det er os skatteydere med snusfornuftige fastforrentede lån, som igen skal spænde sikkerhedsnet ud for finanssektorens grådighed. Glem ikke, at det er sket før med redningspakken for flekslånerne i 2008, hvor realkredit-usikkerhed måtte reddes med 60 mia. i statsgaranti, så pensionssektoren ikke blev trukket ned.

SKANDALE NR. 8 er en stor gruppe boligejeres pantsættelse hos finanssektoren. Med forlængelse af de ansvarsfrie lån i 5-10 år er de stavnsbundne til deres bolig og til finanssektoren, indtil boligpriserne igen stiger – om 10-20 år? Umyndiggjorte og småborgerliggjorte, bundet af deres overbelåning og uden råderum til at disponere frit over deres liv.

SKANDALE NR. 9 er det absurde i, at de overbelånte vælgere burde vende deres forbitrelse mod de politikere, som vildførte dem, men disse vælgere vil gøre det stik modsatte. Ejere af parcelhuse og ejerlejligheder er umyndiggjorte i en sådan grad, at de er tvunget til at stemme på de samme partier, som lover dem at frede boligejernes parcelhus via lave ejendomsskatter, skattestop, forlængede ansvarsfrie lån og mindre fælles velfærdsstat.  Gæt selv, hvem det er…