2004. Magtudredningen: Lam samfundsforskning (ESSAY)

Bragt i UNIVERSITETSAVISEN APRIL 2004

MAGTUDREDNINGEN: Samfundsforskningens lamhed

Af Jørgen Øllgaard, sociolog og journalist

 

En uge før vi udgav antologien ”magt.dk”, som kritiserede Magtudredningen, gav vi manus til udredningens leder Lise Togeby med opfordring til at svare på indlæggene fra Aage Frandsen, Lars Goldschmidt, Frank Aaen, Hans Engell, mig selv m.fl. Replikkerne ville vi bringe på bogens hjemmeside www.kritikafmagt.dk. Men vi har ikke fået et eneste ord fra dem.

 Tavsheden er Magtens professorale arrogance. Det er en særpræget form for samfundsvidenskab at aflevere sin Slutrapport til 50 mio. kroner for derefter at signalere, at den er indiskutabel, definitiv – ja ufejlbarlig. Strategien – måske lagt af deres kommunikationsbureau? – er tydeligvis at ligge lavt indtil opponenterne bliver trætte af at fyre kritik af uden at få svar.

 De føler sig tydeligvis overraskede og personligt fornærmede over at nogen vover at kritisere dem, og de vil ikke diskutere med kritikerne. Det er helt imod, hvad jeg lærte på universitetet i slutningen af 1970’erne. Dengang lærte jeg, at det er samfundsvidenskabernes tredelte opgave at beskrive, at analysere og at kritisere. I dag skal man åbenbart kun det første, lidt af det andet, men det tredje er ikke nødvendigt.

 Togeby og co. har dog indrømmet, at de har gjort for lidt ud af den økonomiske magt. Og så vil de vel at mærke ikke snakke mere om det! De vil ikke besvare påstande fra ”magt.dk” om, at deres ønske om at belyse den økonomiske magt var særdeles halvhjertet, fordi de fandt deres egne politologiske studier vigtigst. Derfor vil eller kan de heller ikke besvare kritikernes centrale spørgsmål om, hvilken rolle penge/økonomi spiller i en magtanalyse.

 

I stedet for at gå i saglig diskussion med kritikerne bruger Togeby sit krudt på at mistænkeliggøre min afdækning af hendes problematiske rolle i selve Magtudredningen. Via aktindsigt har jeg afdækket, at hun fik en enestående magt over projektet og derfor har et særligt ansvar for projektet (Se ”Forskernes magtspil bag Magtudredningen” – læs gratis på www.kritikafmagt.dk).

Hendes urene magtspil skete bag lukkede døre, som jeg åbner og som Togeby nu prøver at lukke igen ved at anfægte detaljer i min fremstilling, men uden at anfægte fremstillingens substans. Her er to eksempler på Togebys bortforklaringer:

  1. ”Mig bekendt har Ove Kaj Petersen aldrig været kandidat til forskningsledelsen”, påstod hun i Universitetsavisen (19.3).

 Det er simpelthen løgn, hvad enhver kan forvisse sig om ved at læse i ”magt.dk” (s.24). Sagen var, at KU-professoren stod på SSFs bruttoliste, og sagen var – selv om Togeby ikke vil have det frem – at hun veto’ede ham ud af forskningsledelsen, selv om han måske er den mest kompetente ”magtforsker”, vi har herhjemme. Såvel politikere som samfundsforskere så ham dengang som den naturlige leder af projektet og den tidligere konservative partileder Hans Engell konstaterer i ”magt.dk”, at det var en fejl, at Togeby blev lederen (s.247).

b. Det er en voldsom forvrængning, når  Jørgen Øllgaard mistænkeliggør udredningsledelse for at have disponeret over størstedelen af bevillingen, sagde Togeby på debatseminar d. 30. marts.

 Efter at politikerne havde bevilget 50 mio. kroner og Togeby var blevet udnævnt fik hun og SSFs formand lagt projektet sådan til rette, at de fem i forskningsledelsen skulle have ret til at bruge hovedparten af bevillingen. Den betingelse kom bagefter som en overraskelse for Folketingets politikere. Nu gør Togeby det så suspekt, at regnskabet fortæller, at de 5 ledere tilsammen har brugt 16-20 mio. kroner på deres egen forskning, mens 16 mio. er uddelt til forskningskontrakter med 50-55 andre forskere. 3 mio. kroner er brugt på bøger, der samler støv i en kælder i Århus, og resten (7 mio.) er brugt på administration m.m. Selve regnskabet korrigerer Togeby ikke. Hun er utilfreds med, at jeg offentliggør tallene, for som andre magthavere ville hun åbenbart helst have haft lov til at disponere bag lukkede døre.

  Jeg vil ikke give flere eksempler på Togebys bortforklaringer, men opfordre nysgerrige til at læse den min artikel på vores hjemmeside.

 

Åben debat beriger samfundsforståelsen. Men det er umuligt at have en sund akademisk fejde, hvis den ene part gemmer sig! I den forstand er Togebys uvilje til at besvare kritikken pinlig.

 Men det er ikke bare Magtudredningens problem. Mere foruroligende er måske, at så få samfundsforskere har studeret Slutrapporten. Deres ligegladhed er i den forstand symptom på et fattigt akademisk klima. Magtudredningen var trods alt det største samfundsvidenskabelige projekt herhjemme nogensinde, så den burde være pligtstof for samfundsforskerne; den burde diskuteres og kritiseres. Men forskerne gemmer sig i deres specialer og vil ikke blandes ind i noget. De opfører  sig som embedsmænd for den herskende magt og ikke som uafhængige analytikere på befolkningens vegne. Det er desværre en anden bitter erfaring på debatten om Magtudredningen.

Leave a comment