2003. Magtens diskenspringere – redigering jf. tidsånden

25-8 – 10-11 2003: Denne tekst, som bl.a. handler om pressens forsømmelser og eksperters afmagt, blev afvist af POLITIKENS kronikredaktion.

 Bagefter har jeg vedhæftet noter med mine supplerende henvisninger og bemærkninger:

 

MAGTENS DISKENSPRINGERE

Regeringen og Dansk Folkeparti kvæler den offentlige debat, når statsministeren mistænkeliggør eksperter eller når navngivne journalister i DR beskyldes for at være venstreorienterede. Men dagspressen har et stort medansvar for kvælningen, for den redigerer efter tidsåndens nyliberalisme og regeringens  dagsordener

 

INDTIL for et par år siden havde jeg ikke problemer med at få optaget en kritisk kronik eller klumme i aviserne, når noget med halve års mellemrum trængte til at blive sat på plads i den store offentlighed. På det seneste har jeg dog oplevet flere afvisninger. Jeg medgiver, at det opleves som en personlig krænkelse, især når jeg ser på, hvad der i stedet kom på af magthaveres tomgangssnak eller af litteraters gennemgang af Karen Blixens kønsliv o.lign.

 I efteråret 2002 brændte jeg inde med en kritisk gennemgang af den danske Magtudredning: ‘Magtudredningen – en midtvejsevaluering’. Først prøvede jeg at få den optaget i Politiken (kronikken med plads til flest ord og argumentation). Afvist: Uinteressant for et bredt publikum.

 Derefter Information. Afvist: ”for tidsskriftsagtig”. En absurd begrundelse, da Informations kronikredaktør netop havde fået megen positiv omtale for sin kritik af, at universiteternes forskere ikke delagtiggør offentligheden i deres forskning (1). 

 Sidst prøvede jeg DJØF-bladet for jurister, økonomer og politologer og altså en primærgruppe i forhold til magtkritikken. Afvist: Der manglede kildehenvisninger.

 Kronikken så kritisk på Magtudredningen som en slags vindmåler på det politiske klima og den politologiske videnskab herhjemme. Min konklusion var, at udredningen ville blive en fuser. Alt tegnede til, at Magtudredningen i sig selv blev et lærestykke i magthåndtering: I Folketinget gik det op i ideologiske afpisninger (2); i forskningen groede det til i traditionalisme.

 De 50 mio. kroner fra Folketinget var ellers årtiets chance for at få indblik i magtens veje, mekanismer og ikke mindst usynlige hånd. Men projektet er pænt og poleret – og underligt uinteressant. 75 løsrevne projekter (www.ps.au.dk/magtudredningen) kortlægger forskellige samfundsområder fra ”samfundseliten” til ”grundlovsmøders historie”. Grund-problemet er, at projektet er uambitiøst og ikke vover ikke ud i det ukendte. Den kommer ikke til at fortælle os kontroversielt nyt om samfundets store eller små magtrelationer. Den kommer ikke til at udfordre magthavere eller skabe debat. Som helhed gives vi indtryk af, at magten er godt og rimeligt fordelt og forvaltet:  Små dysfunktioner kan ikke forstyrre indtrykket af, at danskerne lever i et meget harmonisk og konfliktløst, meget retfærdigt og demokratisk samfund.

 Magtudredningen bliver dermed ikke en magtkritik, men en legitimation af magten. En simpel kortlægning af magten er nemlig også et forsvar for den som naturlig og universel. ”Når man skal analysere Staten, risikerer man at gentage Statens egen forståelse af sig selv” (Bourdieu). Man kan spørge: Hvad skal vi med forskning (og for den sags skyld også med kunst), hvis den ikke udfordrer vores vante forestillinger?

 Nu vil nogle indvende, at kronik måske bare var for ringe. Men for at sikre mig, at jeg ikke havde en skrue løs, havde jeg før indsendelsen fået den bedømt hos 2 professorer og 2 lektorer inden for det samfundsvidenskabelige område. De var uenige i detaljer, men bedømte kronikken som meget god, velargumenteret og velegnet til en større offentlighed. Men de frabed sig alle at blive brugt som reference, for de skulle jo alle leve videre i det miljø, som kronikken kritiserede…

 Min kronik (se: www.forskeren.dk/joe) blev afvist i november 2002, og debatten om Magtudredningen nåede ikke det offentlige rum. Jeg tror, det er tidstypisk og ikke tilfældigt.

 

I FESTTALERNE er pressen den fjerde statsmagt efter parlamentet, embedsmændene og domstolene. Massemedierne har vigtige funktioner som formidler af orientering, som debatforum og som demokratiets kritisk vagthund, hedder det i journalistikkens selvforståelse.

 I den klassiske offentlighedsteori har journalister primært en refererende funktion som ”gatekeeper”, en loyal dørvogter, som sorterer ud fra nyhedskriterier som væsentlighed, aktualitet og nærhed. Men i praksis er virkeligheden mere kompliceret: Journalisten har den vigtige rolle at prioritere, det vil sige udøve redigerende magt. (Lund 2002/14).

 Redigeringsprocessen handler om at dagsorden-sættelse, det vil sige en forestilling om en fælles politisk dagsorden, hvor medierne mere eller mindre selvstændigt definerer, hvad der er offentligt relevant.

 De fleste journalister opfatter deres redigerende virksomhed som upolitisk (Lund 2002). De har en selvforståelse om, at de er uafhængige og objektive, når de researcher, vinkler eller redigerer.

 Men det er fagets selvbedrag. Det er min oplevelse, at dagspressen er blevet mere tilbageholdende med kritiske vinklinger, som er vedholdende og som tør sætte sine egne standarder. Der er skåret ned på den dybdeborende journalistik, og hele branchens forsømmelser skjules af stor omtale af succes i enkelte sager (senest BTs succes i Farumskandalen). Den daglige (politiske) dækning består i høj grad af mikrofonholderi, hvor toppolitikere og –embedsmænd uden modspørgsmål får lov at sætte dagsordenen. De højborgerlige Berlingske og Jyllands-Posten er selvfølgelig de mest ukritiske, men alle er ramt.

 Den politiske journalistik er i krise. Det gøres til en lang diskussion om spindoktorer, som på sin side henviser til, at ”kommunikationen er professionaliseret”. Så krisen skyldes altså bare, at dagspressen ikke har oprustet sin kritiske sans i takt med modparten….

 

I DEN DAGLIGE nyhedsdækning er problemet ikke bare vinklingen i artiklerne, men i lige så høj grad det, som ikke tages op. Det er en mere sofistikeret forsømmelse, for det handler om den overfladiske omtale eller den totale tavshed (3).

 Et konkret eksempel er behandlingen af den universitetslov, som Folketinget vedtog i forsommeren.

 Vi kan alle være enige om, at offentlige institutioner skal være almennyttige og derfor uafhængige af interesser. Frie universiteter er således en selvfølgelig del af et demokratisk og pluralistisk samfund. Men Regeringens og Socialdemokraternes reform afvikler universiteternes uafhængighed og selvstyre ved at lukke eksterne interesser ind ad bagdøren: Den øverste ledelse kommer til at bestå af en bestyrelse med eksternt flertal og en ekstern formand, af en udpeget rektor, af udpegede institutledere m.m. Politikernes hensigt er at lave management og strategisk styring, som imødekommer ”samfundets behov”.

 En nøgtern analyse – som burde være basis for al journalistik – vil derimod sige, at ændringen medfører en politisering, hvor universiteterne i højere grad skal være instrumenter for erhvervslivets og politikernes interesser. At universitetet er særdeles følsomt for politisering viste den viste den såkaldte Dandysag, hvor Dandy prøvede at undertrykke nogle ubekvemme forskningsresultater og hvor Aarhus’ rektor føjede firmaet og lukkede munden på forskerne, indtil der blev offentlig skandale og alle var enige om, at forskerne selvfølgelig havde deres forskningsfrihed!

 Der er således tale om en radikal ændring af en grundlæggende institution i vores demokrati. (Ud fra den vinkel har jeg selv dækket lovens tilblivelse i fagbladet FORSKERforum) (4).

 Men hvad har den frie dagspresse så skrevet om universitetsreformen i det seneste år? Ifølge avisdatabasen INFOMEDIA har der været 58 indlæg, hvor ordet ”universitetsloven” indgik. Det lyder jo af en del, men 32 indlæg viser sig nemlig at være debatindlæg skrevet primært af modstandere af reformen. Der er 3 interviews, heraf to mikrofonholderier for videnskabsminister Sander, 3 kronikker samt 2 ledere. Ca. 20 artikler er journalistiske, men de handler alle om detaljer, og er i øvrigt fremprovokeret af diverse interessegruppers pressemeddelelser. Ikke en eneste artikel gik af egen journalistisk drift til bunds i sagen for at udrede, hvad loven handler om eller hvis interesser den tjener.

 Hvorfor fik sagen ingen journalistisk dækning? Redaktørerne vil svare, at der er mange vigtige sager og der er få journalister, stoffet skal prioriteres, der er lille offentlig interesse om universiteterne, og der har i øvrigt været en Irak-krig. Jeg vil sige, at undladelsen er en bevidst prioritering. (5)

 Det er sigende, at jeg to gange i løbet af det seneste år har skrevet til chefredaktøren på en avis, som engang var de intellektuelles foretrukne, og spurgt hvorfor avisen ikke skrev et ord om den vigtige universitetsreform, som dog måtte være interessant for avisens publikum. Jeg fik aldrig noget svar.

 Forsømmeligheden handler groft sagt om, at dagspressen opportunistisk følger Christiansborgs massive flertal og ikke vil marginalisere sig ved at omtale en sag, som risikerer at blive småpartiernes (R, SF og Enhedslistens) abstrakte forsvar for demokratiets institutioner.

 Derfor er der ikke skrevet en eneste bred journalistisk baggrundsartikel om reformen, derfor har der heller ikke været skabt en debat om dens underminering af en demokratisk institution, og derfor har videnskabsminister Sander og de teknokratiske socialdemokrater ikke fået noget modspil. Er universitetsreformen en skamplet på et demokrati, så er dagspressens tavshed en skamplet på den fjerde statsmagt. (6)

 

DE TO PROFESSORER og to lektorer undrede sig over afvisningen af min kritik af magtudredningen, men sagen åbnede mine øjne for en virkelighed udenfor den givne konsensus. Det er en slags subkultur, der fungerer i korridoren uden for den etablerede offentlighed.

 Det bekræftes af andre erfaringer, som jeg har tilfælles med andre kritiske journalister: Når jeg interviewer mange eksperter eller forskere, så taler de to sprog: Et udenfor referat, hvor de forklarer mig, hvordan sagen virkelig hænger sammen. Og et ”til blokken”, hvor de velovervejet siger det, som de vil citeres for. I forhold til at ”positionere sig” i offentligheden betyder det, at hvis de ”vil på” og ikke marginalisere sig, så opfører de sig taktisk. De  udøver en vis selvcensur, sådan at deres budskab bliver blødgjort og dermed mere spiseligt i forhold til konsensus’.

 Mange vælger bare at holde kæft. De fortæller ligeud, at de holder lav profil, enten fordi løbet jo er kørt (læs: beslutningerne tages uden hensyn til deres ekspertviden), fordi de ikke har erfaring for at kritiske indlæg får andet end en kort omtale og levetid eller fordi  følgevirkningerne af at optræde kritisk er bøvl og besvær, da de risikerer at få ry for at være ”kritisk” eller afvigende …

 De lider ikke af paranoia. Eksperter og organisationer erkendte i sommer åbent (se fx Politiken 29-30. juni), at de er blevet varsomme med at kritisere regeringen, når det gælder visse emner (udlændinge, ulande og menneskerettigheder). Regeringen og Dansk Folkeparti har i sin jagt på smagsdommere og ekspert-tyranni ødelagt den offentlige debat, bl.a. gennem det vellykkede mediestunt med at nedlægge snesevis af nævn og råd.

 Det har gjort eksperter og forskere tilbageholdende. Og dagspressen er i høj grad medskyldig, for i stedet for udholdende at støtte sig på den nøgterne analyse eller på eksperters viden (og spørgsmål), så vælger journalistikken opportunistisk at følge det dagsaktuelle og magthavernes dagsordener.

 

SENSATIONELLE en-dags-knald som den århusianske race-hygiejniker Helmuth Nyborg får selvfølgelig plads, fordi hans synspunkter er ekstreme. Men ellers er hovedtrenden, at konsensusbudskaber lægges frem på hylderne, mens mere kritiske varer må finde sig i at cirkulere i bagbutikken.

 Mine to konkrete eksempler bekræfter mig i, at pressen i de seneste år har bevæget sig – loyalt – mod det politiske højre under den nyliberale tidsånd og især under nuværende regering. Den kritiske offentlighed er blevet indsnævret, ikke bare på grund af en større topstyring (spindoktorer), men i lige så høj grad på grund af redaktørers og journalisters tilpasning til magten.

 Den nedslående konklusion er, at dagspressen ikke lever op til sine egne idealer som demokratiets vagthund, den fjerde statsmagt osv. Tværtimod fungerer højtlønnede redaktører og journalister som magtens diskenspringere, der sørger for at lange sager over bordet, som ikke anfægter Magten, dvs. toppolitikere, embedsmænd og erhvervsfolk. Det sker altimens pressen selv taler skamløst om vigtigheden af ”den journalistiske frihed” – men samme frihed bruges med få hæderlige undtagelser ikke til andet end til at lave journalistik for Magten og på Magtens præmisser.

 Når min kronik om Magtudredningen ikke kom på, skyldes det en mekanisme, hvor de pæne piger (!) på kronikredaktionerne (7)

ikke ville bringe noget, som stiller spørgsmål ved grundlæggende magtstrukturer i samfundet. Kritik lugter for meget af ’68 og er helt ude af trit med tidsånden. Den samme mekanisme ligger bag dagspressens tavshed om universitetsloven, for ”demokrati”, ”selvstyre”, ”politisering” samt ”magt og erhvervsinteresser” læses som venstreorienterede signalord.

 Pressens tilpasning til magten modsiger en udbredt konspirationsteori, som hævder, at journalister er unødigt konfliktfikserede, kritiske og venstreorienterede – og at de fordrejer virkeligheden og underminerer den politiske debat. Men nyhedsmedierne lever ikke deres eget selvstændige liv. De fungerer ikke som en uafhængig politisk institution, men er normativt knyttet til sit publikum og til det politiske system. Pressens (politiske) autonomi altid er betinget af ”andres handlinger og accept”, som medieforskeren Anker Brink Lund har sagt (Magtudredningen, 2002). Dagspressens budskaber redigeres således inden for tidsåndens rammer. Pressen legitimerer sig så at sige ved at lægge sig op ad det brede publikum og politikerne. Man opererer inden for en underforstået konsensus om, hvad der kan komme på dagsordenen. Og ikke mindst: hvad der ikke kan komme på.

 En forklaring på diskenspringernes opførsel er altså, at normerne har ændret sig med den nyliberale tidsånd og den borgerlige regering. Hvilket selvfølgelig ikke fritager mediernes folk for et stort ansvar for, at den pluralistiske spredning af information og debat er indsnævret og for at demokratiet gøres fattigere …           (25.08.2003)

 

NOTER:

 

1: Se Marie Louise Kjølbye: ”Nå, vi er nok blevet populister, hva’ ” (Journalisten nr. 18-2002).

 Mit ærinde i dette essay er ikke at problematisere forskeres formidling eller deltagelse i den offentlige debat m.m. Mit tema fokusere på nyhedsformidlingens / journalisters rolle i formidlingen af kontroversiel – kritisk forskning, herunder forholdet til og brugen af eksperter.

 Jævnligt fremfører politikere, embedsmænd og erhvervsliv, at det er et stort problem, at for få forskere formidler deres forskning. Stillet på den måde, lyder kravet om forskeres formidling som en selvfølgelighed, men spørgsmålet er modsætningsfyldt. Det er utvivlsomt korrekt, at mange forskere – med varierende motiver -ikke har prioriteret formidlingen til en bred offentlighed særlig højt. Og forskerverdenen ville utvivlsomt have positioneret og legitimeret sig betydelig bedre i offentligheden, og gjort sig mindre sårbare for kritik, hvis de havde fyldt mere udadtil.

 Men det mere relevante spørgsmål er, hvilke dele af offentligheden, der er reelt interesseret i formidlingen og dermed hvem formidlingen derfor skal rette sig imod? Er forskning så interesseret, at den kan få plads i nyhedsformidlinge? Den brede offentligheds interesse i specifik naturvidenskab er begrænset, så den nyhedspressen er ikke overvældende interesseret i dette stof som andet end niche-stof. Og der findes faktisk populær-videnskabelige magasiner for de særligt interesserede (Populær Naturvidenskab, National Geographic, I Form, Helse m.fl.). Men formidlingen af naturvidenskab er ikke temaet for mit essay.

 Mit tema er, om den redigerende magt vil lade kontroversiel eller kritisk forskning (i samfund, jura, migration, kultur, miljøsundhed, fødevarer, 3.verden m.m.) komme på.

 

Hvad er politikernes krav om formidling udtryk for? Jeg vurderer det som dobbeltsidet:

 Dels – som det ideelt udtrykkes – et ønske om at popularisere forskningen

 Og dels et instrumentelt krav om videns-overførsel og anvendelsesorientering (især til praktisk anvendelse i industrien). Når politikerne igen og igen kræver mere formidling, handler det meget mere om at lægge pres på universiteterne, så disse erhvervsretter sin forskning. Det går helt i tråd med 2003-universitetsreformens formålsændring til, at universiteterne ikke bare skal undervise og forske, men også formidle.

 Videnskabsministeren nedsatte i maj 2003 en tænketank, der skal komme med ideer til projekter, der kan sættes i gang med det formål, at ”forskning bliver nærværende for alle”. Den skal udveksle ideer og præsentere forslag til ministeren om formidling af og forståelse for forskning. Tænketanken skal blandt andet bidrage til:

– At formulere en politik for formidling af forskning

– At udbrede og nuancere forståelsen af forskningens betydning for samfundet, virksomhederne og den enkelte borger

– At afprøve nye måder til at nå en bredere del af befolkningen, f.eks. gennem afvikling af ‘Forskningens Dag’

 Tænketankens medlemmer er udpeget af Videnskabsministeren ”i kraft af deres personlige egenskaber og kompetencer”. Den er sammensat af kendte, trendy konsulente og/eller mediemagtige -typer; de fleste til højre for den politiske midte og de fleste uden kendskab til forskningsformidling.

 Tænketanke oprettes af ministre, når de er i vildrede, når de skal have billig presseomtale ”på en bølge af begejstring” (Bøje Larsen) eller når de selv skal have en tænkepause! Når der ses bort fra komikken i det aktuelle initiativs hovedide om en ’forskningens dag’ (!?), så er initiativets anbefalinger relativt forudsigelige: Hovedopgaven i ”at formulere en politik for formidling af forskning” vil betyde krav om at universitetsforskere har pligt til at formidle mere til menigmand og til erhvervslivet. Tænketanken vil således resultere i at skærpe det politiske pres på universiteterne.

 

2. Magtudredningens tilblivelse og konflikter blev bl.a. beskrevet i WA og Politiken i 1997.

 

3. Dagsorden-sættelse er et interessant tema for politologien: Hvad kom på, og hvad kom ikke på, lyder spørgsmålet. Der tales ligefrem om ”nondecisions”:

 „Mange analytikere har fejlagtigt antaget, at magt og dens modstykke aktiveres og kann observeres alene i beslutningstagnings-situationer. De har overset det lige så vigtige, om ikke mere vigtige område, som kan kaldes ’ikke-beslutningstagning’, i.e. den praksis at begrænse feltet for aktuel beslutningstagning til ’sikre’ temaer ved at manipulere de dominerende fællesværdier, myter og politiske institutioner og procedurer. At springe dette over er at forsømme helheden i magtens ansigt” (Bachrach & Baratz, 1963).

 De beslutninger eller procedurer, som resulterer i en undertrykkelse og modvirkelse, en latent eller manifest underlæggelse under beslutningstagerens vurderinger og interesser (Bachrach & Baratz 1963)

 Teorien om ’non-decisions’ retter sig især mod beslutningstagning i administrative og politiske systemer, og det er et spørgsmål, hvorvidt den kan overføres på mekanismerne bag ”den redigerende magt”.

 

4. se FORSKERforum: www.forskeren.dk.

 Universitetslovens baggrund og politiske tilblivelse er beskrevet i Øllgaard: ”Magten og universitetet” (2001). Bogen er en magtkritisk analyse af forholdet mellem forskning, universitet og politik. I tre essays beskrives hhv. universitetsreformens styrelsesformer (”det korporative universitet” i trekanten politikere, erhvervsliv og universitet), den instrumentaliserede forskning (politikernes og erhvervslivets stigende interesse i universitetets arbejde) samt den skjulte beslutningsproces bag DTUs overgang fra det kollegiale selvstyre til eksternt styre i år 2000.

 Se også: Øllgaard: ”Markedsgørelse af universiteterne”, in Horn/Nielsen: ”Universiteter til tiden?” (Klim, oktober 2003)

 

5.Ganske uvidenskabeligt, men ikke uvæsentligt: En medvirkende årsag til fravalget er, at de fleste journalister har lidt mindreværdskompleks overfor disse belæste eksperter, som har fordybet sig i noget og ved noget. Og så har mange journalister i øvrigt også en mislykket universitetsfortid bag sig, hvor deres klareste erindring er, at der burde strammes op og at der var en underviser, som burde fyret som absolut umulius – men han sidder der såmænd endnu!

 

6. Min kritik af magtudredningen og nyhedsmediernes manglende interesse for universitetsreformen er to eksempler på tidsånden indsnævring af det offentlige debatrum. Eksemplerne kan bruges til at formulere teser på. Men for at kunne hævde at de er typiske, kræves der en empirisk verificering, og den har jeg ikke haft ressourcer til at lave.

 Da Anker Brink Lund skulle undersøge den redigerende magt valgte han en metode, hvor han registrerede, hvad der i en ”nyhedsuge” kom på i nyhedsmedierne. Hermed kan han beslutningskriterier bag redigeringsprocessen, for især at belyse, hvordan og i hvor høj grad nyhedsmedierne (journalister) er i stand til at sætte deres egen dagsorden.

Hvis jeg skulle lave en lignende analyse med empirisk beviskraft, er det knap så simpelt, idet genstanden er politiske, ideologiske budskaber. Det er et politiseret og dermed kontroversielt tema, hvor man dels skal systematisere, hvad der kommer på,  men ikke mindst hvad der ikke kommer på (bliver fravalgt). Metodisk er det selvfølgelig særdeles vanskeligt at finde kriterier for, hvad der er væsentligt?

 Her er Brink Lund ikke til megen metodisk hjælp, idet han ikke går ind i en egentlig ideologisk analyse af, hvilke budskaber, der er på og hvilke, der ikke kommer på. Idet Brink Lund begrænser sig til en enkelt nyhedsuge, er det heller ikke muligt at få et billede af, om der er sket en glidning over tid i, hvilke budskaber, der kommer på.

 Metodisk kunne en empirisk analyse af nyhedsmediernes politiske glidning over tid efterprøves ved en gennemgang af dels temaer og indhold i medierne, hhv. under S/R-regeringen pr. 2000 og to år efter under den borgerlige regering Fogh Rasmussen pr. 2002. (Et alt for oplagt studieobjekt kunne være fremstillingen af de fremmede og den politiske diskussion heraf, hvor forskellige analyser har påvist et væsentligt skift. Et andet oplagt tema kunne være ulandsproblematikker. Et tredje tema kunne være miljøkontroverser, som er en væsentlig kontrovers mellem de to regeringer, personificeret ved Svend Auken og H.C. Schmidt).

 

7. Bemærkningen er en provokation, der antyder, at konflikt-skyhed er et udslag af tidens afpolitisering.

 

KILDER:

Anker Brink Lund: ”Den redigerende magt” (Magtudredningen 2002).

Jørgen Øllgaard: ”Magten og universitetet” (2001).

Jørgen Øllgaard: ”Magtudredningen – legitimation af magten” (upubl. se: www.forskeren.dk/joe)

 

JØRGE

Leave a comment