2010. ‘De røde lejesvende’: DRs afnazificering

– klumme afvist af POLITIKEN og INFORMATION (8.10 2010) –

Afnazificering efter 2. verdenskrig var sejrherrernes oprettelse af domstole, som kunne udrense nazister i den offentlige administration samt fratage indflydelsesrige nazier deres magt. I videre forstand kom begrebet også til at omfatte nazisters sindelags-omskoling og soning.

 ”De røde lejesvende” 1-3 (sendt på DR2 19.sept – 3.okt) kan opfattes som en sådan afnazificering; en proces hvor DRs nye ledelse af egen drift opsporer og domfælder samt offentligt erkender fejl og lover bedre opførsel i fremtiden. DRs nye ledere giver det signal til især Regeringens politikere, at DR har lagt sig ned, gjort op med de venstreorienterede og at der er andre boller på suppen nu. Nogle vil afdramatisere ved at henvise til, at det jo bare var en udsendelse på den hemmelige kloge-kanal DR2. Men signalværdien til politikerne og til DRs journalister er ikke desto mindre meget stor. Og politikerne Søren Espersen (DF) og Klaus Hjort Frederiksen (V) klapper da også anerkendende i hænderne.  

Som journalistisk håndværk var udsendelsesrækken makværk. Basalt fordi dens præmisser var uklare. Tydeligst eksemplificeret da Jens Nauntofte blev slæbt igennem dyndet for et kampvogns-foto, der var taget før han kom til DR! Eller det suggestive klip, hvor Bent Jensen (i nr.2) fik lov at kommentere lejesvenden Kjeld Koplevs udsagn uden ord, men bare med et hånligt fnys! Eller da Kurt Strand (som i udsendelse 1-2 havde hængt på efterlyst-tavlen bag i studiet) pludselig i et kort klip mistænkeliggøres som en af de røde, fordi han engang var ansat på noget, der hed Socialistisk Dagblad. Suggestivt forstærket af et klip fra Deadline, hvor han smed Bjørn Lomborgs bog i skraldespanden – uden at Strand fik lov at svare for sig!. Eller da … eksemplerne på manipulationer står i kø.

 Det metodemæssige problem er, at journalist Rosenkrands ikke lægger udsendelsens afsæt og hensigt klart frem. Han fortalte sine interviewofre, at de skulle interviewes om journalistik i en bestemt tid. De blev de sat i et studie, indrettet som en blanding af forhørskælder og kriminalredaktion med forbryderfotos på væggen. Hvem ville ikke sidde uroligt i stolen, hvis man ikke vidste, hvad man var anklaget for?

 Rosenkrands hiver enkeltbegivenheder ud af sin sammenhæng. Han er ahistorisk; han prøver ikke at sætte begivenhederne ind i den tid, som journalistikken var en afspejling af. 1968-1970 var en tid, hvor København/Århus var i opbrud med studenteroprør, med krav om solidaritet, kvindefrigørelse osv. Og selvfølgelig afspejlede det sig også i sendefladen, for DR var det fælles sted, hvor opbruddet kunne diskuteres. Og selvfølgelig var der også venstreorienterede ansat i DR, der blev diskuteret politik og der blev politiseret. Der blev også stillet kritiske spørgsmål til magthaverne, fx af journalisterne Uffe Ellemann og Ole Andreasen. Som i øvrigt også blev mistænkeliggjort som venstresnoede, for det er automatisk prædikatet på journalister, der tillader sig at stille kritiske spørgsmål og anfægte magthavere.  

 Det formidlingsmæssigt største problem er imidlertid, at han ikke helt klart lægger grundpræmissen frem, nemlig at han vil belyse de rødes forsyndelser set gennem højrefundamentalisters øjne. Udsendelserne havde været helt anderledes reelle, hvis det i indledningen på hver af de tre udsendelser var var lagt frem som præmissen:  ”Jeg har valgt at holde mikrofon for nogle, der både styrer fremstillingen som anklagere og dommere og inkvisitorer: Blüdnikow, Bent Jensen, Klaus Hjort Frederiksen m.fl.”

Når han ikke placerer inkvisitorerne som stærkt ideologiserede højre-fundamentalister, så kommer disse til at stå som repræsentanter for det sunde folkelige og politiske middel-Danmark, og ex-DR kommer til at fremstå som meget mere rabiat end det var.

Uden klare præmisser og uden tydelig afsender bliver udsendelserne ren ideologi, hvor den indforståede præmis bliver, at DR var en politiseret kommunist-rede og propaganda-sender. Uden den manipulation var det vel ikke værd at lave tre inkvisitoriske udsendelser om noget, der er foregået for 25 år siden? Men foregivelsen af  DR som kommunistrede er absurd, alt imens der var masser af venstreorienterede studerende dengang, som skrev tykke specialer om DR som ”systembevarende” og som en del af ”den borgerlige offentlighed”. Borgerlige intellektuelle som Per Stig Møller (K) har da også dementeret den manipulation. 

 Rosenkrands’ uredelige ideologiseren bliver så meget grovere, når han ikke omtaler, at statsmonopolets alsidigheds-forpligtelse skal bedømmes på den samlede udsendelsesflade, ikke på den enkelte udsendelse. Og ikke i den enkelte journalists spørgsmål eller vinklinger, som Rosenkrands gør det til. 

Alle disse manipulationer får kun legitimitet, fordi den ideologiske bias tiljubles af højre-sidens fundamentalister, der er dygtige til at fremstille sig som ofre for det venstreorienterede tyranni, altimens de faktisk har stor redigeringsmagt i de danske medier. Nu klapper de glade i hænderne, for DR har rettet ind. Tydeligst udtrykt af finansminister Klaus Hjort Frederiksen, der i udsendelsen får lov at optræde i mange roller; som anklager, inkvisitator og til slut som sammenfatter og den triumferende historieskriver: Der er kommet en anden ånd ind i DR. Altså, det kan man jo bare se på udbuddet af programmer. Nu kører der ikke i prime-time analyser af Irak-krigen. Nu kører der X-Factor og sådan nogle ting”.

Uden at gå nærmere ind i den absolut kyniske og horrible foragt for ”almindelige mennesker”, som ligger i udtalelsen, så er den politiske undertekst bag, at DR endelig har lagt sig ned. DR er udrenset.

 Fremskridtspartiet (DF) og Venstre har i årtier bekæmpet DRs uafhængige og kritiske journalistik. Bekæmpelsen blev forstærket, da Venstre ville styrke TV2s salgbarhed og regeringsvenlige journalistik. Nu har regeringen så fået sparet DR ned til sokkeholderne, og man har fået sat top-ledere ind på centrale poster; topledere med sympati for tidsåndens højrevinde (Plummer er Brian Mikkelsens opfindelse. Haagerup er opdraget på Jyllands-Postens chefgang. Og  TV2-chef Arne Notkin, hvis afdeling af produceret udsendelserne, startede jagten på de røde for ti år siden (i Weekendavisen) og slår nu sømmet i med denne inkvisitoriske udsendelsesrække; som set i det lys er Notkins “sandhedskommission”).

Afnazificeringen er fuldendt.”De røde lejesvende”  kan ses som DR-toppens selvkritik, erkendelse og den endelige kapitulation. Hvis det ikke er udsendelsernes egentlige budskab, så var makværket aldrig blevet udsendt i den form. Signalet er, at de røde lejesvende er luget ud og erstattet af studieværter, der ikke vil anfægte Magten.  DR-ledelsen har – med Rosenkrands som mellemmand – afgivet en ed til politikerne: ”DRs ledelse lover, at DR ikke (længere) vil tillade Sippel’er, der ud fra sin egen politiske agenda tillod sig at rapportere fra begge sider i Mellemøsten. Eller stille spørgsmål til, hvor fornuftig Regeringens krig i Irak er. Eller at nævne Israels besættelse af palæstinensisk jord osv. DRs journalister ikke fremover vil lave kritisk og uafhængig journalistik uden for det, som Regeringen (og pt. støttepartiet DF) definerer som ”Konsensus-Danmark”.

 Det er deprimerende, at sådan noget ringe journalistisk håndværk – speedet op af larmende forskræp – kan slippe ud i sendefladen. Men det mest deprimerende er altså signalværdien bag.

(Og i øvrigt tillykke til journalist Rosenkrands, som med fin sans for tidsånden har produceret ”De røde lejesvende”. Med den har du sikret dig den pt. største ansættelses-sikkerhed i DR).