2006. Den kritiske forsømmelse – journalisters og forskeres selvbedrag (BOG-artikel)

Publiceret i Kaare Nielsen: ’Kritik som deltagelse’ (KLIM 2006)

 

                                              ”Man kan ikke være venner med alle” (Slogan for ’Det fri Aktuelt’)

 

Den kritiske forsømmelse – journalisters og forskeres selvbedrag

Journalistik og uafhængig forskning har centrale funktioner i et åbent, demokratisk samfund. Og der er en interessant parallelitet i de journalistiske og akademiske professions-etikker. Både journalistikken og forskersamfundet – især i samfundsvidenskaberne og humaniora – har dybt forankrede selvforståelser som ’kritiske’ i forhold til deres arbejdsfelt. Der er imidlertid institutionelle, politiske og strukturelle begrænsninger på udfoldelsen – og spørgsmålet er, om der er overensstemmelse mellem den kritiske selvforståelse og så journalisternes og forskernes praksis

 

Af JØRGEN ØLLGAARD, sociolog og journalist

 

1. Indledning

I latinske lande er der status i at være undervisnings- eller videnskabsminister. Posten besættes således med kyndige (professorer), der har intellektuelt overskud og kendskab til sektoren – selvfølgelig udvalgt fordi de sympatiserer med den siddende regerings ideologi/politik.

 Sådan er det ikke i Danmark, og det er måske sigende for det politiske og akademiske miljø. Her har vi en statsminister, der stigmatiserer eksperter og kyndige som ”smagsdommere”. Og her har vi aktuelt en videnskabsminister, som aldrig har sat sine ben på et universitet uden at det var hans pligt, som gør en dyd ud af at udtale sig helt nede i jordhøjde og helst i sportsmetaforer, men som værst kun forstår intellektuelt arbejde som en mulig kilde til tekniske opfindelser, erhvervsmæssig nytte og økonomisk velstand.

 Men allerværst er det måske, at ministrenes populisme kun i lille grad anfægtes af journalistikken, demokratiets vagthund. Jeg fik dog selv ridderslaget som kritisk journalist i julen 2004: I modsætning til det foregående år blev jeg ikke inviteret med til Videnskabsministerens juletaffel, hvor han personligt delte gløgg og æbleskiver ud til de særligt indbudte journalister på hans forsknings- og teknologi-område. Men min journalistik fandt han tilsyneladende udenfor pædagogisk rækkevidde, så jeg var ikke indbudt til taflets joviale minglen.

 Som journalist på fagbladet FORSKERforum, der skriver kritisk om forskningspolitik, universiteter, undervisning, forskeres arbejdsforhold m.m., har jeg fået Magtens modstand at føle, når det i stigende grad har været vanskeligt eller umuligt at få en minister i tale – og det gælder såvel den nuværende V-minister som tidligere S-ministre. Trods telefoniske anmodninger flere dage i træk (med venligt svar på ministersekretærens / informationschefens spørgsmål: ”Hvad vil du spørge om”?), ringer ministeren ikke tilbage. Han/hun ønsker åbenlyst ikke at svare på kritiske spørgsmål. Derimod kan jeg konstatere, at han rykker ud med timers varsel, når de store dagblade ønsker en kommentar til hvadsomhelst.

 Denne artikel giver eksempler på, hvordan man kan blive diskvalificeret fra det pæne selskab ved at lave vinklinger, som er ubekvemme for Magten og systemet. For den kritiske tilgang er ingen selvfølge for den journalistik og frie forskning, som er vigtige institutioner i et åbent, pluralistisk og demokratisk samfund.

 Og arbejdet på tværs af sektorerne har åbnet mine øjne for en interessant parallelitet i de journalistiske og akademiske professions-etikker: Både journalistikken og især samfundsvidenskaben, men også humaniora og andre videnskaber, har dybt forankrede selvforståelser som uafhængige og kritiske i forhold til deres emne. Men er der overensstemmelse mellem denne kritiske selvforståelse og så professionernes praksis?

 

Fremstillingen skal ikke forstås som en forfaldshistorie (se Esmark). Den er skrevet ind i tidens liberale økonomis og teknokratiske nytteideologi (se herom Rose 1999, Bourdieu 2001). Jeg oplever, at den kritiske journalistik og forskning er nede i en bølgedal. Vilkårene og kvaliteten varierer over tid. Men journalistikken har formentlig ikke væsentligt værre vilkår i dag end i tidligere epoker.

 Men det skal ikke skjule en pessimistisk undertone hvad angår universiteternes frihed: Det er et alvorligt demokratitab, når markedskræfterne har fået adgang til at styre de frie universiteter, så politikere, erhvervsfolk, erhvervslivets interesser og management (”firmatisering”) får central indflydelse på de offentlige universiteter og på de offentlige forskningsindsatser. Det truer en af demokratiets frie, hellige institutioner. Og afdemokratiseringen, hvor universiternes (medarbejder-) selvstyre afløses af ”chefernes selvstyre” med store magtbeføjelser til lederne uden offentlig indsigt og kontrol, vil blive et voksende problem, fordi professionelle ledere vil præge forskningsmiljøer og uddannelser med en strategisk tænkning og en management, som er fremmed for en verden, hvor den frie tanke burde regere (se Øllgaard 2003)..

 

2. Kritisk journalistik og nødvendigheden af referencer

God kritisk journalistik eller god kritisk forskning er ligesom god kunst; det får os til at se på verden på en anden måde. Det gør op med vaneforestillinger og konventioner. Kritisk journalistik – og kritisk samfundsvidenskab – handler derfor også om anfægtelse af magtrelationer. Når en magthaver kommunikerer sker det sjældent i form af en løgn; der sker derimod ofte en manipulation / selektion af virkeligheden, hvor det positive fremhæves og det ufordelagtige forties eller nedprioriteres.

 Virkelighedsbeskrivelsen sker i en magtrelation: ”Den virkelighed, som tages for givet på et vist tidspunkt, gør det i kraft af magten hos virkelighedsbeskrivende institutioner i samfundet: Uddannelserne, forskningen, bureaukratiet, medierne osv. Den magt forstærkes, når institutionerne samarbejder, fx journalistikken og bureaukratiet” (Ekecrantz p.251). Ekecrantz beskriver journalistikkens institutionalisering (og konventionalisering), som en del af magtsystemet, og hvorledes dette påvirker faget – men bemærkningerne kunne lige så vel gælde for forskningen. Selv om han ikke bruger udtrykket, så handler det om en stadig skepsis overfor Magten og hvorledes man selv indgår i forhold til denne.

 Journalistikken kaldes i højstemte stunder for demokratiets vagthund; den fjerde, kontrollerende, magt. (Den lovgivende magt i Folketinget er den første, domstolenes dømmende magt er den anden og den udøvende magt er myndigheder (politi, ministerier osv.) er den tredje).

 Journalistikken kan stille spørgsmål til systemets eller magthaveres forvaltning af deres myndighed. Den kan direkte eller indirekte anfægte, om magtrelationer eller myndighedsudøvelse er hensigtsmæssig ud fra et demokratisk synspunkt – ofte ikke mindst ud fra Magtens egne idealer. Eller den kan stille spørgsmål ved forvaltningen af definitionsmagt. Det er nemlig Magtens privilegium at udlægge, hvordan magten er placeret og hvordan verden ser ud. Og det er ideelt set journalistikkens rolle at anfægte dette, og hertil kræves der ”journalistisk frihed” (hvis parallel i forskerverdenen hedder ”forskningsfrihed”)

 

Den kritiske norm er så dybt forankret i ”rigtige journalisters” selvforståelse, at den opfattes som en selvfølgelighed. Det er imidlertid et åbent spørgsmål, om der er harmoni mellem selvforståelsen og praksis. Hvor mange journalister skriver artikler, der faktisk anfægter magtrelationer? Eller spurgt på en anden måde: Får de tid og lov af deres redaktører til at fordybe sig til at lave tidrøvende kritisk journalistik?

 Selvforståelsen om at være kritisk er så indforstået, at journalister ikke taler om ”kritisk journalistik”. Heller ikke i medieforskeren Anker Brink Lunds undersøgelser bruges denne terminologi, når han fx laver en indholdsmæssig skelnen mellem de atypiske vinklinger i fokusjournalistik (boring i sager, der markant afviger fra normer / regler osv.) og så hverdagens praksis i rutinejournalistik (den hverdagslige nyhedsproduktion) (Lund 2002).

 Der stilles store krav til den kritiske journalistik. Det er centralt at have analytisk orden i de historiske, politiske, økonomiske eller sociale referencer på det sagsfelt, man beskæftiger sig med, og dette kan så fx vurderes ud fra demokratiske idealer om, at statslige midler skal forvaltes ud fra en almeninteresse, og at beslutningsprocesser og prioriteringer skal ske i åbenhed m.m. (Journalistens afsæt er således ikke personlige-venstreorienterede politiske sympatier, men empirisk kritik ud fra demokratiske idealer).

 Journalisten (eller samfundsforskeren) man bruge referencerne til at empirisk at beskrive ændringer i samfundsforhold, magtrelationer osv. Min journalistiks reference været, at VK-regeringen og Socialdemokraterne i 1999-2003 afviklede universiteternes selvstyre og uafhængighed ved at lukke eksterne interessenter ind ad bagdøren. Politikerne sagde, at universiteternes skulle imødekomme ”samfundets behov”. En kølig politisk-økonomisk analyse fortæller imidlertid, at ændringen medfører en markedsgørelse og politisering, hvor universiteterne i højere grad skal være instrumenter for erhvervslivets og politikernes interesser. Der er således sket et dramatisk demokratitab siden 2000 ved

          at (ungdomsoprørets) styrelseslov med stort selvstyre til universiteterne og stor medindflydelse for de sagkyndige (ansatte) i 2001-2004 blev erstattet af en universitetslov, der erstatter valgte ledere med udpegede, giver eksternt flertal i universitetsbestyrelser og erstatter medarbejder-selvstyre med et chefselvstyre, der har sit ideal i virksomhedsøkonomi og –management.

          at lederes myndighed – i effektivitetens navn – får udvidede beføjelser og at offentlighedens indblik i beslutninger og forvaltning forringes. Det mest tydelige eksempel herpå er nye ansættelsesregler på universiteterne, hvor rektor / dekaner for det første suverænt kan beslutte, hvilke fagområder, der skal opprioriteres, for det andet er der totalt lukket for offentlighedens indblik i ansøgningsproceduren og for det tredje kan lederne så bag lukkede døre suverænt beslutte, hvem de vil ansætte.

          at de offentlige forskningsbevillinger i stigende grad skal udmøntes ”i konkurrence”, dvs. fortrinsvis i politisk øremærkede strategiske puljer, der er rettet mod erhvervslivets behov.

          at universitetsuddannelserne i stigende grad tilrettes mod ”arbejdsmarkedets behov”.

 Men hvordan dækkede dagspressen denne radikale demokratireform? En søgning på ordet ”universitetslov” i INFOMEDIA fortæller om 138 artikler i perioden 15-11 2000 (hvor lovændringen blev sparket i gang på DTU) til 4-7 2003 (hvor universitetsloven blev endeligt vedtaget i Folketinget). Sorteres i disse viser der sig ca. 20 kronikker eller klummer, hvoraf knap halvdelen såmænd stammer fra videnskabsminister Sander selv. Der er ca. 30 læserindlæg, hvoraf ¾ stammer fra modstandere af reformen. I ca. 50 artikler er universitetsloven blot nævnt marginalt. Der var så 40 rene journalistiske artikler. Heraf har knap halvdelen en positiv vinkling på lovændringen med udgangspunkt i mikrofonholderi for regeringskilder eller i pressemateriale fra Videnskabsministeren.

 Tilbage stod 20-25 stykker fokusjournalistik, som var resultat af journalisters selvstændige og kritiske vinkling på reformen (især Politikens Line Aarsland og Informations Mette-Line Thorup). Så få substansielle artikler på to og et halvt år betød, at reformen ikke blev eksponeret i offentligheden, og at chancerne for en demokratisk debat blev forspildt.

 Kritiske solo-journalister gør det ikke alene (ligesom de ikke kan operere uden bredskuldrede udgivere og redaktører). For at få gennemslag er det nødvendigt med synergi i offentligheden. Og her er det ikke bare magthavere, forvaltningssystemer eller uambitiøse journalister, som er en forhindringen. Også mediernes egen inerti kan modvirke en god histories gennemslag. Selv den mest spektakulære historie kan lide tavshedsdøden. Rutinejournalistikken magter at redigere nogle emner helt ud af mediernes søgelys. Det sker ikke som bevidst manipulation, men som resultat af redaktioners prioritering af nemme og populære historier og som fravalg i form af blinde vinkler og  tavshedsspiraler. Imod massiv præmismagt kæmper magtkritiske journalister forgæves (Lund 2002, p.83).

 

3. Når Magten anfægtes: Den journalistiske afsløring, konflikten, dokumentation eller den politiske sag

Kritiske artikler er interessante, fordi de fortæller noget generelt om forholdene på et område. Men konkrete cases fortæller også noget om rammerne for kritisk virksomhed og om vilkårene for at lave magtkritisk journalistik. Eksempler fra universiteterne eller forskningens felt fortæller om demokratiske eller forvaltningsmæssige problemer, fx magtmisbrug – og dermed noget om hvor et politisk klima og et forvaltningssystem bevæger sig hen.

NOTE. Rutinejournalistik er langt det almindeligste, men journalistikken dømmes på fokusjournalistikkens kritiske boring i penible historier, der har en særlig udsagnskraft: ”En væsentlig metodisk pointe ved casestudier … er, at ekstremer og undtagelser kan belyse hovedregler. Det spektakulære lader nogle mønstre træde frem, som kan være vanskelige at få øje på i det rutineprægede hverdagsstof” (Lund p.74).

 Idet journalistikkens omdrejningspunkt er ”konfliktualiteten”, hvor to eller flere parter er i konfrontation eller interessemodsætning, så gengives eksemplerne også med det pædagogiske sigte at anfægte mange akademikeres konfliktskyhed eller illusion om, at universiteter og videnskab er en mere ren og ideel og mindre magtfri zone end andre samfundsområder! I akademia foregår der nemlig magtkampe om position, penge, opgavefordeling, status m.m. Og så foregår der magtmisbrug. Forskersamfundet har typisk en tendens til at læse disse kritiske historier dobbelt, med en livstræt flegma (”Det vidste vi jo godt. Sådan er det bare”) samtidig med, at de i næste åndedrag mener, at historierne måske er lidt overdrevne (”Lidt for meget Ekstra Bladet”), underforstået ikke helt svarende til seriøsiteten i den akademiske verden.

 

Journalistikken er angiveligt den fjerde statsmagt, som skal holde øje med Magten. Dækningen af demokratiske principsager er en vanskelig balance, hvis man ikke har kilder til at legitimere sin interesse for sagen.

 Indførelse af universitetsreformen skete ad bagdøren. Danmarks Tekniske Universitet (DTU) blev i 1999-2000 brugt som rambuk for reformen. Det var nemlig en forudsætning for afskaffelse af universiteternes selvstyre, at et universiteterne selv ansøgte om at få selvstyret afskaffet. DTUs daværende ledelse (m. rektor Hans Peter Jensen og direktør Anne Grete Holmsgaard i spidsen) blev fristet / lokket til at indsende en dispensationsansøgning om ændring af styringsformerne i oktober 2000, fordi embedsmænd i Forskningsministeriet og politikere foregøglede, at man ville få udvidet økonomisk selvstyre og betydeligt forbedrede økonomiske vilkår, idet man bl.a. ville kunne belåne bygningerne (Øllgaard 2001).

 DTU opgav med dispensationsmodellen universiteternes enhedslov (Styrelsesloven med selvstyre) og politikerne fik banet vejen for den totalreform, som fulgte nogle år efter. Men embedsmændene og politikerne holdt ikke deres løfter over for DTU, idet DTU i praksis kun fik ejerskabet til halvdelen af bygningsmassen – og skulle betale leje for resten til statskassen.

 Med DTUs afskaffelse af selvstyret var vejen banet for, at den borgerlige blok og Socialdemokraterne i fællesskab afdemokratiserede universiteterne 2000-2004, kulminerende med indførelse af universitetsloven, der afskaffede medarbejderindflydelsen, indførte bestyrelser med eksternt flertal og en ekstern bestyrelsesformand, indførte bestyrelsesudpegede rektorer og ledere, afskaffede det lokale selvstyre på institutterne, afskaffede offentlig indsigt i væsentlige økonomiske og strategiske prioriteringer m.m.

 Dagspressen (delvis undtaget Politiken og Information) dækkede DTU-forløbet sporadisk og uden  at beskrive dette demokratitab, formentlig fordi sagen blev opfattet som parlamentarisk konsensus, hvor Folketingets flertal udtrykker konventionelle nødvendigheder, som der ikke behøves at sætte kritiske spørgsmål ved (se afsnit 6).

 

En anden af journalistikkens væsentlige offentlighedsopgaver er at dokumentere, fx om der er overensstemmelse mellem en myndigheds eller en ministers udlægning og så virkeligheden.

– Denne klassiske dokumentationsopgave er opspillet til årets finanslovsforslag, der fremlægges i eftersommeren. Men centrale dele af det parlamentariske arbejde falder uden for rutinejournalistikkens selektive blik, som Brink Lund bemærker: ”År efter år forhandles finansloven på plads næsten uden indblanding fra nyhedsinstitutionen” (Lund p.170).

 Mens nyhedsmedierne således forsømmer dækning, må jeg som fagspecialist følge disse årlige spil. Bevillingsfakta på forsknings-/universitets-området er, at siden udløbet af undervisningsminister Ole Vig Jensens flerårsplan ”Universiteter i vækst” (1998), som medførte stigende bevillinger til universitetsområdet, er bevillingerne stagneret på trods af voksende studentertal. I politikernes retorik kaldes dette ”stabilisering”.

 Forløbet er nærmest rituelt. Indtil 2001 holdt skiftende socialdemokratiske ministre (Frank Jensen, Jan Trøjborg, Jytte Hilden, Birte Weiss) festtaler om, at nu skulle der ske en oprustning af uddannelses- og forskningsområdet. Fra 2001 blev det Venstreministeren Helge Sander rolle. Festtalerne blev dog mere og mere uldne, jo tættere man kom sensommeren, fordi finansministre lod ældre og sygehuse komme først i regeringens prioriteringer. Politikernes resonerer nemlig, at det er nemlig svært at sælge forskning som et vigtigt valgtema i befolkningen.

 Forskningsministeren har således et praktisk problem, jo tættere man kommer på offentliggørelse af den finanslov, som ikke indebærer de forbedringer, som festtalerne havde lovet. Problemet søges dels skjult i kreative tekniske omposteringer og en ensidig fremlæggelse af positive, selektive aspekter. Det sker i pressemeddelelser, som i de store dagblade ofte spises ukritisk. Når man som journalist går kritisk til tallene og spørger til diskrepansen mellem festtaler og realitet, henviser ministeren typisk til, at man bare skal vente og se til næste år. Og hvis den kritiske journalist så formaster sig til at spørge igen for dermed at afsløre ministerens uformåen og bluff, spiller ministeren mobset og fornærmet og bliver pludselig meget svær at få kommentarer fra, socialdemokraterne Frank Jensen og Birte Weiss var ingen undtagelser!.

 VK-regeringen blev efter valgkampen i januar 2005 taget i at jonglere dygtigt med  finanslovsteknik, så man roste sig selv af at have skaffet 8 nye milliarder til forskningen 2001-2005 og at der ville komme nye 10 mia. til i årene fremover, men det var bluff at foregive, at der var tale om nye, ekstra midler (Poul Albret 2005). Og FORSKERforum sammenholdt i forsommeren 2005 regeringens ambitioner om ”Danmark som verdens førende vidensamfund” og så den manglende økonomiske oprustning – men det var umuligt at få videnskabsminister Helge Sander i tale. Telefoniske opkald over tre dage og løfter fra ministeriets informationschef førte ingen steder hen. Der kom derfor til at stå: ”FORSKERforum har trods gentagne henvendelser ikke kunnet få en kommentar fra videnskabsminister Sander”.

 Og i 2005-finanslovsforslaget var diskrepansen mellem løfter og bevillinger så skærende, at såvel videnskabsministeren som statsministeren undveg substansen i kritikken ved simpelthen at kalde den for ”klynk”.

 

Det var også slagkraftig dokumentation (som måske nærmere var samfundsvidenskabens end nyhedsjournalistikkens opgave) af liberaliseringen af forskningssystemet,

– da en oversigt fortalte, at det er ingeniører og scient’er, der styrer den rådgivning, som regeringen får fra forskningseksperter. En tredjedel af de 27 topfolk i det danske rådssystem er ingeniører. En anden tredjedel er naturvidenskabsfolk. Og den sidste tredjedel er en blanding af medicinere og samfundsvidenskabsfolk (dvs. økonomi og forvaltning). Og endelig var der en enkelt forkølet magister – en cand mag i engelsk – blandt de 27 forskningskyndige (se FORSKERforum 182).

– da en sigende netværksoversigt i 2005 fortalte, at VK-regeringen har sat industrifolk til at styre den offentlige forskning. I toppen af 6 af de 8 øverste offentlige forskningsråd fonde og tænketanke sad der en formand, der har baggrund i et af de store danske firmaer: Novo, Danisco, Grundfos, Danfoss, Carlsberg, Arla, Haldor Topsøe, B&O, Siemens m.fl. De skal repræsentere almenhedens interesser, når de rådgiver, lægger strategier, prioriterer indsatser eller uddeler penge. Den systematiske udnævnelse af topfolk fra industrien var et skift på få år. Ved VK-regeringens tiltrædelse i 2001 var formandsposterne typisk besat med en offentligt ansat forsker (FORSKERFORUM 184). Den historie kørte lige ind på Søndags-Politikens forside (15.5 2005).

– da en oversigt over VK-regeringens samlede forskningsråd og –programmer viste, at der var skabt nye ”cigarkasser” delvis med overlap – stik imod regeringens erklærede politik om at forenkle, om at nedlægge råd og nævn m.m. (FORSKERforum 184)

 

Reportagen er den usminkede fortælling om en begivenhed, der fortæller om magtudøvelse, som magthaverne helst vil gemme bag lukkede døre. Fx i 2002, hvor departementschef Leo Bjørnskov ved et lukket møde advarede de forsamlede universitetsrektorer om, at det var en god ide at holde en lav profil med kritik af regeringens politik, for ellers kunne det få negativ indflydelse, når minister Birte Weiss skulle udmønte en større millionpulje til universiteterne! Den pression forargede nogle af de tilstedeværende så meget, at historien sivede – og da jeg efterfølgende fik den bekræftet af flere af hinanden uafhængige kilder, blev den trykt (FORSKERforum 177). 

 Man bliver heller ikke populær på at referere videnskabsminister Sander for ved et stort møde at optræde som overlærer for en udvalgt kreds fra universitets- og forskerverdenen: ”I er forkælede”, lød opsangen fra ministeren med henvisning til, at hans regnestykke sagde ham, at VK-regeringen havde leveret flere penge til sektoren og at han ikke gad mere brok. Sander troede sig uden for citat, for der var ingen journalister til stede, men jeg fik citaterne gengivet fra flere af de tilstedeværende og ttrykte dem (FORSKERforum 183).

 

Afsløringen er journalistikkens mytologiske opgave. Det er afdækningen af kritisable forhold eller magtmisbrug i samfundet. Det er nødvendigt at forsvare den personfikserede tilgang i nogle af eksemplerne: Den politiske journalistik beskyldes med rette for at være personificeret på bekostning af det politiske indhold. Men den politiske journalistiks fejl må ikke overføres på anden journalistik. Når en journalist skal undersøge en sag, forvaltes der af personer med magt, og denne forvaltning skal prøves. Det er mit indtryk, at kravet til denne prøvelse – som også gælder samfundsvidenskaberne! – er vokset voldsomt i det seneste tiår i takt med, at vigtige dele af den offentlige sektor er blevet udsat for politisk eller erhvervsmæssig styring. Universiteterne er således gået fra selvstyre til en styrelsesform jeg vil kalde ”chefernes selvstyre”, hvor enkeltpersoners magt er blevet en faktor i sig selv: Universitetsbestyrelsesformænd har fået den direkte kontakt til departementerne, rektorer kan tage store beslutninger uden at konferere med andre, dekaner kan udnævne videnskabeligt personale uden at nogle kan se beslutningsgrundlaget efter osv. Derfor er det blevet mere vigtigt at forfølge magtpersoner – med risiko for at blive beskyldt for at lave underlødig og personforfølgende ”Ekstra Blads-journalistik”.

 Jeg vil kort opregne eksempler på denne type afsløringer:

– Dorte Olesen-sagen (1993) handlede om, at rektor Ove Nathan ville skyde hende ind ad bagdøren i et matematik-professorat på Københavns Universitet. Hendes tidsbegrænsede ansættelse på UNI*C var udløbet og Undervisningsministeriet ville placere hende i en passende tilbagegangsstilling. Og Ove Nathan – der var personlig bekendt af hende – var velvilligt indstillet og havde tilmed skaffet et ekstra professorat til formålet. Men denne form for nepotisme ville de ansatte på matematik ikke gå med til. De sagde nej – bl.a. fordi Dorte Olesens mand også var ansat på instituttet – og Olesen måtte trække sig, bl.a. efter offentlige skriverier om sagen. Det var en streg i regningen for Nathan og for Olesen, som nogle mente havde rektorambitioner efter Nathan – som aldrig siden talte med mig efter at jeg havde rejst sagen. (Dorte Olesen er i dag formand for RUCs bestyrelse!).

 – Olesen Larsen-sagen (1997-98) handlede om, at den mest magtfulde mand i dansk forskning, Peder Olesen Larsen, blev taget i at se stort på regler for den offentlige forvaltning. Han – der var Venstremand – var tidligere topembedsmand i Undervisningsministeriet under Bertel Haarder (V). Olesen Larsen blev indsat i dobbeltrollen som direktør og formand for den nystiftede Grundforskningsfond af netop Haarder (V) i 1993. (Fonden uddelte i perioden 1993-98 op mod 1,5 mia. kroner til 23-31 eliteforskningscentre).

 Olesen Larsens dobbeltrolle betød, at han både kunne behandle ansøgninger, indstille til bestyrelsen og derefter sidde i spidsen for bestyrelsen, når bevillingerne skulle gives. Denne magtfuldkommenhed førte til en særegen forvaltningsstil, hvor han – der var tidl. professor på KVL – favoriserede sine egne darlings. Samfundsvidenskab og humaniora var lavt prioriteret. Men i selve sagsbehandlingen overholdt han ikke de simpleste regler for skriftlighed, men forlod sig på mere informel sagsbehandling – uformelle møder og mundtlighed, afslørede den aktindsigt, som jeg fik i fondens forvaltning. Samtidig favoriserede han sine personlige favoritter. Det afslørede en klage i sommeren 1997, hvor en deltager i et vraget matematik-projekt (fra KU-DTU) gjorde opmærksom på, at en af de internationale bedømmere (review’ere) faktisk selv var deltager i det projekt fra Aarhus, som havde vundet bevillingen. Denne klage tog Olesen Larsen let på.

 FORSKERforum dækkede som det eneste medie sagen – ”Cowboyland” – ud fra aktindsigt i sagen, der endte med en kæmpenæse til Olesen Larsen for åbenbare forvaltningsfejl, uden at udtrykket magtfordrejning blev brugt. Olesen Larsen undgik en tjenstlig påtale fra ministeriet, fordi han var ministeriets egen opfindelse. Men han var direktør på lånt tid, for hans åremålsansættelse som direktør blev ikke forlænget i fonden. Officielt skete det ikke i unåde – og han blev såmænd belønnet med en aftrædelsessum på 3 x 771.000 kr. som Grundforskningsfonden måtte betale i 1999-2001.

  Selv om FORSKERforums gravearbejde blev en føljeton og magtmisbruget blev grundigt dokumenteret, fik sagen intet offentligt gennemslag, da dagspressen ikke tog den op.

 DTU-rektor Lars Pallesens ulovlige ”fri bil” var også fusk, som alle kunne forstå. Via et DTU-relateret selskab – IPU som Pallesen var blevet formand for – havde DTU købt hans brugte luksusbil for 210.000 kr. og så stillet den til hans fri disposition.

 Arrangementet var ulovligt, fordi Pallesen fik den fri bil for sin indsats i et selskab, hvor hans formandsjob hørte under hans almindelige arbejdsforpligtelser på DTU. Og det særprægede arrangement med selskabet som stråmand var yderligere belastende, fordi bilordningen var lavet for at omgå ministeriets udtrykkelige, principielle forbud mod en sådan bilordning.

Videnskabsministeriets departementschef handlede usædvanlig resolut efter afsløringen. Det tog blot ministeriet to dage at dømme bilordningen ulovlig, og departementschefen holdt et møde med DTUs ledelse, der herefter meddelte, at ”forholdet vil blive bragt til ophør uden forsinkelse”.

 DTUs bileventyr kom til at koste DTU i alt 368.490 kr. på to og et halvt år, men mens mindre fisk havde fået en over næsen, så kom sagen ikke til at koste Pallesen jobbet eller en tjenstlig påtale. Videnskabsministeriet kaldte bilordningen for ”en fejlfortolkning” og ”i god tro” og fredede dermed rektor Pallesen, som er en nyttig figur i ministeriets liberalisering af universitetssektoren.

 Mens sagen – der fik et par artiklers synergi på Ekstra Bladet og et par andre aviser – måske ikke fik tjenstlige konsekvenser på DTU, har den utvivlsomt skærpet universitetsforvaltningernes opmærksomhed overfor at operere i gråzoner.

 

Disse sager – mange er ikke omtalt og der dukker løbende nye op – afslører problemer i den politiske eller forvaltningsmæssige legitimitet. Magthavere er dog ikke interesserede i offentliggørelsen: Regeringer og ministre er ikke interesserede i, at deres magre finanslove skal blive holdt op mod valgløfterne. Offentlige forvaltninger er ikke interesserede i, at de tages i fusk eller magtmisbrug eller fejlfortolkninger. (Meget sigende var DTU-rektor Pallesen mere interesseret i at afsløre, hvem der havde lækket bil-historien end i at opspore, hvordan han og hans forvaltning kunne begå en sådan ulovlighed!). Ministerier er ikke interesserede i, at systemets legitimitet bringes i fare ved småsager eller at deres vigtige samarbejdspartnere bliver straffet. Og forskningssystemet er ikke interesseret i, at nepotistiske forvaltningsformer bliver afsløret.

 Som den kritiske budbringer er journalisten / kritikeren således ubekvem, og ingen magthavere takker en for indsatsen. Derfor er det ikke det mest populære stof i rutinejournalistikken, for kritiske historier er ikke bare er ressourcekrævende, men også besværlige, fordi de udfordrer konventioner og magthavere. Af samme grund er det også svært at finde kilder (se afsnit 5). 

 

4. Når forskerelitens magt anfægtes: Magtudredningen

På universitetet i slutningen af 1970’erne lærte jeg, at det er samfundsvidenskabernes ideelle, tredelte opgave at beskrive, at analysere og at kritisere. I dag skal man formelt kun det første, lidt af det andet, men det tredje er ikke nødvendigt, hvis man vurderer Magtudredningens (1997-2003) arbejde.

 Samfundsvidenskabernes magtudredning – som jeg ikke dækkede for FORSKERforum, men skrev fagligt om som privatperson andre steder – er det bedste aktuelle eksempel på, at kritik ikke er velset i det danske videnskabelige miljø. Jeg vil ikke gengive kritikken af udredningen, men vil i stedet referere det, som blev fortiet og hvordan de kritiserede professorer reagerede.

NOTE: Om den indholdsmæssige kritik se Øllgaard/Madsen (red.): ”magt.dk” (Frydenlund 2004). Heine Andersen: ”Den danske magtudredning – maveplasker i en osteklokke” (Dansk Sociologi maj 2004). Heine Andersen: ”Den danske magt og demokratiudredning” (POLITIK, maj 2004). Nils Bredsdorff: ”Det tålmodige demokrati: De nordiske magtudredninger (Politica 36, dec. 2004). Nils Bredsdorff: ”Læsninger i udredningen af magten”. Gorm Harste: ”Magtudredningens magt – i enevældens skygge”. Curt Sørensen: ”Magt og demokrati på norsk og dansk”. Replik fra Togeby/Munk Christiansen (Alle i GRUS’ temanummer (71/2004).

 Magtudredning – baseret på en Folketingsbevilling på 50 mio. kroner – udgav 30. oktober 2003 deres afsluttende rapport. Jeg kritiserede hele projektet i en Politiken-kronik ”Magten må kritiseres for at blive synlig” (9.12.2003): Magtudredningen var legitimation af magten, for tilgangen var ikke problemorienteret, dvs. at den ikke aktivt opsøgte magtens konflikt- eller –gråzoner. De 100 rapporter var primært kortlægning. Ambitionen var tydeligvis at beskrive formelle indflydelsesveje. Der var masser af data og beskrivelser af de politiske institutioner, politikere, vælgere og deres relationer, men man ignorerede helt den strukturelle og økonomiske magtdimension, og ignorerede stort set den økonomiske magt-dimension. Og den politologiske konfliktskyhed viste sig ved, at ingen projekter i Magtudredningen tog fat på den beskidte virkeligheds beslutningsprocesser. Der var ellers nok at tage af: Storebælt, Ørestad, Metroen, Brixtoftes Farumprojektet, Københavns Havn osv. Der er hundredvis af den slags magthandlinger i en gråzone mellem politik og forvaltning, men danske politologer har ikke tradition for at grave i virkelighedens cases. Derfor var det journalister, som afdækkede Tamilsagen og Farumskandalen.

 Svaret fra professorerne Lise Togeby og Peter Munk Christiansen var groft sagt et angreb på de journalister (Mandag Morgens journalist, Informations Torben Krogh samt JØ), der vovede at stille kritiske spørgsmål: ”Gift i den journalistiske fødekæde” (Politiken 15.12.03), som ikke kommenterede indholdet i kritikken, men simpelthen mistænkeliggjorde journalisterne for at fordreje. Og så udtrykte Munk Christiansen i øvrigt, at forskere lavede forskning og at den beskidte virkeligheds beslutningsprocesser, som jeg kritiserede udredningen for at mangle, var journalisters gebet og ikke forskeres (- hvilket måske er centralt for deres fagforståelse). 

 Men min kronik blev startskuddet til en debatlavine i korridoren, så jeg sammen med lektor Mogens Ove Madsen i februar 2004 kunne udgive en kritisk antologi ”magt.dk” med 15 bidrag, heraf et med en uddybning af Politiken-kronikken (Øllgaard 2004/2) og et om forskernes magtspil bag Magtudredningen (Øllgaard 2004/1).

 Antologien fik synergi, fordi Politikens debatredaktør Per Michael Jespersen kunne se potentialet i debatten. Reaktionerne fra Togeby og Munk Christiansen var en gentagelse af tidligere forsvar og et nyt angreb på medierne for, at journalister først så en historie i Magtudredningen, når den blev kritiseret og ikke mens den var fortløbende. De opfattede sig som ofre for mediernes skævvridning og sensationslyst. Togebys / Munks senere replik til professor Heine Andersen, der kritiserede Magtudredningen for at lave skønmaleri, lød: ”Vi er os helt bevidste at i den medialiserede kontekst, som Magtudredningen optræder i, har dommedagsforestillinger og undergangsbeskrivelser større gennemslagskraft end fremstillinger, som viser, at det på en række områder ikke står så ringe til endda. Men det burde dog endnu være muligt at kommunikere i det videnskabelige miljø uden at underkaste sig denne type af betingelser for kommunikation i medierne” (POLITIK, maj 2004).

NOTE: Kontroversen eksponerede, at forskere og journalister ikke har samme formidlingskriterier. Men det interessante var, at Togeby og Munk Christiansen ville reducere journaliststanden til tankeløse informationsmedarbejdere for deres projekt.

 Og så blev de forsvaret af deres politolog-kollega Erik Albæk, som misbrugte sin autoritet som formand for Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd (landets højeste samfundsvidenskabelige post) til at markere over for offentligheden og politikerne, at kritikken af hans kollegers magtudredning var grundløs. Hermed sendte han også et umisforståeligt signal til samfundsforskere om, at kritik af Magtudredningen var uvelkommen. Han mistænkeliggjorde kritikernes motiver og gentog martyriet: Magtudredningen var ”jaget vildt, som mange – forskere, politikere og journalister – har haft interesse i at kritisere” (Politiken 29.03.05).

 Togeby og Munk Christiansen nægtede at kommentere antologiens indlæg, på trods af flere opfordringer. Deres modvilje mod at indgå i den faglige debat blev klart forstærket af min oprulning af Lise Togebys rolle i forskernes magtspil om styringen af Magtudredningen (Øllgaard 2004/1). Via aktindsigt og samtaler med centrale personer i forløbet havde jeg fundet ud af, at Togeby udnyttede det magttomrum, der opstod efter at forskningsminister Jytte Hilden havde udpeget kønsfællen Togeby til forskningsleder (uden at jeg nævnte, at de også var partikammerater!). Tomrummet udnyttede hun til en intrige. Helt konkret fik Togeby gennemtrumfet tre betingelser: For det første skulle forskningsledelsen selv have hovedparten af de 50 mio. kr. – i direkte strid med traditionen for åbent opslag og konkurrence. For det andet skulle Togeby have vetoret over sammensætningen af magtudredningens ledelse, hvilket bl.a. betød at hun vetoede Danmarks kendteste magtforsker, professor Ove Kaj Pedersen. Og for det tredje krævede hun Peter Munk Christiansen fra sit eget institut med i forskningsledelsen.

 Efter at udredningsledelsen så var nedsat med 4/5 politologer og 1/5 forkølet humanist startede ledelsen med at indsnævre mandatet til et suverænt politologisk projekt, hvor fraværet af det økonomiske og sociologiske aspekt var påfaldende. Og så viste min gennemgang af det afsluttende regnskab, at forskningsledelsen selv havde disponeret over mere end halvdelen af de direkte forskningsmidler (se Øllgaard 2004/1).

 

Såvel intrigen som de faglige og økonomiske dispositioner er klart dokumenteret i brevveksling (optrykt i Øllgaard 2004). Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg fik aktindsigten i magtspillet, for hvordan kunne professorer, der skulle undersøge Magtens bagsider, selv misbruge magt på den måde? Det grumsede forspil blev interessant, da resultatet af udredningen var kritisabelt. Med intrigen tiltog politologerne sig en utrolig magtposition og Togeby fik et stort personligt ansvar for udredningens resultat. Togeby benægtede denne rolle, men har underligt nok aldrig forklaret, hvem der så havde ansvar.

 Togeby og Munk Christiansen gjorde alt for tie intrigen ihjel, hvilket faktisk lykkedes, fordi ingen dagblade skrev om den. Nogle journalister havde fat, men der var formentlig redaktører, som kasserede historien som for andedamsagtig, giftig og utroværdig. Formentlig af samme grund – tilsat en god del blufærdighed og konfliktskyhed – har kun få forskere forholdt sig til intrigen, selv om den fortæller en del om de skjulte mekanismer i forskersamfundet.

 Politologernes manipulationer bag Magtudredningen viste, at videnskab langtfra er en magtfri zone, men at der foregår konstante magtkampe internt i den enkelte videnskab og mellem videnskabsgrene om position, penge, opgavefordeling, status m.m. Ironisk nok startede Magtudredningen altså selv som en case, der var lige så beskidt, som de mekanismer, den selv burde have afdækket.

 Forskermiljøet reaktion på mine artikler var interessant. Mange takkede, dog ikke offentligt. Jeg fik rigtig mange sympatierklæringer i korridoren eller i telefonen: ”Magtudredningen var en politisk-videnskabelig skandale”, ”det var godt nogle anfægtede den politologiske dominans”, ”resultatet var legitimationsvidenskab og uværdigt for samfundsvidenskaberne” osv. Det lunede med sympatien, for den viste, at kritikerne havde fat i noget rigtigt. Men det var forstemmende, at de mange sympatisanter ikke gik åbent ud i offentligheden eller i miljøerne med deres kritik. Der er stor inerti i miljøerne – det er sikrest ikke at lægge sig ud med miljøets magtelite.

 

5. Når ingen vil lægge navn til

I den traditionelle journalistik skal kilden legitimere, at der kan skrives om noget. ”Journalistik handler om at man spørger folk om noget”, lød den problematiske definition på journalistik fra en redaktør (en magister!) engang til mig, da hun syntes, at jeg havde analyseret lidt for meget under research (om Tamilsagen).

 Kilders navn, titel og ekspertise kan – for læseren – være garanti for troværdighed. Alt imens vores samfund priser sig af at være åbent, er det min erfaring, at den kritiske journalistik er nødt til at trække på anonyme kilder. Forklaringen på kildebeskyttelse er først og fremmest, at i konfliktpræget stof kan personer risikere at komme i klemme, hvis det røbes, at de er kilder til kontroversielle informationer, til oplysninger om skjulte initiativer eller til læk af interne sager.

 Besværet med kilder er samtidig påvirket af, at den konkrete magtudøvelse i forvaltning og beslutningsprocesser er blevet mere uigennemskuelig. Magtbureaukratiet er blevet mere hierarkiseret, og retskrav (fx offentlighedslovens regler om aktindsigt m.m.) er ikke opdateret. Samtidig har den offentlige sektor professionaliseret sin kommunikation. Det er sket ved ansættelse af særmedarbejdere (informations-chefer og spindoktorer), ved indførelse af en kommunikationspolitik herunder kommandogange og synliggørelse af myndighedens initiativer, ved kurser i pressehåndtering til medarbejderne osv. Informationspolitikken har ideelt set det bruger- og serviceorienterede sigte (Kristensen 2004, p.184). I praksis er det imidlertid sådan, at de i kontroversielle sager er meget lidt informative. Her er det vanskeligt at få aktindsigt eller kommentarer  – og det er et problem for den kritiske journalist, hvis primære kilde er dokumenter og ikke mundtlige oplysninger.

 Embedsværket er blevet mere udadvendt og ”politiseret” igennem det seneste tiår. Nogle af embedsmændene har tydeligvis gjort karriere, fordi de er dygtige embedsmænd og har politisk næse, så de kan ”sparre” med de politiske chefer (ministeren, styrelseschefen, rektoren m.fl.). I kritiske sager laver de damage-control, men er i forlængelse af deres politiske chefer irriterede over ”sager” og især sager, der kommer ud i offentligheden. Irritationsmomentet for den traditionelle magthaver / embedsmand er, at der overhovedet rejses kontroversielle spørgsmål, og spørgeren opleves som et forstyrrende element, der forhindrer, at politikeren/embedsmanden får lov til at forvalte uforstyrret bag lukkede døre. Den kyndige og dybdeborende journalist, der læser betænkninger, statistikker og planer, og stiller spørgsmål hertil, opleves som en modspiller, der nogle gange er underholdende, men mest et fagligt-politisk irritationsmoment.

 Mine primære kilder er ikke personer, men aktindsigt. Nogle forvaltningskulturer lukker sig om sig selv, besværliggør aktindsigt, forvaltningssystemer bekræfter hinanden (når klager nærmest rutinemæssigt afvises af højere myndigheder, når myndigheden udtaler sig formelt i stedet for reelt osv.). De administrative systemer er blevet mere lukkede, som følge af den nyliberale tidsånd med udlicitering, selvforvaltning, hierarkisering, hvor adgangen og villigheden til at give aktindsigt er blevet indsnævret. Og denne lukkethed systematiseres i strid med offentlighedsloven, så alt hvad spørgeren ikke har retskrav på at få, udeholdes.

 Det var meget illustrativt, da jeg i foråret 2005 søgte aktindsigt på hvert universitet for at få oplyst rektorlønninger plus resultatkontrakter. Her oplyste en nidkær chefjurist mig om, at jeg godt kunne få aktindsigt, men i henhold til registerloven måtte de ikke offentliggøres. Det var en fejlfortolkning, for offentlighedsloven står over registerloven, så journalister kan selvfølgelig offentliggøre, hvad de får udleveret af dokumenter. Men inden chefjuristen var blevet korrigeret, havde han rundsendt den til chefjurister på andre universiteter, der straks brugte den til at søge at forhindre mig i at offentliggøre deres rektorers lønninger!

 

Ikke-journalister har svært ved at se ”den gode historie”, før den bliver eksponeret. Man kan tale med en professor, som i en sidebemærkning fortæller om en kontrovers eller episode uden at forstå dens potentiale som ”journalistisk konfliktualitet”. Bagved denne blindhed kan ligge, at professoren ikke ser det som en kontrovers, men som en konsekvens af magtforhold. Blindheden kan dog også skyldes en stor loyalitet overfor deres institution; de ønsker ikke det beskidte vasketøj hængt ud i offentligheden – mens de meget gerne læser om de andres.

 I research er der dog andre og større blokeringer. I kontakten til forskere og eksperter oplever jeg en påfaldende selvcensur, som betyder, at det er svært at få dem til at udtale sig ”efter bedste saglige / faglige overbevisning” om kontroversielle sager. De har masser af viden og har analyseret deres områder til bunds, men er bange for at udtale sig, fordi de frygter at der går politik i sagen eller det kan skade deres arbejdsvilkår eller karriere, at de udtrykker sig åbent om en sag.

 Når man ringer til dem for at få en vurdering af en sag er det i de fleste tilfælde tydeligt, at de overvejer sagen taktisk: Hvad sker der, hvis jeg udtaler mig sådan? Risikerer jeg noget i forhold til det politiske liv eller forskersamfundet?

 I nogle tilfælde afviser de overhovedet at udtale sig. Det gjorde fire ud seks af de eksperter i universitetsforhold og –styrelse, som jeg i perioden 2000-2003 prøvede at få til at kommentere politikernes forslag til universitetsreformen. Der var to, som gerne udtalte sig (lektor Hanne Foss Hansen og Peter Lotz), men de fremstod som Tordenskjolds soldater og gav det indtryk, at der ikke var andre kritiske eksperter. Andre eksperter ville imidlertid ikke udtale sig om konsekvenserne af lovændringen. Der var eksperten i europæiske universitetsforhold fra Aalborg Universitet, som ikke ville sige noget, fordi han ”var ved at færdiggøre sit forskningsprojekt” (sammenlignende europæiske universitetsforhold). Og der var de to forvaltningsjurister, som ikke ville udtale sig, fordi de var bundet af at være specialrådgivere for hhv. Videnskabsministeriet og Rektor. Den sjette ekspert ville ikke udtale sig, for han var ”enig i reformen”.

 Generelt forholdt forskerne sig afventende, mens politikere og embedsmænd tromlede reformen igennem. Ingen ville marginalisere sig over for de nye politiske realiteter.  De forholder sig til en given konsensusmagt – hvilket har fremavlet en subkultur, der fungerer i korridoren uden for den etablerede offentlighed. Det er et kendt fænomen blandt kritiske journalister: Når man interviewer eksperter eller forskere om kontroversielle issues, taler de to sprog: Et udenfor referat, hvor de forklarer, hvordan sagen virkelig hænger sammen. Og et ”til blokken”, hvor de velovervejet siger det, som de vil citeres for. I forhold til at ”positionere sig” i offentligheden betyder det, at hvis de ”vil på” og ikke marginalisere sig, så opfører de sig taktisk. De udøver en vis selvcensur, sådan at deres afvigende budskab bliver blødgjort og dermed mere spiseligt i forhold til konsensus’.

NOTE: Med en omskrivning af Lunds diskrete karakteristik af mediernes indhold, kan man sige, at dansk (samfunds-) forskning hviler solidt på præmisserne for borgerlig normalitet. Alt andet lige cementeres en national konsensus med hovedvægt på forhold, der er politisk enighed om (Lund 2002, p.188).

 Mange forskere vælger bare at holde kæft. De forklarer, at de holder lav profil, enten fordi løbet jo er kørt (læs: beslutningerne tages uden hensyn til deres ekspertviden), eller fordi de ikke har erfaring for at kritiske indlæg får andet end en kort omtale og levetid. Underliggende ligger der frygten for, at kritisk optræden giver bøvl og besvær, da de risikerer at få ry for at være ”kritiske” eller afvigende.

 

Der er selvfølgelige strukturelle forklaringer – koncentrationen af politisk og kommerciel magt og chefernes suveræne magt – på den manglende vilje til at vinkle en sag kritisk. Journalisten på det private arbejdsmarked har større jobrisiko ved den kritiske tilgang end lektoren / professoren på universitetet, der formelt har forskningsfrihed, hvis han ellers opfylder sine øvrige arbejdsforpligtelser. Journalisten risikerer med en kritisk profil at blive marginaliseret, for kun de mest udvaskede har ikke et personligt ry (”dygtig / effektiv / doven / produktiv / venstreorienteret” osv.) og får svært ved at skifte job. Og forskerne risikerer at lægge sig ud med deres ledelse eller fagkolleger, hvilket besværliggør hverdagen, hvis de ikke holder sig til fagområdets mainstream, hvis de ikke formidler osv.

 Sådan lyder strukturelle forklaringen på passiviteten, men spørgsmålet er, om det er en gyldig undskyldning for at undlade at leve op til standsetikker og selvforståelser, der ser sig selv som kritiske.

 

6. Elitekilders særadgang til medierne

I politologien taler man om, at visse parter – især erhvervslivet – indtager ”en privilegeret position” i den politiske og administrative beslutningsproces, alene gennem den måde, som samfundsstrukturen eller det økonomiske system er skruet sammen på (Lindblom). Journalistikken har en interessant parallel klassisk teori, idet Hall m.fl. taler om ”aktørers særadgang til medierne”: Der er aktører, som automatisk har adgang til medierne, fordi de repræsenterer samfundets magtcentre. Det er for eksempel ministre, politikere, myndighedspersoner eller erhvervsledere. Deres status i samfundet bevirker, at de pr. definition er troværdige kilder, som er interessante og relevante at høre. Derfor kommer de i medierne. Halls m.fl.s studie af ”den sociale produktion af nyheder” (med kriminalitet som eksempel) siger, at især to aspekter ved nyhedsproduktionen – kampen mod tiden og de formelle krav til ”upartiskhed og objektivitet” – fører til en systematiseret overvurdering af personer i magtfulde og privilegerede positioner. Det er et troværdighedshierarki, hvor andre bliver ”sekundære determinanter”. Resultatet af denne præference-struktur er, at magteliten bliver ”de primære definitorer af temaer” (Hall 1978, p.58). Den første norske magtudredning (1980) konstaterede tendensen til at journalistiske rutinebeslutninger begunstiger ”institutionelle eliteaktører” (Johan P. Olsen). Hermed dikterer kilderne i realiteten mediernes dagsorden og formidling af synspunkter, ideologier og verdensbilleder.

 Man kan skærpe pointen ved at konstatere, at referencer eller støtte op ad eliteinstitutioner eller -kilder gøres lig med objektivitet, eftersom de producerer konventionelle sandheder. Journalistiske konventioner er en begrænsning. Traditionelt mødes journalist-etikken med et objektivitetskrav, der ofte gøres synonymt med neutralitet (Esmark, p.127, Patterson). Pedantiske krav til objektivitet fører imidlertid til overfladiskhed, fordi kravets umulighed udvander faktiske konflikter, og fordi krav om balance resulterer i overvægt af elitekilder. Det er umuligt for modtageren at finde ud af, at noget måske var mere rigtigt end noget andet (alt får lige gyldighed).

 I forhold til de presseetiske regler stilles der krav om balance i fremstillingen, selv om dette ideelt er en illusion, fordi journalisten altid vinkler sin historie. Det er imidlertid en misforstået redaktionel konvention, at journalisten altid skal forelægge oplysninger mod involverede. Dette overfortolkes i den journalistiske verden, således at især elitekilder (fx ministre) altid gives mulighed for en kommentar – og at lukke historien – uanset hvor intetsigende kommentaren er. Men forelæggelse er faktisk ikke nødvendig, hvis oplysningerne er korrekte, fx dokumenteret skriftligt, siger kendelse fra Pressenævnet (Meilbye p.77).

 Hvis begunstigelsen af eliteaktører således er korrekt – og det er naturligvis omdiskuteret blandt journalister og forskere med en høj selvfølelse! – så lever medierne slet ikke op til sine egne idealer og selvforståelse, som siger at man er ”det upartiske mødested” for mange synspunkter og interesser. Det bliver en offentlighed, hvor eliten i sidste ende sidder med definitionsretten. Visse præmisser tages for givne (Lund p.83).

 Nogle har kritiseret Hall m.fl. for at være præget af et ”hegemonisk forfaldsperspektiv”, der undervurderer journalisternes selvstændige evne til at vinkle historier og dagsorden. Magteliten er heller ikke så homogen og bestandig, men består af mange forskellige eliter. Og især interesseorganisationer (fagforeninger, miljøorganisationer m.fl.) som kilder og dagsordensættere er i stand til at konkurrere med de institutionaliserede magtcentre (Kristensen 2004, p.53-).

 Uanset disse indvendinger har Hall m.fl. fat i den vigtigste pointe, der i praksis for eksempel viser sig ved, at der i journalistikken har indsneget sig et misforstået fairness-begreb, som dikterer en praksis, hvor magteliten skal have spalteplads. En redaktør på et stort dagblad oplever en historie som vellykket, hvis journalisten har fået ministerens kommentar, uanset hvor intetsigende kommentaren så bliver. 

 Magteliten får retten til at agere som facitliste på mange artikler, der måske har mange andre uafsluttede facetter og gerne kunne bære opfølgende artikler, men som pga. nyheds- og produktionskrav til omnibus-journalisterne ikke bliver fulgt op – med redaktørens konstatering af, at man jo har fået ministerens kommentar, og at sagen dermed er lukket.

 

”Den privilegerede position” fra politologien og ”aktørers særadgang til medierne” i journalistikken har sin kendte parallel i videnskabsteorien: Videnskabelige paradigmers overherredømme (Kuhn 1962). Videnskabelige aktiviteter er indlejret i nogle bestemte kontekstuelle rammer, af Thomas Kuhn betegnet som paradigmer. Det er Kuhns tese, at moderne (natur)videnskab først udvikler sig, når videnskabelige samfund enes om et sæt af grundlæggende antagelser – en teori, en model – som derefter styrer de forskningsinteresser, der anses for centrale og dermed forskningstyper og metodologi At forfølge og underbygge paradigmets antagelser bliver det normalvidenskabelige. Så længe et videnskabeligt paradigme hersker, siger Kuhn, sker der i og for sig intet forskningsmæssigt nyt. Problemet er, at paradigmet får status af en objektiv og rationel sandhed, hvorved alternative tilgange får svære vilkår. Kuhns teori er velkendt og jeg vil ikke referere den her.

 

7. Journalistikkens udjævning: Konsensus og konvention

”Journalist – det må da være et skønt job. Så kan man skrive om det, man synes …”. Sådan lyder i karikeret form reaktionen hos mange mennesker, når de først har luftet deres fordomme om journalisters manglende troværdighed, der ofte baserer sig på Ekstra-Bladets grænsesøgende frækhed. Ekstra Bladets (og BTs) fejlskud er således et problem for standens anseelse, men Ekstra Bladets frækhed, når den udøves med journalistisk grundighed, er efter min mening et langt mindre problem end journalist-standens passivitet. Standens ukritiske rutinejournalistik og manglende opfyldelse af opgaven som demokratiets vagthund er et langt større problem.

 Et typisk eksempel på forsømt dækning af mange stofområder er dagspressens blot 20-25 fokusjournalistiske artikler om universitetslovens tilblivelse på to og et halvt år. Men hvorfor fik den radikale demokratireform så ringe dækning?

 Der er generelle, strukturelle forklaringer på, at hverdagsjournalistikken bliver så ukritisk og mangelfuld.  Mere end halvdelen af alle danske journalister føler fx, at manglende ressourcer forhindrer dem i ”af og til” at udføre deres journalistiske arbejde optimalt, og hele 13 pct. – formentlig dem i mest pressede medier, dagblade og TV – siger, at de meget ofte oplever dette (Kristensen 2004, p.92). Selvkritikken handler især om, at journalisterne bombarderes med informationer og de mulige kilder – politikere, embedsmænd, erhvervsfolk, interesserepræsentanter, PR-folk osv. – bliver umulige at kontrollere. Nogle gange er journalister pga. tidspres i kildernes vold.

 Det erfares på flere måder: Fagkundskaben udtyndes på de dagblade, der er rygraden i nyhedsjournalistikken (Politiken, Information, Berlingske m.fl.). Fagmedarbejdere (fx universitetsreporteren) er ofte bladets yngste medarbejder, eller også pålægges fagreporteren flere arbejdsfelter, så de tidsmæssige og økonomiske ressourcer bliver mindre (halvdelen af alle journalister oplever, at disse rammer er indskrænket i det seneste årti, Kristensen 2004, p.89).

 Det betyder i praksis, at deres kundskab og beredskab er begrænset. Det viser sig i den måde, som fx pressemeddelelser bruges på. Næsten to ud af tre journalister markerer faktisk ”pressemeddelelser” som en af de tre skriftlige kilder, som de hyppigst anvender (Kristensen 2004, p.150).

 Nemme og lettilgængelige historier har gode muligheder for at nå offentligheden (Kristensen 2004, p.92). Pressemeddelelsers positivt vinklede budskaber bliver ukritisk videregivet, selv om en kyndig person lynhurtigt kan se, at virkeligheden næppe er så rosenrød eller at budskabet måske ligefrem er manipulerende. Også pressemøder afvikles efter samme læst, hvor ministeren aflirer sin vinkling, flertallet af journalistkorpset labber det i sig og bliver nærmest lige så irriterede som ministeren over andre journalisters kritiske spørgsmål eller forsøg på tematisering af andre vinklinger (Hvilket ministeren forsøger at afspore med et intetsigende svar og et efterfølgende: ”Er der andre spørgsmål?”).

 Ministeren får sit budskab igennem, hvilket forværres af, at journalisterne ikke bagefter tager sig tid til at tjekke budskabet og næste dag følge op med den kritiske vinkel,. De bliver til ”one-day-stands”. (Redaktøren: ”Den historie er skrevet!”). Jeg står ikke alene med kritik af kollegers manglende kildekritik. Mere end hver tredje danske journalist mener ikke at de eller deres kolleger lever op til idealet om at forholde sig kritisk til kilder (Kristensen 2004, p.112).

 

Brink Lund foretager en vigtig sondring mellem fokusjournalistik og rutinejournalistik. Fokusjournalistikken (den borende/kritiske journalistik) er undtagelsen, der sætter fokus på afvigelser fra normer og demokratiske idealer som frihed, lighed og fællesskab. Ved at sætte fokus på afvigelser fra normerne tjener de ikke blot til at generere forargelse, men også indirekte til at bekræfte underliggende præmisser: ”Anskuet offentlighedsteoretisk kan man hævde, at fokusjournalistikkens væsentlige politiske indflydelse er at problematisere for at normalisere. Derimod formår opsøgende journalister normalt ikke umiddelbart at ændre de politiske normer, som problematiseres gennem fokus på spektakulære afgivelser. I praksis er nyhedsinstitutionen ofte tilbøjelig til at forenkle fremstillingen så meget, at de principielle konfliktlinjer tabes af syne” (Lund p.77).

 Dette svarer ganske godt til mediernes behandling af det akademiske område. Journalisters magtudøvelse beror i høj grad på fravalg (Lund p.167). Mange hændelser ignoreres helt af den journalistiske offentlighed (Lund p.198). Hvis noget kommer på, så er det som en politisk kontrovers (støttepartiet Dansk Folkeparti uenig med regeringen!) og ikke på grund af den politisk/demokratiske substans. I forlængelse heraf vil den journalistiske forklaring på den manglende dækning af universitetsreformen lyde, at den andedam ikke har almindelige læseres interesse, samt at historien i øvrigt manglede ”konfliktualitet”, fordi der var konsensus blandt de store borgerlige partier og socialdemokraterne om reformen. I den forklaringsramme er det den parlamentariske rammes konventioner og konsensus, som bestemmer dækningsgraden. 

 Derfor var det typisk og ikke en undtagelse, når dagbladene blot skrev så lidt på to og et halvt år om en så vigtig demokratireform. Enkelte artikler var god fokusjournalistik, men bredt set herskede passiviteten og rutinejournalistikken med god hjælp fra politisk spin. Og det var karakteristisk, at elitekilden over dem alle – Videnskabsministeren – fik lov til at lukke spørgsmål eller artikler med en afdramatisering / afkræftelse / bortforklaring. Og ganske betegnende dominerede Videnskabsministeren tilmed debatten med knap halvdelen af alle kronikker/klummer, mens kritikere var henvist til at lufte deres skepsis i mindre autoritative læserbreve.  

 

8. Selvbedraget i journalistikken og i forskerverdenen

Journalister opfatter gennemgående deres redigerende virksomhed – vinkling – som ”upolitisk”. De gør jo bare deres arbejde (Lund p.19). Men journalistik udøver redigerende magt ved at beslutte, hvilke ”beslutningsarenaer”, der skal dækkes og hvilke aktører, der får lov at komme på. Men sådan opleves det ikke i praksis af hovedparten af journalister: ”Der er slet ikke tale om magtudøvelse, men blot om professionelt samspil med kilderne”, sagde de til Lunds undersøgelse af en nyhedsuge (Lund p.167).

 Samtidig er den kritiske fagnorm dybt forankret i ’rigtige’ journalisters normer og selvforståelse. Uafhængighed og skepsis indprentes igen og igen på journalisthøjskolen og i fælles faglige træf. Men den kritiske dimension stikker ikke særlig dybt i praksis.  

 Kristensens undersøgelse (Kristensen 2004) af journalisters arbejdsformer og selvopfattelse konkluderer, at selvbedraget er udbredt. Studiet fokuserer på relationen mellem journalister og deres kilder, hvor kilderne fremstår som journalistikkens genstand eller den virkelighed, som journalisterne mødes med og ifølge standsetikken skal møde kritisk.

NOTE: Metodikken indebærer dog den ideologiske vildfarelse, at kildernes virkelighedsbeskrivelse og realiteten bliver gjort til det samme, hvad den langtfra altid er: Når fx socialdemokratiske og borgerlige politikere giver den samme virkelighedsfremstilling / ”fortælling” om universiteternes selvstyres elendighed behøver det ikke at være realiteten. Når de samme politikere enigt hævder, at de har hævet forskningsbevillingerne, kan budgetterne gerne fortælle om en anden realitet.

 På den ene side erkender en stor del af standen åbenlyst, at det er blevet sværere at leve op til fagets normer og at fremtidens kildekritik vil have trange kår. Pressede arbejdsvilkår og professionaliserede kilder gør arbejdsvilkårene sværere og mange erkender, at de er tvunget til at gå på kompromis med fagets normer. På den anden side mener mange journalister alligevel, at de selv sagtens kan holde stand over for kilderne.

 Kristensen peger på, at dette er selvbedrag, et dilemma mellem norm og selverkendelse, mellem hvad journalisterne bør, siger og gør – hvilket tyder på, at de bedrager eller snyder sig selv. Det kommer til udtryk som paradokser, som når halvdelen erklærer, at de er tilfredse med journaliststandens kildekritiske niveau, samtidig med at en ud af to erklærer, at journalister er mikrofonholdere – en metafor for, at journalister ukritisk videreformidler kilders synspunkter, hvilket åbenlyst strider mod normerne for god kildekritik. Det er paradoksalt, når halvdelen er mere eller mindre tilfredse med alsigheden i journalisters kildevalg, samtidig med at tre ud af fire mener, at journalister foretrækker elitekilder. Endelig er det paradoksalt, når to ud af tre journalister holder fanen højt ved at erklære, at kilder ikke styrer journalistikken, samtidig med at nogenlunde det samme antal mener, at journalister ikke er klædt godt nok på til mødet /kritikken af kilden (Kristensen 2004, p.120 og p.283).

 Kristensen konkluderer: ”Uanset om journalisten lever op til de grundlæggende faglige værdier, bliver normerne og den faglige stolthed brugt som skjold eller forsvarsmekanisme mod forandringer og bidrager dermed til det faglige selvbedrag. Dette selvbedrag og den manglende evne eller vilje til at vedgå situationen udgør et væsentligt professionelt problem, fordi erkendelse af de praktiske omstændigheder i relationen til kilderne og deres udfordring af det journalistiske arbejde er første skridt på vejen til at tage udfordringen op og ændre på forholdene” (Kristensen 2004, p.285).

 Når man analyserer journalister og kilder er det derfor vigtigt ikke at forlade sig på en normativt forankret ideologi om, at trods vanskelige arbejdsforhold så opfylder journaliststanden sine egne fagnormer for, hvordan man agerer kritisk på jobbet.

 

Kristensens tankevækkende undersøgelse af journaliststandens selvbedrag kan duplikeres på forskerverdenen, især i de samfundsrelaterede videnskaber.

 I højstemte øjeblikke taler politikere og forskere om nødvendigheden af ”forskningsfrihed” i et åbent, demokratisk og pluralistisk samfund. Nogle skal have den rolle at sige de ubehagelige sandheder, hedder det. Men de færreste forskere er villige til at slås for forskningsfriheden. Det viste debatten om universitetsloven 2000-2004. Der var en behjertet protest i form af en underskriftsindsamling, men det store flertal af forskere var totalt passive, og protesterede ikke åbent, da politikerne gennemtvang reformen. De havde travlt med at undervise og forske og administrere, lød undskyldningen. Men den brutale sandhed var nærmere, at passiviteten dækkede over flere holdninger:

 Rektorposten blev ”politiseret”. Rektorerne var indbyrdes uenige (de monofakultære med DTUs i spidsen støttede reformen, mens de gamle fler-fakultære var imod), og dermed kunne de ikke agere med en samlet protest. Og derefter agerede modstander-rektorerne defensivt af frygt for at blive straffet for offentligt at kritisere ministeren og regeringen. Nogle af de valgte rektorer opførte sig taktisk for ikke at diskvalificere sig selv, når de nye universitetsbestyrelser skulle udpege en ny rektor. Rektorkollegiets kritiske talsmand blev pludselig den ellers regeringsvenlige SDU-rektor Oddershede, da han sad sikkert i sadlen som udpeget (januar 2005). Aarhus’ rektor Niels Chr. Sidenius var driftsikker og holdt lav kritisk profil i flere år, men blev alligevel vraget til fordel for en naturvidenskabsmand (forsommeren 2005). Også KUs Linda Nielsen holdt også lav profil, og den taktiske optræden blev belønnet med udpegning (sensommeren 2005)??????????????????

 Blandt store grupper menige universitetslærere herskede der opportunisme og ligegladhed: En gruppe mente, at der faktisk burde ruskes op i universiteternes styrelse, dvs. i andre dele af universitetet og i deres kolleger! En anden gruppe gemte sig i forventning om, at ændringer ikke vil ramme dem og deres personlige forskningsfelt. Holdningen var eventuelt kombineret med den opfattelse, at medarbejdernes selvstyre er besværligt, dvs. en opfattelse af, at stærkere ledelse vil frigøre tid. En tredje gruppe mente, at uanset om universiteterne påtvinges andre styrelsesformer og politisering udefra, så er disse indgreb ufarlige for det indre akademiske liv, fordi universiteterne er så robuste og inertien så stærk, at det ikke vil ændre på akademias grundlag, nemlig forskningens sandhedssøgen. Forskerverdenen har sine egne rationaler, som vil etablere alternative veje i forhold til de nye styringsforsøg, lød argumentet – hvis naivitet nogle vil indse det øjeblik, deres institutleder kommanderer dem hen på et nyt forskningsfelt, som de ikke selv synes er vigtigt eller interessant (Øllgaard 2003).

 Bo Jacobsens spørgeskemaundersøgelse ”Hvad er god forskning” (2001) spurgte 250 danske forskere om, hvilke roller de især kunne identificere sig med. Jacobsen opdelte i tre samfundsroller.

 Embedsmanden, hvor der lægges vægt på loyalitet, flid, dygtighed, sagkundskab, beregnelighed, præcision, akkuratesse og på at kunne levere det efterspurgte. Producenten eller forretningsmanden lægger vægt på at kunne bidrage til samfundets produktion eller øvrige velfærd. Her er der brug for egenskaber som aktivitet, produktivitet, ekspansivitet, opfindsomhed, forretningssans, praktisk engagement, teknisk snilde, pragmatisme og entreprenør-mentalitet. Og endelig forskeren som intellektuel, hvor der lægges vægt på rollen som fri og kritisk instans, der kan fremvise det, andre ikke har set, og herunder træde op mod magthavere af alle slags. Her er brug for egenskaber som alsidig belæsthed, faglig ubestikkelighed, generel analyseevne, socialt og kulturelt engagement, udfordringslyst, uforfærdethed, etisk uangribelighed og social indlevelsesevne (Jacobsen 2001, p.132).

 Da Jacobsen spurgte de 250, hvilke aspekter, der indgår i den ideelle forskerrolle? var de mest markante svar, at 96 pct. mente, at en forsker skal være ”en solid fagperson”, der virkelig kan sit område samt at 94 pct. mente, at en forsker skal være ”en fri, kritisk og kreativ tænker, der om muligt præger det offentlige liv”.

 33 pct. var helt enig i, at en forsker skal leve op til embedsmands-dyderne, mens kun 11 pct. var helt enig i, at en forsker skal udrette noget, der kan give indtjening til erhvervslivet (Jacobsens undersøgelse blev foretaget i 2000 og ville nok medføre andre udsagn i dag som følge af krav om management, formidling, medfinansiering m.m.).

 Forskernes identifikation med den frie og kritiske intellektuelle er markant og giver dermed et billede af forskeres selvopfattelse, som harmonerer med journalisternes. Men forskernes praksis harmonerer ikke med selvopfattelsen. Det mest aktuelle eksempel på en fattig kritisk indsats er Magtudredningen og dens professorers manglende vilje til debatten.

 

Der er således en interessant parallel mellem forskeres forskningsfrihed og journalisters journalistiske frihed. Begge standsgrupper har en høj selvfølelse og frihedsidealerne indgår dybt i deres selvforståelse. Men det er desværre sådan i praksis, at hovedparten af journalisterne og forskerne ikke fører idealerne ud i livet. Professionsidealer får sit eget liv i festtaler og lærebøger.

 Hykleriet, den højtlønnede bekvemmelighed, konfliktskyheden eller hvad man vælger at kalde det har alt for nemt spil, når flertallet ikke lever op til deres standsidealer og høje selvfølelser. Det ville klæde parterne med noget mere kollegial kritik og selvkritik. Det giver jo ikke mening at insistere på journalistisk frihed eller forskningsfrihed, hvis frihedsgraderne ikke bruges til noget i praksis.

 

KILDER:

– Poul Albret: Foghs valgløfter: Sparekniv forklædt som gavebod (Mandag Morgen 5 / 7. febr. 2005)

– Pierre Bourdieu: Modild (Reitzel 2001)

– McComb, Shaw & Weaver: Communication and democracy (Hillsdale 1997)

– Jan Ekecrantz / Tom Olsson: Det redigerade samhället (Carlssons 1994)

– Anders Esmark / Peter Kjær: Mediernes politiske rolle (in Erik Meier Carlsen/Peter Kjær/Ove K. Petersen: Magt og fortælling, Ajour 1999).

– Paul Foot: The slow death of Investigative Journalism (in Stephen Glover)

– FORSKERforum, arkiv på www.forskerforum.dk

– Stephen Glover (ed.)”Secrets of the press” Penguin 1999)

– Bo Jacobsen: Hvad er fri forskning (Hans Reitzel 2001)

– Nete Nørgaard Kristensen: Journalister og kilder – slinger i valsen (AJOUR 2004)

Thomas Kuhn: The Structure of Scientific Revolutions (University of Chicago Press, 1962).

– Charles Lindblom: Politics and Markets (Yale 1977)

– Anker Brink Lund: Den redigerende magt (Magtudredningen 2002)

– Mogens Meilbye: Journalistikkens grundtrin (forlaget A-jour)

– Ove Kai Petersen / Erik Meier Carlsen: Politisk journalistik (Ajour 2000)

– Jesper Strömbäck: Makt og medier (Studentlitteratur 2000)

– Johan P. Olsen: Meninger og makt (Universitetsforlaget 1980)

– Thomas E. Patterson: Political Roles of the Journalist (in Doris Graber m.fl.: Policing the Crisis,  Macmillian 1998)

– McQuail/Norris: The Politics of News / The News of Politics (1998)

– Nicolas Rose: Powers of Freedom – unframing political thought (Cambridge 1999).

– Jørgen Øllgaard: Magten og universitetet (newSport 2001)

– Jørgen Øllgaard: Markedsgørelse af universiteter (in Finn Horn/ Henrik Kaare Nielsen: Universiteter til tiden, Klim 2003)

– Jørgen Øllgaard: Forskernes magtspil bag magtudredningen 1997-1999 (in Øllgaard / Mogens Ove Madsen: magt.dk, Frydenlund 2004/1 – se www.kritikafmagt.dk)

– Jørgen Øllgaard: Magtudredningen – legitimering af magten (in Øllgaard / Madsen: magt.dk, Frydenlund 2004/2– se www.kritikafmagt.dk)

 

 

Leave a comment