0608-2002. En andagt i anledning af Bent Blüdnikovs og andre højredebattørers revanchisme i den danske dagspresse.

 Afvist på Berlingske som klumme, hvorefter POLITIKEN optog den!.

 Dog havde POLITIKEN bortredigeret afsnittene som her er anført med fed, hvilket slet ikke gør min pointe dårligere!  Se herom artiklen ‘2002. Jeg bekender II’.

Jeg bekender

Min familie er uplettet, selv om jeg bliver nødt til at bekende, at min far efter livslangt medlemskab meldte sig ud af Venstre i slutningen af firserne, fordi han fandt deres indvandrerpolitik anti-humanistisk. Men jeg lover jer, at han havde meldt sig ind igen, hvis han havde han levet i dag.

 Personligt har jeg desværre begået flere fejl.

 Jeg bekender, at jeg ved mit første folketingsvalg i 1974 stemte på DKP. Det var det år, hvor jeg arbejdede på fabrik i Sønderjylland og hvor den senere så kendte fodermester Kresten Poulsgård stod udenfor fabriksportene og fik halvdelen af mine kolleger til at stemme på sig. Den anden halvdel stemte på S, SF eller DKP. Og da mine tillidsfolk var fagligt aktive DKP’ere, så lod jeg mig vildlede til at stemme på liste K, og jeg kan ikke benægte, at nogle hørte mig agitere for partiet det år. Men jeg var ung, og jeg sværger på, at jeg ikke gjorde det siden.

 Nogle har også set, at jeg havde en efterlysningsplakat med Baader-Meinhof –gruppen hængende derhjemme. ”Zum Partykeller” spurgte den tyske politibetjent da jeg bad om at få den. ”Jah, jah”, svarede jeg bare, men jeg må nok bekende, at for mig var det lidt mere alvorligt. Jeg havde tyske venner, som levede i et autoritært samfund. Jeg så deres afmagt og had til statsmagten, og jeg havde forståelse for,  hvordan det tyske samfund kunne gøre nogle så desperate, at de gik over til voldelige aktioner. I dag ved jeg bedre, at berufsverbot over for venstreorienterede var nødvendigt for at muren kunne falde.

 Jeg boede senere i kollektiv med to sygeplejersker, som var meget venstreorienterede. De var så engagerede, at de helt frivilligt arbejdede et halvt år i Shantila-flygtningelejren blandt palestinensiske flygtninge, og de kom hjem og fortalte, at zionisterne var et herrefolk, der behandlede palestinenserne som tredje rangs mennesker. Jeg bekender, at det er rigtigt, hvis nogle så mig til nogle af Palestinakomiteens offentlige møder i de år. I dag ved jeg, at Sharons delagtighed i massakren i flygtningelejren var en tilgivelig fejltagelse og at bosættelser er en gudsgivet mission og at de israelske magtapparat er det eneste, der kan holde orden i Mellemøsten.

 Jeg bekender, at jeg gik på den sociologiuddannelse på universitetet, der var så venstreorienteret, at Bertel Haarder nedlagde den i 1986. Nogle af os læste marxisme. Jeg gik bl.a. sammen med én, der i dag er departementchef og selv om han dengang tilhørte den mest yderliggående fraktion af VS, som gik ind for arbejdermagt og revolution, så husker jeg ham også som en flink fyr og flittig og en skidedygtig byrokrat.

 Der er heller ikke anledning til at mistænkeliggøre landets mest kendte sociolog, livsstil-eksperten Henrik Dahl, der senere gjorde op med det venstreorienterede meningstyranni, som han var blevet udsat for. Jeg hørte ham aldrig sige noget undergravende eller venstreorienteret, for han var allerede dengang voyeur. Henrik Dahl forstod – hvad der først senere gik op for mig – at samfundet består af livsstil, identitet og holdninger og ikke af sociale klasser, livsvilkår og politik.

 Jeg bekender, at jeg tilhørte dem, som forsvarede Østtyskland når jeg henviste til deres gode uddannelses- og sundhedssystemer, og jeg tilgiver gerne dem, som har glemt, at jeg samtidig kaldte regimerne menneskefjendske, totalitære og undertrykkende. I dag er jeg blevet meget mere nuanceret, for nu ved jeg, at marxisme, kommunisme, fascisme, nazisme og stalinisme er den samme suppedas.

 Omkring 1990 var jeg ansat under Informations daværende chefredaktør, Peter Wivel. Han var en knalddygtig meningsmaskine, hvilket er en stor fordel når man er lederskribent. Men jeg bekender, at han dengang nok hørte mig sige, at Information burde have mere kritisk journalistik og mindre forsigtigpeter. I dag har jeg på min egen krop erfaret, at hans pragmatisme var langt mere levedygtig end min afvigelse.

 I dag prøver jeg i det hele taget efter bedste evne at tilrette mine holdninger til tidens nyliberale og nykonservative virkelighed. Jeg må dog bekende, at jeg engang imellem tager mig selv i at stille kritiske spørgsmål til det samfund, som jeg lever i. Selv om jeg gør mit bedste for at holde disse negative og destruktive tanker ude, så er den hjernevask, som jeg var udsat for i 70’erne og 80’erne, ikke sådan at slippe ud af, selv om jeg forsøger nok så ihærdigt.

 Nu vil nogen nok mistænke mig for at være en farisæer, der tror at jeg med dette skriftemål kan sone mine vildfarelser, og sikre mig mod, at nogle begynder at foreholde mig min tvivlsomme fortid. Men, helt oprigtigt: Jeg fortryder, FORTRYDER, min fortids tanker, og jeg har fuld forståelse for, at de diskvalificerer mig fra at deltage i aktuelle debatter. Når det trods alt er til at leve med, skyldes det, at jeg har ydmyghed nok til at vide, at jeg slet ikke besidder de renfærdige egenskaber som de få tapre, der – håbløst underlegent, kun med store bladhuse i ryggen – kæmper kampen mod det venstreorienterede tyranni, som alt for længe har holdt det danske folk i sin hule hånd.