2002. Jeg bekender II: Censureret i POLITIKEN

Upubliceret. Afvist af JOURNALISTEN.

 Først ville BERLINGSKE ikke trykke min klumme ‘Jeg fortryder’, så gjorde POLITIKEN det. Men POLITIKEN syntes åbenbart, at nogle af mine udfald var for kontroversielle, så de blev lige bortcensureret. 

 

Magten som filter

På mange stofområder laves der journalistik for Magten og på Magtens præmisser. Israel er nok det værste eksempel på et tabu. Og slettetasten bruges i den danske dagspresse, når der skrives for kritisk om Israel

 

Jeg får ikke job på de store medier efter den her. Det gør du ikke alligevel, vil nogle spidst bemærke. Men nok om det.

 Sådan cirka halvårligt synes jeg noget er bare-for-meget og jeg blander mig i den offentlige debat. Det gjorde jeg sidste gang i marts, da et af de store dagblade kørte kampagnejournalistik om vores nærmeste fortid og mod de venstreorienterede (encyklopædien e.lign.). Det store dagblad var imidlertid – efter min mening – ikke ude i et sagligt ærinde, men i et ideologisk: Historien skal skrives af Vinderne og Magten. Og de venstreorienterede har tabt og må tage deres ansvar, erkende deres fejl og store medskyld for alverdens ulykker.

 Jeg følte mig ret truffet og skrev en ironisk kommentar til det store dagblad: ”Jeg bekender og fortryder”hvad jeg overhovedet ikke gør – alle min fortids gerninger fra at jeg stemte på DKP ved mit første folketingsvalg, havde en efterlysningsplakat med Baader-Meinhof hængende derhjemme, har boet i kollektiv med nogle Palæstina-aktivister m.m.

 Kommentaren var ret dobbelttydig (og morsom), men til min store skuffelse ville debatredaktøren på det store dagblad ikke optage den. Det gjorde et andet konkurrerende dagblad så, dog blev to tekstblokke strøget, og nedenstående tekstblok blev delvis beskåret (det røde udgik):

 

”Jeg boede senere i kollektiv med to sygeplejersker, som var meget venstreorienterede. De var så engagerede, at de helt frivilligt arbejdede et halvt år i Shantila-flygtningelejren blandt palæstinensiske flygtninge, og de kom hjem og fortalte, at zionisterne var et herrefolk, der behandlede palæstinenserne som tredje rangs mennesker. Jeg bekender, at det er rigtigt, hvis nogle så mig til nogle af Palæstinakomiteens offentlige møder i de år. I dag ved jeg, at Sharons delagtighed i massakren i flygtningelejren var en tilgivelig fejltagelse og at bosættelser er en gudsgivet mission og at det israelske magtapparat er det eneste, der kan holde orden i Mellemøsten”.

 

Det er Lykketofts skyld, at jeg forleden kom til at tænke på den passus af kommentaren. Udenrigsministeren har modigt kritiseret, at Israel i ly af Afghanistan har sat magtfulde commandoraids ind, som bare gør alting værre. Men det er symptomatisk, at Israel nærmest fik mere presse på sin kritik af Lykketoft – med henvisning til Holocaust – end han fik omtalt indholdet af sin kritik. (Anders Fog og Bendt Bendtsen fik selvfølgelig deres rituelle spalteplads til afstandtagen).

 Det er her, beskæringen bliver interessant. Teksten blev skåret, hvor jeg var mest kontroversiel, kritisk og ond. Havde debatredaktøren spurgt mig, var noget andet udgået. Er du nu ikke lidt oversensitiv, vil nogle spørge. Nej, for det er i detaljen, at meningen viser sig. Bemærk nemlig, hvor nøje og selektivt teksten er skåret. Det var ikke tilfældigt.

 Det var formentlig ikke debatredaktørens personlige holdninger, der legede censor. Næppe heller stramme retningslinier fra chefredaktionen. Nej, Magten styrer med en skjult hånd. Man ville såmænd bare undgå forudsigelige indsigelser mod negativ omtale af Israel.   

 Han beskar formentlig uden at kende historien om dengang journalist Morten Sabroe på en seriøs reportagetur beskrev chikane fra en tungtbevæbnet soldat, og hvordan ”spyttet stod ud af hans dumme israelske kæft”. Malende udtrykt, så vi alle kunne føle situationen. Men dagen efter bragte avisen en beklagelse af, at vendingen var blevet trykt.

 Havde avisen beklaget, hvis beskrivelsen havde været møntet på en jydetamp, en fremskridtsmand eller en palæstinenser?

 

Journalister retfærdiggør sig ofte som offentlighedens vagthund. Redskabet er ”den journalistiske frihed”, men på mange stofområder bruges det til journalistik for Magten og på Magtens præmisser. I mere eller mindre grad, det er en del af metier’en.

 Israel er nok det største tabu. Uden at være ekspert på området kan jeg se, at der ligger et filter over dækningen af Israel i den danske presse. Omkring Israels politik hersker uskrevne koder for vinkling og form i såvel reportager som bureaustof. Underteksten styres af værdiladede ord som ”israelske bosættere” hvor virkeligheden er besættere, ”israelske sikkerhedsstyrker” og modpartens ”politisoldater”. Palæstinenserne har ”terrorister”; det har Israel ikke osv. Reportagerne skabes i Tel Aviv og i det israelske pressecenter. Det er så eensidigt, at den pæne Folkekirkens Nødhjælp i eftersommeren opslog rejsestipendier (i Journalisten) til journalister, som ville bo en måned i de palæstinensiske områder og beskrive den anden virkelighed.

 Kun Ole Sippel (DR) og Lasse Ellegaard (JP) glimrer ved at turde opleve spyttet og magtdemonstrationerne. De engagerer sig i en kritisk tilstedeværelse med en sober perspektivering af baggrunden: At der er tale om simpel annektering af øst-Jerusalem, permanente bosættelser på besat jord, brud på internationale konventioner m.m. Og at Israels magtudøvelse er central for forståelsen af den islamiske verdens modstand mod Vesten.

 Men de fleste journalister risikerer ikke brok og bøvl med Magten eller med deres karrierer. For hvem vil engagere en yngre journalist, der har prædikatet ”israelfjendsk?”, ”antijødisk?” eller  ”noget venstreorienteret?” Og slet ikke i disse tider, hvor der fyres på de store nyhedskanaler.

 

JØRGEN ØLLGAARD, lever en risikofyldt tilværelse som kritisk journalist på universitetslærernes fagblad

Leave a comment